Ny favorit børnetøjsbutik online (god til julegaver til de nybagte forældre)

Planlagt kejsersnit eller naturlig fødsel: sorgen der er svær at snakke om

skaermbillede-2017-11-24-kl-11-50-13

Planlagt kejsersnit eller naturlig fødsel: sorgen der er svær at snakke om

Jeg tror alle ville råde mig til ikke at skrive det her blogindlæg. Men det er nu engang ikke sådan jeg fungerer. Det fylder, jeg er nødt til at skrive mig igennem det for at forstå hvad der sker og for at finde min vej igennem det. “jamen du kan jo bare lade være med at udgive det” nej det kan jeg ikke.

Det her er ikke et “jeg søger dit råd eller dit svar” blogindlæg, for det gør jeg ikke. Det her er et “sådan her kan virkeligheden også se ud, og det må vi godt stå i uden at nogen eller noget skal eller behøver løse det lige nu” blogindlæg. Det er lige præcis hvad det er. Så nu skriver jeg det og jeg har ingen anelse om hvor det her tager mig hen.

“Akutmodtagelsen for gravide det er Marie”. Sådan lød det da jeg i dag, klokken 9.01 ringede til akutmodtagelsen og græd i telefonen. Lige da hun sagde sit navn vidste jeg hvem det var. Der er nogengange en fordel ved at have en stor berøringsflade på de sociale medier, for jeg vidste at denne jordemoder vidste hvem jeg var, og derfor kunne jeg bare græde da jeg sagde mit navn, og hun tilkendegav med det samme at hun vidste hvem jeg var, og det var vildt rart, for så kunne jeg bare referere til facebook i stedet for at forklare det hele forfra.

Vi snakkede. Hun beroligede mig. Jeg ringede egentlig fordi jeg lavede nogle øvelser for et par dage siden hvor jeg pludselig fik en voldsom smerte i maven omkring navlen. Den varede et par minutter. Jeg var bange for der der noget der havde revet sig løs. Siden har jeg ikke mærket liv. Og rationelt set ved jeg godt at man i uge 18 slet ikke kan forvente at mærke liv hver dag, men man (jeg) brygger bare langsomt en historie i hovedet, og når så andre ting begynder at fylde (dem kommer jeg til om lidt), så er det pludselig helt galt. Og så kunne jeg mærke at jeg ikke kunne overskue at gå på weekend uden at have vendt det med en fagperson eller lige blive lyttet til.

Men i virkeligheden handler det om noget helt helt andet. Det gør det jo næsten altid.

For halvanden uge siden var jeg til første konsultation hos min jordemoder. Det var en vikar den dag, så jeg har ikke mødt min “rigtige” jordemoder endnu. Snakken var fin, men allerede efter 10 minutter kunne jeg mærke trangen til bare at bryde sammen. Jeg havde INGEN idé om hvorfor. Hun sagde intet forkert, der var intet galt med samtalen, jeg svarede fint på de ting jeg blev spurgt om, men indeni var det som om jeg bare gik helt i stykker. Og det startede en eller andet process som jeg måske først har fået rigtigt hul på her i løbet af de seneste par dage.

Fødsel. Fødsel fylder helt utrolig meget. Jeg har en historik med overgreb. Og selvom jeg for nyligt har snakket med en hypnoterapeut der forklarede mig at “man bare kan melde sig ud af cirkusset og lade være med at gå ind i det”, så har jeg altså en krop der har lagret overgreb (mange overgreb) og som sidste gang, da jeg fødte Emmalia, slet ikke kunne slippe. Jeg havde veer fra onsdag til lørdag, veststorm, blev sat i gang med piller, mit vand gik af sig selv, mine egne veer tog over, jeg fik alligevel vedrop (fordi vi kun havde 18 timer på fødegangen, så skulle vi være ude igen), og alligevel havde min krop kun åbnet sig 1,5 cm.

