Fra fyret sygehus til kickass føde-A-team. Mød mit fødeteam og læs hvorfor kejsersnit er pillet af menukortet

26732467_10154903851086503_1520885313_o

“What I know for sure is that speaking your truth is the most powerful tool we all have”. Sådan startede min dag i dag. Med Oprahs fantastiske tale, hendes powerfulde ord og tårerne der væltede ned af mine kinder. Jeg har lige set den igen nu (og græder stadig), som en sløjfe på denne helt fantastiske dag, hvor jeg for første gang mødtes med mit fødeteam, og selvom jeg er ved at dratte om af træthed efter en lang dag, så er jeg simpelthen nødt til at fortælle dig hvad der er sket i dag. Også selvom jeg er lidt bange for at dele det med dig og resten af verden. Jeg fortæller dig hvorfor lige om lidt.

26694013_10212229574989322_1165772840_n

Lad mig først præsentere de to kvinder der, efter mit farvel med det etablerede system, kommer til at være mit A–kickass-fødeteam, og kommer til at følge mig helt tæt hele vejen. Min jordemoder hedder Sophie Puck og uddanner holistiske fødselshjælpere. Allerede da jeg snakkede med hende første gang, vidste jeg at der var match. Sophie taler lige ind i min power, og har ikke en eneste gang nævnt ordet “risikopatient” eller andre bæ-ord der kunne minde om det. Hun taler ind i mit kraftcenter, ind i der hvor al min styrke skal komme fra. Sophie taler på en måde så jeg faktisk ikke kan huske hvad hun har sagt, men jeg kan mærke styrke i hele kroppen efter et par timer i hendes selskab. Og det er præcis kernen i min udfordring: jeg skal ud af hovedet og helt ned i min krop og hente styrke derfra. Jeg følte mig som en tårnhøj klippe der har stået imod havets kraft siden tidernes morgen, da Sophie tog afsted i dag. Det her, mødet med Sophie, det er virkelig et gigantisk skridt helt ind til den jeg er, mine værdier, det jeg tror på og det jeg selv står for inderst inde.

26694008_10214184078732353_1071018301_n

Den anden ildkugle af en kvinde, der womansopdækker mig er Christina Hedegaard Jørgensen, som også var med mig under min graviditet med Emmalia. Udover at Christina er mor til 3, har født i USA (det er vist en hel bog for sig selv om kvinder der bliver revet væk fra alt hvad der har med naturlighed at gøre), uddanner doulaer i Danmark og laver sit Doula TV program, så har hun også et kæmpe bankende hjerte for at ændre den fødekultur vi har i Danmark, og den måde vi møder os selv som gravide på, og den måde systemet møder os på. Jeg kan kun erklære mig fuldstændig på samme frekvens med både Sophie og Christina, og jeg kan allerede mærke hvilken forskel et par timer i selskab med de to powerhouses har gjort for mig i dag.

Ærlig talt, så er det virkelig svært at finde de rigtige ord, for meget af det der foregik i dag gik rent ind i hjertet og i kroppen, og det har min krop nærmest skreget efter. Så nu får du lige en “trigger warning”, det bliver en smule urtet herfra og resten af indlægget, men en af de vigtigste ting jeg har lært af 2017 og denne graviditet, det er at jeg skal stille mig i min egen kerne, og ikke der hvor folk gerne vil have mig hen. Det her er mig der stiller mig i min kerne uanset hvad du så måtte mene om det:

Da jeg sagde sygehusvæsenet op følte jeg mig i frit fald ud fra verdens højeste klippe. Heldigvis landede jeg direkte i skødet på Christina og Sophie, og ved du hvad? Min kvalme er næsten væk. Jeg har hverken spist ingefær, drukket mit eget tis eller købt flere Seaband armbånd. Jeg er heller ikke blevet stukket af nåle eller bier eller sabeltigere. Jeg har bare flyttet mig fra et sted der gjorde mig så fyldt op af frygt, til et sted hvor jeg kan være den jeg er, hvor jeg kan tro på det der er rigtigt for lige akkurat mig, og hvor jeg bliver mødt i en kærlig energi, med forståelse, visdom (til stor forskel for viden uden visdom) og omsorg. Jeg har ikke kastet op siden “skiftet”, jeg kan fungere igen, jeg har ingen sure opstød. Jeg har stadig lidt kvalme, men det er på sådan et minimum i forhold til før, at det faktisk ikke er værd at nævne.

Og her kommer det jeg (indtil for en time siden) overvejede om jeg skulle holde for helt mig selv. Både fordi der står nogen og vifter med en paragraf 50 og en indberetning til kommunen ude i mørket, hvis jeg siger det her højt, og fordi det etablerede system ikke bryder sig om det jeg siger om lidt, og fordi dem der læser med, og ikke står helt ved sig selv vil få vækket deres egen frygt (og tro den har noget med mig at gøre) når de læser det jeg skriver lige om lidt. Nåja, og så er der alle dem der er bange, ligesom jeg lige har været. Så hvis du er en af dem, så vil jeg opfordre dig til at gøre 1 af 2 ting: 1. Stop med at læse, hop tilbage på facebook, like noget du synes er fedt. 2. Hvis du læser videre, så tag ansvar for det der sker i dig, velvidende at det er dit eget og at det ikke har noget med mig at gøre. Det her er en sårbar proces, også selvom jeg selv vælger at “skrive den højt”. Men jeg vælger altså ikke at du eventuelt skal sidde og kaste op ned i mit kommentarspor. Det gør kun du.

