Pottetræning 2 år og lidt om at blive fri for bleen

Dine ord skaber din virkelighed, derfor skal du stoppe med at kalde kvinder for piger

ord-skaber-virkelighed-kvinde-pige

Dine ord skaber din virkelighed. Det er ikke noget nyt. Som erhvervscoach arbejder jeg selv intensivt med de ord vi bruger i de miljøer, og kulturer vi arbejder med, men også de ord vi bruger i vores relationer og i vores indre dialoger, heriblandt min egen indre dialog.

Her er et sjovt eksempel på at dine ord skaber din virkelighed. Dengang jeg “startede” min karriere som blogger og meningsdanner (jeg var lige ved at sætte meningsdanner i citationstegn, men kom i tanke om at jeg skriver om ords betydning, så jeg må hellere praktisere hvad jeg prædiker her), skete der pludselig en masse ting i mit liv. Pressen fik øje på min blog, jeg blev inviteret til at blive klummeskribent, jeg fik et job som journalist for et fagblad, jeg blev inviteret med til fede events osv. Alt sammen noget som jeg ikke lige umiddelbart forbandt med det indre selvbillede jeg havde af lille “i stykker” outsider-mig nede fra Augustenborg på Als.

Så hver gang jeg fortalte om mine oplevelser, koblede jeg en sætning på der hed “det er sindssygt” og “det er fuldstændig vanvittigt det der sker i øjeblikket” og “det er jo for sindssygt det her”. Indtil en venlig sjæl spurgte mig hvad “sindssygt” egentlig dækkede over. Hvad er det for et label jeg sætter på min nye virkelighed?

Det gik pludseligt op for mig at “sindssygt” dækkede over “too good to be true” og “urealistisk” og noget jeg hellere måtte tage en sproglig (og dermed også følelsesmæssig) distance fra, for ellers ville jeg risikere at det gjorde virkelig naller, når det hele nok blev taget fra mig igen lige om lidt. Jeg tog ubevidst afstand fra min nye virkelighed, fordi den ikke passede til mit indre selvbillede.

 

dine ord skaber din virkelighed pige kvinde

Så. Jeg vidste at jeg var nødt til at ændre mine ord hvis jeg ville tage fuldt ejerskab, og samtidig risikere at miste det hele og skulle leve med smerten. Så det gjorde jeg. Hver eneste gang jeg fangede mig selv i at sige “det er fuldstændig sindssygt”, så rettede jeg mig selv, ikke bare i hovedet, men med stemme og lyd på, og sagde højt “det er helt normalt”. Selvom jeg ikke troede på at “det var mit nye normal” da jeg lavede forandringen, så gik der ikke ret langt tid, så havde min lille forandring af ord forandret hele min virkelighed. Og her, 10 år senere, er det stadig min virkelighed og mit “normal”. Jeg tog ejerskabet over de ord jeg valgte at plastre på min virkelighed, og tro mig, det gør en forskel.

Derfor, og nu kommer årsagen til at jeg overhovedet fortæller dig det her, derfor skal du holde op med at kalde kvinder for piger.

Her i disse #metoo tider er der mange debatter der rejser spørgsmålet om hvad vi helt konkret kan gøre for at skabe en forandring. Well, du kan, uanset om du er mand eller kvinde, stoppe med at kalde kvinder for piger og mænd for drenge.

Vores sprog er farvet af en ældgammel kultur og samfundsstruktur hvor kvinder ingen rettigheder havde, ikke har ret til grænser og respekt, taletid og alt det andet der ligger og gemmer sig nede i mudderet. Ved at give kvinder vores voksen-power-identitet tilbage, og italesætte og selv og andre kvinder som kvinder, og ikke som piger, altså børn under 18, så er vi allerede med til at forme sproget i den rigtige retning.

