Velkommen til mit Halloween-fest-hack og vores første Halloween fest nogensinde

Når man som barn ikke får nok omsorg fra voksne, må man jo blive hørt på en anden måde…

dsc03946

Det her havde jeg ikke lige set komme. Og jeg havde faktisk planlagt et helt andet indlæg til i dag. Men det må vente lidt, for det her er mere vigtigt. Men først vil jeg fortælle dig lidt om min morgen.

Jeg vågner ved at Emmalia kravler ind til mig og sover videre. Jeg ligger og snuser til hendes hår. En time senere står vi op og spiser morgenmad sammen, får tøj på, hygger lidt, og klokken 8.15 går vi over i vuggestuen. Eller løber, for Emmalia elsker at løbe stærkt. På vejen derover stopper vi op, for nogen har ryddet alle bladene væk fra cykelstien siden i går. Et kæmpe blad-problem er blevet løst, i hvert fald hvis du spørger min datter. Vi løber videre, ind i vuggeren, og ind i garderoben.

Her møder vi to af Emmalias gode venner. Klokken er 8.20. Den ene trænger gevaldigt til at få skiftet ble. Men sådan er det jo med de unger. Da jeg kommer ind på stuen bliver jeg mødt af en pædagogmedhjælper. Hun smiler og siger hej til os begge, og jeg går med ind. Jeg glemmer at kigge på tavlen over hvilke personaler der kommer hvornår i dag. Det gør jeg ellers hver dag, og det er der en særlig grund til.

Det går hurtigt op for mig at pædagogmedhjælperen er den eneste på stuen. Der er 7 børn. Jeg ved at dette bliver endnu en morgen hvor jeg skal blive på stuen indtil der kommer en pædagog eller en hjælper mere. Sådan er det efterhånden tit. Jeg tænker at det måske kun er 10 minutter, da der måske kommer en 8.30.

Det gør der ikke. Til gengæld kommer der 3 børn mere, og pædagogmedhjælperen er nu alene med 9 børn + mit barn, som jeg jo så passer på. Fordi jeg er der længe og ofte om morgenen (af samme årsag som i dag), så kender de andre børn mig godt efterhånden og er trygge ved mig. Så jeg leger med en gruppe på 3-4 børn, og to af dem kravler helt ind til mig og sidder som små abeunger hos deres mor. Børn hvis forældre jeg ikke aner hvad hedder.

Det ene barn forlader stuen selvom han ikke må, og pædagogmedhjælperen går efter ham og er væk nogle minutter, mens jeg så er alene med 9 børn på stuen. Mig, en forældre, den ulønnede skjulte ressource. Hvis de en dag spurgte mig om jeg lige kunne blive lidt længere, så ville det på ingen måde komme bag på mig.

Den ene konflikt tager den anden, og pædagogmedhjælperen må brandslukke og brandslukke. Der er ingen tid til at “se” de børn der ikke er i konflikt, og de passer allesammen sig selv, og flere kommer hen og leger med mig og søger min opmærksomhed. Jeg får mere og mere ondt i maven og bliver irriteret. Ikke på medhjælperen, for hun gør virkelig alt hvad hun overhovedet kan for at holde nogenlunde styr på situationen, men på vores system.

Bravo, vi kan købe en Audi lidt billigere end før, og de mest velhavende får lidt flere penge mellem hænderne. men hvad nytter det når hele næste generation bliver ladt i stikken (i bogstaveligste forstand), og vi presser alt livet og arbejdsglæden ud af de dygtige fagfolk? Dem der skal sørge for at der kommer hele mennesker igennem det system, der er ment til at passe på børn, udvikle dem og fremme deres nysgerrighed og livsglæde og lyst til at lære? Hvordan hænger det sammen med at der farer en ung pige frem og tilbage og slukker ildebrande, og resten af børnene sidder med helt opspilede øjne og leder efter en voksen der kan passe på dem?

Det her er altså ikke alene et problem her i Lyngby hvor jeg bor, men på landsplan. Læs eksempelvis hvad Fagbladet FOA skriver her om præcis samme problem d. 17. oktober 2017. Og jeg citerer:

“Også de helt små børn reagerer på den manglende voksenkontakt.

“Nogle er blevet mere udadreagerende allerede her i vuggestuen. De bliver ikke rigtig kede af det, men ‘gale-kede af det’ og frustrerede. De skriger mere og råber op,” siger Annette Pollas.”

