Blogtema: Hjemmefødsel efter kejsersnit: det har aldrig handlet om at trodse anbefalinger

hjemmefødsel efter kejsersnit frejamay november

For knap halvanden uge siden startede jeg blogtemaet “hjemmefødsel efter kejsersnit”. Jeg gjorde det fordi jeg havde brug for at åbne min egen verden op, finde inspiration, finde kvinder der selv har trådt stien forud for mig, mærke mig selv betræde denne sti og se hvor det ville bringe mig hen. Jeg vidste at det ville skabe en eller anden form for røre, fordi emnet er kontroversielt, men jeg vidste alligevel ikke hvor meget det ville sætte i gang. I dag er det tid til at gøre midtvejs-status inden vi fyrer op for de sidste historier og eksperter der deltager i dette blogtema. I dag tager udgangspunkt i mig selv og min rejse.

Jeg har lige haft besøg af min skønne jordemoder Sophie. Det er altid virkelig dejligt med hendes besøg. Jeg tænker meget over hvad forskellen er på de møder jeg har haft med jordemødre indenfor sygehusetvæsenet og de møder jeg har med Sophie. Her er de 5 vigtigste forskelle:

  1. Jeg føler mig mødt som individ og ikke som “Gravid nummer 73.860”. Det betyder i praksis at Sophie ikke har nogen som helst forudbestemt plan for mig, for min graviditet eller for min fødsel. Alt hvad der sker tager udgangspunkt i mig, den kvinde jeg er, den mor jeg er, det der er vigtigt for mig i den situation det er at være gravid, og hele den magiske rejser der hører med. Hun lytter, hun støtter og hun bakker mig op. Hun kommer med anbefalinger der læner sig op ad mig og ikke af et gennemsnit, og det føles helt vildt dejligt. Da jeg helt naivt troede at man ville bakke op om at jeg fødte hjemme fra sygehusets side, blev jeg mødt af en skræmmekampagne, ikke en ligeværdig eller imødekommende samtale. Alle der har fået slukket en drøm så brutalt ved hvad det gør ved kroppen.
  2. Jeg bliver løftet hver gang jeg har noget med Sophie at gøre. Måske kom jeg stærk til mødet, men jeg går stærkere derfra. Jeg bliver anerkendt for min rejse, for den jeg er, for de ting jeg gør for mig selv. Sophie taler ind i mit kraftcenter og ikke til min frygt. På den måde er det utrolig nemt for mig at tage beslutninger for mig selv, for jeg gør det ud fra et sted med overskud og ikke et sted med angst. Det er stadig ikke Sophie der vælger for mig, det er udelukkende mig.
  3. En meget vigtig forskel, for mig, er også at mødet foregår i mit eget hjem. Det giver simpelthen så meget ro og tryghed. I dag havde jeg sat jordbær og chokolade frem, og da jeg fik rebozo var det på min madras med mit tæppe ud over. Solen står ind ad mit vindue og det er mine blomster, møbler og energi i mit hjem der danner rammen om et vigtigt møde. Når man, som jeg, lider lidt at “hvid kittel syndrom”, så er det bare med til at skabe en enorm ro at det er her vi mødes. Desuden har det en rent fysiologisk effekt, nemlig at mit blodtryk er helt normalt og stabilt herhjemme, hvilket det ikke er på sygehuset. Og det kan jeg med sikkerhed sige, fordi jeg (under sidste graviditet) fik målt det både hjemme og på sygehuset, og det ene sted var det skyhøjt og det andet sted var det helt normalt. Begge målinger var foretaget indenfor de samme 12 timer. It matters! Især fordi det var på baggrund af mit “høje blodtryk” og intet andet, at jeg blev sat i gang og fik kemi ind i kroppen.
  4. Der er tid og rum. Jeg ved faktisk ikke hvor længe vi mødes ad gangen da jeg aldrig kigger på klokken under vores session. Men der er tid. Der er tid til at jeg kan fortælle. Fortælle om ting der er vigtige for mig, ting der har betydning for min rejse, min mave og mi krop og mit sind. I dag spurgte jeg eksempelvis om det er et problem at føde hjemme, når man ikke er en åleslank og smidig yoga-mor, der nærmest kan føde mens hun står på hovedet og trækker vejret dybt i zen, og om bækkensmerter og et for højt BMI er årsag til at man har en mere “kompliceret” fødsel end andre. Det ville jeg aldrig spørge en jordemoder på sygehuset om, både fordi vi ikke har det tillidsbånd der gør at man godt tør stille “dumme spørgsmål” (som jo altså fylder og påvirker alligevel), og fordi jeg ved ved vi skal “holde tiden”, så jeg må prioritere hvad der er vigtigst at spørge om. Det der bare er udfordringen er at det nogen gange er de “mere ligegyldige” spørgsmål der kan sætte sig mest fast i kroppen, og måske ikke lige de rutine-spørgsmål man skal besvare på sygehuset. Tid og rum gør en forskel.
  5. Jeg bliver inspireret hver gang. Sidste gang Sophie var her, foreslog hun mig at prøve tantramassage og yoni-massage (vaginal massage). Noget jeg faktisk selv har overvejet i ca. 15 år, siden jeg læste om det første gang. Men jeg har ikke turdet, fordi jeg har overgreb med i bagagen og var bange for at oplevelsen bare ville blive et nyt overgreb. Sophie spurgte:”Kunne det være muligt at tage en snak med dem og høre hvilke muligheder der er, uden at du skal kaste dig ud i det og uden at du behøver at sige ja?” – og det kunne jeg jo sagtens. Så i stedet for at det blev en “prøv det her” og en “nej tak” hårdt mod hårdt dialog med Sophie, så blev den en “her er et forslag, hvad tænker du?” og jeg svarer “jeg tænker lidt ja og lidt nej” og Sophie siger “okay, her er en praktisk måde at imødekomme dit lidt ja og lidt nej på” og jeg siger “det er intet problem, det vil jeg gerne”. I sidste uge havde jeg så min første oplevelse nogensinde med tantramassage OG yoni-massage, og jeg glæder mig helt absurd meget til at fortælle om den, men den skal have sit helt eget blogindlæg.