Uanset hvor mange gode intentioner jeg har om at slippe og overgive mig til processen og “bare” lade fortid være fortid, så er jeg oppe imod min egen krop som er skadet af noget gammelt. Uanset hvor “grøn og bæredygtigt” en fødsel jeg ønsker, så er min krop ikke der. Og jeg har virkelig haft mange lange samtaler med mig selv de sidste mange nætter om at det “er en falliterklæring så tidligt i processen at give op på sin egen krop”, at “man kan altid give kroppen en chance først” og og og og. Det ændrer ikke på at min krop reagerer, og det er jeg nødt til at forholde mig til.

Jeg har allerede fået de første mange mails med søde og velmenende forskellige behandler der tilbyder mig alt muligt i forbindelse med et blogsamarbejde. Jeg er lagt ned af kvalme (som nok også er relateret til min historie om min krop der reagerer), jeg kæmper for at holde min indtægt kørende som sengeliggende, og selvom det går godt med Emmalias far og mig, så er det absolut ikke lige ud ad landevejen, og der er også mange ting der tager min energi i den kasse pt. Jeg har faktisk ikke overskud til igen igen igen igen igen igen at dykke dybere ned i min gamle overgrebshistorie, som på så mange måder er blevet bearbejdet allerede, og som jeg jo godt kan se stadig hersker, særligt i min krop hvor jeg på refleksionsniveau og intellektuelt niveau bare aldrig når ind.

Så nu står jeg her. Ansigt til ansigt med mit verdensbillede, med min overbevising om at alle kvinder kan føde naturligt, om at man altid skal vælge den naturlige vej først, om at man skal have tillid til den krop (der så mange gange har forrådt mig ved f.eks at reagere med nydelselignende reaktioner på noget der bare var helt forkert) man har, mit ønske om den naturlige fødsel, og så med et eller andet ønske om selv at være lidt med i processen denne her gang, og erkende at min krop måske bare ikke kan. Eller vil.

Da jeg var indlagt på Hvidovre Hospital stod der i min journal, klart og tydeligt og markeret med fed og rød (eller hvad de nu gjorde), at jeg havde en overgrebshistorie. Så vaginale undersøgelser (og dem var der mange af), de skulle lige håndteres med lidt tålmodighed og ro. Jeg havde især en oplevelse med en jordemoder som kom ind og skyndte på mig og hele tiden bad mig (lettere irriteret) om at slappe af i musklerne, og hun kunne slet ikke komme til og og og. Jeg brød helt sammen. Min mor fik hende kylet ud og fandt ud af at hun slet ikke havde læst min journal.

Tidligt i forløbet sidste gang snakkede jeg med en veninde om min “system-harme”. Jeg stoler ikke på systemet (jeg har nogle gode grunde til det). Men vi snakkede om at man også er nødt til at viske tavlen ren nogen gange, så det hele ikke bare ender med at gentage sig igen. Og det gjorde jeg virkelig. Jeg kastede mig ud i min graviditet med åbenhed og tog i mod, og alligevel skete der bare så mange fejl, især oplevelsen ovenfor, som gjorde det rigtig svært, det der man at man “bare skal overgive sig”.

skaermbillede-2017-11-24-kl-11-50-29

Jeg ville så gerne have født hjemme. Det ville jeg også denne gang, men det kan jeg ikke fordi jeg har et ar på min livmoder, og jeg har ikke brug for at gamble med liv og død hvis arret går op. Jeg ville gerne føde i vand, føde naturligt, opleve smerten, urkaldet, oxytocin eksplosionen, ingen slanger og maskiner der bipper. Men jeg får både hjertebanken og stress over at skulle bruge de sidste måneder at min gravid på at rode rundt i gamle traumer for måske, måske ikke at lære min krop at give slip på nogen den måske aldrig helt lærer at slippe.

Og jeg kan lige se argumenterne for mig: “Kvinder i dag vil bare gerne have leveret ungerne i en flettet kurv foran hoveddøren og så tage på barselscafé. De er så bange for den rigtige smerte, de tør ikke føde rigtigt, bla bla bla”.

Tjah. Hvad skal jeg sige til det? Hvis det er sådan det ser ud udefra, så er det sådan det ser ud. Sådan ser det slet ikke ud herinde fra. Jeg har selv siddet og advokeret for den naturlige fødsel. Det gør jeg egentlig stadig. Nu er sagen bare den at jeg står her på den anden side, og skal finde fred i mit hjerte med hvordan jeg egentlig har det, i stedet for hvordan jeg burde have det.

