Skal søskende med til fødslen? Emmlia på 2,5 år skal med

Et magisk jordemoderbesøg hjemme i stuen og noget om meget vigtig prinsesse-tid

jordemoder sophie puch

“Jeg ville så inderligt ønske at ALLE gravide i hele verden blev mødt lige præcis sådan her under hele deres overgangsrejse fra at blive gravid, til at være fødende kvinde til at blive mor. Det her er sådan det burde være for alle!” Præcis sådan sad jeg og havde det i dag klokken 11:30, da jeg sad hjemme i min egen stue, i mit eget joggintøj, med mit eget morgenhår, og snakkede med min fantastiske jordemoder Sophie. Jeg skal nu gøre det bedste jeg kan for at videreformidle den gave og den oplevelse jeg fik i dag til mit andet møde med min jordemoder, efter mit farvel til det etablerede sygehus system.

Der var varmt vand på kanden, urtete-breve og lidt vand. Jeg havde godt med varme på og jeg glædede mig. Jeg havde nået at tænke “ej jeg har jo slet ikke nogle problemer eller issues, og det ømme bækken er jo ingenting” inden Sophie kom hele vejen fra fyn, men på den anden side sker der så meget under denne graviditets-rejse, at det er godt at “touch-base” med Sophie en gang om måneden, og oh boy, hvor er jeg glad for at vi holder fast i de aftaler, for der kom en masse ting op jeg slet ikke havde regnet med, og jeg begyndte at græde fordi noget jeg troede var uden betydning pludselig fyldte ret meget. Nu skal du bare høre.

Sophie starter med at spørge helt bredt hvordan det egentlig går. Og jeg fortæller. Jeg føler mig super tryg fordi der ikke er nogen hvide kitler, ingen betonvægge, inden dimser på væggen hvor man skal spritte hænderne af, ingen plastickort med navne og titler. Bare to mennesker der sidder i en stue og snakker. Jeg er ikke bange for at noget jeg kan sige udløser et rødt flag et sted i et system eller at jeg på nogen måde bliver mødt med løftede øjenbryn. Jeg har lyst til at dele alt muligt med Sophie, fordi det kommer op og fordi jeg ved hun ikke skal være ude igen om 18,5 minut. Derfor ender jeg med at fortælle hende om sex.

Vi snakker om mit bækken, Sophie fortæller lidt om bækkenet, jeg fortæller lidt om hvilke tanker jeg har om mit bækken og hvorfor jeg egentlig selv tror det er ømt. Sophie siger det giver totalt god mening det jeg selv har tænkt. Jeg fortæller hende at de dråber og de gurkemejetabletter jeg tager (som hun anbefalede over sms), de hjælper og gør en stor forskel. Jeg kan gå igen. Og så fortæller jeg hende om magisk gravid-sex. Fordi jeg er solo-mor er det jo ikke ensbetydende med at jeg ikke er en kvinde uden behov og uden sexliv. Og i sidste uge havde jeg en fræk aftale med en mand jeg er meget fortrolig med, og vi havde det skønneste gravid-sex. Jeg sitrede af gudinde-følelse i flere dage bagefter. Ja faktisk mens jeg skriver dette kan jeg stadig lukke øjnene og mærke hvordan det er at blive rørt og være intim med en lækker mand når man er det allermest ur-kvindelige man nogensinde bliver, nemlig gravid. Det ville jeg ALDRIG have fortalt til en jordemoder på et sygehus. Men det skulle vise sig at være en meget vigtig information i vores snak senere. Fordi.

26828615_10154903850836503_1403935786_o

Vi kom også ind på at snakke om overgreb og fødsel, og det her med at fødslen jo handler om at overgive sig, og at det kan være ekstremt svært, hvis kroppen får vækket gamle traumer under fødslen, fordi man har overgreb med i bagagen (læs dette fatastiske gæsteblogindlæg om #METOO og gravid med overgreb i bagagen af jordemoder Stine Roswall). Selvom jeg har arbejdet intensivt i et helt årti med mine gamle historier om de mange overgreb jeg har været udsat for, så sker der bare noget med kroppen på et nyt plan når man skal være mor, og når man skal være mor igen. Det hele kommer i lag og når man er klar til det. Og fordi jeg havde fortalt om min Mr. X og vores sexoplevelse, så var det utrolig nemt at snakke om overgreb og veksle mellem følelsen af nydelse og “åbning” og følelse af skam og skyld og sammentrækning. Hele snakken gik bare op i en højere enhed, og der kom et spændende forslag ud af det: Yoni-massage.

