Blogtema: Hjemmefødsel efter kejsersnit - det var aldrig et valg at blive upopulær

Blogtema: Hjemmefødsel efter kejsersnit, læs Mettes historie: “Søde jordemødre er bare ikke nok”

skaermbillede-2018-03-13-kl-16-15-15

Hjemmefødsel efter kejsersnit – en fødselsberetning. Første gang jeg hørte om Mette gav det mig lidt ro i maven. Og ja, man skal passe på med at indrette sit liv efter anekdoter, men nu er Mettes historie ikke bare Mettes historie, den er også en af de cases der er med i Hanne Dams bog: “Giv kvinderne fødslen tilbage”, som jeg er i gang med at læse og allerede nu kan anbefale alle gravide at læse for virkelig at være forberedt på hvilken fødekultur du møder i sygehusvæsenet, og hvad du kan gøre for at passe på dig selv derinde. Mettes historie er nemlig langt fra den eneste der rejser dette spørgsmål: hvorfor ender en rask normal gravid kvinde og et helt raskt barn i et akut kejsersnit? Læs Mettes historie her (og læs især hvis du er gravid og har et kejsersnit og er bange for ruptur).

Mette er kunsthistoriker og gift med Kasper. Sammen har de 4 børn, hvoraf de sidste to er tvillinger, som blev født i uge 33. Mettes første graviditet forløb helt uproblematisk, og det var først da hospitalet begyndte at blande kemi ind i fødslen at det gik galt. Læs Mettes historie her.

Mette var overbevist om at hun selvfølgelig kunne føde selv, for kvinder har jo altid født børn. Sådan tænker rigtig mange, og det gjorde Mette også. Alligevel endte den første fødsel i et uønsket kejsersnit i 2011, og den anden fødsel i et lige så uønsket kejsersnit, selvom Mette denne gange havde forberedt sig langt mere grundigt end første gang.

“Jeg var gået 14 dage over tid, og derfor skulle jeg sættes i gang. Som jeg forstod det, handlede det om at føde mens moderkagen stadig fungerede optimalt. Jeg opfattede ikke igangsætning af fødslen som problematisk, da jeg jo stadig skulle føde selv. Egentlig tænkte jeg at det var smart måde man bare lige kunne sætte skub i fødslen på, og jeg var jo klar til at føde, så der var ingen problemer. Jeg havde bare ingen anelse om hvad jeg i virkeligheden havde sagt ja til”

Mette blev undersøgt og var 3 cm åben. Jordemoderen sagde, at hun derfor var i fødsel – selvom hun ikke havde mærket en eneste ve. Jordemoderen mente at hun skulle ud og gå lidt på hospitalets gange for at se, om der ville ske noget. Efter nogle timer mente sundhedspersonalet at ‘fødslen’ gik for langsomt (der var stadig ingen veer), og Mette blev tilbudt ve-drop. Endelig kunne der komme gang i fødslen. Igen fulgte der ikke informationer med om hvad det egentlig er man som gravid siger ja til når man siger ja til medicin. Mette var f. eks ikke klar over at et ja til ve-drop betød at hun nu ikke måtte bevæge sig ret meget, og var mere bundet til sengen, fordi sundhedspersonalet sætter ve-droppet i armen, og derfor skal barnets hjertelyd nu følges. Det gør man ved at lægge to “seler” om maven med nogle målere på (CTG). Der var nu to teknologiske grunde til at Mette ikke selv kunne stimulere veerne ved at gå rundt og bevæge sig, fordi hun skulle ligge stille så hjertelyden fra barnet kunne måles. .

Da ve-droppet blev sat, gik veerne igang. Men ret hurtigt efter falder barnets hjertetlyd. Det må den gerne under veerne, men ikke mellem veerne, som det var tilfælde her. Der blev taget en blodprøve fra babyens hoved og det viste sig at der var for lidt ilt. Akut kejsersnit. “Jeg er glad for at der blev reageret, og at mit barn kom ud hurtigt, da ingen jo ønsker at skade sit barn” siger Mette. Men bagefter har hun tænkt, at barnet reagerede negativt på ve-stimulerende drop, det såkaldte S-drop, og at hospitalet forcerede hendes fødsel. “De kunne bare have sendt mig hjem. Jeg havde en helt ukompliceret graviditet og barnet havde det godt. Moderkagen virkede og jeg var 3 cm åben. I bagklogskabens lys ville jeg ønske at jeg bare var taget hjem igen, for spørgsmålet var om jeg overhovedet var i aktiv fødsel? Jeg havde jo ikke haft veer. Jeg savner virkelig at der havde fundet en samtale sted mellem hospitalet og mig, frem for blot konstateringer. Men jeg havde stor tillid til Rigshospitalet og jeg havde ingen skrupler ved at acceptere deres forslag. Men i dag kunne jeg se jeg bare skulle have været taget hjem, for det der skete var ikke rigtigt. Jeg er ikke bange for at føde, jeg er ikke bange for smerte… faktisk glædede jeg mig. Men jeg fik ikke lov, hvorfor overhovedet give mig det ve-drop?”