 

Og det er faktisk det, der er hele min pointe med blogindlægget i dag. At det handler om at finde sin egen vej – ikke at én vej er den rigtige. Behovet for overhovedet at skrive dette indlæg, det opstod i efter en ikke særlig kærlig eller konstruktiv debat i en facebook-gruppe for hjemmefødsler. En gruppe jeg troede var for gravide kvinder, der søgte sparring og støtte når det kom til hjemmefødsler, og hvor jeg havde fortalte om dette blogtema (som en mulighed for at læse med og blive inspireret, ikke som en “nu skal alle bare føde hjemme uanset hvad de har med i bagagen” opfordring). Det endte i en jordemoderfaglig debat (uden ret meget plads til den gravide kvinde og hendes ønsker), hvor jeg til sidst måtte trække mig, fordi jeg mødte præcis den samme “du er sindssyg hvis du føder hjemme når du har et kejsersnit-ar” og “hvorfor føder du ikke bare på sygehuset og skaber en hjemmefødsels-stemning der?” og andre meget lukkede døre – det jeg netop har sagt nej tak til på Hillerød sygehus. Det blev simpelthen for hårdt at prøve at snakke ud fra muligheder og “at møde den gravide kvinde”, og i stedet blive mødt med frygt og bål og brand og “jamen hvis du ønsker at dit barn skal dø, så vælger du jo også selv”.

Så nu har jeg meldt mig ud af gruppen, og har startet en gruppe hvor man ikke møder den slags frygt-snak og “hvor der er plads til at snakke om ønsker og drømme og håb, uden at blive sablet ned. Gruppen er her og jeg godkender alle der søger ind. Du er så velkommen i et kærligt fællesskab hvor du bliver støttet i at træde den sti der er rigtig for dig (også selvom du ikke ønsker at føde hjemme).

skaermbillede-2018-01-26-kl-09-54-25

Det som jeg tror mange hører, når de læser dette blog-tema og “hjemmefødsel efter kejsersnit”, det er at man som gravid så vælger at gamble med sit barns liv fordi man “går i mod anbefalingerne” og død og pine VIL have sin hjemmefødselsoplevelse. Det kunne ikke være længere væk fra virkeligheden. Nu kan jeg absolut kun snakke ud fra mig selv, men jeg vil forsøge at ridse de væsentligste forskelle og faktorer op, som er udslagsgivende for mig, og årsag til at jeg vælger som jeg gør i forhold til min graviditet, rejse og fødsel.

