Tirsdagsglimmerindlæg: Hvilke ting skal der på din glimmerliste?

“Du skal ikke med til fødslen alligevel”

2015625den-frste-tid-efter-fdslen-med-baby41

Hjertebanken og ondt i maven. Irritation over at have det som jeg har det i, stedet for at have det på en anden måde end jeg har det. Det ville være meget nemmere hvis bare jeg havde det på en helt anden måde. Men det har jeg ikke. Og nu har jeg fucket op igen…

Jeg er, på godt og ondt, indrettet på den måde at jeg rigtig gerne vil gøre folk glade. Det synes jeg er rart og dejligt. På den konto bliver jeg bare lidt for ivrig nogen gange, og tjekker ikke lige af med mig selv om det nu også er en god idé det jeg har gang i. Så jeg har lært at trække håndbremser i mit liv. Det må være strategien indtil jeg lærer at mærke ordentligt efter hver eneste gang i situationen. Godt vi har hele livet til den slags.

Men sagen er den at der jo er sket en kæmpe udvikling i mit og Emmalias fars samarbejde siden vi begyndte i terapi sidste år, og begge to har knoklet hårdt for at finde en fælles platform at stå på, uden krig, uden foreningen far, et sted hvor brudt tillid kan bygges op igen. Og nu er vi i den situation at vi skal have et barn mere til april næste år.

I dag er jeg ikke bange for ham længere, og i sommers, da de to streger viste “positiv” på graviditettesten, sagde jeg til ham at jeg synes han skulle med til fødslen. Jeg ville gerne give ham oplevelsen, når nu det hele var så træls en oplevelse sidste gang. Og jeg havde egentlig ro med mit valg. Lige indtil sorgen ramte mig for få uger siden (læs hele blogindlægget her):

Uanset hvor mange gode intentioner jeg har om at slippe og overgive mig til processen og “bare” lade fortid være fortid, så er jeg oppe imod min egen krop som er skadet af noget gammelt. Uanset hvor “grøn og bæredygtigt” en fødsel jeg ønsker, så er min krop ikke der. Og jeg har virkelig haft mange lange samtaler med mig selv de sidste mange nætter om at det “er en falliterklæring så tidligt i processen at give op på sin egen krop”, at “man kan altid give kroppen en chance først” og og og og. Det ændrer ikke på at min krop reagerer, og det er jeg nødt til at forholde mig til.” skrev jeg blandt andet.

Jeg har en krop der reagerer. På alt mulig gammelt. OG på den historie som Emmalias far og jeg har – selvom vi lykkeligvis er et helt andet sted i dag. Min hjerne synes at være kommet videre, men har min krop bare en hukommelse, og den husker angsten og frygten og alle de svære følelser jeg stadig mærker af og til, selvom alting går meget bedre. Og da det gik op for mig, vidste jeg at jeg var nødt til at tage ansvar for min krop, og for de følelser jeg nu engang har, og melde ud at jeg virkelig er ked af det, men jeg kan ikke give dig den oplevelse alligevel.

Det gjorde jeg så. Gammel frygt blev reaktiveret: “Hvad nu hvis han så igen tror jeg vil tage hans børn fra ham?” og “hvad nu hvis han går tilbage til foreningen far og vil tvinge mig til at han skal med til fødslen” og uvidenheden og usikkerheden hovede sig op igen, og oven i alt det andet jeg lige kæmper lidt med pt, så blev det bare kæmpestort. Hjertebanken. Frygt. Angst.

Så da han en aften spurgte om jeg egentlig var okay, så begyndte jeg at græde og fortalte ham cirka de samme ting som jeg fortæller dig her. At jeg virkelig gerne vil, men jeg kan simpelthen ikke, og jeg er nødt til at vælge min krop først, da det ligesom er mig der skal føde det barn, uanset om det bliver planlagt kejsersnit eller ej. Og selvom han sikkert (og ganske forståeligt) er blevet såret, så tog han det bare så cool, og sagde at det vigtigste for ham jo er at han er sammen med sine børn og ser dem vokse op. Og det har heldigvis altid været både planen og aftalen, også da han glemte at det var sådan vi  havde planlagt det. Han kunne godt forstå det, og han kender min historie med de overgreb jeg har i bagagen.

Det var så stor en lettelse at få sagt det, og få lært at ja, jeg kommer til at såre. Punktum. For det gør jeg. Det går vi. Vi kan ikke gå igennem livet uden at såre folk i vores liv. Men jeg tager jo ikke hans børn fra ham. Jeg tager en pakke tilbage som jeg i min iver var kommet til at give lidt for hurtigt. Det er det der sker, og det må man gerne blive ked af. Og sådan er det at mærke efter og finde ud af at hov, her gav jeg for meget og hov, her gav jeg for lidt.

Så han skal stadig med på sygehuset, han skal bare ikke være i det rum hvor fødslen foregår, og det er en beslutning vi begge to er okay med, og jeg er lettet over at jeg nu kan koncentrere mig om de andre (hvad der føles som) 117 issues jeg har omkring fødslen… og som jeg først kan snakke med en jordemoder om til februar (hyl!).

Så ja. Det er sgu ikke altid nemt, og jeg kan ikke gøre alle glade. Men jeg kan lære at lytte til hvad min krop fortæller mig, og nogen gange er jeg bare lidt en slow learner når det kommer til at lytte til min krop. Og det må jeg så arbejde lidt videre med. Og det gør jeg så også.

 

 

   

7 kommentarer

  • Pernille

    En god fødsel starter med tryghed og det er så dejligt at læse du tager ansvar for hvad der føles rigtigt – har du overvejet at få en doula med til fødslen?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tille

    Jeg synes det sværeste er at være okay i at ændre mening. Trække noget tilbage man har lovet, sagt eller gjort eller.. Det øver jeg mig i. Tak for at du er en inspiration også til det 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Hvor er du …*leder efter det rigtig ord*…god/sej/dyb/indsigtsfuld/klog/ærlig/inspirerende. Tillykke med du har taget dig selv alvorligt og med du fik sagt det på en ordentlig måde. Det kan ordentlige mennesker kun have respekt for og jeg er så imponeret over den måde I udvikler jeres relation på. Det er så vildt et arbejde.

    Og tak…det var lige sådan et indspark, jeg denne aften havde brug for. I en anden situation, men også som mit barns mor og som resultat af en fortid. Jeg har set nogle dæmoner i øjnene og sagt fra. Konsekvenserne kommer først én af dagene, men du har gjort en stor forskel for mig med dit indlæg her og nu.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mille

    Synes det er så sejt og vigtigt du står ved dig selv og det din krop har brug for!! Vi må altid være os selv nærmest ❤️
    Vi er ca lige langt i graviditeten så går ikke ud fra du først skal føde til august 😉😉
    Endnu en gang tar jeg hatten af for dig – synes du er rocker sej ift hvordan du tackler din graviditet og de “skønne” ting som medfølger

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • haha, Typo, det er rettet nu. Det var i det mindste en måned der startede med “A” 😀

      Og tak Mille, det er dejligt at læse din kommentar <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tirsdagsglimmerindlæg: Hvilke ting skal der på din glimmerliste?