(VIDEO) Forældrehood er en UMULIG opgave, så held og lykke med det

Vuggestuemavepine efter ferien

20476259_10154531378536503_5454828313904555009_n

Så er det nu. I mandags skulle Emma starte i vuggeren igen efter ferien. Lad mig sige det sådan at pludselig overvejer at hjemmepasse hende resten af livet for det er godt nok en hård omgang i de her dage. Og JA jeg ved godt at jeg skal finde fred i mig selv omkring situationen først, så finder Emma fred. Men jeg har IKKE fred med situationen. Så ja, det er naturligvis min egen skyld at det går så dårligt.

Dengang jeg kørte Emma ind i vuggestuen tog det næsten et halvt år før hun havde helt ro derovre, men det er aldrig nået til det niveau hvor Emma synes det er en fest at komme i vuggestuen om morgenen. Hun er rigtig glad for at være der og hun hygger sig og er nogen gange svær at få med hjem igen (hvilket er virkelig dejligt at opleve, for så ved jeg hun er glad for stedet, og det ER et godt sted). Så jeg vidste det ville blive svært det her, og jeg har virkelig tænkt over hvad jeg kunne gøre for at “ease” den her mini-indkøring igen. Så her er hvad jeg har gjort:

  • Jeg har forberedt Emma på at vi skulle afsted i god tid, så selvom hun reagerede kraftigt, og allerede derhjemme klamrede sig til mig, så vidste hun i hvert fald besked, og jeg var der til at kramme hende.
  • Jeg har fortalt hende at jeg faktisk også synes det er skidesvært, og at vi nok sammen skal komme igennem, og at jeg passer på Emma. I går, da jeg bar hende over i vuggeren kiggede hun på mig, ud gennem tårerne og sagde “mor passer på Emma”. Og jeg sagde “det kan du tro skat, mor passer på Emma, og selvom det er svært, så ved jeg du får en rigtig god dag” (og det fik hun).
  • Jeg tager den tid det skal tage. Mit arbejde tillader jo heldigvis at jeg kan rykke rundt på mange af mine ting (derfor arbejder jeg tit om aftenen når Emma sover), så mandag sad vi i 10 minutter i garderoben og afklimatiserede og snakkede om at vuggeren egentlig lignede sig selv. Jeg kunne mærke hun faldt mere til ro, fordi der var tid til at se stedet an igen og lige lande. Men efter 40 minutter kunne jeg mærke at jeg ikke kunne gøre mere, og så sagde vi farvel og Emma brød helt sammen. Og jeg gik hjem og græd. I går blev hun så ked af det at hun fik en affektkrampe. Og jeg gik hjem og græd på sofaen i to timer og tænkte “du burde virkelig være meget mere voksen og fattet i det her”; men det er jeg altså ikke.
  • Jeg giver os begge to lov til at have det svært i det her. Emma reagerer jo super sundt, og selvom jeg stadig har en klump i halsen i dag, selv efter at have ringet til vuggestuen og har snakket med personalet om at hun er faldet til ro, så har jeg svært ved at slippe. Men Emmas følelser er helt okay, og det er sundt hun udtrykker sig. Og jeg kan jo virkelig godt forstå det. Jeg kan endda huske en del gange jeg skulle sige farvel til min egen mor, dengang jeg var barn. Jeg hadede det hver gang, jeg ville bare gerne være sammen med hende.

Så hvis du kom herind for at finde en “3 ting du kan gøre for at din barn genforelsker sig i vuggestuen” plan, så må jeg desværre skuffe dig. Jeg har ingen råd. Jeg prøver at anerkende at jeg gør mit bedste, men det er som om det ikke rigtigt trænger igennem. Da jeg hentede Emma i mandags kom hun løbende hen i mine arme, og så stod vi bare der i nogle minutter i stilhed, og jeg kunne mærke det har været en rigtig hård omgang for hende.

20375931_10154531378946503_3182469147740443465_n

Og så gider jeg fandme ikke høre noget om curligforældre og “børn skal bare lære”. Nej. Nu lever vi i en tid hvor børn ikke “bare skal” noget som helst. De her børn er små sanseapparater som vi skal passe på og fylde med kærlighed, samtidig med at vi skal puffe dem kærligt ud i livet, så de kan lære at være selvstændige og klare sig i samfundet når de flyver fra reden (og helst også inden). Så. Den sti prøver jeg så at træde ud fra det barn jeg far fået og den mor jeg arbejder med at være hver eneste dag.

