Godt eller skidt, svært at sige – hvor sætter du punktummer i dit liv, og kunne du overveje at sætte dem andre steder?

frejamay november godt eller skidt svært at sige

Godt eller skidt, svært at sige. Hun maste sig ind foran mig, damen i Netto i dag. Jeg var ikke lige i mit “stå op for dig selv og din ret til pladsen i køen i Netto” mode i dag, jeg var faktisk ligeglad, men det bliver alligevel den dame der inspirerer mig til at skrive denne blog om de ukomplette historier vi fortæller os selv, og vores iver efter at give alle vores ukomplette historier en etikette, der måske skader os mere end de gavner.

Jeg har ikke selv opfundet dette emne, jeg har for nyligt set en Ted-Talk, som dette blogindlæg er baseret på. Jeg linker til Talk’en sidst i indlægget, så kan du også se den hvis du har lyst.

Tilbage til damen i Netto. Hun maste sig foran. Hun havde en hel kurv propfyldt med varer. Jeg havde en enkelt flaske med økologisk hyldeblomstsaft jeg havde tænkt mig at blande med noget citrus danskvand når jeg kom hjem. Men sætningen poppede op i mit hovede alligevel: “godt eller skidt, svært at sige”. Så jeg lod det hele være.

I samme sekund som damen har pakket alle sine varer op på båndet, kommer der en kassedame og åbner kassen ved siden af os, og jeg går direkte forbi mase-damen, hen til den anden kasse, betaler min vare og efterlader hende i den meget langsomme kø. Godt eller skidt, svært at sige.

Det fik mig til at tænke på en anden historie. Dengang jeg gik i gymnasiet, droppede jeg ud og gennemførte ikke. Lang historie, noget med hashmisbrug og kriminalitet. Jeg lod mit “drop ud” definere mig. Jeg begyndte at fortælle en historie om mig selv som værende en quitter. Jeg satte “skidt” etiketten på mig selv og mit “drop-ud-stunt”. Godt eller skidt, svært at sige.

Et års tid senere havde jeg forladt mit destruktive liv i Sønderjylland, og var flyttet til Århus, hvor jeg startede på gymnasiet igen. Men endte med at droppe ud igen efter første år, lige inden eksamen. Det gav simpelthen ikke mening for mig. Godt eller skidt, svært at sige. Men igen lod jeg oplevelsen definere mig.

Senere har jeg nogle gange meldt mig til HF-fag men har aldrig gennemført.  Godt eller skidt, svært at sige.

Nu er det mange år senere. For 1 år og 1 måned siden var jeg sygemeldt som følge en belastningsreaktion efter stalking. Jeg var ved at gå ud af mit gode skind ved at være fanget i et system der skulle hjælpe mig, men som gjorde mig mere syg og bange end det gjorde mig noget som helst i nærheden af rask. Jeg vidste jeg måtte ud af systemet, men jeg var på ingen måde stabil nok til at træde fra ressourceforløb (fordi de uretmæssigt havde taget mine sygedagpenge) tilbage på fuld tid i mit firma. Og hvem har overskud til en ankesag når man ligger på jorden og raller? Jeg vidste jeg måtte klare mig selv på en eller anden måde.

En god veninde ringede og spurgte om jeg nogensinde havde gennemført gymnasiet. Næh, det havde jeg jo ikke (for du kan jo ikke finde ud af at gå i skole, hed min hed historien i min indre selvbiografi). Godt eller skidt, svært at sige. Og så sagde hun “nå, men så skal du sgu da tage to fag som fjernkursus på HF sammen med mig, så er får vi fuld SU, og hvis du laver dit firma om til et selskab, så kan du drive din virksomhed videre ved siden af.”

Som sagt så gjort. Jeg startede med at læse dansk og engelsk over internettet for et år siden, blev SU-berettet, sagde big fat farvel til ressourceydelse og kunne langsomt starte virksomhed op igen ved siden af, og så længe jeg ikke trækker mere ud end det jeg må tjene ved siden af SU, så er der ingen problemer. Jeg har læst i et år, ved siden af alt det andet jeg har lavet, og i december var jeg til eksamen i begge fag og bestod med flotte karakterer.

Godt eller skidt, svært at sige.

img_8157

Og sådan kan jeg faktisk se tilbage på rigtig mange ting i mit liv. Godt eller skidt, svært at sige. Det betyder ikke at man skal sidde og juble over alle de svære ting der sker i ens liv. Og JO man må gerne være et offer. Det er simpelthen så misforstået at “offerrolle” er det værste man overhovedet kan være. Her er lidt stof til eftertanke til dig der tror at en offerrolle er det værst tænkelige man kan være.

Pernille Melsted skriver:

De fleste af de kvinder, der nægter at relatere til ordet “offer”, er stærke kvinder. Og nogle af dem har endda oplevet horrible ting. Men de vil fandeme ikke være ofre.

De ser sig selv som overlevere, fightere. Stærke.

Og det forstår jeg. Og kan relatere til den følelse og nærmest afsky over at skulle se sig selv som hjælpeløs og “spineless”.

Men. Så længe vi nægter at tage “offer” på os, kniber det med selvomsorgen. Så har vi meget lidt medfølelse for os selv. Vi har svært ved at trøste os selv. For jo stærkere modstanden er på “offer”, jo hårdere og hårdere persona opbygger vi. 
Så reagerer vi stærkt på “tudemarietyperne”, og alle, der “klynker”. De skal fandeme lade være med at være så sarte. Videre! Op på hesten! Ja, det var ikke rart, men det kan man sgu ikke tude over resten af livet. 
I den dur.

Ofte bliver de “one of the boys”. Svaghed er for tabere. Og det der ryger ud med badevandet er sårbarheden. Blødheden. Og så kan man ikke længere sige av, når noget rent faktisk gør lidt ondt.

Som sagt, selvomsorgen ryger ofte i den hidsige aversion mod at se sig selv som et offer på nogen måde. Og det er ærgerligt.

Jeg kender ikke et eneste menneske – kvinde som mand – der ikke er et offer for noget eller nogen – i en eller anden grad.

At anerkende det, er ikke det samme som at dyrke det.

At anerkende det, er at placere ansvaret hvor det hører hjemme. En simpel gestus af selvomsorg. Intet andet.”

Det betyder bare at vi skal være lidt forsigtige med hvor vi sætter vores punktum i vores historier henne. Jeg er f.eks overgrebsoffer. Jeg kunne vælge at sætte et punktum der. Men det gør jeg ikke, for jeg er også foredragsholder og anerkendt erhvervscoach på grund af den overgrebshistorik. Jeg bruger mine oplevelser, min helingsprocess, mine indsigter og mine lessons learned alle de steder jeg kan. Det betyder ikke at jeg jubler over at jeg som 6 årig blev misbrugt af en mand. Eller som 19 årig blev voldtaget. Det betyder bare at jeg sætter mit punktum et andet sted end efter de overgreb. Måske har jeg i virkeligheden ikke sat mine punktummer endnu, for min erfaring siger mig at de værste ting også kan ende med at tage os vigtige og meget betydningsfulde steder hen. Men det er ikke altid de gør det.

Godt eller skidt, svært at sige.

hvor sætter du punktummer i dit liv, og kunne du overveje at sætte dem andre steder?

God fornøjelse med Talk’en <3

   

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fra fyret sygehus til kickass føde-A-team. Mød mit fødeteam og læs hvorfor kejsersnit er pillet af menukortet