Og hvad skal babyen så hedde?

Når virkeligheden overgår fantasien

skaermbillede-2017-11-11-kl-09-24-13

Emmalia og jeg vågnede klokken 5. i dag. Vi har været ude og køre en tur, været i skoven og kastet blade op i mod vinden. Jeg har glædet mig til i dag. Det har Emmalia også. Og vi har haft en vidunderskøn morgen. Jeg har lige sagt farvel til Emmalia, og resten af dagen er min egen. Jeg vidste godt det ville blive sådan her, men jeg vidste ikke at det nogensinde ville blive sådan som det er blevet.

Tryghed. Ro. Glæde. Det er de tre ord der beskriver “farvel-situationen” i morges, da Emmalias far kom og hentede hende. Dengang vi var i statsforvaltningen og alt stalkingen og advokatløgne osv. var virkeligheden kunne jeg gå helt i stykker over at han en dag skulle have hende alene, og frygten for at jeg måske aldrig ville komme til at se hende igen, den levede.

At vi i dag, halvandet år efter, er her hvor jeg glæder mig, GLÆDER mig til at Emmalia og far skal have en hel dag sammen, det er stadig uvirkeligt nogen gange. Jeg stornyder at have mor-tid, noget man ikke har så tit som alene-mor, men jeg stornyder også at Emmalia og far har deres eget liv sammen, og det vokser for hver gang de er sammen. Det er simpelthen en fornøjelse at opleve, at sige farvel og vide at de virkelig hygger og at han virkelig passer på hende. For det ved jeg.

Men jeg sværger, jeg havde aldrig i mit liv troet det ville blive sådan her. Aldrig. Jeg så kun en sort fremtid og 18 år i helvede. Og et barn der ville komme til at lide massivt.

Her til morgen har vi alle tre spist lidt morgenmad, og hvis et barn lever på den bro der er mellem mor og far, så lever Emmalia et godt liv. Der er ingen kampe eller elektrisk stød i gelænderet, der er bare tryghed, ro og glæde. Og plads til os alle 3.

Selvfølgelig har vi også en hel masse ting vi skal finde ud af, det vil der jo altid være når man er en familie, et team eller et hold. Der er ingen grund til at male billedet mere lyserødt end det er. Men i forhold til hvad det var og hvad det kunne være, så er det her virkelig en virkelighed der overgår al fantasi, også inklusiv de småting der er svære, og som alle andre også dealer med.

Jeg får af og til nogle stikpiller fra et par læsere om at “den ene dag er i uvenner og den anden dag får i et nyt barn sammen”. Hvis det er sådan man vil læse vores rejse, så skal man selvfølgelig have lov til det. Men det har faktisk krævet enormt hårdt og vedholdende arbejde at komme hertil. Og der er sket en udvikling over 3 år. Jeg kender alle nuancerne, og de fleste der læser med kender dem også. Jeg er vildt stolt over vores indsats. En indsats som har gjort en kæmpe forskel for to voksne menneskers liv, men i høj grad også to børns liv og fremtid og fundament for resten af deres liv. Hvis der er noget jeg er stolt af at have skabt i livet, så er det det. Inderligt stolt.

Så det havde jeg lige lyst til at dele.

   

2 kommentarer

  • Kæmpe tak <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Susanne

    I fortjener et kæmpe cado 👍 – begge 2, alle 3.
    Og hvis nogen er i tvivl om krisens dybde eller alvorlighed, så vil jeg gerne bevidne. Det har været Extremt hårdt og udfordrende for jer … men, som Emmalia ville sige “vi klared det/we did it”.
    Så stærkt 💪 tillykke 💕

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Og hvad skal babyen så hedde?