Im still standing...

#metoo Hvem tror du politiet vil tro på? En luder som dig eller…?

scale

Og det er jo rigtigt. Jeg var jo en luder. Han havde ret. Men han havde aldrig haft retten til at gøre som han gjorde.

Vi skal tilbage til dengang jeg boede i Aarhus. Det er mange år siden, jeg var ung, og jeg var flyttet fra et super destruktivt miljø i Sønderborg med en hverdag med hash og kriminalitet. Lang historie. Jeg tog til Aarhus og startede helt fra bunden igen. Nyt netværk, nye venner, ny identitet og nyt liv.

Og hvordan møder man hurtigt en masse nye mennesker? Det gør man på dating-sider. Så det gjorde jeg. Jeg begyndte at date og havde egentlig ikke intentioner om at finde en kæreste, hvilket jeg også var klar i spyttet omkring fra starten. Jeg mødte nogle skønne mænd og fik også nogle rigtig gode venner den vej igennem. Hurtigt voksede mit netværk og jeg var med i byen hver weekend og havde en fest. Jeg nød min nye tilværelse, jeg nød mit nye liv og mit farvel til det gamle.

En dag lå der en super sød besked fra en fyr i min indbakke på min dating-profil. Vi endte med at skrive sammen over lidt tid, og jeg følte mig tiltrukket af ham. Og så var han lækker. Han havde flere billeder af sig selv, og han fortalte om sit liv og spurgte ind til mit.

Efter at have skrevet sammen noget tid fortalte han at han heller ikke ledte efter en kæreste, men en han kunne date lidt og have det lidt sjovt med og måske forkæle lidt. Jeg studsede lidt over det og spurgte ind til hvad han mente. Han forklarede at han, med sit job, ikke havde tid til kæresteri, men han var egentlig ret romantisk anlagt og kunne godt lide gaver og sådan. Og helt ærligt? Jeg synes det lød vildt spændende og sexet på en eller anden måde. Og manden var jo pæn og lækker og jeg ville jo date ham alligevel.

stoned2

Vi aftalte at date og jeg havde, som altid, en regel om at mødes offentligt et sted med mennesker. Jeg synes jeg gjorde alt det rigtige. Men der kom lige et vigtigt forretningsmøde i vejen og et par gange blev aftalen aflyst. På dette tidspunkt havde vi udvekslet numre og vi skrev sammen over telefonen.

En lørdag nat, lidt tid efter, skrev vi sammen igen og han spurgte om jeg var i byen. Det var jeg. Og om jeg ikke havde lyst til at komme hjem til ham og holde morgenfest. Det ville jeg ikke. Vi skrev sammen i løbet af natten, og da jeg alligevel skulle forbi hans adresse på vejen hjem, sagde jeg ja til at komme forbi.

Jeg havde ingen mistanke om noget som helst. Ingen alarmklokker.

Jeg er stadig småfuld da jeg banker på. Han åbner døren, men står bagved den, så jeg kan ikke se ham. Han “skynder mig ind” og smågriner lidt mens han står der bag døren, og jeg synes bare det er sjovt. Da han lukker døren bag mig og jeg vender mig om er det en helt anden mand der står der end ham jeg har skrevet med.

Mit hjerte holder op med at slå og jeg bliver simpelthen så bange. Foran mig står en fedladen mand i morfar-undertøj og er meget større og bredere end jeg er. Han står mellem mig og døren ud.

Og nu ville jeg ønske at jeg kunne skrive til dig at jeg kæmpede for mit liv og råbte og skreg og slog og sparkede. Men det gjorde jeg ikke. Jeg frøs fuldstændig. Han trak mig med hen på sengen og jeg gjorde ikke modstand, for jeg turde ikke. Min krop frøs fuldstændig og jeg forlod kroppen. Det eneste jeg tænkte var at jeg ville levende ud af den lejlighed.

