Gravid uge 29: Kære dagbog, selvom der er smerte, så går det godt

Skal søskende med til fødslen? Emmlia på 2,5 år skal med

25579126_10154856879966503_443138220_o

Skal søskende med til fødslen?

Spørgsmålet er stillet i mange babyforums rundt omkring på nettet kan jeg se. Godt spørgsmål. Skal søskende med til fødslen? Efter min mening er det et spørgsmål der skal besvares fuldstændig individuelt, ligesom de fleste andre spørgsmål, når det kommer til graviditet og fødsel. Jeg vil gerne fortælle hvorfor Emmalia skal med til lillesøsters fødsel, hvad mine overvejelser har været og hvilke forholdsregler vi tager i forbindelse med den beslutning.

Det var fordi der var en der spurgte mig om Emmalia egentlig skulle med til fødslen. “Gud, det har jeg slet ikke tænkt på endnu” svarede jeg. Og så begyndte jeg selvfølgelig at tænke på det. Jeg spurgte rundt omkring om folk havde haft deres større børn med til fødslen, og hvordan det havde været for dem, og om de ville gøre det igen. Det var så spændende og rørende at høre de smukke historier og bevæggrundende for til og fravalg af hvorfor søskende skulle, eller ikke skulle med til fødslen. Det gav mig en masse inspiration, og især en historie gjorde stort indtryk på mig. Da jeg havde læst den, vidste jeg at Emmalia, som udgangspunkt, skulle med til fødslen. Sådan er det når man kan genkende meget af sig selv i en historie (uden at den er plastret til med råd og anbefalinger). Når man får en ren historie serveret kan man spejle sig i den og se om der er noget af den man kan bruge til sig selv. Det var der virkelig her.

Emmalia skal med til min hjemmefødsel. Hun skal selvfølgelig ikke være der alene, og det er vigtigt for mig at Emmalia har sin egen voksen den dag, som Emmalia er tryg ved, og som jeg har lavet klare aftaler med om hvad vi gør hvis og hvis og hvis. Derfor skal Momse med til fødslen også, ikke for min skyld, men som Emmalias wingwoman, klar til at tage op til Momse og morfar hvis jeg skal overflyttes til sygehuset eller det på en eller anden måde ikke fungerer alligevel at Emmalia er med.

Men. Der er flere ting der gør at det føles helt rigtigt for mig at have min datter med til fødslen. For det første er fødsler helt naturlige og ufarlige, som udgangspunkt. Emmalia er altid meget glad for at blive inddraget, og sålænge hun ved hvad der sker, må spørge og undre sig og kigge og røre, så er hun tryg i stort set alle situationer. Jeg tror oplevelsen af fødslen kan give hende en smuk oplevelse for livet, det der med at have set hvordan lillesøster er kommet ud, og have siddet i momses trygge favn og have snakket det hele igennem undervejs kan give hende en god forståelse for hvordan lillesøster pludselig kom til verden.

 

da-knud-kom-ud

Vi forbereder os allerede rigtig godt. Der er skrevet en helt fantastisk bog der hedder “da Knud kom ud“, som jeg fik af min skønne doula Christina. Det er en billedbog til små børn, hvor man sammen kan gennemgå hvad en jordemoder er (og at hun ikke er sådan en der er lavet af jord eller har jord i hovedet), at mor godt kan brøle som et vildt dyr når lillebror eller lillesøster kommer ud, og tegninger der viser et monster der råber helt vildt. Den er så fint lavet, og vi læser og læser og øver og brøler sammen. Og selvom det måske skulle ende anderledes end jeg ønsker mig, så er det stadig en stor fornøjelse at dele bogen med Emmalia og se tegninger af babyen der ligger i maven og kommer ud af mors tissekone. Den er virkelig genial den bog.

Det næste der skal forberedes er forventningsafstemning med momse om hvad vi gør hvis og hvis noget sker. Hvis jeg nu synes det er for meget at Emmalia er der, hvis hun reagerer med utryghed eller lignende, hvis jeg skal overflyttes til sygehuset. Bare det at have snakket scenarierne igennem giver ro og tryghed.

“Jamen er børn ikke for små til at overvære så voldsom en ting som en fødsel? Sygehusene anbefaler at børn under 8 år ikke er med?”

Hvor skal jeg næsten starte med at besvare det spørgsmål? For mig er der for det første kæmpestor forskel på at overvære en sygehusfødsel og en hjemmefødsel. En sygehusfødsel er et sterilt sted med fremmede mennesker, maskiner og ikke ret meget blødhed, legetøj eller trygge rammer for et barn. Jeg kan sagtens forstå den anbefaling. Men der er en verden til forskel, for mig i hvert fald, på at sidde på en dårlig stol på nogle kridhvide (eller grå) gange, og så på at være derhjemme hvor alt end legetøj er, bløde stole, sofaer, ro, der er ingen andre der føder i andre rum, der er ikke maskiner der bipper. Man kan gå ind i sin tipi hvis man har lyst eller gå en tur ned i en haven, som man også kender til hudløshed.

Når det så er sagt, så synes jeg ikke ordet “voldsom” nødvendigvis er det rigtige ord at bruge om en fødsel (generelt). Jeg synes ord som “kraftfuld” og “smuk” og “magisk” og “naturlig” står langt foran i køen når vi skal uddele ord om fødsler. Jeg har efterhånden set og læst en del videoer og beretninger om hjemmefødsler, og “voldsom” er ikke et ord der overhovedet figurerer på listen over beskrivelser af det jeg ser. Jeg har født ved akut kejsersnit sidste gang, ikke engang den oplevelse vil jeg beskrive som “voldsom”. Men det kommer an på hvem man er og hvordan man ser verden og opfatter ordet “voldsom”.