Så det arbejder jeg lige lidt videre med… Jeg er ikke landet noget sted endnu.

   

38 kommentarer

  • Irene

    Der er ikke særligt mange mennesker der “bare kan give slip og lade kroppen arbejde”, kroppen sidder altså fast på det der hoved! Jeg har hørt alle mulige mere eller mindre mærkværdige metoder og grunde til at jeg da “bare skulle tage mig sammen” og føde de der børn…. fra personer der aldrig selv har været hvor jeg har! Personer der har “smuttet babyer ud” hurtigere og lettere end vi andre render i Fakta. Selvom mange gerne vil havde det til at se sådan ud, så kan “alle” ikke “bare føde”, vi er altså mange der ikke kan. Har hørt argumentet: “men tidligere fødte man bare”, men nej det gjorde “man” bare ikke vel, tidligere døde man, barnet eller både barn og mor eller barn og/eller moren fik skader, det er da ikke det vi ønsker vel? Min eneste sorg mht. fødsler er at min første oplevelse blev så dårlig (Hvidovre 2006) de to næste (Riget 2008 og Næstved 2016) var fantastiske kejsersnit. Man skal gøre det der er bedst for både én selv og barnet. “Verden” kan mene hvad de vil, den, der skal føde er moren, ikke andre og ingen andre kan gå ind i morens hoved og forstå.
    Jeg håber du får en fantastisk oplevelse, uanset hvad du vælger.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Man skal gøre det der gør en glad. Så kort kan det vel siges… hvis du skal bruge resten af graviditeten på at frygte fødslen (med den baggrund og viden du allerede har) så er det jo ikke det værd at tilfredsstille alle andre aka Kvinderne (der burde stå sammen, men som i stedet peger fingre og er bedrevidende)

    Havde du været førstegangs og kun haft argumentet “jamen jeg kan bare ikke se hvordan det skulle være normalt at føde noget ud af den der (red. fissen),” så ville jeg tænke mit…. og mene du skulle tage dig sammen 😅

    Men, landet ligger som det gør, og det vigtigste er at du er glad ❤️

    / http://www.livetsomungmor.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dorthe

    Kære Frejamay.
    Tak for du deler ❤️ Har næsten selv lige været hvor du er nu – igennem en graviditet efter et akut kejsersnit. Aldrig har jeg oplevet nogen vildere følelsesmæssig rutsjetur. At beslutte hvordan min datter skulle komme til verden. Det vigtigste for mig var TRYGHED – en tryghed i at blive lyttet til og føle mig hørt gennem graviditeten og en form for garant for, at den fødeplan vi lavede blev fulgt, fødselsmetoden uanfægtet!
    Et kejsersnit er ligeså meget en fødsel som en vaginal fødsel er det! Det er ikke nogen nem løsning (det ved alle der har helet efter et). Det er ikke forløsnings-metoden eller amning/ikke-amning der gør os til mødre, det er børnene ❤️ Må du finde ro i den beslutning, der er den helt rette for dig 🙏🏼 Og må du føle dig hørt og tryg igennem både graviditet og fødsel, så hele livets start for dig, din datter og jer alle kan blive tryg og god ❤️🙏🏼 Planlagte kejsersnit kan være så rolige, smukke og trygge ❣️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Asli

    Der var en live-udsendelse fra et planlagt kejsersnit på DR for noget tid siden. Måske kan den findes på dr.dk? Anyway, der fik hun sit barn direkte op på brystet – som der også er en anden herover, der beskriver. Måske er det også en mulighed for dig? Jeg ved ingenting om det, det var bare for at sige, at det måske var værd for dig at undersøge 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Irene

      Udsendelsen er fra 2016, fra Næstved sygehus. Jeg ved ikke om de gør det på samme måde andre steder, de gjorde ikke på Riget i 2018. Jeg fik selv kejsersnit på Næstved kort efter udsendelsen og det var en fantastisk oplevelse.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malou

