Opdatering på ammestop nu med fiskebryster

Mød forfatter Ilse Bjerregaard, som har skrevet “Voldens væsen – min partner”

ilse-bjerregaard-voldens-vaesen-interview

 

I dag udkommer en ny bog. En vigtig bog. En bog om vold, et liv med vold og et indblik i en ellers, for mange, lukket verden. Problemet er at volden ikke forsvinder selvom vi gør som om det ikke findes. Derfor er det mig en stor fornøjelse at bringe et interview med forfatteren bag bogen, Ilse Bjerregaard, som har hjulpet mig igennem en meget svær tid hvor jeg var udsat for psykisk vold og stalking. Det er derfor med ekstra glæde jeg bringer dette indlæg i dag. Tag rigtig godt i mod Ilse og hendes nye bog.

 

Hvem er Ilse Bjerregaard?

Jeg er psykoterapeut, pædagog og snart Mor til to – jeg er 46 år og arbejder som samtalekonsulent i Ungeenheden i Frederikshavns Kommune, besvarer brevkasse på Hormonkuren v. Caroline Fibæk og har min egen private terapeutvirksomhed ved siden af. Tabuer skal ikke komme for tæt på min radar, så bliver de brudt.

I min fritid leger jeg viking flere gange om sommeren, og sammen med min mand, min svoger og svigerfar tager nogle weekender på vikingemarked, hvor vi er med til at rekonstruere vores bedste bud på, hvordan vikingemarkeder tog sig ud i datiden. Vi går i tøj, der er inspireret af fund, formidler historie, spiser god mad og nyder det store fællesskab, hvor alle folks titler for en stund er lagt på hylden.

 

Hvem henvender din bog sig til?

Bogen er til alle, der på den ene eller anden måde gerne vil vide mere om, hvad der gemmer sig bag murene i et voldeligt forhold. Den er skrevet sådan, at både folk med en ren professionel tilgang, voldsofre og voldsmænd, pårørende til disse og folk, der blot interesserer sig for emnet kan lære noget af at læse den.

 

Hvad var din baggrund for at skrive bogen?

Jeg skrev bogen fordi jeg selv var kommet helskindet ud af at leve i et voldeligt forhold i 19 år – fra jeg mødte min eksmand som 19-årig og til jeg gik som 37-årig, efter han havde fået konstateret knoglemarvskræft, og alle mine overlevelsesstrategier blev sat på så hård en prøve, at jeg fik tilbagevendende selvmordstanker. 3. gang var jeg så klar over, at det var ham eller mig. Så jeg gik egentlig ikke fordi han fik kræft, men fordi det var i hans sygdomsproces, jeg for alvor fik øjnene op for, hvad jeg havde fundet mig i igennem alle årene, og hvordan det havde nedbrudt mig. Jeg startede med at skrive i 2009, så den har været nogle år undervejs.

Jeg har også uddannet mig til psykoterapeut fra 2009-2013, og sideløbende med massiv terapi har dette været en enorm støtte i forhold til at kunne sætte ord på og forstå, hvordan hændelser i mit liv lå som perler på en snor bagud fra hver voldshandling, jeg fandt mig i, og at årsagen til, at jeg fandt mig i det, skulle findes her. For der er jo ikke en voldsmand uden et offer, der finder sig i det.

 

Hvordan har det været for dig at skrive bogen, og hvad har det givet dig?

Det har været både svært og lettende. En til tider meget voldsom proces, hvor jeg skrev mig ud af en masse følelser, simultant med at jeg erkendte, jeg havde dem, og forsøgte at forholde mig til dem. Bogen er skrevet om 1000 gange cirka, for målet var, at den skulle kunne hjælpe andre og være med til at nedbryde tabuet omkring vold i hjemmet. Bogen startede med at skulle være mit vidensbyrd til omverden, i sig selv blot et brud med tabuet, et behov for at fortælle, hvad der var foregået bag de fire vægge i alle de år, og en proces, der gjorde mig stærkere: Som at stå på en klippetop og råbe ud: ”Jeg er stærk nu! Jeg gør det aldrig mere!”

 

Hvad har været sværest ved at skrive bogen?

Det sværeste ved at skrive bogen var at tilgive mig selv, at jeg havde fundet mig i alle de overgreb igennem årene. Arbejdet med at tilgive min eksmand var svært nok, men jeg kom frem til det, efterhånden som jeg forstod, at han var psykopat og ikke havde evnet at se mine behov overhovedet. Men arbejdet med at tilgive mig selv for, at jeg heller ikke havde taget mine egne behov alvorligt, selv om jeg godt havde kunnet mærke dem … det var det sværeste af det hele. Og eftersom hele processen skulle med i bogen, for at folk kunne forstå baggrunden for at blive i et voldeligt forhold, var jeg nødt til at grave ret dybt og endevende alle hjørner og afkroge af min egen psyke.

 

Hvad får læseren ud af at læse bogen?

