To skridt frem, syv tilbage og så en tur i swingerklubben

Det her gør unge invandredrenge ved gravide. Og gamle gangbesværede damer

2015729magasin-ammehjrne-shopping-en-lille-hemmelighed-og-ko-patter01

I dag faldt jeg over en tråd på facebook der fik mig til at tænke på nogle episoder jeg oplevede da jeg var højgravid med Emmalia, og igen da jeg havde født. Nu er det jo nogle år siden, så det kan være udviklingen er vendt siden. Men jeg vil nu alligevel dele dem, både som inspiration, og som kærlig opfordring til alle der har lyst til at være med.

Det regnede. Nej. Det tissede ned fra himlen. Jeg stod i 1A med min barnevogn, og skulle af på Kongens Nytorv. Der var mange mennesker og alene busturen var et mareridt. Endelig nåede vi Kongens Nytorv, og jeg kom af bussen med barnevognen, og trillede, så hurtigt jeg kunne, hen til elevatoren ned til metroen. Jeg stod forrest og var klar til at trille ind i elevatoren så snart folk var kommet ud af den. Troede jeg. For lige så langsomt, mens folk forlod elevatoren, kom mænd og kvinder løbende i regnen og maste sig ind foran, så jeg nåede ikke at komme med. De stod endda og kiggede på mig og min barnevogn da dørene lukkede og elevatoren kørte ned.

Og tro det eller lad være, det samme skete en gang til. Jeg nåede simpelthen ikke ind. En mand kiggede endda på mig og rundt i elevatoren og sagde “ej, det her er jo helt forkert”, og så lukkede dørene og elevatoren kørte endnu engang ned uden mig.

Lige her besluttede jeg mig for at finde min inde diktator frem. Elevatoren kom op igen, mens folk gik ud pressede folk sig ind. Og så råbte jeg med min mest myndige stemme at “HEY!!” de lige måtte gå ud så der var plads til barnevognen først. En kvitterede med et “slap dog af”, som jeg valgte at overhøre. Jeg kom med ned, rimelig overrasket over folks manglende forståelse for at elevatoren er til barnevogne, gangbesværede og folk med stor bagage eller lign. Det står endda på et skilt.

2015514khlervasemode1

Nå, men tilbage til da jeg var gravid. Højgravid. Jeg kørte en del i bus og en del med både 1A og 5A, og der var to typer i bussen der altid rejste sig for mig og min gigantiske (tunge) mave. Den ene type var ældre kvinder der knap nok kunne stå selv. Det afslog jeg altid pænt og takkede dem, og løj at jeg sagtens kunne stå de 16 stop jeg lige skulle med. Jeg var dødtræt og tung, men man tager bare ikke en plads fra en gammel dame, det gør man altså ikke.

Den anden type der rejste sig op, det var invandredrenge. De mest høflige unge mænd der insisterede på at jeg tog deres plads. Og de stod gerne og sludrede lidt bagefter og spurgte om det ikke bare var “herretungt med sådan en der?”, og jo, det var det.

Jeg troede faktisk lidt det var en joke at folk ikke rejser sig for højgravide, men jeg skulle blive klogere. Og jeg er stadig diktatoren når jeg kører i tog og folk ikke fatter at de sidder på en barnevognsplads, og stadig ikke gider flytte sig. Man bliver så træt.

Så kæmpe hurra for ældre damer og unge invandredrenge. Det er virkelig en kæmpe glæde at møde søde mennesker i offentlig transport der selv ved hvordan det er… nej vent… det gør drengene jo ikke… der kan selv kan tænke at det nok er lidt tungt, og derfor tilbyder at de selv kan stå lidt op på deres ben. Kickass ladies og kickass drenge.

Mere af det tak!

Hvad er dine bedste og værste erfaringer med folk i den offentlige transport med dig som højgravid?