    Min dybeste medfølelse.
    Drop naturlige fødsel. Det er slet ikke det værd. Det handler mest af alt om at du og den lille skal få den bedste start på jeres liv sammen. Jeg tror det bedste vil være et planlagt kejsersnit.
    Jeg synes ikke det er det værd for dig.
    Jeg har ikke selv været noget overgreb igennem men er bare virkelig ikke god til gynækologiske undersøgelser. Jeg har født to gange (og uden komplikationer, så har været meget forskånet) men jeg synes også det værste ved det hele er når jordemødrene skal mærke hvor åben man er. Jeg kan godt se det må være helt forfærdeligt for dig og meget meget vanskeligt at slappe af. Men derfor tror jeg alligevel det kan være gavnligt for dig at øve smertefrifødsel. Så kan du også bruge teknikken i andre situationer senere hen. Jeg bruger det nemlig når jeg skal til gynækolog nu 🙂
    Ønsker dig alt det bedste. Prøv at tag presset fra dine skudre, så godt du nu kan.
    Håber du får en god fødsel og baby får en rolig og blid start på livet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jette

    Hej søde dig 🙂
    Faldt tilfældet over dit indlæg, tak for at du tager det vigtige emne op. Jeg har været fuld af skam over, at jeg ikke kunne føde normalt og så kunne jeg ikke amme. Dobbelt skam! Og en ægte kvinde var jeg ikke og sætte lighedstegn med dårlig mor. Første fødsel endte i forsøg med hård sugekop og derefter akut kejsersnit i fuld narkose. Min datter er født for tidligt og havde ikke kræfter til at spise ved mig, men alle kan jo amme. Det er jo bare fordi man ikke gider, var min fordom. Måtte opgive efter to måneder, men malkede da ud en måned mere. Husker nætterne, hvor jeg sneg en flaske i hende, fordi jeg ikke orkede at kæmpe med at hun ville sutte. Jeg var så usikker på om det jeg følte var ok. Nå næste barn, jeg ville gerne føde naturligt, så jeg kunne være en ægte kvinde. Min søn bar jeg til termin, en uge før blev han vurderet meget stor og de var usikre på om jeg kunne føde, når de ikke kunne forløse et lille barn med hård Sugekop. Altså om mit bækken kunne give sig. Kejsersnit var en god oplevelse, der var ro på, jeg fik en epidural og min mand var med hele vejen. Min søn var endnu større end de forventede, så takkede guderne for at vi ikke skulle igennem et drama igen og risikere hans liv. Gu var det hårdt med et operationsar igen, og ja, jeg måtte tage en del smertestillende de første dage.
    Min overbevisning var at så var jeg i hvert fald nødt til at amme ham. Det var sidste chance, for at være en ægte kvinde. Det lykkes med blod, sved og tårer. Det var ikke uden omkostninger, for han spiste i en time af gangen. Og med et andet barn, var det bare stressede. Jeg læste alt om amning, men man må jo ikke tage dem fra. En klog sundhedsplejerske jeg mødte, sagde ti minutter ved hver side er nok. Og det var det. Min egen sundhedsplejerske læste mig aldrig rigtigt og var desværre ikke til hjælp.
    Nu er mine børn 8 & 5 år. En masse mellemregninger senere ved jeg at det vigtigste i livet, er ikke om du har født naturligt eller om du har ammet. Det vigtigste for mig, er nærværet, deres smukke latter og når man får et kæmpe kram. At være en god mor handler ikke om fødslen eller amningen, for mig er det kærligheden der betyder mest. Mine børn er sgu ligeglade med hvordan de kom ud, de ønsker bare en mor der kan være sammen med dem.
    Jeg ville ønske, at jeg havde fundet en tekst som din dengang, at vide at jeg ikke er alene.
    Jeg håber for dig, at du finder din vej, med det valg der passer dig. Ikke et ideal vi alligevel ikke kan leve op til. Giver det dig roen, at få et planlagt kejsersnit, så gå med det. Andre der ikke har prøvet det eller har haft en nem fødsel, kan ikke sætte sig ind i det. Det er jo bare…
    Jeg synes du er fuld berettet til at vælge den løsning, som du har brug for. Gu er jeg da misundelig på veninden der kunne poppe en baby og tage til fest dagen efter. Havde jeg forsøgt en naturlig fødsel anden gang, ja, så var det måske ikke endt med et barn uden mén. Du skal også igennem uden mén.
    Det blev langt, håber mit budskab kom frem 🙂 Tak for dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Jeg startede selv med en drøm om hjemmefødsel, ro på og tillid til kroppen og endte med akut kejsersnit under fuld narkose. Det var en sorg for mig ikke at kunne føde naturligt, og jeg ved, at jeg kommer til at arbejde med den frygt for at føde, jeg har fået. Så kun opbakning og kærlige tanker herfra.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Jeg arbejder på en barselsgang. Det er bestemt ikke alle der kan føde naturligt. Bare rolig, dem der får kejsersnit er ligeså gode mødre som dem der føder vaginalt/adopterer eller hvad man nu gør <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nicoline