Og Mette fortæller videre:”Både babyen og jeg var sunde og raske da vi kom ind på sygehuset, hvorfor endte det så i et akut kejsersnit? Der var ingen fare på færde før hospitalet begyndte at blande sig med kemi. Sådan tænker jeg nu, selvom jeg selvfølgelig ikke kan vide om fødslen alligevel ville være endt med et kejsersnit”

skaermbillede-2018-03-13-kl-16-13-44

Der var så meget Mette ikke vidste dengang. F.eks at det er vigtigt at få barnet op til sig hurtigst muligt, fordi mødet hud mod hud frigiver kærlighedshormonet oxytocin. Hun kendte ikke til den kemiske del af fødslen – altså den kemiske del som naturen allerede har sørget for uden vores indblanding. Siden dengang har Mette hørt mange fortælle om den lykkefølelse de oplevede ved at få barnet op til brystet. Den følelse gik Mette totalt glip af, og tilknytning kom først senere. Mette tilskriver det kejsersnittet at der var forsinkelse på tilknytningen:” Jeg var glad for ham, men den første måned ønskede jeg bare at han skulle sove. Jeg glædede mig ikke til han vågnede. Jeg kan huske den dag jeg pludselig glædede mig, der var der gået nogle måneder.”

Efter kejsersnittet fik Mette og hendes mand tilbudt en efterfødselssamtale med den læge der havde besluttet kejsersnittet, men det føltes aldrig som en samtale. Det var blot en gentagelse af det forløb de havde været igennem. Lidt ligesom at være til lægen og få stillet en diagnose. ‘Du fejler det her, farvel’. Men Mette fik stadig ikke svar på de tanker der plagede hende: Hvorfor ve-drop? Hvorfor faldt barnets ilt i blodet? Kunne det sidste hænge sammen med det første? Hvorfor endte det i kejsersnit?

Anden gang Mette blev gravid blev hun inviteret til samtale på Rigshospitalet, men droppede den, fordi hun på det tidspunkt havde besluttet aldrig mere at gennemgå en fødsel på hospitalsvilkår. “Jeg har udelukkende oplevet søde jordemødre, men det er bare ikke nok”.

Mette hyrede en privat jordemoder, hun ville sikre sig at hun ikke endte det samme sted igen, en der stod ved Mettes side og kunne sige “det her, det kan du godt”. Mette fortæller: “jeg kender mig selv godt nok til at vide at hvis jeg kommer ind på et hospital, så underlægger jeg mig autoriteterne, og der vil jeg ikke ende igen”.

“Det at have en privat jordemoder gjorde en kæmpe forskel for mig. Vi forberedte ikke kun det fysiske, men i høj grad også alt det mentale. Det handler om mine ønsker som gravid, hvad skal være anderledes i forhold til første gang? Hvilke dimensioner har fødslen for en kvinde? Hvad vil det sige at tage ansvar for at barn, udover om man i et afkrydsningsskema skal svare på om man ryger eller drikker eller spiser grøntsager? Forberedelsen hos min jordemoder kom til at handle om meget meget mere end lige præcis de timer selve fødslen varer, og så blev det bare en slags terapi for mig, hvor jeg fik ryddet op i det gamle forløb”.

skaermbillede-2018-03-13-kl-16-15-32

Da Mette startede hos sin private jordemoder var planen at føde på hospitalet, hvor den private jordemoder ville tage med og være til stede under hele fødslen. Hvis der er noget man med sikkerhed kan regne med, så er det at man som gravid ikke sjældent har mødt den jordemoder man kommer til at føde med, og der kan godt være en række jordemødre ind over inden barnet siger sin første lyd. Yderligere skal jordemoderen ofte bruge tid på meget andet end den gravide. Hun skal dokumentere udviklingen af fødslen via computer og risikerer under spidsbelastninger at skulle passe flere fødende ad gangen.

Snakkene mellem Mette og hendes private jordemoder ændrede dog på planen for fødslen, som blev lavet om til at Mette godt kunne føde hjemme, selvom der er risiko for at kvinder der føder ved kejsersnit første gang også føder ved kejsersnit anden gang. Risikoen er at muskelfibrene i livmoderen “rumperer” og giver sig så meget at huden ender med at springe op.

