Når man som barn ikke får nok omsorg fra voksne, må man jo blive hørt på en anden måde…

Det her havde jeg ikke lige set komme. Og jeg havde faktisk planlagt et helt andet indlæg til i dag. Men det må vente lidt, for det her er mere vigtigt. Men først vil jeg fortælle dig lidt om min morgen.

Jeg vågner ved at Emmalia kravler ind til mig og sover videre. Jeg ligger og snuser til hendes hår. En time senere står vi op og spiser morgenmad sammen, får tøj på, hygger lidt, og klokken 8.15 går vi over i vuggestuen. Eller løber, for Emmalia elsker at løbe stærkt. På vejen derover stopper vi op, for nogen har ryddet alle bladene væk fra cykelstien siden i går. Et kæmpe blad-problem er blevet løst, i hvert fald hvis du spørger min datter. Vi løber videre, ind i vuggeren, og ind i garderoben.

Her møder vi to af Emmalias gode venner. Klokken er 8.20. Den ene trænger gevaldigt til at få skiftet ble. Men sådan er det jo med de unger. Da jeg kommer ind på stuen bliver jeg mødt af en pædagogmedhjælper. Hun smiler og siger hej til os begge, og jeg går med ind. Jeg glemmer at kigge på tavlen over hvilke personaler der kommer hvornår i dag. Det gør jeg ellers hver dag, og det er der en særlig grund til.

Det går hurtigt op for mig at pædagogmedhjælperen er den eneste på stuen. Der er 7 børn. Jeg ved at dette bliver endnu en morgen hvor jeg skal blive på stuen indtil der kommer en pædagog eller en hjælper mere. Sådan er det efterhånden tit. Jeg tænker at det måske kun er 10 minutter, da der måske kommer en 8.30.

Det gør der ikke. Til gengæld kommer der 3 børn mere, og pædagogmedhjælperen er nu alene med 9 børn + mit barn, som jeg jo så passer på. Fordi jeg er der længe og ofte om morgenen (af samme årsag som i dag), så kender de andre børn mig godt efterhånden og er trygge ved mig. Så jeg leger med en gruppe på 3-4 børn, og to af dem kravler helt ind til mig og sidder som små abeunger hos deres mor. Børn hvis forældre jeg ikke aner hvad hedder.

Det ene barn forlader stuen selvom han ikke må, og pædagogmedhjælperen går efter ham og er væk nogle minutter, mens jeg så er alene med 9 børn på stuen. Mig, en forældre, den ulønnede skjulte ressource. Hvis de en dag spurgte mig om jeg lige kunne blive lidt længere, så ville det på ingen måde komme bag på mig.

Den ene konflikt tager den anden, og pædagogmedhjælperen må brandslukke og brandslukke. Der er ingen tid til at “se” de børn der ikke er i konflikt, og de passer allesammen sig selv, og flere kommer hen og leger med mig og søger min opmærksomhed. Jeg får mere og mere ondt i maven og bliver irriteret. Ikke på medhjælperen, for hun gør virkelig alt hvad hun overhovedet kan for at holde nogenlunde styr på situationen, men på vores system.

Bravo, vi kan købe en Audi lidt billigere end før, og de mest velhavende får lidt flere penge mellem hænderne. men hvad nytter det når hele næste generation bliver ladt i stikken (i bogstaveligste forstand), og vi presser alt livet og arbejdsglæden ud af de dygtige fagfolk? Dem der skal sørge for at der kommer hele mennesker igennem det system, der er ment til at passe på børn, udvikle dem og fremme deres nysgerrighed og livsglæde og lyst til at lære? Hvordan hænger det sammen med at der farer en ung pige frem og tilbage og slukker ildebrande, og resten af børnene sidder med helt opspilede øjne og leder efter en voksen der kan passe på dem?

Det her er altså ikke alene et problem her i Lyngby hvor jeg bor, men på landsplan. Læs eksempelvis hvad Fagbladet FOA skriver her om præcis samme problem d. 17. oktober 2017. Og jeg citerer:

“Også de helt små børn reagerer på den manglende voksenkontakt.

“Nogle er blevet mere udadreagerende allerede her i vuggestuen. De bliver ikke rigtig kede af det, men ‘gale-kede af det’ og frustrerede. De skriger mere og råber op,” siger Annette Pollas.”

Vil vi være det bekendt? Det bliver MEGA dyrt for vores samfund hvis vi ikke giver vores unger en ordentlig (og værdig) start på livet.

Jeg har skrevet om det her på min facebook i dag (åben for alle), og har fået super kompetent hjælp fra mit netværk. Flere foreslår at vi skifter til en privat institution, hvilket også står på listen over overvejelser som Emmalias far og jeg gør os pt. Men det løser jo ikke problemet i samfundet. Det løser jo ingenting for alle de andre børn, og de fantastiske pædagoger, der får sværere og sværere ved at se sig selv i øjnene om aftenen når de går i seng. Vil vi være det bekendt?

Klokken 8.50 kom en pædagog fra den anden vuggestue-stue og tog Emmalia med. Emmalia skreg (det gør hun ellers ikke længere om morgenen), for hun kan selvfølgelig mærke at mor ikke på nogen måde er tryg ved at aflevere og sige farvel. Jeg havde allermest lyst til at tage min datter med hjem igen og aflyse alle mine arbejdsopgaver i dag. For hvem har lyst til at aflevere et barn i sådan et scenario? Men nogen skal jo betale huslejen og regningerne, så jeg var nødt til at gå.

Drengen var stadig ikke blevet skiftet da jeg gik, og der var stadig ikke kommet en til voksen. Og jeg har haft ondt i maven lige siden.

Så nu har jeg skrevet til lederen og souschefen i institutionen, jeg har kontakt til en anden forældre, som har læst mit opslag på facebook, og hun deler min holdning fuldstændig. Jeg har fundet en lokalavis jeg vil tage fat i, jeg skriver dette blogindlæg, men hvad mere kan jeg gøre?

Og hvad gør du? Hvad gør du sådan helt praktisk for at være med til at forbedre det “tilbud” vi giver vores småbørnsfamilie? Jeg har virkelig brug for hjælp og inspiration til hvad jeg kan gøre. Og hvis du helt konkret ved hvem der i Lyngby kommune har sat sig for oprigtigt at gøre noget ved det her, så gik mig et navn.

Hilsen moderen, der for få uger siden fik beskeden om at der desværre ikke var ressourcer til at putte mit barn til middagslur.

Hashtag det Danmark du kender *indsæt sur smiley*

 

Og PS, jeg mider lige om mit indlæg i går om at kaste glimmer på pædagogerne. Dette er på ingen måde en kritik af de fagfolk der vrider sig hver eneste dag for at overleve at gå så meget på kompromis med deres faglighed og værdiere. Jeg ved der er flere og flere der er nødt til at gå. Husk at kaste glimmer på dem der kæmper, der er hårdt brug for det.

Og PPS… ej jeg er slet ikke færdig med at være sur. For det tragiske er jo at hvis barnet så tillader sig at reagere på det her problem, så bliver forældrene kaldt ind til en trivselssamtale, og forældrene står som Sorte Per… når det i virkligheden handler om at hele systemet er i stykker, og barnet reagerer fuldstændig sundt på noget virkelig usundt. Ej men det er virkelig godt regnet ud altså… Igen Bravo. Bravo bravissimo.

 

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!