En time eller to senere forlod jeg lejligheden. Hele vejen hjem mærkede jeg en hånd der trak mig tilbage i lejligheden. Jeg var bange for at blive suget tilbage i lejligheden eller at han kom og slæbte mig med tilbage igen. Jeg var rædselsslagen.

maybeheader

Så begyndte chikanen. Han skrev og skrev og ringede og jeg ville ikke have noget med ham at gøre. Jeg endte med både at flytte og få hemmeligt nummer, og alligevel lykkes det ham at finde mig. En dag tog jeg mod til mig og tog telefonen der ringede fra hemmeligt nummer, jeg vidste det var ham. Jeg fortalte ham at jeg ville gå til politiet. Han grinede hånligt og sagde at det skulle jeg bare gøre, for ingen ville tro en lille luder som mig, jeg havde jo sagt ja til at dyrke sex for penge, og han var en anerkendt forretningsmand og havde forbindelser, han ville knuse mig.

Jeg lagde på. Han havde jo ret. Jeg var jo en luder. Jeg havde jo sagt ja til de betingelser. Jeg besluttede mig for aldrig nogensinde at fortælle om min oplevelse med ham til nogen som helst.

En måneds tid senere ringede han igen. Jeg havde paraderne helt nede og troede faktisk at det var slut, så jeg var slet ikke forberedt. Han sagde han havde købt noget lækkert undertøj og ville sige undskyld for sin opførsel. Jeg bad ham skride og jeg ville ikke have noget fra ham. “Jamen jeg har også penge med til dig, dem fik du jo ikke” og jeg sagde jeg ikke ville have noget som helst. Men så fortalte han at han stod ude foran min opgang og kom ind nu. Der var ikke dørtelefon og min hoveddør var ikke låst. 1 minut efter stod han i min lejlighed.

Denne gang kæmpede jeg i mod. Men det nyttede ikke noget. Han var brutal og voldelig og hård og tog præcis hvad han ville have.

Mere husker jeg ikke. Jeg flyttede til København kort tid efter, og startede et nyt liv igen. Jeg så mig aldrig tilbage, og denne oplevelse blev arkiveret under “er aldrig sket” fanen. Hvis jeg ikke snakker om det, hvis jeg ikke nævner det med et ord, så er det det samme som at det aldrig er sket. Det blev min beslutning.

Flere år senere var jeg på vej hjem fra arbejde i Fields, hvor jeg havde en butik. Jeg skulle hjem til min kæreste og glædede mig til at se ham. Da jeg gik forbi kiosken nede ved metroindgangen var der noget der fangede mit øje.

Dér. På forsiden af EkstraBladet. Der var han, det fede svin. Hans rigtige billede og hans falske billede. Jeg gik ind og købte avisen og sad og stirrede på ham i to halvanden time i toget. Uden overhovedet at have en plan viste jeg min kæreste avisen og fortalte ham at jeg er en af de piger de skriver om.

Dagen efter ringede jeg til politiet i Aarhus og spurgte om de manglede vidner. Det gjorde de ikke og sagen var afgjort lige om lidt, men jeg var velkommen til at starte min egen sag. Det var jeg ikke interesseret i, sålænge han bare blev dømt.

Det gjorde han til gengæld. Danmarks hårdeste straf for voldtægt indtil videre. Ikke fordi den straf er værd at skrive hjem om, men alligevel.

anne-deppe-falkoner-orinigal2

I dag skammer jeg mig ikke over min oplevelse. Jeg er ikke anderledes end så mange andre piger i begyndelsen af tyverne der måske har et par ar på sjælen, og måske har en drøm lige præcis det scenarie han stillede op i starten af vores bekendtskab.

I går sad jeg og så et program på DR omkring Sugardating (Gina Jaquline – se det her), og jeg blev så trist. Trist over at genkende så mange ting i hende, trist over det mit yngre selv var udsat for, trist over at så mange piger søger den vej, trist over at man/vi/os/de tror det er den kærlighed vi fortjener.

