Jeg har fødselsdag

Hjælp? Jo det kan du få til februar. Hilsen sygehuset.

2017-06-09-20-00-27

Advarsel. Dette blogindlæg er muligvis lidt bittert. Nu findes Betthany Bitterfissen jo ikke mere, så måske låner jeg lige hendes hat i dag. Og ja, jeg ved godt vi skal være positive og møde systemet med åbne arme, men det er bare så enormt svært når man gang på gang (på gang) forsøger, og ender med at få en hammer lige i hovedet når man ringer på dørklokken. Så nu skriver jeg, og så kan det være jeg får ro i mit system.

Og hvis du er gravid og førstegangsfødende, så vil jeg faktisk råde dig til ikke lige at læse dette indlæg. Det gavner dig ikke. (Det her er mig der forsøger at tage ansvaret for den dårlige energi jeg kommer til at sende ud i rummet over de næste par passager).

Siden engang i sidste uge har jeg haft en eller anden form for “melt-down”, som ligesom har udviklet sig. Det startede med at jeg lavede nogle strækøvelser hvor jeg pludselig fik stærke smerter i maven. Jeg ved man ikke sådan lige kan komme ind på sygehuset og få tjekket at alt er ok, men alligevel gik jeg med det et par dage og mærkede selvfølgelig heller ikke liv. Efter nogle dage var mit korthus ved at vælte, men mest fordi der også var noget andet der fylder meget, nemlig fødslen.

Selvom jeg havde en fin fødselsoplevelse, og selvom jeg planlagde hjemmefødsel og endte i akut kejsersnit midt om natten, så var oplevelsen stadig positiv. Lige indtil nu. Pludselig kommer der en hel masse ting op omkring den første fødsel, stærke følelser, frygt, hjertebanken, og det går op for mig at jeg slet ikke tror på at min krop kan føde selv.

Jeg har en lang historik med seksuelle overgreb på min krop, som startede da jeg var 6 år gammel. Jeg har arbejdet og arbejdet og arbejdet med alle mine gamle traumer, også på kropsplan med BodySDS og Manuvision og kinesologi og hypnose og og og og. Men min krop er skadet. Jeg spænder i mit underliv 24/7. Ikke bevidst, det gør min krop bare. Jeg har aldrig haft brug for at lave knibeøvelser, jeg skal måske snarere lave det modsatte.

Måske var det det der gik galt under min første fødsel. At min krop simpelthen bare satte imod. Efter 3,5 dage med veer og efter mange timer på fødegangen med veer havde min krop åbnet sig hele…. tadaaaa…. 1,5 cm. That was is. Jeg havde al smerten, jeg havde veerne, jeg havde det hele, min krop ville bare ikke være med.

Pludselig sidder jeg her, 19 uger henne i min nye graviditet, i en kæmpe sorg og med et kæmpe behov for at snakke med nogen. Jeg ringer til sygehuset, for jeg har fået sådan en fin mappe med så mange gode oplysninger og de skriver “ikke 2 graviditeter er ens”, og her er 7 forskellige numre du kan ringe på hvis du har brug for hjælp. Så det gjorde jeg. Jeg ringede og græd i telefonen og havde en rigtig god snak med en som beroligede mig, men fortalte at de desværre intet kunne gøre da jeg kun er 19 uger henne.

Det er sgu også træls at min re-traumatisering kommer i de forkerte uger, altså!

Nå. Men henover weekenden er det hele bare blevet værre, og mandag, på min fødselsdag brød min verden bare sammen og jeg har grædt i to dage nu. Jeg ringede igen til sygehuset og spurgte hvem man egentlig skal tale med når ens gravid-verden bryder sammen, og man egentlig bare har brug for at tale med en læge eller en jordemoder der kan sætte lidt fakta og lidt tanker i system, så jeg kan få ro igen.

“Det er din jordemoder du skal tale med, og jeg kan se her du har en tid i februar. Det er desværre alt vi kan tilbyde, held og lykke med det”

Hej hej.