Jeg har ikke selv prøvet yoni-massage endnu (vaginal massage). jeg har googlet det mange gange i mit liv, men frygten for endnu en overgrebsoplevelse har gjort at jeg aldrig har fået booket en tid. Nu har Sophie og jeg aftalt at mit næste skridt er at booke en samtale med et anerkendt sted der tilbyder denne service, og så fortælle om min historie, min frygt og mærke efter om det er noget jeg tør kaste mig ud i. Det kan jeg godt overgive mig til.  Så det er næste destination på denne fantastiske gravid-rejse dette nummer 2 barn har ført mig ud på. og jeg er edderspændt!

Hvert barn kommer med sit tema. Det snakkede vi også om, og mine to højtelskede piger har deres egen rejse i livet, og samtidig efterlader de et tema til mig, som jeg skal rejse mig i. Og det er simpelthen så spændende.

Vi snakkede og snakkede, og på et tidspunkt kom jeg i tanke om at jeg nogen gange oplever at mit spiserør knuger sig sammen. Det er ikke et surt opstød eller kvalme, det er virkelig samme følelse som hvis man maser et sugerør sammen, det er vildt ubehageligt. Det endte med at Sophie bad mig lægge mig ned på sofaen, og så holdt hun en hånd på min livmoder mens hun spurgte ind til forskellige ting. Og 5 minutter efter begyndte jeg at græde, og så fandt vi ud af hvad det handlede om. Så nummer to opgave er at jeg skal finde 15 minutter dagligt til at ære mig selv. Ære alt det jeg er og gør og kæmper for, alt det jeg står ved, alle de ting jeg går igennem i stedet for at gå udenom og så videre. Jeg skal lave et lille “alter” eller et lille sted til mig selv i hjemmet hvor jeg kan sidde og ære mig selv. Prinsesse-tid kalder jeg det, fordi Sophie engang blev bedt om det samme, og selvom ingen af os (tror jeg) er særligt prinsesse-agtige, så er det bare det mest rigtige ord alligevel, fordi det også er lidt sjovt at en kvinde på 35 skal have prinsessse-tid. Så den er hermed givet videre, og jeg smiler ved tanken om at jeg om lidt, når denne blog er skrevet, skal lave mit prinsesse-alter færdigt og skal have prinsesse-tid med mig selv inden jeg skal hjem i seng.

26732159_10154903850601503_1344030538_o-1

Det jeg næsten har glemt fra i dag, fordi det simpelthen fyldte så lidt, det var at vi naturligvis fik skrevet i min vandrejournal, fik målt mit blodtryk, fik tjekket for sukker i urinen (jeg tissede på den der lille strimmel), Sophie mærkede på min mave og alt er godt. hun fik endda et par spark af min lille ninja. Jeg tror det var et “high five Sophie, fordi du er så awesome ved min mor og mig”.

Jeg var simpelthen så træt efter besøget, men på den der måde hvor du bare er blevet set og hørt og rummet og endnu mere set og løftet og båret og holdt og lyttet til. Sådan rigtigt lyttet til. Jeg får simpelthen tårer i øjnene når jeg skriver dette indlæg, for jeg ville (helt ind i hjertet) ønske at det var sådan her verden havde besluttet sig for at møde ALLE gravide kvinder. At ALLE gravide kvinder blev mødt i deres hjem, i præcis den energi jeg har oplevet det i dag. At der virkelig blev tænkt over hvilken retorik, hvilke ord og hvilke “risiko-snakke” man trækker med ind i en gravid kvindes hjem og kaster om sig. Det har så meget at sige hvordan vi bliver mødt og hvilke ord og vendinger vi bliver mødt med.

I dag var der ingen frygt, og selvom jeg synes jeg har et ret godt fundament i mig selv efter at have mødt min jordemoder Sophie og min Doula Mama Christina, så var det alligevel en langt stærkere Frejamay der vinkede farvel til Sophie efter mødet i dag.

Mit ønske til verden er at alle gravide får sin egen Sophie. Det ville ændre ALT ved den fødekultur vi har i Danmark (og meget af verden). Alt. Jeg er så fuld af taknemmelighed over at jeg får lov at opleve denne gave det er at blive så set og mødt i min graviditet.

 

 

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!

1 kommentar

  • Susanne

    Fantastisk læsning 😍
    WOW sir jeg bare 👍 – du fortjener det SÅ meget 🙏💪💕

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skal søskende med til fødslen? Emmlia på 2,5 år skal med