Det er mange år siden jeg har arbejdet med den her oplevelse (og de andre overgreb jeg har været igennem). Men derfor er det stadig vigtigt at vi taler om det, og jeg stiller mig gerne op og fortæller, også selvom der er dele af historien jeg gerne ville have poleret lidt (meget) pænere. Men det var nu engang sådan det var og det var sådan jeg var dengang.

Jeg har valgt at det der skete, det skete, og at jeg for altid vil ændre det gamle selvbillede der fortalte mig at andre har ret til at gøre ting ved mig som jeg ikke bryder mig om. Da jeg var udsat for det “sidste” overgreb da jeg var 27, gik det op for mig at jeg stadig havde et selvbillede der ikke helt synes det var så forkert det han gjorde ved mig. Jeg ringede til min psykolog og aftalte med hende at se hende 1 time hver dag. Det endte med at vare 7 måneder. En meget intensiv proces som forandrede mit liv for altid.

Siden dengang har jeg altid forsvaret mig. Hver eneste gang. Lige fra ham den store mand i Bruxelles der skubbede min søster og mig ud mod en gade. Jeg vendte mig instinktivt og skreg ham op i hovedet. Eller de to fyre på knallerten der prøvede at stjæle min taske og vælte mig af cyklen. Det endte med at være dem der blev bange og skred. Eller ham på hovedbanen der blev ved med at gå for tæt på og jo bare synes “you are beautiful” som jeg til sidst gik helt op i ansigtet på og råbte PIS OFF! Jeg har fået vækket en eller anden indre New Yorker der ikke finder sig i mere pis. Den skal stadig justeres lidt den der fuck-off-ness, for den går af og til også ud over gamle damer der bare har fået lidt for lidt sex i deres liv, og synes det skal gå ud over mig (dem råber jeg ikke af, men jeg bliver stående helt rolig og afslappet indtil de selv godt kan se det er bedst at smutte).

Det er rigtig rigtig rart at have fået den indre ro og tryghed i at INGEN har ret til at gøre mig noget som helst, og at jeg er i min allerbedste ret til at forsvare mig hvis nogen er uenige. Men det har været en lang vej derhen.

Og nu er det vigtigt at du ikke misforstår det jeg skriver. Det er ALDRIG din skyld. Min slutning på mit indlæg handler om at det til gengæld er dig der skal vælge hvordan du vælger at komme videre derfra. Jeg vil ikke lade mine oplevelser diktere min fremtid, min lykke, mit selvværd eller min tryghed. Derfor var jeg nødt til at blive min egen stærke klippe og beskytter. Og det tog tid. Og det krævede at jeg fuldt ud anerkendte min offerrolle (for jeg var et offer, det er der INGEN skam i), før jeg kunne vælge om jeg fortsat ville være det.

Det er aldrig din skyld. Aldrig.

   

27 kommentarer

  • Puha sikke en historie. Du er virkelig sej! Er glad for du fandt din indre New Yorker frem!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie

    ❤️❤️ din vej 😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anomym

    Hej Freyamay.
    For første gang i mit nu 43 år lange liv vil jeg prøve at skrive det højt (som at sige det højt). Det som skete en sommeraften i Kbh. for mange år siden.
    Hele natten havde min veninde og jeg danset på diskoteket lige ved Gammel Torv. Vi gik derfra da solen var på vej op. Måske klokken var 6. En sort mand som også havde været på diskoteket og som så sød ud, inviterede på morgenmad og jeg takkede ja. Jeg vinkede glad og ædru farvel til min smilende veninde. Oppe i hans lejlighed lavede han en kop te til mig. Alt var roligt. Næste ting jeg husker er, at jeg er vågner op, at jeg ligger i hans seng, at han forsøger at få hans penis ind i min dødsvægt slappe tunge krop. Og så sov jeg igen. Da jeg vågnede igen, skyndte jeg mig i tøjet, dom han vist delvist havde fået af, ned af Vesterbrogade og op at sove.
    Jeg gemte det langt, langt væk. Langt væk at jeg havde været SÅ dum at gå med ham hjem. En fremmed. Tænk at jeg i en alder af 18 år var blevet dopet og (forsøgt) voldtaget.
    For jeg aner stadig ikke om han gennemførte samleje med mig. Jeg husker hans kluntede forsøg i min korte opvågning og tænker det har været svært for ham. Men jeg aner jo ikke hvad han har gjort ved mig, så meget er muligt.
    Jeg har ikke fortalt denne historie til nogen, nogensinde. Fordi jeg skammer mig.
    En ting jeg er overrasket over, jeg vil ikke kunne finde hans dør igen. Jeg kiggede kort tid efter episoden efter hvor han boede, hvor det var sket. Og jeg kunne simpelthen ikke finde døren/adressen. Flippet med fortrængningens mekanismer.
    Nu hvor denne #metoo kampagne kører ville jeg ønske at jeg havde modet til at dele historien på facebook. Men jeg tør ikke. Jeg er så ærgelig over at jeg ikke tør.
    Nu øver jeg mig ved at skrive her.
    Tak for at du deler din ufattelig barske historie. Den gav mig mod til dette. TAK ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Puha, jeg får helt ondt i maven af at læse hvad du har været udsat for. Af hjertet tak for tilliden og tak fordi du deler. Det gør en forskel. Det gør en forskel at vi stiller os op side om side og fortæller at “det her skete også for mig”.

      Kæmpe kærligheds- og styrke krammer fra mig til dig <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Så sejt og modigt af dig at dele din historie.
    ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rose

    Jeg har som purung teenager været i et forhold med en fyr midt i 20’erne, der var næsten dobbelt så gmmel som jeg selv. Jeg troede, at vi var kærester. Han misbrugte mig seksuelt, udnyttede mig, kontrollerede mig, og beugte psykisk vold. Ifølge lovgivningen var han pædofil.
    Jeg har aldrig sagt nej. Jeg har aldrig sagt nej, og derfor har jeg i mange år fortalt mig selv, at jeg havde del i skylden for, hvad der skete. Min familie greb ikke ind. Mine venner greb ikke ind. Aldrig har jeg følt mig så alene, som når jeg tænker tilbage på dét. Var det voldtægt? Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at det ikke var okay. Hans opførsel var grusom. Jeg arbejder på at tilgive mig selv for at have stået i den situation, og at tilgive ham. Jeg er overbevist om, at ingen mennesker er onde. Han må have nogle dybe ar på sjælen, ligesom jeg har fået, og jeg er overbevist om, at det ikke er let at være ham.
    Jeg vil gerne være med til at bryde tabuet, og give stemmen tilbage til de piger og kvinder, der er tavse.
    #metoo

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Liv

    ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • C

    Sidder med en knude i maven af at læse dit indlæg. Det er jo bare det største skræmmescenarie som kvinde. Og specielt når jeg selv er på tinder og dater. Jeg gør det dog også altid et offentligt sted første gang, men derfor kan man jo stadig rende ind i en psykopat.

    Hvor er jeg ked af at du og så mange kvinder har oplevet overgreb. Jeg er selv fra Århus og kan få det helt dårligt ved tanken om at have gået iblandt en som ham du fortæller om.