Så er vi klar.

 

26828615_10154903850836503_1403935786_o

Der skete noget i dag på vores møde, som satte noget stort igang i mig. Da jeg første gang begyndte at tænke over fødslen, her anden gang, så tænkte jeg “ej jeg vil egentlig gerne føde hjemme”. Jeg luftede tanken i en gruppe om fødsler på facebook, og straks blev det bøjet i neon at “Man kan altså ikke føde hjemme når man har haft et kejsersnit, det vil ingen gå med til”. Og vupti, så var den dør ligesom lukket. I mit hovede blev der i samme øjeblik lavet en lile film om at hvis man føder hjemme, så sprækker arret fra kejsersnittet (100% i alle tilfælde) og så dør barnet og så dør moderen (indenfor noget der ligner 30 sekunder). Og SELVFØLGELIG vil jeg hverken udsætte mit ufødte barn, mig selv, Emmalia, Emmalias far eller nogen som helst anden for det scenarie, det siger jo absolut sig selv.

Jeg havde bare lige glemt at undersøge om den film havde noget med virkeligheden at gøre, til gengæld havde jeg, uden at stille spørgsmålstegn ned noget, lukket for et dybtfølt ønske jeg har båret på siden jeg på mirakuløs vis blev gravid første gang.

I dag blev den drøm åbnet igen. Jeg sad med “jamen du er jo en risikopatient” i hovedet. Jeg sad med “hvis arret sprækker SKAL du befinde dig på et hospital ellers dør alle” i hovedet”. Jeg sad med “det er på eget ansvar, og du finder ikke en jordemoder der vil gå med til det” i hovedet. Og så lagde jeg dem allesammen ud på bordet foran Sophie og Christina, og så forklarede de begge to helt stille og roligt hvad der sker, hvordan det sker, hvor sjældent det sker og fortalte om deres egne erfaringer med hjemmefødsler, hvor den fødende kvinde har et kejsersnit i bagagen. Jo mere de talte, jo mere kunne jeg mærke varmen, lyset, lysten og kraften komme tilbage til mig.  Troen på at min krop kan føde. For det kan den. Og som jeg sagde til både Sophie og Christina, så er min store fordel at jeg jo ved hvad et akut kejsersnit er, så jeg er ikke bange for på nogen måde at ende der igen. Men det at hjemmefødsel er “back on the table”, det gør mig simpelthen så glad i hjertet. Det at have en helt ny film, hvor jeg føder hjemme, stille og roligt, hvor jeg står med mine børn i armene, omgivet af dem jeg elsker, og vinker farvel til mit fødeteam, og går tilbage og lægger mig i min egen seng, det er simpelthen så helende og magisk en film at have med på rejsen… også selvom det måske ikke ender med at ende sådan. Doesn’t matter. Filmen skal med. Og tænk nu hvis det lykkes.

“Jamen det er på eget ansvar så” – ja, er det ikke også på eget ansvar at få stukket en kanyle ind i rygsøjlen og blive lammet i kroppen? I sidste ende er det hele vel egentlig på helt eget ansvar. Jeg har allieret mig med to stjernedygtige uddannede fagfolk. Alt hvad der er sket siden jeg sagde farvel til sygehuset, det føles langt (langt langt langt) mere ansvarligt end det gjorde da jeg løb grædende rundt i systemet og mødte en masse lukkede døre, lukkede af for mig krop og besluttede mig for et planlagt kejsersnit.

26732159_10154903850601503_1344030538_o-1

Jeg er så glad og lykkelig over den beslutning jeg har taget, over at turde at sige nej tak til noget der var helt forkert at være i, at turde slippe helt og så sige kæmpe ja tak til de to kvinder der står der med rebozo, netværk og kæmpe kompetence og viden om kvinden, urkraften, kvindekroppen, energien, viden om hvor lidt der skal til for at tage al kraften fra den gravide, og hvor lidt der omvendt skal til for at give hende den tilbage igen.

Her til aften snakkede jeg med min mor. Vi deler mange af de samme holdninger jeg nævner her i indlægget. Min mor fortalte om min yngste lillebrors fødsel, i tråd med at Sophie fortalte om hvor meget man kobler fødeprocessen op på maskiner i dag. Min mor havde også fået sat en hjertemåler på sin mave. Pludselig kunne jordemoderen ikke høre hjertelyd, og der blev straks beordret til kejsersnit. Indtil min stedfar spurgte hende om de ledninger der lå der på gulvet, de egentlig havde en funktion. Det viste sig at være de ledninger der var faldet ud, som gjorde at man ikke kunne registrere hjertelyden. Og plåk, så blev de plåkket ind igen. Det endte alligevel med et kejsersnit (anden historie), men hvor er vi henne når vi potter så meget power over i maskinerne, at vi glemmer at tjekke om kablet er plåkket ind?

