Gæsteblog af (min seje) Jordemoder Sophie Puck - mine hænder er mit vigtigste redskab

Kunsten at ikke-kommunikere med hinanden, sådan her gør du

skaermbillede-2018-01-30-kl-11-46-12

Har du nogensinde prøvet at spørge folk hvor de kommer fra, og så svarer de at Iphone er verdens bedste telefon, og at de har en derhjemme? Umiddelbart må svaret være nej, fordi man i sådan en situation godt ved at man skal svare “Sønderborg” eller “Assens”. Men på en eller anden måde glipper det alligevel at svare på spørgsmål uden lige at kunne huske hvad der egentlig blev spurgt om. Så sniger der sig alle mulige ting med man slet ikke har bedt om, og faktisk slet ikke har lyst til at få serveret. Tænk hvis man gjorde det på restauranter. Du har glædet dig hele dagen til den bagel med tunmousse, du har bestilt den, forventningen er høj, mundvandet løber, og i dag har restauranten så besluttet at den skal serveres på bunden af en skål tomatsuppe. Yikes!

I virkeligheden er det bare så enormt dejligt at få det man har bedt om. Ahhh. Kender du ikke det?

Det her skete (igen igen igen) for nyligt for mig da jeg efterspurgte historier om hjemmefødsler. Helt præcist formulerede jeg spørgsmålet sådan her, netop for at styre udenom alle de horder af råd der ligger på lur og bare venter på en chance for en tur i rampelyset:

“Skønne mama, dig der har født hjemme og har børn i forvejen. Var børnene med til fødslen? Og hvordan var din oplevelse? Erfaringer og historier søges”

Det var sådan, ordret, jeg havde formuleret spørgsmålet. Men det folk læser er:

“Jeg er usikker på om min datter, Emmalia, skal med til min egen hjemmefødsel, derfor vil jeg rigtig gerne have din holdning til om du synes det er en god idé, og om du synes det er noget jeg skal gøre?”

Er det bare mig, eller er der en kæmpestor forskel på de to spørgsmål?

For jeg opfattede ikke mig selv som usikker. Faktisk havde jeg allerede besluttet mig, og alligevel ville jeg rigtig gerne høre personlige beretninger, fordi der tit ligger en masse gaver i at høre folk fortælle om deres egen oplevelse, gaver, hvor jeg måske selv kan vælge noget ud fra deres historie, og bruge i min egen historie senere.

Er det de der åndssvage Mohammad-tegninger der er skyld i vores følelse af ytringspligt når det kommer til at fortælle andre mennesker hvad vi synes de skal eller bør gøre, også selvom vi overhovedet ikke er blevet spurgt? Er det fordi vi snakkede så meget om ytringspligten (for det er jo en pligt efterhånden, og ikke en ret) at vi har glemt at vi også kan stå ytringspligten over en tur og give den videre til den næste?

Det undrer mig virkelig hvor det kommer fra. Og grunden til at jeg er så optaget af den der ytringspligt (igen igen igen), er fordi jeg i særdeleshed møder den når jeg er gravid og snakker om fødsler, fødekultur og alle de emner der relaterer sig dertil. Pludselig er vores personlige erfaring blevet til guidelines vi kan overføre på andre end os selv. Og vi bør åbenbart gøre det.

Jeg har eksempelvis født et enkelt barn. Jeg kan overhovedet ikke rådgive eller vejlede nogen som helst mennesker i hvad de skal eller bør gøre under deres egen graviditet. Fordi jeg føder hjemme betyder det på ingen måde at det er rigtigt for alle. Fordi jeg ammede i 2 år betyder det ikke at mit råd til alle er at amme i 2 år. For nogen er det slet ikke det rigtige at amme. Fordi jeg skal have mit 2,5 årige barn med til min hjemmefødsel betyder det overhovedet ikke at det bør alle da gøre for at give børnene den oplevelse. Alt er da fuldstændig og aldeles afhængig af… du ved:

  • hvem man er
  • hvilke værdier man lever efter
  • hvad man tror på
  • hvad der giver dig nærvær
  • hvad der giver dig tryghed
  • hvad der giver dig ro
  • hvad der gør dig glad
  • hvad der gør dig bange
  • hvad du har med i bagagen
  • hvad du ikke bryder dig om
  • hvad du gerne bryder dig om
  • hvad der er vigtigt for dig
  • hvad der ikke har så stor betydning for dig

og sikkert rigtig mange andre ting jeg ikke lige kan komme på på stående fod.

Nogle af de svar jeg fik var:

  • det er klart min holdning at Emmalia er alt for lille
  • Børn under 8 år bør ikke være med til en fødsel
  • Sygehuset fraråder faktisk at små børn er med
  • Jeg ville virkelig ikke gøre det hvis jeg var dig (men det er du jo ikke?)
  • jeg synes kun du skal gøre det hvis X, y og Z

 

Men…

det var bare ikke det jeg spurgte om.

Efter en rigtig god snak med en veninde i dag i telefonen, gik det (endnu mere) op for mig hvor problematisk den her form for ikke-kommunikation egentlig er. Min veninde er ret sej, hun arbejder selv indenfor fødeverdenen, og som hun selv siger “jeg kan sgu da ikke vejlede nogen til noget. Jeg kan sagtens have meninger, men mit fornemste job er faktisk at få den gravide til at føle sig så godt tilpas, og lige der er hun i stand til at træffe alle de vigtige beslutninger selv. Når hun er i sin power”.