    Det er bestemt ikke alle der kan føde . Min veninde har måtte igennem to kejsersnit fordi hendes krop simpelthen ikke kunne få børnene ned naturligt.
    Havde jeg valgt at føde der hjemme, var både jeg og min datter endt i himlen . Der skulle 4 fagfolk til at få hende ud da hun sad fast. Jeg havde i siden uge 12 haft mange snert pga bæggenlsøning og da min arbejdsgiver nægtede at følge min læges ordre, endte jeg med at være sengeliggede og uden søvn fra uge 14 og fem til jeg fødte . Heldigvis blev hun der inde så jeg først gik i fødsel en uge før termin . Men det var en voldsom omgang da hun ikke ville ud . Mit bæggen havde låst sig så hun kunne absolut ikke komme ud . Min stakkels kæreste stod og så hendes puls falde drastisk af flere omgange på skærmen og panikkede. Han råbte og skreg af lægerne at de skulle få hans barn ud nu, mest fordi jeg var i panik og græd af frygt for at mit barn skulle dø . Jeg var fløjtende ligeglad med smerterne, hun skulle bare ud NU. Heldigvis lykkedes det en kær læge at flå hende ud med en sugekop. Men selv det var en meget voldsom omgang, da han med sin meget veltrænede overarme og muskskuløse krop (kun for at beskrive at han ikke havde små pindarme) måtte bruge alle kraften og måtte flå og rive så voldsomt, at jeg var sikker på mit barn kom ud i to stykker . Det er En af grundene til, at jeg ikke ville turde en normal fødsel igen . Nu skal jeg nok ikke have flere børn, men skulle det ske, så ville jeg nok have mange ligheder ifht at være panisk for en fødsel som dig, ikke af samme årsager men med ligheden af angsten !
    Så jeg vil personligt merkolere de røvhuller der sige alle kan føde selv! Og det vil ikke blive på den behagelige måde kan jeg love . Der er intet galt i dit oplæg tror der er mange der har det på samme måde som dig 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Du er så smadderfantastisk at du deler – tak for det ❤️. Jeg har ikke været udsat for overgreb, men jeg ved et og andet om kejsersnit og valget af et sådan. Jeg har en mavetarm sygdom som gør at det er medicinsk frarådet at føde. Jeg ved ikke om dette har gjort vejen dertil nemmere, for jeg har dermed altid vidst at mine børn ikke ville komme ud naturligt. Ligesom jeg heller ikke må amme pga medicin jeg tager! Det er to “emner” som mange kvinder mener at de kan sige en masse om 😉. Hvilket ikke altid er specielt rart, for man er lige lidt mere “korrekt” og rigtig mor agtig hvis man har født vaginalt og hvis man ammer!!!!!! Hvad er det for noget pjat

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne-Cathrine

    Du har lige beskrevet mit delema med amning (hved godt det er et andet emne). Men det er der også mange holdninger til og dem havde jeg 100 % også selv inden jeg blev mor. Men efter er hård og smerte fuld forløb, samt sygdom, var flasken den eneste udvej. I dag reagere min krop nærmest med angst, hvis jeg tænker på eller snakker om at skulle amme igen. Heldigvis er beslutningen ikke relevant for mig endnu.