Det kommer jo lidt an på, hvorfor de læser den. Den er bestemt ikke hyggelæsning, og på ingen måder en feel-good bog, men den skal gerne være med til at rykke ved folk, så de udvikler sig. Hvad enten de nu selv er eller har været udsat for vold, eller på den ene eller anden måde er sammen med folk, der er eller har været det, så håber jeg, at jeg gennem at forklare hvordan ens overlevelsesstrategier udvikler sig igennem ens opvækst, får folk til at se deres egne mønstre. Erkendelse er altid det første skridt. Når man har erkendt hvordan tingene forholder sig i virkeligheden, bliver man i stand til at handle anderledes, end man har gjort hidtil, men ikke før.

 

voldens-vaesen-af-ilse-bjerregaard

Hvad er dit/dine råd til at bryde tabuet om vold i hjemmet?

  • Tal åbent om det. Spørg, hvis du er pårørende, også selv om du ikke får et sandfærdigt svar. Jeg blev spurgt 1 – én – gang af en sød chef, og benægtede selvfølgelig pure, men jeg husker det stadig den dag i dag. Det er med til at styrke offeret i, at det, der foregår, er forkert.

 

  • Hvis du selv er offer, eller bor i en familie, hvor det foregår, så find nogle fortrolige, du kan tale med. Ønskværdigt er selvfølgelig, at du melder voldsmanden til politiet, og jeg har selvfølgelig et højt ønske om, at alle børn vokser op med bevidstheden om, at hvis deres forældre slås, skal pædagogerne eller andre have det at vide, så de kan hjælpe de voksne med at stoppe. Men sådan er virkeligheden bare ikke, for det er jo netop tabu, og børn tilpasser sig dette tabu uden problemer, for deres højeste ønske er at overleve i deres primære familie.

Vejen ud af sådan en familie eller vejen ud af mønsteret for sådan en familie kan være en lang proces, men det er vigtigt at begynde på den – også selv om man ikke kan se enden på det, eller har kontrol over, hvordan det ender. René sparkede mig engang i maven, mens jeg var gravid – en voldsmand beskytter ingen; heller ikke børnene.

 

  • Som offer er det vigtigt, du får hjælp til at forstå, hvad det er for hændelser i dit eget liv og din egen opvækst, der gør, at du finder eller har fundet dig i de voldelige handlinger. Ellers er risikoen for, at du blot bliver tiltrukket af endnu en voldelig partner meget stor.

 

  • Er du behandler, og møder du i dit arbejde voldsramte kvinder og mænd, skal du hjælpe dem med dette arbejde. Hvordan du gør det, har jeg beskrevet nærmere i afsnittet for behandlere i min bog, det bliver for omfattende at beskrive her.

 

  • Ring til politiet. Uanset om det er dem selv eller andre. Jeg har forsøgt at råbe politiet op i forhold til at tage opkald om overgreb og vold i hjemmet lige så alvorligt som dem ude på gaden, men det er svært for den enkelte politimand at blive kaldt ud, og så ikke alligevel få lov til at handle og anholde voldsmanden, fordi offeret alligevel synes, det er synd for vedkommende. Jeg er ikke færdig med at råbe politiet op endnu, og det skal nok lykkes, men indtil da tænker jeg, at jo flere, der ringer, des tydeligere bliver vold i hjemmet i statistikken.

 

Hvad vil du gerne opfordre mine læsere til at gøre hvis de selv oplever vold eller kender til vold i hjemmet?

Ring til politiet, find nogle fortrolige at tale med, stil spørgsmål – også de pinlige. Det er kun gennem at vise, at det her er noget, vi kan tale om, at man kan bidrage til at frisætte den tvang, der holder så manges munde lukket med syv sejl. Fordi det er pinligt. Fordi man skammer sig som offer. Og det er der virkelig ingen grund til at gøre, for alle har meningsfulde årsager til handle som de gør.

Og det går ikke væk af, at vi lader som om vi ikke ser det!

“Voldens væsen – min partner” udkommer i dag d. 17 august, og kan købes lige her (reklamelink)

Du kan følge Ilse Bjerregaard her og på facebook her

Lad os bryde tabuet sammen og begynde at tale om den vold der sker<3

skaermbillede-2017-01-09-kl-09-53-53

Har du lyst til at catche mere up?

Følg mig på facebook profil her (åben for alle), på bloggens facebook side her, eller på Instagram her

Follow my blog with Bloglovin

** Jeg glæder mig til at se dig! **

    skaermbillede-2017-02-21-kl-22-53-40 skaermbillede-2017-02-21-kl-22-46-08 skaermbillede-2017-02-21-kl-22-46-05 frejamay november shopping æretbøffer
   

1 kommentar

  • Emilie

    Vigtigt emne at bringe op omend skræmmende læsning 😱
    Har heldigvis ikk selv været udsat for lignende men havde vist en klassekammerat hvis far slog moren. 😳

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Opdatering på ammestop nu med fiskebryster