Du går jo heller ikke ind i banken til møde med din bank-dreng, vel? Det ville være nedsættende på alle måder. Du har møde med din bankmand. Men sjovt nok, og jeg er selv skyldig i det her, så omtaler vi ofte kvinder som piger. Især, efter jeg selv er blevet opmærksom på problemet, ser jeg det i debatter hvor den ene part (ofte en mand) bliver mødt med gode argumenter, så sker der det interessante at han siger “nu ikke så spidsrøvet/snerpet/hysterisk/sur min pige”. Nu er debatten ikke længere ligeværdig, for han har behov for at sætte kvinden ned til børnebordet for fortsat at kunne være med.

Det sker overalt, og undskyld på forhånd at du kommer til at se det over det hele når du har læst denne blog, og set den video jeg har sat ind her nedenfor.

 

skaermbillede-2017-12-19-kl-23-16-55

Når vi bruger bestemte ord, som f.eks pige eller kvinde, så føler der et helt arsenal af andre ord med der er koblet på det ene eller det andet begreb. De ord skaber billeder, og de ord er med til at ændre vores opfattelse af os selv og hinanden og især vores adfærd overfor hinanden. Jeg har øvet det her derhjemme foran spejlet, og helt ærligt, de første mange gange jeg så mig selv i øjnene og sagde “jeg er en stærk kvinde” og “jeg er en powerfuld kvinde”,  følte jeg at jeg stod og løj eller i hvert fald talte om en anden end mig selv.

Jeg har født et barn. Jeg er altså enormt meget kvinde. Jeg har ammebabbalabber. Jeg er enormt meget kvinde. Jeg er gammel nok til at have sex, have kørekort, have gæld og have mit eget arbejde og CVR-nummer. Jeg er en kvinde. ikke en pige. En selvstændig handlekraftig en.

Vores ord ændrer vores virkelighed. Lad os starte med at kalde piger for piger, drenge for drenge, kvinder for kvinder og mænd for mænd. Så er vi allerede nået et godt stykke hen ad vejen.

 

Se denne skønne video som forklarer problemet spot on på under 5 minutter. Hun er top-cool:

Links til forskning og litteratur på området:

Sapir Whorf hypotesen

Den sproglige vending

Your words might predict your future mental health

Tony Robbins: Change your words change your life

opdateres løbende med nye links…

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!
   

2 kommentarer

  • Rebecca

    Altså det er – for mig – lidt sjovt med det her indlæg. For handler ord ikke egentlig bare om hvad vi selv forbinder dem med? Hvilke følelser vi selv har har ifht nogle ord. Deraf giver vi dem selv en værdi og “dømmer om de er rigtige/forkerte. Og om hvor stærkt vi står i os selv – contra øjnene der ser/munden der taler.. Jeg er fuldstændig græsk/katolsk om jeg bliver kaldt pige, dame, kvinde, barn, skøge eller gudinde. Det rører ikke det mindste i mig, for det handler om den, som ordene/følelserne det kommer fra og på ingen måde hvem eller hvad jeg er. Jeg kender mit værd og det kan hverken udtryk som lille pige” eller “tykke dame” lave om på 🙂 <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Rebecca.

      Godt spørgsmål. For nogen er det måske som du beskriver, men der ligger også en kollektiv værdiladning af ord og begreber som kan være rigtig svær at komme udenom. Det er jo blandt andet derfor man har spindoktorer og adwords og markedsføring osv fordi vi (som befolkning) har en masse ord som ikke bare er det vi hver især forbinder dem med, men som er ord der rammer os på en bestemt måde. Selvfølgelig gælder alle ord ikke for alle, men eksemplet med at kalde en voksen kvinde for en pige (som ifølge ordbogen betyder et barn) rammer noget hos rigtig mange, og bliver ofte brugt i en nedladende sammenhæng. Vi kalder heller ikke voksne mænd for drenge, med mindre vi har en relation (kæreste, vennegruppe mv) hvor vi har en accept af at det er jargonen.

      Det handler ikke så meget om at kende sit værd, det handler mere om at kommunikere respektfuldt og signalværdien i at kalde mennesker for det de er, ikke være nedladende eller manipulerende ved at bruge ord der “fratager” noget styrke fra den man er i gang med at beskrive.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Pottetræning 2 år og lidt om at blive fri for bleen