    Ved ikke om det her overhovedet giver mening at skrive til dig. Men ville bare sige, at dit blogindlæg fik mine egne tænke og krop til at give mening, dog i forhold til et andet emne og tusind tak for det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kære Anne-Catrine,

      det giver totalt god mening, og det ligger jo lige til højrebenet i forhold til fødsel, så i min verden falder det under samme hat. Jeg hører også fagpersoner udtale at ALLE KAN AMME. Ligesom ALLE KAN FØDE. Og det er bare med til at ødelægge en hulens masse for eksempelvis dig og mig.

      Godt du skriver <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Therese

    Det med at finde fred med virkeligheden og hvordan man faktisk har det; at stoppe med at bekæmpe facts og acceptere hvor man er, i stedet for hvor man synes burde være, er jo så svært!
    Du er heldigvis mega mega sej til det, og jeg er sikker på at du finder en god vej gennem det her. Det er ikke for at være skide irriterende optimistisk, for man skal også have lov til at være ked af det og i sorg. Det var bare en konstatering! (inspireret af en anden kommentar her :-))

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Din kommentar fik mig nu alligevel til at smile 🙂 Nogen gange er skide-irriterende-positiv også en virkelig rar og befriende ting 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Det var godt at høre! Og kan så lige se på en anden kommentar, at jeg bør skrive det er MIN oplevelse og kun taler på egne vegne i forhold til Hillerød… Og en anden ting – narkose sygeplejersken tog billeder af alt undervejs. Simpelthen så rart at have, selvom jeg kun har kigget på dem et par få gange siden 🙂 Pøj pøj!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ja, der er mange versioner af oplevelser uanset hvilket hospital der er tale om tror jeg <3 Men jeg fangede det godt <3

      Og tak igen <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ea

    Blev udsat for overgreb af personalet på Hillerød fødestue så hold paraderne oppe. Det er faktisk vigtigt at tavlen ikke vaskes rent her for så er du dobbelt så sårbar når du udsættes for overgreb.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Første kommentar her, men kan ikke lade være <3

    Jeg vil blot fortælle at jeg fik planlagt kejsersnit på Hillerød i foråret efter at have gået knap 9 måneder og tænkt jeg kan sagtens føde naturligt, min krop er bygget til det. Første fødsel endte i akut kejsersnit et andet sted, og det troede jeg egentlig var en fin nok oplevelse. Efter jeg fik planlagt kejsersnit på Hillerød kan jeg sige der er kæmpe forskel – det var simpelthen sådan en behagelig oplevelse, på trods af jeg nærmest skammede mig lidt over at vælge planlagt kejsersnit i sidste øjeblik (det er en anden historie). Det jeg vil sige er bare, at hvis man vælger planlagt kejsersnit, så er det simpelthen den bedste oplevelse på Hillerød. Jeg var pisse nervøs, men de var så søde og tog så fint hensyn. Og så fik jeg lov at se med over klædet da de hev min baby ud af maven og hun kom op og lå hud mod hud med det samme. Så tæt på narturligt som muligt – og jeg ville have det hele med, efter at være røget i fuld narkose under min første fødsel.

    En anden ting er at det er meeeeget nemmere at planlægge pasning af nr.1 med planlagt kejsersnit;-) En lille ting, men det var noget der stressede mig, som forduftede så snart beslutningen var taget 🙂

    Uanset valg, så er det dit valg – det skulle jeg også bare lige selv fatte da jeg selv stod i situationen og altid har tænkt den naturlige fødsel er bedst.

    Pøj pøj – og blev du så lytttet på og var alt fint?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jeg får helt tårer i øjnene når jeg læser din kommentar Louise. Tak fordi du sætter ord på og tak fordi du er med til at åbne mit billede af hele den der “kejsersnit-verden”, jeg har jo også kun det akutte kejsersnit som erfaring, og selvom det var “fint” – for det var fint, så var det ikke den mest ønskværdige situation og jeg havde ca en time til at forberede mig mentalt på en operation. Det giver supergod mening det du skriver.