Og sidst, men ikke mindst, så synes jeg simpelthen ikke en 2.5 årig bevidst pige er for lille til at være med. Hun er så god til at sige til og fra, og jeg (og momse) kender hende så godt, så hvis hun reagerer det mindste med utryghed, så laver vi planen om sådan så den passer til Emmalia. Jeg vil bittert fortryde hvis jeg ikke gav os begge to muligheden for at have hinanden med når lillesøster kommer til verden. Måske bliver det et magisk minde for livet, og det er værd at gå efter, uanset hvordan eventyret ender.

Skal søskende med til fødslen? Der ligger masser af overvejelser bagved. Hvor moden er mit barn? Hvordan er hendes forhold til lillesøster nu? Hvem skal have det primære ansvar for hende når jeg er i gang med at føde, for jeg kan ikke? Hvordan er hun ellers i situationer i livet? Hvordan reagerer hun på når der sker noget nyt hun ikke har prøvet før? Hvad skal der til for at hun føler sig tryg? Hvad kunne jeg forestille mig der skulle til for at hun var/er tryg i en situation hvor mor føder derhjemme? Hvad kan vi gøre for at forberede os bedst muligt? Hvilke snakke er vigtige at have? Hvad kunne hun få ud af at være en del af oplevelsen? Og så videre.

Så, når det kommer til beslutninger som denne, så tror jeg på det er vigtigt man søger indad i stedet for at søge råd. Eller måske gøre som mig, høre inspirationshistorier (uden råd), men bare høre om folks oplevelser, hvordan det var for dem, hvilke overvejelser de selv gjorde sig inden, hvordan det så endte med at blive og er alle glade? Og så mærke efter om der er noget i historierne der rammer de rigtige klokker hos dig.

Det er i hvert fald min metode til at blive klogere på, og samtidig blive hos mig selv i den rejse.

Hvad med dig, var dine større børn med til fødslen? og hvad gjorde at du valgte til eller fra?

Jeg glæder mig til at læse din historie <3

 

   

3 kommentarer

  • Mia

    Da lillesøster skulle fødes hjemme, tænkte vi egentlig ikke så meget over, om storesøster Malou skulle “være med”. Måske ville hun være i huset, hvis det skete om natten, eller måske var hun i skole. Vi havde flere voksne omkring os, der ville tage sig af hende. Men jeg personligt, havde ikke lyst til, at hun skulle følge hele fødslen, og det kon hun heller ikke til. Det skete på den fineste måde. Mine veer startede tidligt morgen, og da Malou vågnede fik hun morgenmad og kom ind og krammede mig lidt, og fortalte hende, at hun snart blev storesøster. Hun var 5 år. Jeg gik i badekaret, da veerne tog til, og Min jordmoder sad ved min side..Vi boede i London, og Malou kom ud til os på badeværelset, og spurgte så: Hvem skal så hjælpe mig i skoleuniformen idag? ❤️🙏 Så mens jeg lå der i vandet, hjalp jordmoderen hende i uniformen, og naboen tog hende i skole. Jeg glemmer aldrig det øjeblik ❤️Hun var klar til skole, så jeg kunne føde hendes lillesøster. Hun kom glad og forventningsfuld hjrm fra skole, og hun mødte hendes lillesøster Leah for første gang. ❤️Så jeg synes, hun var en del af min fødsel, på hendes måde, hverdagen gik sin gang, og et nyt væsen kom til verden 🙏 Må du have en fantastisk fødsel- lige på DIN måde ❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Vi har været præcis samme process og spørgsmål igennem, med termin 10/4 og en kommende storesøster fra okt 15.
    Jeg er så meget enig i, at det er et individuelt valg 🙂
    Her er det faldet på at hun ikke skal være med, men bliver hentet af mormor.
    Min fornemmelse er i hvert fald at hun ikke ville kunne forstå at jeg ikke kan være der 100% for hende. og at jeg ikke kan give mig 100% til fødselsprocessen mens hun er her.
    Og med den mave-fornemmelse gav det faktisk rigtig meget ro at tage beslutningen selvom jeg til at starte med havde sagt at det skulle hun da være en del af.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie E.

    Fin beslutning – og en hjemmefødsel er jo, de første mange timer, ikke anderledes end en hospitalsfødsel, idet man jo ved sidstnævnte også tilbringer en stor del af fødslen derhjemme, og hvor den store er med, til den i de fleste tilfælde bliver hentet.
    Og ligesom man ved en hjemmefødsel kan ombestemme sig undervejs og blive overflyttet, så kan man jo også ombestemme sig vedrørende det store barns deltagelse, hvis det bliver et stressmoment for en selv eller barnet. Man skal jo bare mærke efter og have nogle forskellige scenarier planlagt 🙂
    Rigtig meget held og lykke med din fødsel.
    Kh. en hjemmeføder, der dog valgte den stores (på 2 år) deltagelse fra, da det ville stresse mig for meget at tænke på hende. Når jeg føder, så kan jeg altså kun tænke på mig selv, til barnet kommer ud 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Gravid uge 29: Kære dagbog, selvom der er smerte, så går det godt