Jeg ønsker at skabe det føderum for mit ufødte barn og mig selv, som jeg personligt tror på skaber de bedste og tryggeste og sikreste rammer for at fødslen forløber godt for både mit barn og mig.

Jeg ønsker at føde i tryghed, omgivet af tillid og af mennesker som ved hvem jeg er, hvad der er vigtigt for mig og som har sat sig ind i kvindekroppen, hvad den kan og hvilket kraftcenter en fødsel er.

Jeg ønsker at minimere al frygt, da frygt er gift for god fødeenergi.

Jeg ønsker en fødsel uden trusler og mærkelige deadlines, men en hvor det er samarbejdet mellem min krop og babyen der er center for de beslutninger der træffes.

Jeg ønsker en oplevelse hvor der er sjov og spas og humor undervejs.

Jeg ønsker at minimere forstyrrelser og maksimere roen.

gravidmassage

Her er da faktorer som påvirker min beslutning i forhold til at jeg har et kejsersnit i bagagen:

Risiko for ruptur (arret i livmoderen går op). Risikoen er 0,5-1,7%, den er øget hvis der er under 18 måneder siden du fødte ved kejsersnit (kilde). Risikoen er større hvis man bliver sat i gang, modsat hvis man selv går i fødsel (kilde).

Hvordan ser mit liv ellers ud? Da jeg fødte sidste gang var jeg under massivt psykisk pres. Jeg havde et forfærdeligt forhold til min datters for og endte med at gå under jorden og lukke al kontakt til omverdenen for at kunne få ro til at føde. Jeg var i økonomisk pres fordi livet som selvstændig ikke harmonerer særlig godt med 9 måneders kvalme og at være sengeliggende (uden offentlig støtte). Jeg var bange og træt.

Mit liv ser helt anderledes ud i dag. Der er styr på økonomien, jeg har en god relation til pigernes far. Jeg har sagt farvel til Hillerød sygehus fordi jeg følte mig enormt bange og ensom i det system, og har fået mit eget private (kickass) fødeteam i stedet for, og jeg har aldrig følt mig stærkere og tættere på mig selv end jeg gør lige nøjagtig nu. Mentalt og sjæleligt har jeg det simpelthen så godt, og jeg føler det er et ansvarligt mindsetmæssigt miljø at føde et barn ind i.

Hvordan har min krop det? Min krop er træt og mit bækken er ømt. MEN. Fordi jeg ikke er i frygt, men derimod i styrke, så kan jeg mærke min krop meget bedre end jeg nogensinde har kunnet før. Trætheden skyldes at jeg sådan set er i gang med at producere et menneske, at der pumpes mere blod rundt i kroppen end ellers, at jeg bærer på mange ekstra kilo og at det kræver lidt ekstra kræfter at få hverdagen til at hænge sammen. Det er altså en helt naturlig træthed og det føles helt naturligt.

Mit bækken er ømt og træt, men igen føles det HELT naturligt, og der er ikke noget der føles skævt eller forkert på nogen måde. Når man er ven med kroppen kan man lynhurtigt mærke om noget føles helt skævt eller om kroppen reagerer sundt. Jeg påbegyndte eksempelvis min barsel i går, og straks blev jeg forkølet og har ligget med feber og hoste lige siden. Alle de år jeg har arbejdet i detailbranchen er jeg blevet syg d. 23 december. Det er præcis det samme. Det er den dag kroppen ved at der nu er plads til at slappe af efter for hårdt pres for længe, og så sikrer den sig lige at jeg bliver liggende. Jeg kan næsten stille mit ur efter det. Så min krop er sund og rask, den reagerer efter bogen og den er med helt fremme i bussen. Jeg har tillid til den, jeg mærker den, jeg arbejder med den hver eneste dag, jeg lytter til den og den får lov at bestemme meget mere end min hjerne gør.

