Hjortespringbadet i Herlev: Fantastisk budgetvenligt sted for børnefamilier

Emmalias æske – en indsigt i børns fine verdener og lidt om hvordan vi behandler hinandens drømme

dsc04852

Historien om Emmalias æske.

Der skete noget i morges som jeg gerne vil dele. Noget der fik Emmalia til at bryde helt sammen. Og det her handler ikke om at nogen er dårlige, det handler om at bygge mennesker. Hele mennesker. Og at vi skal lære børn, men måske især os selv at rumme det indre, det fine, det sårbare og det smukke for at vi kan blive de stærke og powerfulde mennesker der skal forandre verden.

Klokken var lidt over ni, og Emmalias far kom for at hente Emmalia. Han nåede knap nok ind ad døren, før snakkemaskinen var igang. Hun var tydeligvis glad for at se ham og hun fortalte og fortalte og fortalte, og han fulgte med og lyttede kærligt til hende. Hun hentede den julegave hun har lavet til mig i børneren, en lille æske med fine farverige blomster og perler på, og viste far den (selvom far har set den før), og insisterede på at hun skulle have den med hen til far. Og så fortalte hun videre om svømmehal og vandrutschebane og “se min seng far” og se far og se her far. Det var så fint!

Da de havde fået tøj på og var klar til at tage afsted brød verden pludseligt fuldstændig sammen for Emmalia. Sjældent har jeg set hende så ulykkelig og ked af det. Det der var gået forud for hendes ulykkelighed var ganske enkelt at hun havde givet far sin fine æske, og far var kommet til at sige “vi har ikke rigtig plads til at have den med, så den bliver bare her”. Han mente det overhovedet ikke ondt, men for Emmalia var det sådan en kæmpestor ting at have sin flotte æske med hjem til far, og så sagde far nej til den.

Vi sad længe sammen i stilhed alle tre mens hun græd og græd. Far fik hurtigt rettet op, fik fundet en lille taske de kunne tage med, og fik plads til æsken i tasken. Emmalia fik lov til at være ked af det og være i sine følelser og blev krammet og trøstet. Efter noget tid kunne vi snakke lidt igen. Jeg lavede en slikpose til togturen, hun fik også sin dukke med i tasken og kort tid efter var hun klar til at tage afsted og råbte “farveeeeel moar” mens hun sad i fars arme med et kæmpe smil på læben.

Det ramte mig lige i hjertet. Af flere årsager. Tænk at vi er nået dertil hvor der er al plads i verden til at rumme de følelser der opstår i hente/bringe situationer. Det var virkelig en god oplevelse at verden kunne få lov at stå stille mens hun reagerede i dag, og at begge forældre var helt okay med situationen og at ingen var “den dårlige”. Der skete det der skete og så tog vi ansvar for det.

Men det fik mig også til at tænke på hvor vigtigt det er at vi træder ind i børnenes univers og oplever hvor store følelser der er på spil, når den æske man har brugt lang tid på at lave, og er uendelig stolt over, den bliver afvist, især når nu man har brugt flere minutter på at danse en begejstret “æskedans” foran mor og far, og så skal den bare blive hjemme. Det handler ikke om curling. Det handler om respekt for hinanden, og det gælder uanset om man er barn eller voksen.

dsc04850

I mit voksenliv har jeg lært at ære og beskytte min kreativitet, min passion, de ting der er vigtige for mig. Jeg er vokset op i et miljø hvor eksempelvis mode ikke har nogen betydning, og hvor tøj bare er noget man køber i Bilka til den bedste pris. Jeg LEVEDE i mine Bravo-Blade (tyske ungdomsblade med meget mode). Jeg har lavet style-books hele mit liv og gør det stadig (klippet ud fra blade og lavet kollager over det tøj der betyder noget for mig eller inspirerer mig). Tøj har en kæmpe betydning for mig, og når nogen der kender mig vader henover mig med “tøj er bare noget overfladisk pis der hylder anoretiske modeller”, så påvirker det mig, for det er en stor del af mig de taler nedsættende om.

Jeg levede engang i et voldedigt forhold. Jeg brød ud af det efter nogle år. Det var selvfølgelig det rigtige at gøre, men når folk i min omgangskreds minder mig om hvor latterligt det var at jeg blev i det forhold, og hvor stor en idiot han var og “fuck ham”, så træder de stadig på den del af mig der troede at det var den kærlighed jeg fortjente, og den del af mig der elskede ham og den del af mig der dengang ikke kunne slippe forholdet, fordi jeg ikke vidste hvem jeg ville være uden at være “Martins kæreste”.

Emmalias oplevelse med æsken i dag minder mig om hvor vigtigt det er at vi træder varsomt i hinandens verdener. At vi forsøger at tage den andens briller på og se det smukke og det fine og det sårbare og det følsomme der lever derinde tæt på vores hjerter. De ting vi er stolte af, dem må vi godt blive bedre til at hylde og ære.

