Hvornår kunne du mærke liv anden gang?

Har du husket at putte glimmer på dit barns pædagog i dag?

skaermbillede-2017-10-26-kl-08-28-54

Man skal sige når man ser noget der virkelig virker godt. Og selvom jeg ikke har verdens bedste erfaringer med dagpleje/institutionslivet, så er jeg simpelthen nødt til at hylde min datters pædagog(er), og fortælle hvorfor de er gode for os.

Pædagogerne i Emmalias vuggestue er pressede, ligesom de er alle mulige andre steder. Om morgenen er der af og til (ofte) 1 pædagog til 8-9-10 børn indtil den næste kommer 45 minutter senere. Det er helt grotesk, både for pædagoger og for ungerne. Jeg er så i den heldige situation at jeg simpelthen bare tjekker mig selv ind i vuggestuen, og bliver hængende indtil jeg føler det er forsvarligt at aflevere mit barn. Det kan nogle måske opfatte som vildt irriterende, men det er jeg heldigvis ligeglad med. Jeg afleverer simpelthen ikke Emmalia til 1 pædagog der har ansvar for så mange små børn og babyer på en gang.

Det er bare ikke pædagogens skyld.

Derfor vil jeg gerne lave et blogindlæg hvor vi i fællesskab roser det, der rent faktisk virker i det system, og i sær hvis du oplever pædagoger der virkelig gør et godt stykke arbejde. Skal vi ikke prøve det?

Emmalias pædagog V er forholdsvis ny på stammen, hvis man kigger på at hendes kollegaer har været i institutionen i 6, 9 og 17 år. Men jeg har elsket hende fra dag 1. V er fantastisk fordi hun siger alting ligeud. Jeg kan være helt sikker på, at hver eneste dag jeg henter Emmalia, så får V sagt alt det der skal siges. Så jeg skal ikke indkaldes til et eller andet ubehageligt møde langt ude i fremtiden hvor jeg får en masse at vide som ingen på noget tidspunkt har sagt noget om. Det giver en massiv tryghed, og så tager jeg gerne alle de møder der eventuelt skal tages, fordi jeg hele tiden føler jeg er med og godt informeret.

En af de første dage V var på arbejde på Ems’ stue, kom jeg og hentede Emmalia. V sagde “Emmalia er et barn der stiller høje krav… men det gør jeg tilfældigvis også, så jeg tror vi kommer til at få det rigtig fint sammen hende og mig”. Og så kiggede jeg på hende og tænkte “YES! Det lyder virkelig godt!”.

V skaber ro og har en helt speciel måde at kommunikere med ungerne på. Hun hæver aldrig stemmen, men ungerne er på ingen måde i tvivl om hvad de skal, hvad V forventer af dem og hvad de kan forvente af V. Hun siger ikke overflødige ord og går ikke i forklarmig-røv. Det er så befriende at vide. “Emmalia, jeg vil have du går ud med din tallerken nu” – og så rejser Emmalia sig op fordi V har sagt at det skal hun. Klart og tydeligt, og altid med kærlighed. Der er ingen tvivl om at V har dyb respekt for børnene.

Det betyder helt enormt meget for mig som mor. Nu har jeg været i 3 forskellige institutioner, og der er kæmpe forskel på pædagoger. Især en pædagog gjorde det rigtig svært for mig at samarbejde, for hver gang jeg hentede Emmalia var der altid fokus på det negative. Jeg fik alle de negative historier fra hende, og jeg fik et mere og mere tydeligt billede at at min datter måske slet ikke trives i sin vuggestue. Men hvis en af pædagogmedhjælperne fortalte om dagen, så havde det altid været en fin dag, måske med lidt småkonflikter, men overall en rigtig fin dag. Kæmpe forskel.

Efter V er startet er der aldrig svære dage mere. Selv afleveringerne om morgenen, især når V er der, de går bedre end jeg nogensinde havde turdet drømme om. Vi har haft nogle mareridts-indkøringer alle 3 steder, men i dag er der bare ingenting overhovedet. Når V er der ænser Emmalia mig næsten ikke, og hun vinker helt glad og rolig, og min dag bliver 100 gange bedre fordi jeg kan se at der er ro og tryghed og helt styr på situationen.

V fortalte mig en dag at hendes måde at arbejde på er at vi samler på alle de gode dage, og de svære dage skal vi ikke bruge så meget tid på at grave rundt i, for så kommer de bare til at fylde mere end de skal.

Hele den tilgang har forandret Emmalias hverdag, og min hverdag som familie med et barn i institution. Det har virkelig gjort en stor mærkbar forskel at der er kommet en pædagog der har det livssyn og den tilgang til arbejdet med ungerne. Der er en helt anden ro på stuen, og selvom vi har alle de åndssvage digitale systemer (de er selvfølgelig også gode for noget), så bliver det stadig prioriteret at man taler med hinanden om udviklingen og dagligdagen og hvad ungerne har lavet.

