Det her er hvad der kan ske når du trodser din frygt

img_8157_bw

Måske kender du det godt selv? Du ville gerne op og hilse på foredragsholderen, men modet udeblev. Du ville gerne hen og snakke med ham den søde, men du lod være? Eller måske gør du bare altid det du sætter dig for?

I dag vil jeg dele 3 små fortællinger om mod, og om hvad der kan ske når vi holder fast i vores ønske, og gør det alligevel, selvom vi bliver bange.

Det seneste eksempel var til valgaften for nyligt her i Lyngby. Jeg var faktisk lidt i tvivl om jeg skulle tage med, både fordi jeg var bange for at rejse mig op og sige noget om politik, og fordi jeg tænkte at det nok ikke var så vigtigt alligevel (frygt). Men heldigvis havde jeg en aftale med en skøn kvinde, så vi tog afsted sammen.

Vi nåede knap nok at sætte os før en af politikerne kom hen til mig og sagde “du er Frejamay, ikke? Kan vi ikke snakke sammem efter valgdebatten? Jeg vil så gerne lige vende nogle ting med dig omkring nomeringerne her i kommunen, og jeg er meget interesseret i det du har skrevet om”. Det var så fedt. Og selvom jeg, under debatten, havde hånden i vejret, og gerne ville sige noget, og selvom jeg ikke blev hørt, så betød det helt vildt meget for min selvrespekt at jeg trodsede frygten og kom med alligevel. Og at der faktisk var nogen der havde regnet med jeg kom og gerne ville snakke med mig. Det havde jeg aldrig fundet ud af hvis jeg var blevet væk.

Det andet eksempel er fra New York. Jeg havde nogle veninder der havde været på Mama Geena’s School of womanly arts derovre, og jeg skulle selv derover i en anden forbindelse. Jeg ville vildt gerne møde nogle fra Mama Genas team, og høre lidt mere om den skole. Så jeg fandt gaden, jeg fandt husnummeret, og så satte modet ud.

45 minutter. Så lang tid endte jeg med at gå frem og tilbage nede foran deres adresse. Jeg turde simpelthen ikke ringe på og sige “Hej, jeg kommer fra Danmark, jeg ville bare lige se hvad i laver”. I dag virker det helt åndssvagt at skrive, for i dag var jeg bare gået ind, men det kunne jeg altså ikke dengang.

Til sidst besluttede jeg mig for at det simpelthen var for dumt at have brugt en hel formiddag på at finde stedet og så ikke gå ind, så jeg satte fingeren på dørklokken, og så lod jeg resten være op til universet eller Allah eller hvem det nu er.

“Hello”

“Yes Hello! Øhh, my name is Ann, I come from Denmark, and…”

“SURE, come on up!”

Jeg gik op ad trappen uden lige at vide præcis hvad det var jeg ville deroppe. Da jeg kommer op til etagen står en smuk ung kvinde med fjerboa omkring sig, hun breder armene ud, kigger på mig og siger helt begejstret “you are Anne Deppe from Copenhagen, right?” (det hed jeg jo dengang).

Jeg var fuldstændig målløs. Her var jeg taget helt alene til New York, havde fundet en adresse, var gået ind, havde brugt 45 minutter på at tage mig sammen, og så kommer jeg ind til de skønneste kvinder som alle ved hvem jeg er, fordi mine veninder har fortalt så meget om mig. Det var alligevel en ret vild oplevelse, og hele vejen derfra (og nu, 5 år efter mens jeg skriver dette), får jeg stadig sommerfugle i maven ved tanken om den dag. Og jeg tænker virkelig over hvad der var sket hvis jeg var bailet ud. TÆNK hvis jeg ikke havde givet mig selv den oplevelse? Så var det en masse ting efterfølgende jeg heller ikke havde gjort, fordi mit mod voksede til dobbelt størrelse efter den dag.

Mens jeg lige tænker over hvad den 3. oplevelse var (for det kan jeg simpelthen ikke huske lige nu), så kommer jeg bare i tanke om alle de gange jeg er taget alene til blogger-events, som er events man (jeg) godt kan frygte lidt, fordi det altid virker som om alle kender hinanden, og så står man der alene med sin paraply-drink. Men hver gang jeg er taget afsted alligevel, selvom jeg var bange, så har jeg flyttet min opfattelse af hvem jeg er, fordi jeg har opdaget at jeg egentlig kender ret mange, og at jeg sagtens kan eje at stå helt alene med en drink i hånden uden at der går noget som helst af mig eller mit selvværd. Og det betyder immervæk også en del at lære at det ikke er farligt bare at stå alene lidt. Og så gå hen og snakke med dem der ser ufarlige ud.

Ej, nu kan jeg slet ikke huske hvad den sidste historie var. Jeg skrev dem endda ned, kender du det? Men jeg ved heller ikke hvor papiret er henne, det jeg skrev oplevelserne ned på. Hvis det dukker op, så opdaterer jeg bloggen. Promise!

Hvor har du trodset din frygt og gjort det alligevel? Og hvad lærte du? Her tænker jeg ikke kun dit første foredrag eller da du gjorde noget vildt, men også de små ting. Som at ringe på en dør. Alt tæller, jeg glæder mig til at læse hvad du har gjort!

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Læserspørgsmål: Hvordan klarer du egentlig den invaliderende kvalme og rollen som alene-mor?