   

14 kommentarer

  • Anna

    Super godt du tager dette emne op. Kan lyde som et surt opstød, men det er sandt. Oplevede selv som højgravid at jeg måtte stå op i en overfyldt bus eller bede folk om at rejse sig. Mange danske unge er total clueless og sidder på pladserne foran i bussen, mens de sidder på mobilen. Jeg tror ganske enkelt der er nogle forældre, der ikke har opdraget deres børn til at tage hensyn til andre mennesker. I England, hvor min mand er fra, blev jeg konstant tilbudt en plads i underground og togene. Man var så hensynsfuld og betænksom, selv i en kæmpestor by som London, hvor folk har travlt og ofte har nok i sig selv. Men har manerer og hvor kan vi lære noget af dem!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Liselotte

    Der er en meget stor kontrast mellem at være gravid/højgravid/nybagt mor i Danmark og i resten verden.

    Da jeg var meget gravid (7+ måneder) med min første, var min mand og jeg i USA. Jeg blev næsten båret rundt som en dronning, og folk faldt i svime over min skønne, runde mave. En måned senere (8+ måneder gravid) var vi så i England. Og igen blev jeg båret rundt og betragtet som en gudinde (fik lov at springe over i køen til det offentlige toilet, selvom jeg sådan set godt kunne have holdt mig).

    Da min ældste dreng så var et år, var vi på ferie i Kroatien. Her kørte vi med bus flere gange, og folk stod næsten i kø for at hjælpe med klapvognen ind og ud af bussen eller give os en siddeplads. Samme omsorg og opmærksomhed på mor og barn oplevede vi, da vi året efter var i Japan på ferie.

    Jeg oplevede heldigvis ingen så hæslige eksempler som din elevatortur, men jeg oplevede “ikke at være noget særligt” i Danmark. Jeg som gravid kunne pænt vente i kø eller stå som alle andre. Og som nybagt mor (både første og anden gang) har der heller ingen “særbehandling” været.

    Jeg har også oplevet, at barnevogne ses på som virkeligt irriterende. Fx var vi til sakurafestivallen i København i foråret – med den lille i barnevogn og den store gående. Jeg måtte til sidst køre hen over folks tæer for at komme frem, for ingen gad flytte sig for en barnevogn, men de gad til gengæld godt møve sig uden om os.

    I virkeligheden er jeg en person, der er ok med, at jeg ikke får særbehandling. Men når man er gravid/nybagt mor med barnevogn, er der visse situationer, der er ekstra hårde/tunge/besværlige. Og her kan vi virkeligt lære noget af verden omkring os.

    Jeg tilskriver mig hyldesten af de ældre damer og indvandredrengene! De har forstået noget <3

    Og jeg hylder dig, Frejamay, for at tage emnet op og få os danskere til at løfte snuden og bemærke, at nogen måske har brug for lidt ekstra opmærksomhed i en periode, der er ekstra hård.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hold da op, det er godt nok vildt at læse. Og så alligevel kan jeg godt genkende alt det du skriver fra mine ture i udlandet med Emmalia. Det er interessant hvorfor vi er blevet så kolde og uinteresserede i hele det der “skabe liv” univers herhjemme og at vi er os selv så nærmest som vi er.

      Hmm… det skal jeg lige tænke lidt mere over.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Folk er simpelthen så ekoistiske i den offentlige transport. Jeg har oplevet så mange trælse ting. Folk der ikke rejser sig for blinde, folk der skubber og ingen der giver plads, når man har barnevogn med. Det er desværre det samme i Stockholm, hvor jeg bor. For ikke længe siden begyndte en ældre dame at skælde mig ud på svensk i metroen, ja hun råbte faktisk af mig, fordi jeg stod der med en klapvogn, og hun synes, jeg skulle flytte mig. For det første var den helt proppet, så jeg kunne ikke flytte mig og for det andet, så stod jeg så langt inde til væggen jeg kunne med en træt lille baby, og jeg blev fuldstændig målløs. Heldigvis var der en mand, der stod op for mig og sagde til hende, at jeg gerne måtte være der. Han var dagens mand i skysovs.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hold da op for en grim oplevelse Katrine! Det er godt nok vildt at læse, og jeg troede faktisk det var bedre i Sverige end i Danmark, fordi jeg har bildt mig ind at Sverige er et mere servicemindet land end Danmark. Det overrasker mig faktisk lidt.

