Mine udsalgsønsker til Emma - og mit personlige børne-stil-tip

Hvordan tackler jeg mine forældres skilsmisse efter jeg selv har fået børn?

enhanced-buzz-15632-1366923268-30

I går fik jeg et rigtig godt spørgsmål fra en af mine skønne læsere: “Hvordan tackler jeg mine forældres skilsmisse efter jeg selv har fået børn?”. Jeg har nævnt et par steder at mine forældre ikke har kontakt, men jeg har aldrig rigtig uddybet det, fordi min blog handler om mig, og ikke min familie eller nogen andre. Men altså, den situation med mine forældre ER jo mig, jeg har levet i den i 30 år og lever stadig i den hver dag – uden at jeg på nogen måde behøver udstille deres skilsmisse eller hvad der skete. Så nu gør jeg mig rigtig umage med at holde dette blogindlæg 100% på min egen banehalvdel, så det ikke kommer til at handle om andre end mig og den måde jeg tackler at mine forældre ikke har talt sammen i 30 år, især hvordan jeg tackler det efter selv at være blevet mor.

Forleden dag talte jeg med en veninde, hun var røget ud en der “sammenlign dit eget behind the scenes med andres highlights på de sociale medier” – fælden. “Alle ser bare ud til at leve et let liv, og så sidder jeg her og kæmper på alle fronter”. Det er en forfærdelig fælde at falde i, især fordi vi jo sammenligner vores eget L*** med andres redigerede retoucherede censurerede promilledel af deres egen mere eller mindre sande virkelighed. Det er simpelthen ikke fair for nogen. Der er mange der tror jeg lever det fede bloggerliv (bekymringsfrit, vader i penge, hænger med alle de kendte) – det gør jeg slet ikke, men jeg er glad for det liv jeg har skabt og hver dag arbejder med at indrette sådan så der er rigtig god plads til mig. Og det gælder især også mine familierelationer.

Lidt historie:

Mine forældre blev skilt da jeg var 3 år gammel. Endnu en grim skilsmisse, allerede dengang fandtes foreningen far, og det var mit første møde med dem da min far meldte sig ind. Jeg endte som “meddeler” mellem min mor og far, da de ikke havde kontakt. Nu er der gået 30 år, min mor og far har stadig totalt radiotavshed, og jeg har ligesom haft lidt tid til at affinde mig med situationen. Det er som det er. Jeg har stadig svært ved at sige “mor og far” i samme sætning, og jeg får stadig en lille fysisk reaktion i kroppen, bare af at skrive “mor og far” i samme sætning. I dag er det ikke noget der fylder længere, jeg har et rigtig godt forhold til både min mor og far, men selvfølgelig kom de gamle indre konflikter op igen da jeg selv blev mor, og jeg skulle tage stilling til hvilken slags famile jeg selv ønsker for min datter og mine kommende børn.

Selv fik jeg et barn med min daværende underbo efter et one night stand. Ikke lige planen. Men efter to års helvede (endnu engang med foreningen far som en del af ligningen, tak for det), er vi nu landet et sted hvor den forening er ude af billedet, og as we speak ligger Emmas far på gulvet her i stuen og leger med Emma. Det er simpelthen sådan en fornøjelse at se de to sammen, og jeg elsker at vi er ved at få skabt den alternative lille familie jeg drømte om, selvom vi lige skulle en tur igennem en heftig rollercoaster inden. Nu er vi alle tre sammen, i går var han her fra 9-19 og havde det primære ansvar for Emma hele dagen, og jeg nød bare at lave andre ting. YAY! Så Emmas far og jeg har nu fælles mulighed for at indrette vores lille alternative familie (vi er ikke et par), præcis som vi gerne vil have det.

Hvordan tackler jeg mine forældres skilsmisse efter jeg selv har fået børn?

Eftersom Emmas far ikke har den største familie, og hans familie bor i Ungarn, og jeg har en kæmpe familie der bor tæt på, er vi naturligvis en del sammen med min familie. Jeg er så heldig at have 3 vidunderlige søskende med hver deres familie, så jeg vil betegne mig selv som familiemenneske. Men når det kommer til at videreføre mine forældres skilsmisse ind i min datters liv, så har jeg valgt at trække en stor fed tyk grænse og har sat et “PÆNT NEJ TAK” skilt op. Det foregår på følgende måde:

Begge mine forældre får de samme invitationer, om de vælger at komme eller ej er 100% op til dem.

Skulle det ske en dag at de begge to dukker op, så har jeg en klar forventning om at de opfører sig diplomatisk, ellers ryger de begge to ud på røv og albuer, for jeg NÆGTER at bruge to sekunder mere af mit liv på den åndssvage skilsmisse. Jeg er virkelig iskold på det punkt. Min familie er det vigtigste, og i min familie kommer Emma først. Hun skal ikke også “skilles” på grund af noget der skete for så lang tid siden. Not in a million years.

Jeg elsker mine forældre overalt på jorden, og jeg ved de har gjort det bedste de overhovedet kunne hver især med de ressourcer de begge to har haft til rådighed. Så jeg dvæler ikke længere ved den historie. Det eneste “krav” jeg har er at de ikke kører deres konflikt over på Emma.

Det der så er ved min historie er at min mor har valgt sig selv til, og min far har valgt sig fra. Min far har endnu ikke mødt min datter, som er to år. Og mens jeg lige skriver det nu, kan jeg godt mærke at det selvfølgelig rører mig et eller andet sted, og måske har jeg fortrængt en hel masse omkring det, men det er altså sådan det er. Han har et valg ligesom alle andre, ligesom jeg har, ligesom min mor har og ligesom Emma en dag har. Hvad fremtiden bringer det ved jeg ikke, men jeg kan ikke tvinge nogen til noget de ikke har lyst til eller ikke magter, omvendt kan jeg bestemme hvilke regler der skal overholdes i min dagligstue, og hvis ikke folk (eksempelvis mine forældre) kan efterleve de simple regler, så er de ganske enkelt ikke længere velkomne.

