Jeg er ikke død endnu

Derfor melder jeg mig ikke ind i en terminsgruppe på facebook

_aml1643-2-17-5-2015gravid-billeder-og-fotograf-derfor-skal-du-fotograferes-mens-du-er-gravid-annamarrie-lennings-anne-deppe-deppeandthelostsock

“EIIIIII, så skal vi i samme terminsgruppe på Facebook” skrev en læser til mig. Og der er jeg ked af at skuffe dig, men det skal vi på ingen måde, og det er ikke dig, det er totalt meget mig. Nu skal du høre hvorfor.

Da jeg var gravid med Emmalia begik jeg den kæmpe fejl at melde mig ind i en terminsgruppe på facebook. Jeg tænkte at det nok var det man gjorde, så det gjorde jeg. Et par dage senere fik jeg lov at låne Politikens store gravidbog. Begge dele åbnede mine øjne for hvor lidt en terminsgruppe og politikens store gravidbog har noget med mig at gøre.

Allerede første dag i terminsgruppen blev jeg ramt af frygt. Der var en masse opslag om nakkefoldscanning og døde fostre, og det jeg troede var en lykkelig omstændighed, det blev pludselig et medlemsskab til uendelig frygt og angst. Indtil den dag jeg befandt mig i min “juni 15” terminsgruppe havde jeg slet ikke tænkt på at jeg som gravid skulle gå rundt og være bange for alt muligt. Men det blve jeg hurtigt inde i den gruppe, der på daværende tidspunkt havde cirka 200 medlemmer.

Min første tanke var ikke at melde mig ud. Overraskende nok. Min første tanke var at finde ud af hvordan jeg bedre kunne holde ud at være inde i gruppen og deltage i snakkene derinde. Så når jeg ikke sad på facebook i terminsgruppen, så læste jeg i Politikens store gravidbog (som du kan købe her, for den er god, den er bare ikke for mig – reklamelink), for at blive klogere på alt det jeg slet ikke vidste jeg skule være bange for. Også her stod der en masse nyttig viden i bogen.

Efter et par uger hvor jeg gik rundt og blev mere og mere bange, bange for at miste barnet, bange for scanningen, bange for at der skule ske noget, bange for at jeg skulle forholde mig til alle mulige mærkelige ting der ikke engang fandtes andre steder end i min hjerne… og i terminsgruppen, så fik jeg simpelthen nok. Jeg kunne ikke holde ud at jeg både skulle have det fysisk skidt (kvalme og opkast) og oven i hatten skulle gå rundt og bruge tiden på at være bange for graviditetsspøgelser. Derfor meldte jeg mig ud af terminsgruppen, og så fik jeg det meget bedre.

I gamle dage var det sådan at man delte sin graviditet og alle de sorger og glæder og spørgsmål og frustrationer med sine nærmeste. Måske en gruppe på 3-4 eller 7-8 alt efter hvem man er. Det, pludseligt at være i samme gruppe som 200 fremmede gravide, det kan have sine positive sider, men det kan så sandelig også være et rigtig farligt sted at bevæge sig hen, især som førstegangsfødende hvor man er ekstra skrøbelig og hudløs og modtagelig overfor frygt og angst. Det er jo det største man står i, med et lille barn i maven, og alting er pludselig så skrøbeligt på en helt ny måde.

Dette blogindlæg har ikke til hensigt at gøre terminsgrupper forkerte. Jeg ved der er mange der har stor glæde af dem. Jeg vil bare fortælle dig, a hvis du, som jeg, ikke lige bryder dig om at være i sådan en gruppe, så er det helt normalt. Jeg har efterfølgende snakket med en del mødre der havde det på samme måde, og jeg har endda snakket med mødre som også fravalgte alle scanninger og jordemoder-besøg, fordi det hele er så meget i naturens hænder, så de kunne lige så godt bare nyde det. Den tilgang kan jeg egentlig godt lidt, selvom jeg ikke helt er der selv. Jeg vil gerne scanningerne, og jeg er simpelthen alt for nysgerrig anlagt til at jeg kan vente 9 måneder på at se hvilket køn der ligger derinde. Tænk hvis det bliver en dreng? Det blever jo en helt ny verden. Og tænk nu hvis det bliver en pige igen, så kan jeg lave det nye Creamy eller SOAP med dem.

Ej pjat, jeg forventer selfølgelig at de begge to bliver “cåtsjes” og “blåggårh'”

høhø

Hvad med dig? Var du i en FB-terminsgruppe og gav det mening for dig? Hvad gav det dig?

   

3 kommentarer

  • Asli

    Jeg har et barn på to, og det var først i min mødregruppe, jeg fandt ud af, hvad en terminsgruppe var. På den der måde, hvor jeg bare var helt blank og måtte spørge, hvad det var. Nå, men det var da i hvert fald godt, at jeg ikke var med i sådan en, for det der med at frygte det værste, det klarede jeg så fint selv, så det behøvede jeg slet ikke inspiration til udefra. Hvis jeg skulle være så heldig at få “en tur mere”, så skal jeg heller ikke være med i en terminsgruppe der 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Jeg havde nærmest den samme oplevelse i min sidste graviditet og har derfor været helt sikker i min anden graviditet (hvor jeg nu er 11. uger henne) at jeg skulle holde mig laaaangt væk fra sådan en gruppe. Kender også flere som får meget ud af at være medlem; så ja – man skal virkelig gøre hvad der føles rigtigt for én. 🙂 Kæmpe tillykke med graviditeten forresten, det er da så stort og så spændende! Kh. Camilla

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • P

    Du har ret, jeg anede ikke man “skulle” være så bange før jeg kom i en terminsgruppe. Men, mun første terminsgruppe har medført mig et dybt og ægte venskab, en masse skønne veninder og et ret vildt netværk. Vi løfter hinanden, jeg er faktisk blæst bagover når jeg tænker på at det eneste vi har tilfælles er en terminsmåned. Jeg ville ikke være de kvinder for uden, jeg er lykkelig for at jeg “holdt ud” igennem startsdrama og ulykkelige udfald.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg er ikke død endnu