    Stor respekt for at du fortæller din historie. Og jeg sidder også med undren og dyb tristhed og ser på hvad det lige er der sker med sugardating kulturen. Jeg har sådan lyst til at ruske kærligt i de piger og sige at de er så meget mere værd end at sælge sig selv til en mand på den måde.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Dit indlæg ramte noget i mig, selvom jeg gudskelov ikke har været udsat for et overgreb i den størrelsesorden. Men det rammer ned i en masse tanker, jeg går med, siden en oplevelse jeg havde i søndags:
    Jeg bor i nærheden af skov og sø og elsker løbeture i naturen. I søndags om formiddagen løb jeg den sædvanlige tur og mødte masser af mennesker på min vej. Vi nikker og smiler idet vi passerer hinanden. Det er et rart og trygt område vi bor i. Et lidt øde sted på strejkningen fornemmer jeg, at der er én bag mig. Jeg kigger mig bagud og ser, at det er en mand, som jeg løb imod tidligere på ruten. Og nu er han altså bag mig. Jeg stopper op – vil lade ham passere. Da han når op på siden af mig siger han ‘nå, skulle du lige have en pause? – Hvor skal vi nu løbe hen?’. JEG skal hjem! siger jeg bestemt og bevæger mig i en helt anden retning end den vej, jeg egentlig skulle.
    Reaktionen fra både min mand og mor har været’du skal sørme passe på dig selv.. det er måske ikke så smart at løbe i skoven’. Og jeg bliver så vred og ked af det og tænker ‘fandme nej’.. Måske var han bare en lidt ensom, kontaktsøgende mand (der ikke fatter, at det kan være scary at blive antastet i en øde skov) eller måske fik jeg stoppet et potentielt overfald, fordi jeg ret klart fik sagt fra. Under alle omstændigheder synes jeg, at det er helt forfærdeligt, at vi kvinder skal være bange for at løbe en tur i skoven, eller gå hjem fra bussen om aftenen, eller tage på date med en mand, man har mødt på nettet. Og samtidig føle skyld, fordi vi vovede os til at sætte os selv i en ‘udsat position’.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Hej Frejamay. Tusind tak for et stærkt indlæg som rører en masse i mig. Må jeg sende dig en mail?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Inger

    Jeg var 17 år og jomfru, da jeg blev voldtaget. Det var en jeg kendte. Jeg vidste ikke, hvad sex var, så jeg troede det var helt normalt. Et eller andet sted vidste jeg godt, at det ikke var ok. Jeg har da også igennem årene forsøgt at kalde det for et seksuelt overgreb. Men jeg troede ikke helt på mig selv, når jeg sagde det.
    20 år efter det skete, kaldte jeg det for første gang for en voldtægt. Det føltes rigtig og så også helt forkert på samme tid. Jeg kan stadig have svært ved at sige ordet voldtægt. Men det var det, det var – en voldtægt. Han krøb ind i min seng, da jeg sov. Jeg havde ikke inviteret ham. Jeg havde ikke sagt ja. Han voldtog mig. Jeg gjorde ikke noget. Og han gik igen.
    Jeg er ikke siden blevet voldtaget. Men mit liv har været præget af situationer, hvor jeg ikke har passet på mig selv.
    Jeg har haft perioder i mine 20’ere, hvor jeg har givet mænd lov til at bruge mig seksuelt, som det lystede. Inderst inde havde jeg ikke selv lyst, men jeg troede ikke at jeg havde ret til andet.
    Igennem mit liv har jeg været i parforhold, hvor jeg ikke har passet på mig selv. Jeg troede ikke at jeg var værd at elske. Jeg har elsket mænd, som har brugt mig som de ville.
    Nu er jeg snart 39 år gammel. Jeg er alenemor til en lille søn på 3 år og en lillebror på vej. Nu er jeg ved at være et sted i mit liv, hvor jeg tør stå op for mig selv. Jeg tør sige: Jeg var et offer, men jeg vil ikke skamme mig mere.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kære Inger,

      puha, din kommentar rammer mig lige i hjertet. Det hele faktisk. Jeg kan genkende det med ordene. Jeg kan stadig have det lidt som om det er en anden jeg snakker om når jeg siger “jeg blev voldtaget to gange da jeg var 19 år”. Men det blev jeg altså.

