Fra puttehelvede til puttedrøm - her er vores U-turn

Hey-ya från Sverige! Sommerferie og net-løs

dsc02267

Undskyld! Eller ursekta. Jeg ville have lavet et “nu drager vi på ferie med tvivlsomt net” blogindlæg, men nettet var borte før jeg anede det, fordi jeg ikke havde tilmeldt mig “data i udlandet” hos mit teleselskab. Og for at slå det til, skal man forbi en dansk mast. Og dem har de altså ikke ret mange af i Sverige, så jeg har været totalt off-line, hvilket på den ene side er super rart, og på den anden side er lidt træls når nu man har nogle ting man skal, som kræver netadgang.

Nuvel.

Alle er stadig i live, og vi nyder ferien. Emma og jeg er taget med mine forældre til Sverige, en tur med mine forældres båd, og vi stornyder tempoet, havet, naturen og roen. Her er simpelthen bare skønt dot se.

dsc02256

Her er nogle af de spørgsmål jeg allerede har fået omkring vores tur:

Hvilken bog er det Emma læser?

Det er denne her bog “Oskar og Natsværmeren – en bog om lys og mørke“. Emma er ret glad for den.

Hvad gør i med søvn og sejlbåd, har du nogle gode tips til at få børn til at sove ombord?

Jeg har fuldstændig droppet alle regler, gode intentioner og rutiner når det kommer til søvn. Havvandet og luften og den helt anderledes måde at leve på i forhold til hverdag, gør det næsten umuligt at opretholde hverdagsrutiner. Så vi er sent oppe (til ca 22-23), til gengæld sover vi så også ret længe (8-10). Lure tager vi lidt hen ad vejen. Det er klart det der fungerer bedst for os.

Jeg har ingen tips, andet end: sørg for at vinduer ind til soverum er lukket af for lyset, så ungerne ikke vågner af lyset kl 5.30. Vi har lagt et mørkt håndklæde udenpå luen ind til mit og Emmas soveværelse her ombord, det tager al lys og hjælper på søvnen.

Bliver Emma ikke søsyg?

Nej, og jeg gør heller ikke. Nogle gør, nogle gør ikke. Som barn fik vi en gammel dansk (ja, det er rigtigt, vi fik et skud alkohol hvis der var meget høje bølger), og ingen af os var søsyge. Ingen af os er så heller ikke blevet alkoholikere eller har smadret indre dele af kroppen. Hvis der nu sad en bekymret mor eller far derude. Og nej, dette er ikke en opfordring til at du skal hælde alkohol på dine børn, jeg skriver bare hvad der skete da vi var børn.

Er du ikke angst når I er ude på havet og du har en lille pige med?

Faktisk har jeg pt mareridtsangst der handler om at Emma drukner. Men det kan jeg bare ikke bruge til noget. Hun har redningsvest på i det sekund hun træder op fra kahytten, og hvis hun ikke vil have den på og skriger, så bliver vi bare nede i kahytten. Jeg går simpelthen ikke på kompromis med sikkerheden. Til gengæld ved jeg og resten af besætningen præcis hvad vi skal gøre hvis Emma skulle falde i. Jeg springer i efter hende, og mine forældre vender båden og sejler tilbage. Vi har altid snakket om hvad der sker i tilfælde af at nogen skulle falde i under en sejlads, også da jeg selv var barn, og jeg vidste, at hvis jeg faldt i, så så det ud som om båden fortsatte væk, men at det tog lidt tid at vende.

Så nej, jeg er egentlig ikke så nervøs. Vi har hele tiden 3 sæt garvede sejlerøjne på Emma, og hun går ikke alene rundt på båden når vi sejler. Jeg er en ret dygtig og hurtig svømmer, og vi har testet redningsvesten, at den holder hendes hovede oppe som den skal. Så selvom jeg er plaget af mine irriterende mareridt, så har det ikke hold i virkeligheden, og jeg er faktisk ikke nervøs når vi sejler. Der sker ikke Emma noget.

Jeg opdaterer bloggen når jeg kan, og når nettet tillader det. Der er ikke net i særlig mange havne herovre. Men helt ærligt, så er det også rart med lidt off-line-tid <3

Hvor skal du hen på ferie?

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fra puttehelvede til puttedrøm - her er vores U-turn