      Nej, jeg blev ikke lyttet på, men jeg blev beroliget af “Maria” (det er ikke hendes rigtige navn), og det var egentlig nok. Til gengæld har jeg lige mærket liv for 10 minutter siden, så alt er godt. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Jeg har lyst til at fortælle at jeg til min anden fødsel havde den bedste (private) jordemoder som vist faktisk aldrig undersøgte mig vaginalt, altså heller ikke under fødslen. Jeg har aldrig været udsat for overgreb, så i min situation handlede det bare om at den slags forstyrrer hele fødslens “naturlige gang”. Det er en holdning blandt “alternative” jordemødre. Hun hedder Krista Bella, og hende ville jeg til hver en tid anbefale. Vi købte et helt forløb, og det var den bedste investering.
    Min første fødsel var mere sådan “Hvidovre fødte den her baby”.

    Derudover findes der et homøopatisk middel der skulle hjælpe i forhold til overgreb – faktisk både voldsomme vaginale undersøgelse og sexuelle overgreb. Det hedder staphisagria. Kontakt Mette Mitchell fra Gezundheit hvis du har brug for hjælp til det. Hun er homøopat og har telefontid 10-11 på hverdage (gratis rådgivning).

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria D.

    Du er mega sej! I sidste ende kommer der en dejlig baby ud af det, men vejen dertil kan være led. Håber du kommer rigtig godt igennem lige meget hvad du ender med at gøre 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Jeg synes det er så interessant med kvalme/opkast og problemer med en vaginal fødsel ift overgreb for jeg havde meget de samme oplevelser som dig og var også udsat for overgreb i mine tidlige teenageår. Det har givet stof til eftertanke og selvomsorg. Jeg tror på du må gøre det der er bedst og mest kærligt for dig selv – så kan resten af verden rende og hoppe. Kærlig hilsen mig

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tusind tak <3

      Jeg er helt overbevist om at det er et tema, og jeg er i kontakt med nogle fagpersoner der måske kan hjælpe mig med at forstå det lidt bedre, også lidt ovenfra, så det ikke kun handler om min egen historie. Det håber jeg der kommer et godt blogindlæg ud af, for jeg ved mange kvinder kæmper med det her. Og måske, hvis vi kan skabe lidt mere åbenhed omkring det, måske bliver det lidt lettere at være i.

      <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ina Froberg

    Blot en kæmpe krammer herfra og så et lille bitte pip om, at du før har vist overfor dig selv, hvad din mavefornemmelse kan udrette, når du lytter til den❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Jeg kan varmt anbefale dig at tale med Ranka Skak, som du kan finde her på FB. Hun hjalp mig med et ubearbejdet “traumatisk” kejsersnit, inden min anden fødsel. Hun er psykolog med speciale i fødsler og åndedrætsterapeut. Jeg ved, du skriver, at du har fået masser af råd og henvisninger og så er dette blot én af mange. Men du kan jo tjekke hende ud og vurdere (mærke) om det er noget du kan bruge. Alt held og lykke og kærlighed herfra ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tusind tak Mette <3

      Mit "fravalg af råd" var og mere sådan noget "jeg synes du skal hanke op i dig selv og genvinde din tillid til din krop" – gerne fra folk der ikke har prøvet et (indre) liv med en lang overgrenshistorie. Så din anbefaling er hermed modtaget <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Kæmpe fredagskrammer afsted til dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak Julie <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie

      Selvtak 😊kan se resten af min kommentar blev klippet, men fødte selv på Hillerød for nyligt, efter anbefaling fra min læge da første fødsel var meget ubehagelig. Det har min varmeste anbefaling og det er din tryghed der er vigtigst 😀💕

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det lyder bare rigtig dejligt.

      Jeg tror godt jeg kan læse hele din kommentar her i mit “bagom-system” i hvert fald <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Belinda

    Som en kvinde med den perfekte hjemmefødsel bag mig, vil jeg blot sig at det vigtigste jeg lærte var, at det handler om en tryg mor! Så hvis du er mest tryg ved et kejsersnit, så er det måske din perfekte fødsel og jeres bedste start sammen? Hvis dit valg føles trygt og rigtigt, så bliver det, det! Held og lykke herfra ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • L

    Anne, der er ingen skam i et selvvalgt kejsersnit, hvis det er det du overvejer. Hvad der er bedst for dig, er bedst for dine unger. Op i røven med resten😌❤️ PS. Det var ikke et råd, blot en konstatering og kærlig tanke din vej!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ny favorit børnetøjsbutik online (god til julegaver til de nybagte forældre)