Når du læser dette, så handler denne historie om mig. Jeg deler den fordi der måske sidder kvinder derude som kan genkende noget af det jeg skriver, og hvis du kan det, så vil jeg bare sige at der er en anden vej. Og den vej har jeg tænkt mig at tage dig med på, så tæt på som muligt, så oplysende som muligt. Både Sophie og Christina har sagt ja til at gæsteblogge eller blive interviewet undervejs også, så du både får oplevelsen fra mig som gravid, men også kommer med ind i det rum Sophie og Christina arbejder ud fra, og som forhåbentligt giver dig en indsigt i en anden mulighed (hvis du ønsker det), end den mulighed sygehusene kan give dig. Eller en kombination. I hvert fald: den vej der er den helt rigtige for lige netop dig, så det ikke bliver et “nå men det er jo bare sådan man gør” forløb (som jeg var i gang med igen).

Husk at det på ingen måde handler om at sygehus er et forkert valg. Det er det IKKE. Og der er heldigvis stadig mange eksempler på gode oplevelser på sygehusene (på trods af virkelig forfærdelige arbejdsforhold for landets jordemødre). I min optik er der bare noget vi skal ændre på uanset om vi snakker gode eller dårlige oplevelser. Ikke kun sygehusene, men hele samfundet, og i særdeleshed os selv, og det er måden vi møder os selv på under en graviditet, overgangen til at være fødende kvinde, og overgangen til at være mor. Det er måden man som system håndterer graviditet og fødsel på. Det er måden vi som samfundsborgere taler om de mennesker der bringer liv til verden på. Vi har simpelthen været i for hård og skarp og ødelæggende energi for længe, der skal omsorg, nydelse, ro, værdighed, tryghed, tillid og fællesskab ind i vores fødeuniverser igen. Og det vil jeg gerne være med til at gøre noget ved. På den måde jeg nu engang kan, ved at formidle, inddrage, dele og lytte.

26782225_10154903850361503_1311121941_o

Jeg har så meget tillid og tryghed i den her process allerede, det er så vildt at det kun er en måned siden (ikke engang en måned) jeg besluttede at cutte alle følelserne til graviditeten, fordi jeg simpelthen ikke kunne rumme mere frygt og angst. I dag mærker jeg liv fra morgen til aften, jeg er glad, jeg synger, jeg spiser sund mad fordi jeg har lyst. Jeg har haft en skål chips stående ved siden af computeren de seneste timer, og jeg har ikke spist en eneste. Til gengæld har jeg spist Marokkansk salat med Quinoa (ja okay, og ca 12 hjemmebagte pølsehorn, but still). Jeg har fået rebozo massage i dag, jeg er blevet lyttet på, mærket på, jeg har tisset på en farveladestrimmel og jeg har grinet og været rørt til tårer under mødet med de to. Jeg sad flere gange og tænkte “gid jeg kunne invitere ALLE gravide ind i det her rum, for her er virkelig rart at være som kommende mor”. Bloggen bliver mit bedste forsøg på at gøre lige netop det.

Så byd rigtig hjertelig velkommen til Sophie og Christina. Jeg mangler stadig at præsentere to andre seje kvinder som også hjælper mig, dem møder du i de kommende dage. Men her er mit A-team. Jeg er den heldigste kvinde i hele verden!

 

Oprah Winfrey: “I want all the girls watching here, now, to know that a new day is on the horizon.”

   

4 kommentarer

  • Anne-Cathrine

    Selv om jeg ikke kommer til at tage samme valg som dig om en hjemmefødsel (er heller ikke gravid endnu – så der går nok lidt tid), så er du stadig mega inspirerende ☺️
    Det der med at mærke sig selv og lytte til kernen, det vil jeg helt sikkert tage med.

    I forhold til ansvar, så var jeg lige til kursus i dag (selvfølgelig kommer de kloge ord derfra 😜). En af min kollegaer sagde så fint: “at tage ansvar for andre, er også at tage ansvar for sig selv. At råbe op, når nået ikke stemmer og når man skal have hjælp”! Og det er du et rigtig fint eksempel på 😄

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • <3 – Elsker det indlæg og at du har fået ro samt fundet frem til et power team.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • MKS

    Du er bare sej❤️ jeg kender to med skrækkelig 1. Gangs fødsler som endte i akut kejsersnit og fødsel 2 for begge var hurtigere og ukomplicerede og ingen kejsersnit… 👍
    Hvor er det fedt du tager ansvar og tilmed har mindre kvalme 💪😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det glæder mig helt dybt ind i mit hjerte at læse dine ord, mærke og se dig bryde ud af de tunge skyer der havde lagt sig over den lykke du ruger på.
    Jeg bliver SÅ glad når kvinder tager deres kraft tilbage❤️Det har du i sandhed gjort❤️

    Knus, kram og kærlighed i mængder❤️ Din Doula Mama Christina

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

# Madplanschallenge og vind 1.000kr til nemlig.com - det er nu du skal spidse ører hvis du også vil have mere hverdagsoverskud