Nyhed!! gavekode til babypakke fra nemlig.com fra mig til dig - først til mølle!

Blogtema: Hjemmefødsel efter kejsersnit – et sociologisk perspektiv på fødekultur

hjemmefødsel efter kejsersnit

Af sociolog Henni Sofia Hansen

Den gode fødsel

Jeg går med hastige skridt ned ad de lange gange. Jeg knuger min telefon i hånden og kigger på skiltene. Mit hjerte banker hurtigt. Jeg trykker håndtaget ned og åbner forsigtigt døren. Der ligger hun – min søster. Med hendes store mave koblet op til ledninger og elektroder – og fikseret af en epiduralblokade i ryggen. Jeg går hen til sengen. De bliver glade for at se mig – hende og hendes kæreste. Jordemoderen forsvinder diskret ud af lokalet, så vi kan få snakket.

I går aftes havde vi smilende og forventningsfulde krammet hinanden farvel. Veerne var begyndt og kom regelmæssigt. Min søster havde haft en normal graviditet og havde forberedt sig godt med øvelser og vejrtrækning. Intet havde peget på, at fødslen skulle tage denne drejning. Hvad var der dog sket?

Min søster fortæller. Om jordemoderen, der glemte hende. Fosterhinden, der blev prikket hul på. Forbuddet om at gå ude på gangen. CTG-målingen, der tvang hende til at være sengeliggende. Ve-stimulerende drop og den efterfølgende ve-storm. Jeg lytter. Timevis af uudholdelige smerter har modelleret hendes ansigt til et uigenkendeligt udtryk. Hun er udmattet. Og hun har ikke født endnu.

Vi får vendt situationen sammen. Hun har fået en ny jordemoder. En jordemoder, der lytter. Min søster og jeg bliver enige om, at hun ikke skal ligge på ryggen mere. Jeg får fat i en sækkestol, så hun kan komme om på alle fire og hvile maven i den. Jeg giver hende lændemassage. Jordemoderen er der hele tiden. Overvåger, informerer, giver tryghed.

Min søster får mobiliseret kræfter – kræfter, der vidner om en ufattelig styrke – og som gør, at hun til sidst føder sit barn. Selv. Og fødselslægen med sugekoppen må gå forgæves.

Min søsters historie er bare én ud af mange. Det er en fødsel, hvor de instrumentelle og medicinske indgreb er blevet normalen. Man kalder det for den medikaliserede fødsel. Og statikkerne taler for sig selv. Næsten hver fjerde førstegangsfødende får fødslen sat i gang. Hver femte gravide føder ved operation. Hver tredje førstegangsfødende bliver ve-stimuleret (Dam, H. 2017; esundhed.dk). Det er heftige tal for en proces, der ellers anses for at være spontan og naturlig. Men det er jo mere sikkert at føde på hospitalet. Det siger lægerne i hvert fald. Men er det nu så enkelt? Er kvinder gennem de sidste 30 år blevet så dårlige til at føde, at de ikke mere kan selv? Eller handler det i virkeligheden om noget andet?

Om besparelser, overfyldte fødegange og kassetænkning – en udvikling som fik klinikchefen Morten Hedegaard til at opsige sin stilling for nogle år siden. En udvikling, som har fået hundredevis af jordemødre til at opsige deres stillinger.

En udvikling, der desværre passer som fod i hose med den medikaliserede fødsel. For de medicinske indgreb muliggør en vis kontrol over en proces, der ellers anses for at være spontan. Det er effektivt og ensrettende under devisen ’målet helliger midlet’. Igangsættelse og ve-stimulerende drop. Så er fødslen i gang. Videre. Tjek. Næste.

Risikoen er samtidig det bærende element i den medikaliserede fødsel. Det er farligt at føde. Alt kan gå galt, og de medicinske indgreb bliver ikke præsenteret som saglige, velfunderede valg for kvinden, men bliver i stedet et valg funderet i liv eller død. Hvem siger nej til en igangsættelse eller et ve-stimulerende drop, hvis man får at vide, at det er det bedste for barnet?

Og vover kvinden at betvivle denne stærke retorik og stille spørgsmålstegn ved eksperternes udtalelser, så hænges hun ud og betragtes som ansvarsløs og besværlig.

skaermbillede-2018-03-10-kl-15-59-34

Nu er mit mål er ikke at lægge mig ud med hele lægevidenskaben og havne i en ufrugtbar medicinsk diskussion om nødvendigheden af CTG-målinger og ve-stimulerende drop. Når et kejsersnit virkelig er nødvendigt, er det som sendt fra himlen, og redder barn og mor fra en situation, som måske ellers ville have taget livet af dem begge. Vi er alle enige om, at fødselskomplikationer kan skyldes mange forskellige faktorer, og at visse fødselsforløb udvikler en form for sygdomsforløb, der kræver korrekt medicinsk intervention.