      Det er så stærkt at læse om din rejse, dine refleksioner, din ærlighed og der hvor du er nu. Og kæmpe tillykke med de to dejlige ninjaer, de får/HAR den bedste mor man kunne ønske sig <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sanne

    Fantastisk og virkelig stærkt indlæg! Tak for det.
    Selv kæmper jeg stadig med min indre stemme der fortæller mig, at måske jeg ikke var klar nok i spyttet da jeg sagde nej til ham der lavede overgreb på mig. Men når man siger nej og forsøger at kæmpe sig fri, så burde jeg jo ikke give mig selv skylden for hvad der skete – det prøver jeg ihvertfald at overbevise mig selv om.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak Sanne, tak fordi du deler. Der er så mange kvinder der lever i den gråzone du beskriver, for er det nu lidt min egen skyld alligevel.

      Og nej, det er det ikke. Jeg har selv haft vidundelrige forhold til vidunderlige mænd der aldrig nogensinde har overskredet mine grænser. Jeg har set den samme mand i mange år, vi har haft et rent seksuelt forhold, og han har aldrig nogensinde overtrådt en eneste grænse. Selvom vi har haft alle mulige former for sex alle mulige steder, så har der altid været en klar aftale om hvad vi begge to har lyst til og hvad vi ikke har lyst til. Det er simpelthen muligt for mange mænd at spørge, mærke efter, og hvis der er tvivl, så stoppe op og lige gentage den aftale der er lavet og høre om der er ændringer. Længere er den simpelthen ikke.

      Det samme gælder jo den anden vej for os kvinder, hvis vi kan mærke en mand pludselig ikke har lyst alligevel (det har jeg selv prøvet), så stoppe legen med det samme.

      Hvis jeg lå og “hyggede” med en der pludselig frøs til is og lå helt stille, så ville jeg stoppe med det samme, så selvom man ikke kæmper, og man “bare” går i “frys”, så er det stadig muligt at stoppe sig selv.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Susanne

    Af hjertet TAK for din update på den historie. Det er SÅ vigtigt at vi tør fortælle om de svære oplevelser i livet, for vi er aldrig alene.
    Og du har ret – det tar lang tid at komme ud på den anden side.
    Du er SÅ sej.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Susanne

    tak for en update på den historie. Du har været meget igennem og det er SÅ vigtigt at dele de svære ting med andre, for vi har ALLE svære ting med i bagagen.
    TAK- seje dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Tak for dit indlæg. Det betød meget for mig. Har selv været ude for et overgreb og det føltes stadig som min skyld.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Åh skønne anonym. Det er jeg så ked af at høre. Desværre har rigtig mange kvinder oplevet det samme som dig og mig. Hvis jeg på nogen måde kunne tage det fra dig at du føler skyld, så ville jeg gøre det, men det process skal du selv igennem.

      Du har ikke bedt om noget råd, så nu skriver jeg bare nogle erfaringer jeg har gjort mig, og så smider du dem bare væk hvis de ikke lige rammer noget hos dig.

      Det at tale med en psykolog har gjort en verden til forskel for mig. Hun har hjulpet mig med at forstå hvad der skete og hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde, og fjerne skylden og skammen som har boet i mig i alt alt for mange år. Ham her fortalte mig jo netop at det var min egen skyld. Når jeg læser kommentarspor på facebook, selv i artikler om Weinstein-sagen, så er der overraskende (og skræmmende) mange mænd (og nogle kvinder) der mener at kvinderne bare bollede sig til toppen og de skal bare være taknemmelige og og og. Det viser jo klart og tydeligt hvor vi er henne i ligestillingens tegn, og hvorfor der skulle gå så lang tid før nogen af de her kvinder stod frem.

      Hvis jeg på nogen måde kan være et bidrag eller hjælpe eller lytte, så sig til. Jeg kan ikke tage noget fra dig, men nogen gange er det rart at have en lytter i den anden ende der bare kan lytte. Min mail er freja@frejamay.com, der er ikke andre end mig der læser den og alle mails behandles med dyb fortrolighed <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Im still standing...