Skolevalg? Privatskole? Hjemmeundervisning? Hvad har du valgt?

Et slags digt – jeg er ikke en robot

IMG_0464

Jeg er ikke en robot.
Jeg kan ikke indstille min krop til bare at “ikke reagere” eller at “vælge en anden reaktion”
Jeg er et menneske
Jeg er lavet af en hel masse nervebaner og en motorisk hukommelse, et hjerte, et sind, et liv, en sjæl, tanker og følelser og fornemmelser og energier og blod og celler og grønkorn og erfaringer og oplevelser. Alt sammen noget som har gjort mig til det stærke menneske jeg er i dag.
Men jeg er stadig ikke en robot.
Jeg er stadig ikke en maskine hvor man bare kan skubbe en anden cd-rom ind, og hvor jeg så pr. fra nu af kan reagere på ting som om jeg er et helt andet menneske med et helt andet liv end det jeg har levet.
Jeg kan ikke slukkes for.

Det der slår mig allermest ud når jeg reagerer på ting, og snakker om det, der sker i mit liv, det er når folk siger til mig at jeg bare (don’t get me started on that bs-word) skal vælge at reagere anderledes end jeg gør.

Så udover at være væltet omkuld for en stund, er der opstået en kollektiv sandhed om at folk der reagerer (sundt) på svære ting i livet, de også er idioter, fordi de ikke bare vælger noget andet end smerten i livet, når nu det er så let. Er det ikke det samme som at bede folk være utro… mod sig selv?

Jeg er selv uddannet i mental re-wiring af hjernen, coaching og de teknikker der hører med til tilstandsskifte osv. Og jeg må bare erkende, at hvis kroppen, sindet, tankerne og følelserne ikke allesammen er med på det næste skridt, så er det som at tisse i bukserne at “du skal bare tænke positivt” eller “hvad kunne være en anden og bedre reaktion lige nu” eller “du skal bare lære at blive bedre til at sige fra”. Jeg ved, om nogen, at det kræver øvelse. Gentagelse, gentagelse, øvelse og øvelse og øvelse. Vi kan ikke kun leve livet gennem hjernen og metoder. Vi er også nødt til at LEVE livet. Mærke det i hjertet, også de perioder hvor det gør ondt. I hvert fald hvis vi også vil være hele og opleve lykke og mærke alle vores celler trække vejret.

Jeg er gået fra at være misbruger til ikke-misbruger
selvskadende til ikke selvskadende
selvhadende til ikke selvhadende
overlevelse til at leve
scene-panik-angst til at føle mig super hjemme på en scene
bange for kameraer til at have hvilkepuls på landsdækkende tv.
Alt muligt andet.
Fra overgrebsoffer til ikke mere offer.

Det har alt sammen krævet at jeg har lært (igen og igen og igen og igen og igen) at være super tro mod min krop, mod mine reaktioner og tro mod at det ALTID tager længere tid end min hjerne ønsker at frigive, at bearbejde, lære, øve og turde være en begynder hver eneste dag, hvor en dag at kunne mestre en ny færdighed. Et nyt plateau.

Det er SÅ svært at være tro mod sin egen proces i en verden fyldt med mennesker, der har så svært ved at være i deres egen rejse, at de øjeblikkeligt hopper over i din, og føler sig kaldet til at rådgive dig om hvordan DU kan blive bedre til at tackle ting de ikke aner en hujende fis omkring. Det er så svært at lukke al støjen ude. For der er så mange af dem, de er så godtroende og de gør det i den bedste mening. Og du har bare stadig ret til at sige pænt nej tak,

Når man nægter at forholde sig til det der er, hverken gøre det værre eller bedre, men forholde sig til det der ER, og i stedet ryger over i en eller anden mentaltræningsmetode, så springer man lige den største del af hele udviklingstrinnet over, nemlig der hvor vi lige mærker efter og finder ud af hvor vi selv er henne i det her. Vi skal lige have hjertet med.

Jeg har selv flyttet mig MILEVIDT i mit 35 årige lange liv. Jeg har stadig dage i mit liv hvor jeg føler mig som en tilskuer og tænker “er det virkelig den samme dig som sad og tømte et kæmpe fad fyldt med jointskodder inde på et toiletgulv dengang, for at skrabe rester sammen til en en joint”. Det er ikke til at svare på, for er man den samme? Altså, jeg har det samme cpr-nummer. Jeg er den samme skal. Men jeg er ikke længere den samme som dengang.

Min træning lige nu er at holde fast i mit space og holde fast i min ret til at takke nej til hjælp der ikke føles som hjælp, og takke ja til hjælp der har respekt for at rejsen stadig er min egen. Og selvom rejsen er min egen, så kan jeg sagtens følges med et ocean af mennesker, som allesammen omfavner mig undervejs og sender mig kærlighed. Og det er det nye for mig. Samtidig med at jeg siger farvel til dem der igler sig fast undervejs. Dem har jeg ikke længere behov for, selvom jeg anerkender at jeg i lang tid havde og ved hvorfor det var sådan.

Man gør ingen en tjeneste ved at plukke vingerne af en sommerfugl i den tro at det så skal være lettere at flyve fordi den så ikke vejer så meget…

Måske er jeg den eneste i verden der står lige præcis det sted i verden lige nu. Måske er jeg ikke.

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skolevalg? Privatskole? Hjemmeundervisning? Hvad har du valgt?