Jeg ved der er mange dygtige pædagoger derude. Og jeg ved at de er pressede. Jeg kender flere knalddygtige pædagoger i min familie og i mit netværk som råber højere og højere, men som ikke bliver hørt. De kan simpelthen ikke stå inde for de arbejdsvilkår de skal forsøge at brilliere under. Jeg kender flere og flere der siger nej tak, fordi intet job, i sidste ende, er værd at knække sjælen på. INTET!

Så vær med til at hylde de seje dygtige og modige pædagoger sammen med mig i dag. Du behøver ikke skrive noget langt, du kan også bare skrive “min søns pædagoger er rockerseje!”, men historierne er også mere end velkommen, for der er faktisk en del pædagoger der læser med her på bloggen. Og kunne det ikke være fedt at give dem noget fælles kærlighed i dag, og kaste lidt glimmer i deres retning?

Hav en awesome dag.

Af hjertet tak til V, men også de andre i huset og på stuen, de gør det simpelthen så godt også, og det er en glæde at opleve deres tilgang til børnene, og at børnene elsker dem. Glimmer på alle pædagoger der gør det godt <3

   

10 kommentarer

  • Jeg vil gerne kaste glimmer på en ung pædagogmedhjælpere/eller ung pædagog i min datters børnehave, som ser lige så oplagt ud om eftermiddagen, som om morgenen – det er da noget en kunst, når nu de er så pressede. Jeg stemmer virkelig for flere pædagoger!!😥 Hun er imødekommende og stråler af overskud, så jeg bliver tryg som mor.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sigrid

    Jeg er så glad for at min søns pædagoger ikke er så problematiserende. Hans små særheder tager de bare med og tager hensyn til uden at dømme ham. Det er jeg så taknemmelig for.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • AK

    Min datters medhjælpere – ja pædagogen er på barsel og kommer først igen i december. De er fantastiske og jeg er såååååå tryg ved at aflevere mit guld til dem.
    Vi var på ferie og T ville altså ringe og SMS til F & T. Hun savnede de to voksne og ville gerne dele sin ferie med dem.
    Jeg knuselsker dem begge
    – så gør det ikke noget, at de er mine kollegaer på samme tid ❤️
    Tak for jer ❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karin Dalsgaard

    Jeg er også fuld af beundring for vores dagplejemor og de andre i hendes gruppe som de mødes med en gang om ugen i legestue og jævnligt mødes med på legepladsen. De er kke pressede på samme måde som du beskriver, da de hver har tre børn, max fire hvis der er sygdom hos de andre. Min dreng har en fast 2. dagpleje mor som han derfor kender godt, men dog er hos sjældent. Intet kan ryste de erfarne, kærlige kvinder. De hjælper børnene til at lære at være selvstændige og selvhjulpne, de taler, præcis som du beskriver, kærligt men fast og direkte, ser min søn som han er og holder af ham, det kan jeg mærke. Jeg er så lykkelig for at vi valgte den model og den erfarne dagpleje “mutter” i hjemlige omgivelser. Det er det tætteste han får på at være hjemme, men med udfordringer, sociale aktiviteter og læring som jeg ikke synes vi kan tilbyde hjemme. Al ære og respekt for den kommunale dagpleje Amager/Nørrebro gruppe 8!!! Yeeaaahhh

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Daniella

    Tak! ❤️ sikke et fantastisk fokus at sætte!
    Jeg oplever det både fra min søns institution hvordan pædagoger og medhjælpere er pressede, men også fra mit eget arbejdsliv (jeg er pædagogstuderende og arbejder som vikar i en vuggestue).

    Da min søn gik i vuggestue blev der ansat en medhjælper og hun var helt fantastisk. Hun forstår min søn virkelig godt, kan aflæse ham og tackle ham (han har af og til svært ved at sige farvel til mig om morgnen og er en dreng med meget energi hele dagen). De har fået et så fint bånd og jeg knuselsker hende fordi hun er så imødekommende, forstående og god ved min søn. Hun har virkelig et talent! Ligesom det lyder som V i Emmalias institution.

    Jeg har netop været fast i 8 uger på samme stue i den vuggestue som jeg arbejder i. Jeg mødte en mor til et af børnene på gangen, som frygtede at hun ikke fik sagt ordentligt tak for denne gang (jeg er nu på flere forskellige stuer og ikke kun fast på en). Så da vi mødts på gangen virkede hun lettet over at have mødt mig for at kunne sige tak. Jeg bærer dagligt den oplevelse med mig og det rører mig så dybt at jeg har skabt en glæde hos en forældre og gjort det nemmere for dem at aflevere deres barn i vuggestue. Så tak for jer som siger noget – uanset om det er godt eller skidt. Al feedback er dejligt❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Dejligt indlæg Daniella, og jeg synes virkelig det er vigtigt at kaste lys der hvor man kan, og ikke mindst glimmer. Respekt til dig for at du står op og passer vores børn, det er simpelthen så værdifuldt <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvornår kunne du mærke liv anden gang?