Og det er godt nok.

Hvordan går det hjemme hos dig?

skaermbillede-2017-01-09-kl-09-53-53

Har du lyst til at catche mere up?

Følg mig på facebook profil her (åben for alle), på bloggens facebook side her, eller på Instagram her

Follow my blog with Bloglovin

** Jeg glæder mig til at se dig! **

    skaermbillede-2017-02-21-kl-22-53-40 skaermbillede-2017-02-21-kl-22-46-08 skaermbillede-2017-02-21-kl-22-46-05 frejamay november shopping æretbøffer
   

8 kommentarer

  • Marianne

    Vil du fortælle lidt om, hvorfor Emma får i vuggestue, og ikke i en eller anden anden form for pasning (dagpleje, hjemmepasser) hvis I har det sådan med det? 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vi har slet ikke råd til fuldtidspasning, det er jeg ret godt tilfreds med. Jeg en babysitter, der kommer en dag om ugen så jeg kan få arbejdet – i går til luren var første gang min datter græd, da de gik afsted på en tur med barnevognen, hun var overtræt. Men mit hjerte gik helt i spåner, hun sov efter 2 min gang… Du er en fantastisk mor Frejamay og dit hjerte må også bare ligge i tusind stykker på gulvet i garderoben. Hvis jeg havde penge som Bill Gates gav jeg dig en babysitter hjemme – så kunne du arbejde og Emma kunne gå til og fra som det passede jer! Stort knus herfra!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Pueha… på mandag skal min søn i dagpleje efter 5 ugers ferie (2 år 8 mdr) det tror jeg også bliver hårdt.. Men SHIT hvor jeg bare snart ikke gider være sammen med ham 24/7 mere (der er også en far, der hjælper meget, men som har arbejdet de sidste to uger) – og det må man helt sikkert ikke sige, men sådan har jeg det desværre..
    samtidig er det mega tankevækkende hvor meget han har udviklet sig de sidste uger hjemme sammen med mig/os.. så JEG trænger til han skal afsted igen, men vil aldrig sige at det er det bedste for ham (og jeg er altså pædagog) og det gør mig ked af at vide at jeg ikke gør det bedste for mit barn…..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cæcilie

    Jeg hjemmepasser min søn på et år og det gør jeg et år frem. Ikke dermed sagt, at det så bliver nemmere at aflevere i vuggestue til den tid, men så er jeg simpelthen nødt til det. Dvs, at jeg til den tid sammenlagt har givet de to andre tre hjemme år, hvor de har beholdt deres plads i bhv, men sjældent er der mere end 5 time, 4 dage om ugen. Nu starter den store i skole, men skal ikke gå i sfo – og den næste der fortæller mig, at hun falder udenfor fællesskabet får en flad. Hun er ikke engang seks år der, hun er endnu så lille og hun skal tidsnok komme i sfo. Mærk efter. Her føles det vi gør rigtigt, for os.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Åhh så rart at høre,at jeg ikke er alene,står præcis i samme situation og gør det samme som jer😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sikke et smukt et indlæg, der ærligt beskriver den store ambivalens, der er, når vi skal aflevere vores elskede unger i pasning. Virkelig spot on. Selv om jeg ikke kender dig, så synes jeg, det virker til, at du klarer det super godt. For du er der jo. Hun kan mærke dig. Selvom processen er svær lige nu. Alt godt til jer og den fremtidige mini-indkøring og tak for en virkelig dejlig blog.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Det er pisse hårdt her efter ferien. Er igennem det samme med Asta på 2,3 år lige nu. Storebror tonser bare af sted i børnehaven uden at ænse jeg går, mens Asta KLAMRE sig til mig. Hun får sin yndlings bamse med, og så bliver jeg hos hende til det giver mening at gå. Mandag og i dag uden tårer, i går med rigtig mange. Det gør så ondt i hjertet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lotte

    Så fint indlæg. Jeg har selv været så glad for at læse denne bog af Margrethe Brun Hansen: Rød Stue Kalder. Den har så mange gode pointer, som jeg har kunne bruge. Måske der også er noget at hente for dig) Findes også som E-bog til ca. 60 kr.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

(VIDEO) Forældrehood er en UMULIG opgave, så held og lykke med det