      Hvad i alverden sker der for folk altså..?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Jeg havde for nyligt en brækket fod, med 3 brækkede knogler. 10 uger med walkerstøvle og krykker du. Der fik jeg godt nok også rystet mit opfattelse af menneskeligheden. Det var altid unge danske mænd og kvinder, eller forældre der havde halvstore børn med, hvor jeg måtte bede om en plads fordi de undgik mit blik og har endda 2 gange måtte forsvare mit behov fordi der jo også var rulletrapper. En enkelt gang måtte jeg seriøst sige til en kvinde og hendes to teenage døtre at de skulle være venlige at fise ud af elevatoren så den hellige treenighed af gangbesværede kunne være i elevatoren – en dame med rolator, én med barnevogn og mit handicappede selv. Seriøst. Suk. Heldigvis var der også mange der rejste sig eller hjalp mig med at få banet vej 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nej nej nej nej nej nej nej nej nej nej nej!
      Jeg bliver sgu helt vred altså!

      Og hvor er det samtidig virkelig dejligt at læse at der også findes folk der hjælper. Det oplever jeg jo også, men det er bare tit dem der egentlig selv har brug for hjælp der hjælper…

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Jeg havde for nyligt en brækket fod, med 3 brækkede knogler. 10 uger med walkerstøvle og krykker du. Der fik jeg godt nok også rystet mit opfattelse af menneskeligheden. Det var altid unge danske mænd og kvinder, eller forældre der havde halvstore børn med, hvor jeg måtte bede om en plads fordi de undgik mit blik og har endda 2 gange måtte forsvare mit behov fordi der jo også var rulletrapper. En enkelt gang måtte jeg seriøst sige til en kvinde og hendes to teenage døtre at de skulle være venlige at fise ud af elevatoren så den hellige treenighed af gangbesværede kunne være i elevatoren – en dame med rolator, én med barnevogn og mit handicappede selv. Seriøst. Suk. Heldigvis var der også mange der rejste sig eller hjalp mig med

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • P

    Jeg tager generelt ikke offentlig transport der er så proppet. Men under babymoon i malaga skulle vi til lufthavnen med tog. Og der var PROPPET! Kun unge mennesker! Den der endelig gav mig en plads var en mand – der kun havde en arm! Altså den eneste handicappede i vognen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Jeg stod højgravid, med hvad der viste sig at være veer, i en fyldt bus dagen før min datter kom til verden. Ved siden af sad en ca. 16-17 årig pige og skiftevis gloede på mig der TYDELIGT var i smerter, den ca. 90-årige mand der også STOD op ved siden af mig, og ellers bare på hendes telefon. Jeg var pissed!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det kan jeg virkelig godt forstå. Shit altså. Det der virkelig undrer mig er det der manglende omsorgsgen eller hjælpegen. Jeg forstår ikke hvordan det er faldet ud af folk

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Astrid

    4 uger før termin skulle jeg med toget fra Odense-Kbh. Havde selvfølgelig købt pladsbillet, men toget manglede nogle vogne, deriblandt selvfølgelig min. Jeg stod midt inde i vognen, med kæmpestor mave og INGEN tilbød mig deres sæde. En efterskole var på tur og da to af pigerne ser mig, kommer de op og tilbyder mig en plads og så rykkede de bare 3 sammen PET sæde. Jeg var virkelig glad og meget overrasket over, at de var de 15-16 årige piger, som havde manererne i orden – ikke deres lærer, som jo burde være en rollemodel.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Wow, godt gået unge mennesker! Og virkelig ikke godt gået lærere!

      Hvordan dælen får man lidt manerer tilbage i folk?

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

To skridt frem, syv tilbage og så en tur i swingerklubben