Jeg er med i et iværksætter-netværk på facebook, hvor iværksættere deler drømme og frustrationer med hinanden. Jeg er ofte overrasket over hvor nedladende tonen er overfor folk der deler nye ideer og tiltag. Hvorfor er det svært at forstå at vi ikke skal trampe små spirer i stykker før de har fået muligheden for at vokse. Og mens jeg skriver dette kan jeg mærke at det i virkeligheden handler om at Emmalias æske fortæller mig at jeg skal blive bedre til at møde mig selv og mine ideer. I stedet for at sige at der ikke er plads til æsken. For det er der. Så meget fylder den heller ikke, og måske skal jeg blive (markant) bedre til at skabe pladser til mine egne små æsker inden jeg beslutter mig for at de nok er for grimme til at nogen gider kigge på dem, eller at der simpelthen ikke er plads.

Der er plads.

frejamay-november-foredrag

Da jeg skulle holde mit første foredrag blev jeg også opmærksom på dette emne. I mange mange år havde jeg drømt om at turde stå på en scene og fortælle om min historie. Nå ud til andre. inspirere nogen. Være nogens “stedfortrædende historie” ligesom andre har været det for mig indtil mine vinger selv kunne bære. Et af mine store problemer var at jeg var ekstremt sceneskræk. Derfor fik jeg den gode idé at spørge 10 foredragsholdere hvad de havde gjort for at overkomme sceneskræk (hvis de altså kendte til den). 1 svarede, og han svarede at jeg nok skulle finde mig noget andet at lave hvis jeg var bange for at stå på en scene. Et råd jeg heldigvis aldrig fulgte.

En måned senere ringede en af mine venner “hvornår skal du holde det foredrag? Nu har du snakket om det i et halvt år og der bliver ikke sat nogen dato. Og jeg har en højskole og 80 elever der kunne have godt af at høre det, skal vi sige d. 20 april kl 18?” og så var mit allerførste foredrag en realitet.

Da jeg havde stået på scenen i en time uden at skride i bukserne eller dø af hjertestop var jeg simpelthen så fyldt op af stolthed at jeg næsten ikke kunne være i min krop. Jeg trådte ned fra scenen, og klar stod en anden ven med en serviet, hvor han havde skrevet feedback til mig. Han skulle til at gå i gang med sin “ting du kan gøre bedre til næste gang” liste, men jeg stoppede ham og sagde “nej tak, lige nu er successen at jeg stillede mig derop og overlevede. Jeg skal nok blive bedre en anden dag”. Jeg endte med aldrig at få hans (super velmenende!) feedback, og det er jeg evigt taknemmelig for. Jeg elsker feedback hvis jeg beder om det og hvis afsenderen ved hvordan man giver konstruktiv feedback, men ellers nej tak, og især ikke hvis jeg har taget en nybegynder-hat på, og lige skal spire igennem overfladen før jeg kan vokse mig til et stort træ.

dsc04855

Puha. Det var mange ting der kom ud af Emmalias æske. Men det var alle de ting der kom frem efter oplevelsen her til morgen. Og jeg vil egentlig bare hejse fanen for at vi træder varsomt og træder med respekt når vi træder ind i andres verdener. Det er sjældent bare en æske fra børneren. Der er lagt alt muligt ned i den æske som har en stor betydning for et andet menneske, og er vi ikke store nok mennesker til at kunne ære og respektere det hos hinanden?

Og nej, det betyder ikke at vi opfostrer små skrøbelige individer der ikke kan tåle kritik. Det betyder at vi lærer børnene selv at anerkende og respektere at sådan en æske rummer sårbarhed, og det må vi godt værne om. Sårbarhed ER styrke. Når vi lærer at have den grundforståelse for os selv og hinanden, så vokser styrken og evnen til at passe på os selv og beskytte det og dem vi har kære, fordi vi har lært at det må vi godt, og at det vi skal beskytte er noget værdifuldt. Hvis vi lærer bare at vade henover hinandens nyplantede spirer, så har vi den situation vi er i nu med voksne der slet ikke kan sætte sig ind i andres verdener, og som tramper hinanden ned på tværs af debatter. Der er ikke rart for nogen som helst at være.

Så tak Emmalia og tak for din fine fine æske, som jeg vil passe rigtig godt på. Den oplevelse du gav mig i morges er guld værd og den vil jeg huske lige så ofte jeg overhovedet kan. Du er en meget klog og en meget smuk sjæl, og jeg er dybt taknemmelig for din reaktion. Den ramte mig lige det rigtige sted i hjertet!

 

 

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!

4 kommentarer

  • Mette

    ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michelle

    Åh hvor blev jeg rørt. Det er så fint skrevet og jeg håber jeg kan blive sådan en mor. Det er så sejt af jer. Kæmpe respekt og tak for at dele! Du må aldrig stoppe.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jeg stopper den dag jeg ikke har mere at dele <3 Det er i hvert fald ikke lige i morgen, det lover jeg <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Michelle

      Selvfølgelig <3 bare aldrig før :*

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hjortespringbadet i Herlev: Fantastisk budgetvenligt sted for børnefamilier