Hvordan har arret det? Jeg er en af de kvinder der altid har elsket mit “Emmalia-ar”. Det er der Emmlia er født. Jeg har aldrig haft smerter i det eller været generet af det. Nogen af det jeg snakker meget med Sophie jordemoder om og Christina doula om, er hvilket forhold man har til sit kejsersnit-ar, især når man skal føde igen. Hverken Christina eller Sophie er fortalere for at alle bare føder hjemme. De er begge to fortalere for at dykke helt ind i hvilken kvinde de sidder overfor og om det er en “jeg kræver min ret til at føde hjemme” – kvinde, eller om det er en “jeg er villig til at gøre hvad der skal til for at jeg kan føde hjemme – og så ser vi hvor rejsen ender, jeg er åben overfor mulighederne” – kvinde. Nu er det trukket lidt hårdt op, men det er det mange i debatten får galt i halsen. Det handler ikke om at “alle bare kan vælge og vrage uden at kigge på risiko”. Det handler om at åbne op for horisontet og se et langt bredere billede af paletten af faktorer man som gravid skal forholde sig til. Det kommer jeg til under næste punkt.

Fordi. Et ar er ikke bare et ar. Og alle der har været på personlig udviklingsrejse ved at både krop, tanker og sind kan ændre sig, alt efter hvilken tilgang du har til dig selv, din krop og dit sind. Og nej, jeg siger ikke at man bare kan se sig i spejlet og sige “du er en gudinde” og så heler din brækkede arm. Jeg siger du kan arbejde med dig selv. Og det er det både Christina doula og Sophie (og jeg selv) mener. Hvis vi sætter os et mål, som eksempelvis hjemmefødsel efter kejsersnit, så kræver det en anden indsats end “bare” at ringe til en fødestue når den første ve har vist sig, og så tage den derfra. Men den indgangsvinkel har jeg stadig til gode at møde på et sygehus.

Hvordan er fødemiljøet på sygehuset? Grunden til at dette er en yderst vigtig faktor, er fordi jeg, af jordemødre især (tidligere nævnte debat) bliver mødt med at risikoen for ruptur er det eneste jeg som fødende kvinde bør forholde mig til og bør modtage som udslagsgivende faktor i en eneste retning: fød på sygehuset det er bedst! For mig er det simpelthen så unuanceret en tilgang. Jeg har læst om risikoen, faktisk har jeg læst mere om fødsler og risiko og kejsersnit og arvæv og hormoner og indgreb end nogensinde før, netop fordi jeg har mit kejsersnit i mente. Jeg sætter mig ned og er meget grundig i min research, fordi jeg lige præcis ikke er ligeglad eller “bare går i mod anbefalingerne” fordi jeg vil have det må “min måde”. ikke på nogen måde. Men har man fulgt bare en lillebitte smule med i udviklingen på landets fødestuer de sidste mange år, så er det altså også en temmelig vigtig faktor der spiller ind.

For ganske få år siden delte jordemødrene denne video om deres arbejdsforhold på landets fødestuer. Jeg fik ikke mindre end 13 henvendelser fra jordemødre fra hele landet, om ikke nok jeg ville dele den på min blog/fb. Og der er ikke noget jeg hellere vil, for jeg ønsker også at man som jordemoder har en sund ramme at arbejde ud fra. Det er desværre ikke blevet bedre siden, og flere af de jordemødre jeg kender privat, er stoppet og har fundet andre veje at gå, eller er startet op som selvstændige eller på private klinikker. En risiko på op til 1,7% for ruptur er langt fra den eneste faktor jeg som gravid skal forholde mig til. Det her, arbejdsvilkår for jordemødre er absolut også en. Og med en fødselsoplevelse i bagagen hvor jeg følte mig umyndiggjort flere gang og hvor jeg fik sagt ja til igangsættelse selvom det føltes helt forkert, det tæller også. Mit møde med Hillerød sygehus under min nuværende graviditet, og hvor jeg endte bange og ensom, den tæller også. De her ting er altså ikke ligegyldige, og de er i meget høj grad med til at påvirke min krop negativt. Den krop der immervæk skal føde det barn.

Hvor tryg føler jeg mig? Jeg har i forvejen “hvid kittel syndrom” som beskrevet tidligere. Det vil sige at mit blodtryk automatisk stiger når jeg befinder mig på et sygehus, og automatisk falder helt til normalt når jeg er derhjemme (og ja det har jeg ret mange eksempler på allerede). Jeg har brug for at de beslutninger der tages omkring min fødsel, de tages ud fra helhedsbilleder og ikke bare et “kunstigt for højt blodtryk”, fordi lægen der tager det står og snakker om akutte kejsersnit mens han måler mit blodtryk (true story). Jeg føler mig ikke specielt tryg på et sygehus, og det må jeg tage med i mine overvejelser, når jeg skal kigge på det samlede billede af ALLE faktorer, og træffe den beslutning der giver allermest mening for mig.