Vil vi være det bekendt? Det bliver MEGA dyrt for vores samfund hvis vi ikke giver vores unger en ordentlig (og værdig) start på livet.

Jeg har skrevet om det her på min facebook i dag (åben for alle), og har fået super kompetent hjælp fra mit netværk. Flere foreslår at vi skifter til en privat institution, hvilket også står på listen over overvejelser som Emmalias far og jeg gør os pt. Men det løser jo ikke problemet i samfundet. Det løser jo ingenting for alle de andre børn, og de fantastiske pædagoger, der får sværere og sværere ved at se sig selv i øjnene om aftenen når de går i seng. Vil vi være det bekendt?

Klokken 8.50 kom en pædagog fra den anden vuggestue-stue og tog Emmalia med. Emmalia skreg (det gør hun ellers ikke længere om morgenen), for hun kan selvfølgelig mærke at mor ikke på nogen måde er tryg ved at aflevere og sige farvel. Jeg havde allermest lyst til at tage min datter med hjem igen og aflyse alle mine arbejdsopgaver i dag. For hvem har lyst til at aflevere et barn i sådan et scenario? Men nogen skal jo betale huslejen og regningerne, så jeg var nødt til at gå.

Drengen var stadig ikke blevet skiftet da jeg gik, og der var stadig ikke kommet en til voksen. Og jeg har haft ondt i maven lige siden.

Så nu har jeg skrevet til lederen og souschefen i institutionen, jeg har kontakt til en anden forældre, som har læst mit opslag på facebook, og hun deler min holdning fuldstændig. Jeg har fundet en lokalavis jeg vil tage fat i, jeg skriver dette blogindlæg, men hvad mere kan jeg gøre?

Og hvad gør du? Hvad gør du sådan helt praktisk for at være med til at forbedre det “tilbud” vi giver vores småbørnsfamilie? Jeg har virkelig brug for hjælp og inspiration til hvad jeg kan gøre. Og hvis du helt konkret ved hvem der i Lyngby kommune har sat sig for oprigtigt at gøre noget ved det her, så gik mig et navn.

Hilsen moderen, der for få uger siden fik beskeden om at der desværre ikke var ressourcer til at putte mit barn til middagslur.

Hashtag det Danmark du kender *indsæt sur smiley*

 

Og PS, jeg mider lige om mit indlæg i går om at kaste glimmer på pædagogerne. Dette er på ingen måde en kritik af de fagfolk der vrider sig hver eneste dag for at overleve at gå så meget på kompromis med deres faglighed og værdiere. Jeg ved der er flere og flere der er nødt til at gå. Husk at kaste glimmer på dem der kæmper, der er hårdt brug for det.

Og PPS… ej jeg er slet ikke færdig med at være sur. For det tragiske er jo at hvis barnet så tillader sig at reagere på det her problem, så bliver forældrene kaldt ind til en trivselssamtale, og forældrene står som Sorte Per… når det i virkligheden handler om at hele systemet er i stykker, og barnet reagerer fuldstændig sundt på noget virkelig usundt. Ej men det er virkelig godt regnet ud altså… Igen Bravo. Bravo bravissimo.

 

   

13 kommentarer

  • Camilla

    Desværre tror jeg, det gælder hele det offentlige system. Jeg arbejder på en sprogproblemer, og vi har ved Gud heller ikke mulighed for at gøre et ordentligt stykke arbejde, hvilket går ud over både kursister og lærere.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Jeg har haft mine børn i dagpleje i stedet for vuggestue. Her i Herlev har dagplejemødrene som standard kun 3 dagplejebørn. Der har altid været masser af kram og kærlighed. Hele min yngste søns første år i dagpleje havde hun faktisk kun 2 børn der (jævnaldrende), så der var virkelig god tid. Det var næsten som en lille familie.
    De sidste 4 år har jeg også haft minimum et barn i børnehave (integreret institution), og jeg har kun én gang oplevet at måtte aflevere, hvor der kun var 1 ansat tilstedet. Vi afleverer normalt 7:30 og der er som regel 2-3 pædagoger/medhjælpere til stede til 5-10 børn. Så det er ikke et problem, der er alle steder.
    Jeg tror det handler om at indskærpe overfor politikerne, at vi er nogle, der godt vil betale en høj skat, hvis man så også får tilsvarende service. Det virker i medierne, som om at nogle få højtråbende LA’er og V’er har kapret hele debatten og ihærdigt prøver at kvæle velfærdsstaten langsomt med ivrige grønthøster besparelsesrunder på børnepasning, ældrepleje, hospitaler og undervisning.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg kender det så alt for godt – og har mange gange været i samme situation som dig, hvor jeg er blevet den ekstra hjælpende hånd et stykke tid – man har nærmest ikke hjerte til andet.