Jeg ved godt jeg måske har helt vildt høje og urealistiske forventninger til systemet. At man kan få hjælp. Jeg har meldt fra til alt arbejde, jeg har fået Emmalia passet så jeg selv kunne samle mig, jeg har trukket alle former for håndbremser de sidste dage for at tage hånd om mig selv. Men det er virkelig hårdt at sidde alene med google, og lede efter en at tale med om overgreb, senfølger og fødsler, og what dælen do I do?

Egentlig er jeg en rimelig selvhjulpen type, men efter 4 måneders opkast og invaliderende kvalme og samtidig at forsøge at opretholde indtægt og arbejde og en stabil hverdag for min datter, så er kræfterne langsomt ved at slippe op. Jeg har som regel heller ikke brug for ret meget hjælp nogen steder fra, før jeg er helt selvkørende igen. Men en sjælden gang i mellem har jeg. Og ofte er det bare et sted at læsse af, gerne hos en med faglig viden, som kan give mig nogle ting/værktøjer eller et eller andet så jeg selv kan igen.

Og her kommer offerkortet: jeg synes faktisk jeg kæmper. Jeg synes jeg arbejder benhårdt med mig selv, og de ting der fylder, og de ting der opstår undervejs, og jeg forsøger at deale med så meget som jeg kan. Men jeg kan ikke det hele alene. Jeg er ikke føde-ekspert. Jeg er ikke jordemoder. Jeg er ikke ekspert i senfølger af seksuelle overgreb og jeg er ikke psykolog. Af og til har jeg brug for en med fagligheden i orden som kan hjælpe mig over en mur, så jeg selv kan løbe videre. Og det føles virkelig ikke rart at stå der alene foran muren og ikke vide hvordan jeg selv skal komme over på den anden side.

Så. Nu er jeg ved at finde alternative veje rundt om systemet, veje som min skrabede kvalme-opkaste-økonomi kan bære, sådan så jeg kan få ro på mit system og ikke længere kan høre min puls i mit øre hele tiden. Så jeg kan sove igen, have ro på tankerne omkring fødslen, ro på om jeg kan få planlagt kejsersnit og ro på om min baby egentlig har det godt.

Nu er jeg færdig med at brokke mig. Jeg forkælede white-woman-first-world-problem-type. Ku’ vi blive enige om at alle problemer i Danmark er first world problems? Så behøver vi ikke koge mere suppe på den.

Im sorry. Jeg er bare vred og skuffet.

Men det har jo aldrig været en dårlig drivkraft…

 

 

 

   

10 kommentarer

  • Merete

    Kan du ikke kontakte jordemodercenteret?
    I min første graviditet havde jeg fødselsangst. Det krævede, at jeg ligesom skar ud i pap, at det altså var alvorligt (blev først affejet med ‘det er jo naturligt at være nervøs’), men så fik jeg også en henvisning til en jordemodercoach på sygehuset. Der gik jeg 1-3 gange om måneden fra uge 14 og resten af graviditeten. Det lyder meget som noget i den dur, du kunne få gavn af. Der var ingen at dagsorden eller plan – bare plads til at snakke om alt det, der fyldte hos mig. Rigtigt meget af det var også helt fagligt, derfor var det vigtigt, at det var en jordemoder og ikke en psykolog.
    Alternativt, kan du måske finde sådan en jordemodercoach-type i privat regi?
    (Jeg endte i øvrigt med en rigtigt god fødselsoplevelse og slap også af med angsten flere måneder inden fødslen).
    Under alle omstændigheder, håber jeg du får den rette hjælp. Og det er stærkt, at du skriver om, hvordan det (også) kan være at være gravid! Jeg tror, der er rigtigt mange, der kan relatere.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh nej!!! Stakkels dig.