“Min jordemoder forklarede mig, at hun ville kunne mærke hvis jeg “rumperede” og skete det, skulle vi selvfølgelig ind på sygehuset med det samme. Men hvis alt gik stille og roligt kunne jeg både sidde i vand og endda føde i vand, fordi min jordemoder jo ville være sammen med mig hele tiden og hele tiden kunne lytte på min mave med sit træstetoskop. Også i vandet. Det er den frihed jeg vinder i modsætning til hele det hospitalscirkus”.

Mette havde gennemgået alle scenarier med sin jordemoder inden anden fødselsoplevelse, og var godt forberedt. Fødslen gik i gang derhjemme, og da jordemoderen ankommer sidder Mette i badekarret med pressetrang og gisper løs for ikke at føde før jordemoderen var hos hende.

“Det var virkelig dejligt anden gang, jeg gik bare med min jordemoders guidence, og det var en helt vild og god fornemmelse”

Pludselig begyndte det at gøre ondt på “en anden måde”. Mette mærkede en smerte som ikke stoppede med veerne. Hun klarede presseveerne med åndedrættet, men de her nye smerter forstenede hende fuldstændigt, de var ikke til at komme igennem, og hun kunne overhovedet ikke bevæge sig. Da jordemoderen forstod hvor slemt det var, bad hun Mettes mand ringe efter en ambulance – helt roligt. Jordemoderen forklarer situationen: et tidligere kejsersnit med ondt i arret.

Mette tog af sted ind på sygehuset, hvor der pludselig var mange mennesker, modsat derhjemme hvor de kom fra. Her skulle vurderes om der skulle foretages et kejsersnit. Mette hører sin egen jordemoder forklare at det ville være rigtig godt hvis Mette kunne føde vaginalt. Mettes anden fødsel endte i et kejsersnit igen, og lægen sagde “vi kunne ikke gøre andet, huden var papirtynd og var lige ved at gå i stykker”.

Var det så alle pengene værd med den private jordemoder?

Mette er overhovedet ikke i tvivl: “Selvom det blev et kejsersnit igen, så betyder det alt… ALT at jeg startede med at føde hjemme og sad i mit badekar og havde ro og havde mig selv med. Det betyder alt, at jeg forsøgte, og det var først i pressefasen at jeg blev overflyttet, så hele graviditeten, forberedelserne og starten af fødslen, det fik jeg jo med sådan som jeg drømte om. Min jordemoder og jeg var enige om at tage af sted, hvis der var det mindste, og det gjorde vi som aftalt”

skaermbillede-2018-03-13-kl-16-14-39

Mette fortæller at hun faktisk aldrig har været bange for ruptur: “Risikoen er så lille, og jeg ved jo ikke i dag om det var det, der rent faktisk gav mig smerten da jeg fik kejsersnit anden gang, men jeg har aldrig frygtet ruptur. Jeg ville så gerne føde naturligt i stedet for at være på et hospital, og jeg har aldrig tænkt at fødslen var farlig og at jeg skulle gå i stykker af det, men hospitalet går med livrem og seler. Og selvfølgelig har jeg været omkring risikoen, jeg har ikke bare lukket øjnene, jeg har forberedt mig grundigt og har været igennem alle scenarier.”

Selvom det endte med kejsersnit taler Mette om sin anden fødselsoplevelse med power og stolthed i stemmen. Hun nåede at lave det rigtige fødselsarbejde, hun mærkede veerne og hun fortæller med glæde at det var det hele værd: ” Hvis man kan få så meget som muligt med, så er det absolut det hele værd!”

Da Mette fødte sine tvillinger ved sin 3. graviditet valgte hun at sige ja til et planlagt kejsersnit da hun kunne ikke overbevise lægerne om at kunne få lov til at gå i fødsel. Alligevel havde den anden fødselsoplevelse lært hende en hel masse, som hun kunne bruge denne gang. Hun begyndte at se på muligheder for hvordan hun kunne få så meget som muligt på sin egen måde indenfor de rammer der nu engang var sat for tvillingefødslen. F.eks Hud-til-hud, sen afnavling. Jo mere forberedt man er på sin fødsel jo bedre muligheder har man.

“Det har taget mig mange år at lære at leve med mine fødselsoplevelser, og jeg kan stadig blive både ked af det og vred når jeg tænker tilbage på første gang. Det er bittesmå ting der ændrer et liv, og jeg mangler simpelthen at man fra sundhedsvæsenets side forholder sig til hvad det vil sige for en kvinde at føde et barn, hvor stor betydning det har, for det betyder noget resten af ens liv, men der er ingen der taler om det derinde.”

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Blogtema: Hjemmefødsel efter kejsersnit - det var aldrig et valg at blive upopulær