    Du spørge hvad «vi» gør? Som dig har jeg valgt at bruge «mit» felt som er kommunikation til at råbe op omkring dette. Skrive klummer, læserbreve til avisen, deltage aktivt i debatten etc. Og på det private plan har vi indrettet os således, at min Mand arbejder en del mere, så jeg ikke behøver at arbejde så meget – for på den måde at minimere børnenes timer i institution… men det er der jo slet ikke alle der kan, og derfor er det SÅ vigtigt at vi bliver ved med at råbe op omkring dette, så vi ikke ender med at tabe en hel generation på gulvet!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rebecca

    Åh, jeg husker så tydeligt smerten i mit hjerte, når jeg hentede min datter og flere af de andre små bare kravlede op på skødet af mig og knugede sig helt ind. Jeg hentede hende altid kl 14 ca – og der havde flere af de helt små måske 2- 2 1/2 time tilbage 🙁 Jeg ku jo slet ikke få mig til at gå hjem med min egen datter, når jeg så tydeligt mærkede børnene bare havde brug for kærlighed og omsorg.
    Jeg valgte at skifte min datter til privat inst. Og åbnede selv en privat dagpleje. For sådan følte jeg, at jeg kunne gøre en klar forskel for nogle af de små nye sjæle. Men jeg tager så til gengæld heller ikke børn ind, hvis forældre begge arbejder fuldtid og de derved skal have en hel uge/lange dage. Her skal børnene have en ugentlig fridag, da jeg ved hvor kæmpe en forskel det gør for måde børn og forældre. Så derfor stiller jeg krav til forældrene. Mere nærvær og omsorg for børnene er et bevidst valg. Og vi har alle ret – og måske pligt – til at sige STOP, når vi ikke har vores hjerte med mere. Både som ansat, som forælder, som institution. Min datter startede sidste sommer i skole og her valgte jeg også en lille privat skole med kun 12 elever i klassen. Jeg kunne aldrig finde på at vælge et kommunalt tilbud igen – udelukkende fordi, at dem der træffer beslutningerne ikke er de samme som dem der skal udføre dem.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kære Rebecca.

      Din kommentar rammer mig lige i hjertet, og mit moderhjerte smiler og græder lidt på samme tid fordi jeg bliver rørt over de ting du gør og har gjort. Det er virkelig at tage ansvar og at gøre en forskel der hvor du kan. Af hjertet tak for det.

      Og ja. Jeg kan jo kun være enig med dig. Jeg synes også det er ret vildt hvad vi udsætter bittesmå børn for, det må jeg desværre bare sige. Så det er dejligt at du findes, og jeg tager dine tiltag til mig og overvejer det samme for Emma. Jeg kan høre på flere forældre her i kommunen (Lyngby) at det kun bliver værre nær børnene kommer i skole. Og det går jo altså bare slet ikke.

      Tak for dig <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • DKat

    Det er et SINDSYGT godt indlæg du har skrevet!!!!! Så rammende og skræmmende og med et HVAD FANDEN ER DER GALT!!!! Jeg er helt vild undrende overfor meget af det du skriver. Men jeg læser troligt med på andet år fordi jeg syntes du skriver så godt og jeg elsker at du provokere mine tanker

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sisse

    Jeg var glad for dit indlæg igår, og ved af bitter erfaring at din indlæg idag ofte er dagligdag. Det er helt hen i vejret, at børneområdet bliver negligeret til et bleskift job, uden respekt for alt det vigtige der sker i et barns udvikling fra det er 0-3 år ( det er jo faktisk de tre år der sker allermest ift personlig udvikling og læring) øv ! Man kan, som en lille ting, give sin underskrift til “minimums normeringer nu” ( søg på facebook – og husk at bekræfte din underskrift fra din mail) det er ikke meget, men et skridt på vejen.
    Hilsen en engageret vuggestue pædagog som samtidig har 2 vuggestue børn og ser problematikken begge steder, jeg gør mig SÅ umage for at se alle børn og gøre det dejligt og trygt, men jeg har desværre kun to arme ( selvom ben, skød, og alt andet også er i brug 🙂 )

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Sisse,

      tak for din kommentar. Er det denne her underskriftindsamling du tænker på? https://www.skrivunder.net/bedre_vilkar_i_danske_daginstitutioner

      Så er den i hvert fald givet videre (og jeg har allerede skrevet under).