 

Jeg håber det var svar på dit spørgsmål <3

skaermbillede-2017-01-09-kl-09-53-53

Har du lyst til at catche mere up?

Følg mig på facebook profil her (åben for alle), på bloggens facebook side her, eller på Instagram her

Follow my blog with Bloglovin

** Jeg glæder mig til at se dig! **

    skaermbillede-2017-02-21-kl-22-53-40 skaermbillede-2017-02-21-kl-22-46-08 skaermbillede-2017-02-21-kl-22-46-05 frejamay november shopping æretbøffer
   

3 kommentarer

  • Smørblomst

    Hejsa. Tak for dit svar.
    Hvis jeg inviterer begge mine forældre, kommer min far helt sikkert ikke.
    Ja, man kan jo sige at det er hans eget problem, men fortjener mine børn ikke at have dem begge i sit liv? At opleve dem begge som en del af familien?
    Jeg har valgt at invitere dem på skift, men min mor mest. Hun er dog så vred over det nu (hun føler sig holdt udenfor, selvom hun er med til 75% af fødselsdage og andre fester) – at hun har lavet drama og dermed ikke længere er en del af familien 😩 (Altså nu)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Smørblomst, Jeg forstår dig virkelig godt. Du er mor, du ønsker det bedste for alle, især dit barn, og SELVFØLGELIG har du en drøm om at alle kan enes og at de begge er med, for din datters (ja og alle jer andres skyld). Jeg vil ikke fortælle dig hvad du skal gøre, så i stedet deler jeg bare mine tanker, og så kan du, hvis du har lyst, skrive hvad du tænker om det 🙂

      Altså, som du beskriver det lige nu, ser det (med den sparsomme viden jeg har) ud som om du er på kæmpe overarbejde i forhold til dine forældre, og at, selvom du er det, det alligevel ikke lykkes efter hensigten. Det bedste jeg har gjort for min egen familie er at slippe. SLippe forestillingen om at min far kommer, slippe forestillingen om at noget skal være anderledes end det i virkeligheden er, OG lægge ansvaret fra mig. Det er simpelthen ikke fair at du skal bruge så meget krudt på noget der alligevel ikke lykkes, og du tager et kæmpe ejerskab over en konflikt der ikke er din. Jeg forstår 100% hvorfor du gør det. 100%, og hvis du fortalte mig at “så jeg inviterer to gange og så kører det bare og alle er glade”, så ville jeg ikke sige et kvæk, men det er jo ikke sådan det er. Sådan som det kører nu fungerer ikke for nogen af jer. Tror jeg.

      Ved at placere ansvaret tilbage (hos dine forældre), giver du dig selv fri, og dine forældre muligheden for at oppe sig en hel del. Og selvfølgelig fortjener vores børn at deres bedsteforældre er der, men for enhver pris? I mit hovede ser det sådan her ud: nu har jeg min egen familie, nu er det min tur i familierækken til at bestemme hvordan jeg gerne vil have det. Hvis man ikke kan/vil det, så må man ikke være med. Og så er det op til folk selv. Da jeg gav slip og satte reglerne, gav jeg samtidig mig selv muligheden for at finde ud af hvad jeg så gerne ville. F.eks er Emmas forhold til min stedfar virkelig blomstret op, og han er jo lige så meget Emmas bedstefar som min far er. Hvis ikke mere, for min stedfar er der jo.

      Jeg havde betænkeligheder med at skrive det her indlæg, for “hvad nu hvis min far læser det”, men ja, hvad så? Det ændrer ikke på at det her er min virkelighed, og det kunne jo være han også mærkede et stik i hjertet og overvejede om den vej han har valgt (med ikke at se EMma), nu også er den rigtige. Og så skal der være plads til at lave den om igen hvis han en dag banker på døren. Den dag vil jeg stå med åbne arme og byde ham velkommen til.

      Vi kan ikke tvinge andre til noget de ikke vil/kan/magter, men vi kan melde klart og tydeligt ud hvad vi vil være med til og hvad ikke – resten er simpelthen ikke op til os. Det er en tillidsøvelse at give slip, og der er en stor sorg forbundet med at slippe de forestillinger vi havde om hvordan tingene skulle være. Men når vi slipper, byder vi samtidig muligheden for at et eller andet nyt og endnu bedre det kan opstå, fordi vi ikke holder fast i det gamle længere
      Giver det mening?
      Stort kram

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Jeg er selv skilsmissebarn. Og blev det lige midt i teenage årene (skidefedt når alle hormonerne flyver rundt!) jeg endte vitterligt som meddeler og hørte hver dag den ene klage over den anden, når 2. part ik var tilstede… Jeg var udglatteren. Jeg elsker elsker elsker mine forældre, men er blevet ret kold hvad uenigheder angår. De har det godt sammen nu. Men sker der en situation som din, er det min klare holdning at de selv må løse det. At jeg ik skal stå og vælge. DE må vælge fra. Jeg har ik børn, men jeg syntes at den holdning er den rigtige, med eller uden børn! Jeg har levet et meget splittet liv, med bonus forældre og bonus søskende (10år) hvor jeg ik fik valget om jeg selv syntes det var en god idé at holde kontakten ved lige. Så nu har jeg lavet klare linier overfor mig selv, hvad angår bryllup, jul, fødselsdage ovs…. So never again. Jeg VIL være herre over mit eget liv.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mine udsalgsønsker til Emma - og mit personlige børne-stil-tip