Problemet er at vi tager poweren væk fra folk når vi praktiserer ikke-kommunikation.

Jeg øver mig virkelig hver eneste dag med at det er Emmalia der træffer sine beslutninger selv. Ikke mig der har en eller anden voksen-holdning. Selvfølgelig skal hun ikke selv bestemme om hun vil sætte sin hånd ned på en varm kogeplade, jeg er jo ikke idiot. Men hun bliver hele tiden stimuleret til at træffe beslutninger selv, og leve med konsekvensen af de beslutninger hun så træffer. I morges ville hun ikke have jakke på. I stedet for at jeg fortalte hende at det var bedst at have jakke på, så sagde jeg “fint, så tager jeg den med i hånden”. Vi nåede to meter udenfor døren, så ville hun både have jakke og hue på. Og det fik hun. Men hun nåde at mærke at det var koldt. 80 % af alle andre morgener løber hun over i børneren uden overtøj eller hue på mens alle andre børn er pakket godt ind i flyverdragter. Men hun bestemmer selv, og hun fryser vitterligt ikke, ellers havde hun sagt det.

Vi ved simpelthen så lidt om hinanden og hinandens beslutningsgrundlag, men når vi insiterer på at trække vores egne svar ned over hovedet på andre, så gør vi et ringe stykke arbejde med at komme tættere på hinanden. Hvad blev der af bare at fortælle vores egen historie, og så lade den svæve ud i det fri, og så lade folk selv bestemme om de så vil bruge den til at lave en regel der hedder at “børn under 8 år bør ikke overvære en fødsel?”. Had er det vi tror der sker når vi slipper den kontrol? Hvis det er kontrol det handler om.

Eller er det i virkeligheden misforstået hensynsbetændelse eller curling?

I really don’t know. Men her har du i hvert fald svaret på hvorfor jeg ofte stiller utrolig specifikke spørgsmål og gerne fortæller folk hvad det er jeg IKKE efterspørger, som en slags hjælpetekst. Det virker. Folk bliver sure over at jeg ikke falder på knæ over deres mening om mit liv og mine valg, til gengæld får jeg det jeg beder om.

Og det er simpelthen så rart at få det som man gerne vil have det, når man nu godt ved hvad det er. Synes du ikke?

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!
   

5 kommentarer

  • Stefanie

    Jeg fødte hjemme fornøjelse mdr siden og vi havde vores datter på 2 år og 3 mdr hjemme. Det gik bare så fint. Hun var ikke i rummet. Det var nat og hun lå og sov, men i løbet af den sidste halve time vågnede hun og min mand gik ind til hende. De lå og så tegnefilm, da lillebror kom til verden og da han begyndte at græde hørte jeg den nye storesøster sige “Hov, Daddy, der et baby”❤️Simpelthen så fint og naturligt og da jordemoderen var kørt, puttede vi os alle sammen og lagde os til at sove. Helt fantastisk og jeg fortryder slet ikke, at vi havde hende hjemme.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Belinda

    Ja tankevækkende at man svarer på det man hører/læser frem for det man reelt bliver spurgt om.
    Men mht. det oprindelige spørgsmål så har jeg født den yngste hjemme og fravalgte at have min datter der på det tidspunkt var 19 mdr. med. Dels synes jeg hun var for lille. Og så havde hjemmesfødselsjordmoderen anbefalet at hvis man ville have den ældre søskende med, så skulle der være en voksen til kun at kunne tage sig af hendes behov. Jeg ønskede at min mand kunne koncentrere sig om mig ved fødslen og at det skulle være en oplevelse for os to. I min hjemmefødselsgruppe var der en kvinde med en datter jævnaldrende med min og hun havde sin mor med til fødseln til at tage sig af datteren og for dem var det, det helt rigtige valg.
    For mig var mit valg det rigtige ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Mht erfaringer om børn og hjemmefødsler, har du så prøvet at tage fat i Superheltemor?
    Hun har ihvertfald prøvet flere gange.
    Held og lykke 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh et skønt indlæg. Du sætter virkelig rigtig flot ord på ikke-kommunikation. For hvor er det nemt at give råd, man slet ikke er blevet bedt om. Jeg øver mig personligt i ikke at blande mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rose

    For lige at trække den helt ud, hvor intet kan bunde… så ser jeg denne her “ikke-kommunikation” som en empatiforstyrrelse. Jamen, menneske, kan du ikke LYTTE?! Hvis jeg spørger dig om én ting, og du svarer på en anden, så har du jo ikke hørt noget. Du lever i den forestilling, du har, om, hvad jeg spørger om. Og det er ikke dér, man mæder et andet menneske, det er dér, man spejler sig selv. Så opfører man sig som om, man ikke har empati.
    Jeg tror, det ville være godt at blive lytte-skolet. Lyt til dig selv, lyt til andre, lyt til stilhed. Apply yourself! Ik’?

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Gæsteblog af (min seje) Jordemoder Sophie Puck - mine hænder er mit vigtigste redskab