      Og jeg håber ikke du læser dagens indlæg som nogen former for kritik af dit arbejde (og alle dine kollegaers), for det er det bare overhovedet ikke, jeg mener stadig vi skal overdynge dig og dine skønne kollegaer med glimmer <3 I fortjener det simpelthen så meget, og mit hjerte græder for jer og ungerne.

      Jeg kan fortælle at jeg i dag har taget kontakt til to lokalpolitikere, hvoraf den ene allerede har svaret, jeg har meldt mig til vælgermøde og allieret mig med en mor fra min datters institution. Jeg har skrevet til lederen og souschefen i min datters vuggestue, velvidende at det er politisk vi skal lægge den store indsats. Men ved at skrive om det her, så rykker det også lidt, fordi jeg på den måde kommer i kontakt med alle jer skønne mennesker og (desværre) får bekræftet igen og igen at det ikke bare er mig der ser spøgelser.

      Tak for dig, og glimmer på dig <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sisse

      Det er nemlig den underskrifts indsamling :). Du kan tro, at jeg læser dine skriv med den varme som er bag. Jeg kan sagtens forstå din bekymring – den kommer jo af kærlighed. Jeg gør desuden det samme som dig – når jeg afleverer min søn her i min barsel, bliver jeg også til der er to på stuen. Andet kan jeg ikke holde ud. Det er jo ikke iorden overfor mit barn, mig selv, de andre børn eller den ene stakkels pædagog som er til stede. Har også flere gange hentet efter frokost, fordi jeg kan lure at der er personalemangel 😬 men det kan jo kun lade sig gøre pga barslen med den mindste. MEN hvor er du sej, at du handler. Det lover jeg dig for, betyder alverden for dit barns pædagoger ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vibeke

    Dengang jeg læste til pædagog, for 4 år siden, var jeg i min første praktik som studerende(hvilket vil sige ikke en del af normaliteten, altså det ansatte personale, hvor man ikke må have ene ansvar for børnene) var jeg i en børnehave, og flere gange blev jeg efterladt alene med 70-80 børn udenfor, fordi der ikke var hænder nok og de andre pædagoger, skulle have afviklet deres frokost pauser. Det er virkelig uhyggeligt, hvordan alle de besparelser påvirker kvaliteten ikke bare af dagsinstitutioner, men også af folkeskolen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Puha, det lyder helt forfærdeligt! Og ja, det er VIRKELIG uhyggeligt.

      Jeg læste engang et forslag om “super-institutioner” hvor man ville samle 500 børn i institutioner. Jeg kunne lige se hvordan man efterfølgende ville skære mere og mere ned på personale, og til sidst står der to medhjælpere til 500 børn…

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marianne

    Hvad jeg gør? Jeg taler med mit netværk om disse problemer, og jeg prøver at sætte mine krydser hos de rigtige når der er valg,
    Helt personligt… så afbrød jeg min pædagoguddannelse da det gik op for mig at der ingen fokus var på 0-3 års området, tog i stedet en amerikansk uddannelse som ikke anerkendes i Danmark, men som gav mig særlig viden om børn mellem 0 og 3 år, og startede en dagpleje. Det gør ingen forskel på samfundsplan, men det gør en forskel for fire små mennesker, som får tid og ro, rene bleer, en hyggelig putterutine og et skød at sidde på – hos mig – hver dag ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Well, det er jo faktisk en vigtig forskel Marianne, det er en forskel for 4 frem for ingen. Og det betyder noget. Og som både du og jeg ved så er 0-3 år virkelig en massivt vigtig periode i barnets liv. Jeg begriber simpelthen ikke hvordan vi (som samfund og i særdeleshed de ansvarshavende politikere) kan se sig selv i øjnene….

      Godt du gør en forskel, masser af glimmer på dig <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Velkommen til mit Halloween-fest-hack og vores første Halloween fest nogensinde