Medicinering? Jeg vil helst undgå alle former for indgreb, og det er dokumenteret at sygehusfødsler giver flere indgreb end hjemmefødsler (kilde). Hvis jeg havde stået stærkere i mig selv (og ikke var så bange og stresset pga mi livssituation) så havde jeg godt kunne føde hjemme sidste gang, det er jeg helt overbevist om. Men den ene medicinering tog den anden, og årsagen til det akutte kejsersnit var at jeg nu var så styret af medicin, at det begyndte at blive farligt for mit barn, derfor skulle hun ud. Hvilket jeg selvfølgelig er glad for. Det at vi er hjemme hos mig giver mig tryghed fordi jeg ved at der er mange andre kort i bunken end medicin. Og det giver mig ro. Igen.

img_8416

Umyndiggørelse? Jeg har oplevet at føle mig meget umyndiggjort under min første fødsel, men også under min nuværende graviditet. Når jeg nævner “retorik” i debatten med jordemødre, så bliver jeg spurgt “jamen hvad mener du med retorik og at det påvirker, hvordan vil du da gerne have at vi siger ting”. Og så er der lidt lang vej hjem, hvis ikke man ved noget om hvor stor indflydelse/belastning det kan skabe for et andet menneske at den retorik man bruger, den kommer fra et kærligt sted. Når jeg f.eks får at vide at “nu skal du jo lære at sætte dit barns behov før dit eget nu hvor du er blevet mor” (og har været det i under 48 timer), fordi jeg spørger ind til hvilke konsekvenser det kan have at give mit nyfødte barn modermælkserstatning i stedet for at pumpe ud, så kan den ene sætning fuldstændig smadre min helt spritnye mor-rolle-spæde-selvværdsfølelse, og sidde i min krop i årevis bagefter. Den ene lille sætning. Det samme gælder alt andet der bliver sagt eller skudt ned med latter eller hån.

Et andet eksempel. Jeg havde en læge inde ved Kongens Nytorv inden jeg flyttede til Lyngby. Den bedste læge jeg har haft i mit liv. Det hun gjorde rigtigt var at hun altid startede med at lytte, og bagefter spurgte hun hvad jeg selv havde tænkt det kunne være. Jeg blev simpelthen så overrasket over at hun ville inddrage mig i stedet for at fortælle mig hvad jeg fejlede. Meget sjældent gik jeg derfra med medicin og alle gange gik jeg derfra med følelsen af at jeg sgu egentlig kender min egen krop temmelig godt, og at lægen er ret ydmyg overfor at jeg kender min krop bedre end nogen anden. Desværre var jeg nødt til at skifte pga. afstanden, men hende glemmer jeg aldrig. Den tilgang savner jeg i fødefeltet på sygehusene.

Drømme? Hvad drømmer jeg om? Hvordan ser min drømmefødsel ud? Ligesom at risiko er en faktor, så er drømmene det også. Jeg har lært at alle mennesker har nogle billeder indeni. Det har jeg også. En af mine drømme er at føde i vand. Så jeg har lejet et fødekar. Jeg drømmer om en masse andre ting også, som jeg vender tilbage til i et andet blogindlæg, men det er vigtigt at turde sige drømmene højt, også selvom de måske ikke ender med at gå i opfyldelse sådan som jeg gerne ville. “Jamen du risikerer bare at blive skuffet Frejamay?” – ja, og det er en risikofaktor jeg altid gerne tager med mig. Hvis skuffelse er det værste der kan ske ved at gå efter drømmene, så er jeg ikke bange for at gå målrettet efter dem. Jeg har skrevet mere om netop dette lige her.