    Selvfølgelig skal du have en ekstra samtale med en jordemoder – eller flerr. Jeg tror dog også, at du lige skal forbi egen læge først, med mindre du kan fange en sød sekretær et sted. I Aarhus kan vi i hvert fald godt få ekstra samtaler ved behov.
    Spørg evt en veninde om hjælp til kampen med/mod systemet.
    ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Kære Frejamay

    Jeg har et forløb, som ligner dit meget. Jeg blev af min egen læge henvist/oprettet som sårbar gravid, og da jeg tidligt i graviditeten kunne mærke, at det spidsede meget til og alt muligt gammelt shit kom op til overfladen, så ringede jeg til jordemodercentret (på Hvidovre, hvor jeg skal føde denne gang hedder det Familieambulatoriets blå team) og her fortalte jeg sekretæren, hvordan jeg havde det: sårbar gravid, meget bagage, det hele spidser til – og så fik jeg en meget tidlig jordemodertid og hjælp. En jordemoder, som er specialiseret i kvinder som mig og som kan trække alt muligt op af posen lige fra kropsterapi til ekstra lægetjek af barnet efter fødslen og alt muligt derigennem.
    I første graviditet blev jeg svigtet. I denne her er jeg blevet grebet. Det håber jeg også, at du snart bliver.

    Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rutsje

    ❤❤❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise Hansen

    Hej Frejamay
    Jeg har fulgt nu over lang tid. Altid fantastisk læsning og oftes gode grin med på vejen.
    Tak for det.
    Jeg ved ikke om du stadig døjer med kvalme, men ellers kan jeg anbefale min akupunktør som hjalp mig via akupunktur. Hun har virkelig gjort et mirakel for mig.
    Hun er uddannet kinesisk læge og har speciale med graviditet og barnløshed. Hun forsker i at hjælpe kroppen for kvinder som har svært ved at blive gravide eller taber (ved godt at det ikke er aktuelt for dig). Men det var bare for at sige at hun kan noget med den gravide krop.
    Hun laver sin forskning med riget og Herlev hospital.
    Derudover kan jeg varmt anbefale “Den gode jordmoder Sara” som jeg har gået hos til privat fødselsforberedelse og ammekursus.
    Jeg havde nogle ting fra min første graviditet/amning som jeg skulle ha ro på i hovedet. Og der hjalp hun mig virkelig.
    Der er ikke noget at hente i det offentlige, så gik den private vej.
    Man kan også hyre hende til at være ens private jordemoder og tage med til fødslen – evt slås med/mod systemet.
    Hun har selv arbejdet i mange år på Riget, men gik selvstændig da hun ikke længere kunne stå inde for deres arbejdsgange.
    Jeg har lige fået en pige for 6 uger siden, så har næsten lige været igennem det.
    Ved ikke om det kan bruges, men tænkte bare at give mine anbefalinger med i en hård tid, hvor man bare mangler at systemet hjælper.
    De bedste tanker. Vh Louise

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Signe

      Mener du ikke “Den gode barsel” – Sonja? Det lyder meget som hende.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • vibeke

    jeg har ikke selv nogle børn, men kunne forstille mig hvilken pine det hele må være for dig.jeg ville som de andre nok gå til min egen læge hurtigst muligt.håber det hele ordner sig for dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bolette

    Jeg ville tage fat i min egen læge. Det er nok den rigtige at snakke med 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Natasha

    Hej Frejamay.
    Jeg skulle føde på Hvidovre, og har også en del i bagagen, b.la. Ptsd, hvilket gjorde at jeg KRÆVEDE fra min læge at jeg fik en særlig behandling i min graviditet og under fødslen. Dette gjorde at jeg havde oftere samtale med jordermoder, som havde speciale i traumer og psykiske sygdomme. Som kan påvirke kroppen yderligere under en graviditet.
    Vil også klart anbefale at gå direkte til din læge, som skal få sat noget i stand med det sted du skal føde.
    Kæmpe bamse-kram herfra❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Denise

    Jeg gik direkte til egen læge, da jeg gik helt ned i uge 18 og jeg ikke bare kunne stoppe med at græde. Og selvom alle sagde, at sådan er det (også) at være gravid, så føltes det forkert at være så trist. Min læge sendte mig straks videre til noget særlig rådgivning for sårbare gravide, hvor jeg fik ekstra jordemodersamtaler og kontakt med en psykolog. Prøv din egen læge først! Jeg ved ikke, hvilket hospital du er tilknyttet, men jeg ved, at de har hjælp til sårbare på riget, hvor jeg selv var og Hvidovre, hvor jeg ved at andre har fået hjælp. For hjælpen er der! ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg har fødselsdag