Hvad skal barnet hedde?

Det du tillader vil fortsætte

frejamay november

Øve øve øve. Jeg øver mig virkelig i de her dage. Og da jeg skulle finde et billede til dette blogindlæg, så var det her billede det helt naturlige valg, for det er virkelig sådan det er at være mig i de her dage. Og jeg kan næsten ikke forstå det.

Som jeg skrev forleden dag, så er det vores lys, ikke vores mørke, der skræmmer os mest. Det her er “the hard part” for mig. Jeg har, som du måske har lagt mærke til hvis du har læst med gennem årene, ikke (så) svært ved at dele de hårde og de svære og de tabu-belagte ting. Jeg ved ikke hvordan jeg skulle gøre det anderledes, det falder mig super naturligt at snakke om det svære, som en helt naturlig del af livet, ligesom alt det andet også er det. For mig er det langt sværere at dele når det går rigtig godt, sådan som det gør lige nu. Det der med at træde ud i mig eget lys er virkelig noget jeg skal øve mig på. Det der med at stå med armene bredt ud og bare modtage kærlighed og hjælp og støtte er virkelig noget jeg skal øve mig på. Og det gør jeg hver dag, hver time i øjeblikket.

For et par dage siden sendte min skønne doula Christina mig en fødselsberetning på video. Da jeg så den fik jeg tårer i øjnene, fordi den var så smukt lavet. Og pludselig kom jeg i kontakt med noget jeg har mærket de sidste måneds tid, nemlig at jeg gerne vil have dokumenteret min datters fødsel, uanset om den ender det ene eller det andet sted.

Samme aften ringer min telefon, og det er en fotograf fra Århus, som jeg er blevet linket op med, og som laver dokumentar-fotografi. Han laver dokumentar-bryllupper og er i gang med et rigtig spændende projekt om dokumentar-familie-foto. Vi ender med at snakke sammen i næsten en time, og jeg ved bare det er ham der skal dokumentere lillesøsters fødsel. Han er så rar en mand og hans billeder er helt fantastiske. Og så er det jo “right up my alley” at hans holdning er at han tager billeder af det der er, i stedet for at opstille noget der i forvejen er smukt, nemlig livet. Og som han sagde i telefonen “so if your daughter throws a tantrum or something, I’m, not going to stop shooting pictures”, og det elsker jeg. Det er så fedt et koncept, og jeg kommer til at fortælle meget mere om det. Fotografen har også selv en ret fascinerende og spændende historie, og han vil rigtig gerne være med til at lave et interview her på bloggen, hvor han fortæller om sin rejse derhen til hvor han er nu, noget om at omfavne sine fiaskoer og hvorfor han ikke gider det polerede længere. Jeg glæder mig helt vildt til du skal møde ham.

Og sådan er der bare så meget i øjeblikket. Der kommer milde bølger af kærlighed og gaver og hjælp og støtte og ting der bare giver så god mening. Jeg har tid. Eller. Jeg har skabt tid. Jeg er simpelthen fuldstændig allergisk overfor at have travlt i øjeblikket, så jeg får kigget ud ad vinduet, og her til morgen stod jeg helt stille på cykelstien og kiggede på snefnuggene der svævede ned fra himlen. Ligesom en romantisk film. Og i dag kan jeg mærke jeg skal ud og gå en lille tur.

Min morgen startede med at Emmalia slog øjnene op og sagde “Jeg er glad for at se dig mor, skal vi se Paw Patrol?” Jeg spurgte om jeg måtte vise hende en video af hvordan babyen kommer ud af mors mave. Det ville hun gerne se. Så lå vi i 9 minutter og så den smukke video sammen. Der er en mor med en stor mave i videoen, en far, en momse, en jordemoder og en lille pige på alder med Emmalia. Emmalia lå helt stille og kommenterede kun ganske få ting med ganske få spørgsmål. Da babyen kommer til syne sagde hun “se mor, babyen kommer ud nu” og så så vi hvordan babyen blev født under vandet og hvordan moderen tog babyen op og sad med hende i armene. Og Emmalia sagde “må jeg godt holde babyen når hun kommer ud moar?” og så spurgte hun “kommer min baby også ud nu?”. Jeg fortalte at vi også skal have et stort badekar inde i stuen og at Emmalia godt må prøve det når vi får det op.

Jeg sværger, jeg var ved at tude af lykke. At ligge helt udhvilet under en varm dyne, med sin lille 2,5årige pige tæt op ad kroppen, og se en hjemmefødselsvideo og snakke om lillesøsters fødsel, hvorefter Emmalia springer op og krammer min store mave og siger “skal vi snart lege lille baby?”. Jeg kunne ikke bede om mere.

Så jeg øver mig. Jeg tager imod. Jeg siger ja. Men jeg har heller aldrig sagt så meget nej op til det her, som jeg har gjort de sidste to år. Og jeg øver mig stadig. Og det er virkelig lærerigt for mig at se hvor meget der kan blomstre op af at holde mig selv fast i at afvise ALT det der ikke føles 100% sandt for mig. Også selvom man bør eller burde noget. Jeg har stadig et stykke vej at gå, men nøj hvor er det rart ikke at leve med så meget hensynsbetændelse i livet, og folk der driver rovdrift på min energi (fordi jeg har ladet dem). Det du tillader vil altid fortsætte, sagde en klog dame engang til mig. Det tog mig 10 år at lære hvad det betyder.

Tak for det.

   

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvad skal barnet hedde?