Hvad er jeg villig til at give slip på? Jeg er villig til at slippe det hele! Hvis det ender med et akut kejsersnit igen, så vil jeg (igen) vide at jeg var tro imod min egen rejse, mine egne tanker og mine egne ønsker. Jeg vil vide at jeg har gjort alt hvad jeg kunne, og resten er aldrig op til mig. Det er jo ikke sådan at jeg nu har slået rødder under beslutningen om at føde hjemme, og så SKAL DET VÆRE SÅDAN FOR ENHVER PRIS. Det er slet slet ikke der jeg er. Jeg vil gerne være tro imod mit hjerte og mod min egen og mit barns sikkerhed og tryghed hele vejen. Jeg vil hele tiden overveje, i samråd med det hold af fagfolk jeg har omkring mig og som kender min rejse, hvad det næste skridt er og hvad der er bedst at gøre, hvad min krop siger, og hvis noget pludselig føles helt forkert, så sætter vi kursen mod sygehuset, uden at jeg vil have noget som helst problem med det. Det hele handler om hvor udgangspunktet sættes og om at tage de tegn alvorlige som viser sig, uanset hvilken retning de peger i. Ikke at tvinge noget i en retning bare fordi man engang tog en beslutning.

Måske er det ikke engang alle faktorer, men det er i hvert fald mange af dem der har været med til at jeg er nået frem til mig beslutning om at føde hjemme efter kejsersnit. Hvordan det ender det ved jo ingen, men jeg har personligt brug for at tage en beslutning som tager afsæt i styrke og overskud, og ikke i frygt. Jeg glæder mig helt vildt til at dele min fødselsberetning om knap to måneder, og uanset hvordan det ender, så vil jeg ikke bytte rejsen derhen for noget som helst andet i verden. Det at min graviditet nu føles som et kraftfelt, som en rejse ind i sjælen og ind i livmoderen og et helt nyt møde mig mig selv og min urkraft, det er det hele værd.

skaermbillede-2018-01-18-kl-15-43-38

Her er nogle af de ting jeg har gjort for at forberede mig godt og grundigt på fødslen og den vej jeg har valgt:

  1. Skiftet mit fødemiljø ud. Fra at være et sted med frygt er jeg nu et sted med tryghed. Det var en vigtig faktor for mig.
  2. Jeg har været i hypnoterapi hos Jeanette Briem for at bearbejde gamle traumer.
  3. Jeg har haft 3 coaching-sessioner for at bearbejde nogle følelsesmæssige ting der lå og skabte uro.
  4. Jeg har været i hænderne på en super dygtig tantra-massør, og har fået tantra-massage og yoni massage og har taget mig utrolig kærligt af min krop den vej igennem.
  5. Jeg er startet til virkelig kvalitetstræning hos Anna Bogdanova og Lise, især med fokus på mit bækken og opbygningen af min krop. Læs alt om det her.
  6. Jeg har haft rigtig gode samtaler med terapeut Ilse Bjerregaard.
  7. Jeg har lært at lytte til min krop på et helt nyt niveau.
  8. Jeg er begyndt at ære mig selv og sende kærlighed til mig selv i højere grad end nogensinde før
  9. Jeg har besluttet at afholde et babyshower, selvom jeg generelt er virkelig dårlig til at fejre mig selv. Så sammen med ca 20 seje kvinder skal jeg fejre womanhood (og lidt mig selv), og jeg glæder mig helt vildt.
  10. Hver dag og flere gange dagligt masserer jeg mit smukke ar, min mave og mine bryster. Jeg smører mig dagligt ind i gode olier og sender kærlighed til min fødekrop.
  11. Jeg spiser vitaminer og drikker urtete, spiser dadler, og nu hvor min kvalme er væk, spiser jeg langt mere frugt og grønt igen.
  12. Jeg tager mig af det der opstår når det opstår og sørger for hele tiden at vægte ro og harmoni over travlhed og halten bagefter.
  13. Læst og læst og læst og læst og læst og læst.

Og sikkert en masse andre ting jeg ikke lige kan huske lige nu.

Så. Det at vælge sin egen fødsel indebærer at man vælger at træde en sti med alt hvad det indebærer. Det har aldrig handlet om “bare at trodse anbefalinger”, tvært imod. Det handler om at skabe noget trygt og godt og det der føles rigtigt for dig som fødende kvinde. Aldrig “bare fordi det er min ret”. Aldrig. Men altid med udgangspunkt i ægte dybtfølte øvelser og snakke ud fra hvad der så kan lade sig gøre af magiske ting ud fra det udgangspunkt – og i særdeleshed hvad du som gravid selv kan gøre for at komme så tæt på dine drømme som muligt.

Der er altid knapper at skrue på. Altid.

 

 

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hjemmefødsel efter kejsersnit: Læs Marias historie: jeg bryder mig ikke om at fødsler er blevet så politiske