Men hvordan harmonerer de mange medikaliserede indgreb med de nationale og internationale undersøgelser, der bestyrker, at kvinder godt kan føde uden medicinsk intervention, og at der ved disse fødsler uden for hospitalets sterile univers, i det hele taget forekommer langt færre indgreb?

Her peger den franske fødselslæge Michel Odent på den afgørende betydning af de sociale og miljømæssige forhold under et fødselsforløb. De vigtige hormonerne udskilles ganske enkelt ikke, hvis kvinden føler sig stresset og utryg – hvilket forklarer, hvorfor mange kvinder oplever ’at gå i stå’, når de ankommer til fødeafdelingen, hvor alt er nyt og fremmed. Flere undersøgelser peger ligeledes på vigtigheden af jordemoderens fulde tilstedeværelse under hele fødselsforløbet, og hvordan jordemoderen rent faktisk er med til at nedsætte risikoen for kejsersnit drastisk. En sammenhæng, der ligeledes underbygges af den amerikanske jordemoder Ina May Gaskins imponerende lave kejsersnitfrekvens på 1,4% på hendes fødeklinik i USA. Nyere neuropsykologiske undersøgelser peger ligeledes på, at omgivelsernes bevidste eller ubevidste holdninger til risici kan internaliseres i kvinden og have konkrete somatiske konsekvenser for fødselsforløbet. Så måske giver det hele mening alligevel. Måske er det ikke så mærkeligt, at der er brug for de medikaliserede indgreb på de fortravlede fødegange.

Nu er det ikke sådan, at jeg står med hænderne løftet højt over hovedet og råber halleluja, mens jeg prædiker for hjemmefødslen med de tibetanske meditationsklokker og fødebadekarret. Mit mål er ikke at lægge mig ud med kvinder, der sværger til epiduralblokaden, eller som har haft en fantastisk fødsel med en suveræn jordemoder på hospitalet. For de findes – og gudskelov for det! Det er meget individuelt, hvad der betragtes som den gode fødsel, og jeg ønsker ikke at romantisere eller polarisere én holdning frem for en anden – hvilket som regel ender i en god omgang mudderkastning.

Men det på tide, at vi stiller spørgsmålstegn ved nødvendigheden af de medicinske procedurer. Det er på tide, at vi kræver ordentlige svar. Svar, der appellerer til vores logiske og rationelle sans. Ikke til vores frygt og skam.

For selvom målet helliger midlet i den medikaliserede fødsel, så kan man jo spørge om et fødselsforløb med ve-storm, sugekop og alvorlige bristninger en sikker og god fødselsoplevelse? Det, som den amerikanske debattør og forfatter Naomi Wolf i sin bog ’Misconceptions’ betegner som ’an ordinary bad birth’. Nogen vil sige ja. Guldklumpen var jo det hele værd. Men jeg ved, at der findes kvinder derude, der befinder sig i limboen mellem traumatiske flash backs af hele fødselsforløbet blandet med en følelse af taknemmelighed og lettelse over, at de i dag har et sundt og velskabt barn. Og jeg ved, at for andre kvinder har fødselsoplevelsen været så traumatisk, at de udvikler symptomer på post traumatisk stress syndrom.

Den medikaliserede fødsel kan derfor have langvarige psykiske og fysiske konsekvenser for kvinden. Konsekvenser, der alt for sjældent tales om; alt for sjældent anerkendes.

Min søster blev tilbudt en efterfødselssamtale. De mente vel, at hun faldt under den kategori, der har ret til sådan en samtale. Oven i det traumatiske fødselsforløb var hun også blevet udskrevet med en spinalhovedpine efter epiduralblokaden og måtte genindlægges dage senere. En genindlæggelse hun måtte kæmpe for, da de ikke troede på hende. Selve samtalen gav ikke noget. Jordemoderen stillede sig ganske uforstående over for min søsters spørgsmål. Hun havde jo fulgt retningslinjerne, og barnet var sundt og raskt. Min søsters oplevelse var ikke vigtig.

Det er på tide at ændre det danske fødselsbillede. Alliancen mellem frygten og medikaliseringen skal brydes, og der skal fokus på de alvorlige og ofte langtrækkende konsekvenser og risici, som medicinske indgreb kan medføre. Skam, skyld og overgreb hører aldrig hjemme på en fødestue. Kvinder skal mødes med empati, lydhørhed og respekt. Det burde være en selvfølge. For alle kvinder fortjener vel en god fødsel?

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!

1 kommentar

  • Lene

    Tak for det. Jeg sidder her med tårer i øjnene og genkender alt for godt flashbacks til traumatiske fødsler. For mit vedkommende to fødsler med diverse indgreb, begge afsluttet med akutte kejsersnit. Jeg følger blogtemaet med lige dele interesse og sorg over at jeg ikke selv kommer til at opleve ‘den gode fødsel’.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nyhed!! gavekode til babypakke fra nemlig.com fra mig til dig - først til mølle!