Ammer du stadig? Jamen er din datter ikke fyldt 2 år?

Nej, dit barn er ikke altid et spejl af dig selv

dsc01272

“Nåmmen i dag fik jeg råbt af Emma og måtte til sidst forlade soveværelset fordi jeg simpelthen ikke vidste hvad jeg skulle stille op med hende. Hvilket resulterede i at hun skreg op så jeg vistnok har givet hende et traume for livet fordi jeg var i stuen og trække vejret. Eller angst. Hun bliver aldrig den samme igen.

Fuck en lortedag på alle fronter altså!

Nu vil jeg sidde og hygge-slå mig selv i hovedet med mit indre egetræ mens jeg sætter mig i mor-skamme-krogen.

Fucking lort pissefuck!”

Sådan her skrev jeg på facebook forleden. Jeg havde haft nogle ret hårde dage, og Emma og jeg er bevæget os ind i en svær periode, som det ser ud til at vi allerede er på vej ud af igen. Tilbage til facebook. Jeg fik en masse søde kommentarer fra mødre og fædre, som ALLESAMMEN kender til de her situationer. Og så fik jeg de der… hvad skal vi kalde dem? Kommentarer fra überspirituelle typer, som lige så godt kunne citere bibelcitater. Udover “prøliåhanogetsituationsfornemmelse much!”, så serverer de spirituelle klicheer:

“Børn speljer ALTID deres forældre”

“Det værste du kan udsætte et barn for er at forlade barnet”

Ja, og prøv så lige at hør her. For det første forlod jeg ikke Emma. Jeg gik ind i stuen i 30 sekunder. Trak vejret og kom tilbage igen. Alternativet havde været at jeg havde kylet hende ud af vinduet. Det havde nok alligevel været et større traume, kan vi blive enige om det?

Og for det andet. Nej. Børn er ikke altid spejle. Kunne vi lade være med at gøre som om at børn ikke har noget selvstændighed og ikke er små selvstændige væsner med hver deres egen lille udvikling? Når Emma vil have chips og jeg siger nej, og hun kaster sig på gulvet af vrede, så er det ikke en spejling af et eller andet jeg ikke vil være med inde i min krop. Det handler udelukkende om Emma. Og det kan jeg sagtens rumme. Jeg går ikke i stykker eller i opløsning eller får vækket barndomstraumer fordi Emma lige går i baglås over et nej til nogle chips.

Jeg er med på at der er nogle temaer og at børn render rundt og er små spejle. Yes. Men alle børns reaktioner er ikke spejle. F.eks er Emma et barn der aldrig har brudt sig om at sove. Lige siden hun blev født har det været sådan. Der stod i bøgerne at børn på Emmas alder skulle sove ca 18 timer i døgnet. Emma sov max 12. Det var frustrerende. Der stod i bøgerne at børn på Emmas alder skulle sove lur i timevis. Emma sov i 30 minutter. Det er ikke en spejling, det er bare Emma. Det er muligvis noget genetisk, for jeg har aldrig sovet ret meget om natten heller. Til gengæld har jeg generelt et over-middel energiniveau, og det har Emma også. Men det er ikke en spejling. Det er arv eller genetik.

Til gengæld er der tale om en spejling når Emma reagerer på mange mennesker ved festligheder. Her spejler hun at jeg har svært ved de situationer, og det kommer der nogle reaktioner ud af, som jeg skal lære at håndtere. Klokkeklar spejling. Ligesom at Emma spejler nogle stemninger jeg har i kroppen fordi jeg har noget bøvl i mit liv. Yes, helt sikkert spejlinger. Hun er et tydeligt spejl når hun spejler. Men alt er ikke spejlinger. Og jeg er med på at jeg ikke kan se alle spejlinger selv, men alt er stadig ikke spejlinger. Måske hos ALLE andre familier, men ikke her hos os.

Der står i bøgerne at børn på Emmas alder ikke har nogen hukommelse, og dermed ikke kan huske at de har brændt sig på et stearinlys (en debat vi havde tidligere her på bloggen/metroxpress), jeg har endda en læser der har sendt mig links til de undersøgelser. Men Emma kan stadig huske at lys er “av varmt”, uden at hun på nogen som helst måde er kommet til skade. Hun husker. Da hun var halvandet år, kørte vi forbi en slikbutik, og jeg sagde “slikbutik” og pegede. Da vi, 14 dage senere, kørte forbi samme sted, sagde Emma “slikbutik”, selvom vi ikke har talt om det siden. Lad være med at komme og fortælle mig at børn under 2 år ikke har en hukommelse.

Der står så mange ting så mange steder. Der står også at man har kvalme i 3 måneder. Jeg havde invaliderende kvalme i 9. De siger ingefær hjælper. Intet hjalp. Seaband, ingefær, homøpatiske dråber, akkupunktur (det gør jeg aldrig igen!).

En anden læser skrev til mig at alt handler om den energi jeg sender ting ud med. Igen må jeg bare sige nej, det gør det ikke. Der er også noget der handler om at børn skal lære grænser at kende, at de skal lære deres egne følelser at kende. Uanset hvilken energi jeg siger “nej” med, så reagerer Emma lige for tiden, fordi hun er ved at finde vej i grænsesætningens univers. Det er sundt. Det usunde (for mig) er hvis jeg begynder at bilde mig selv ind at alle reaktioner der kommer fra Emma handler om min egen energi. Meget gør ja, men ikke alt.

Jeg lavede min egen lille underøgelse af hvorhenne jeg følte mig mest mødt i forhold til den situation jeg har beskrevet øverst i blogindlægget. Ved du hvor det var henne? Det var hjemme i min venindes stue i dag, hvor hun bare kiggede på mig med de mest kærlige øjne, og hvor hun omfavnede mig med ord og sagde “ved du hvad, det der kender jeg simpelthen så godt”. Og så fortalte hun om oplevelser hvor hun har stået i de samme kampe, og hvor hun har lært noget af det og hvordan hun er kommet videre.

Dette blogindlæg er ikke ment som en sovepude til alle de forældre der kender til den dybe frustration man har i hjertet, når der er konflikter med ungerne, hvor man godt ved man burde reagere bedre/mere voksent/mere ansvarligt, men hvor man når ud over sin egen grænse, og hvor man reagerer i afmagt. Jeg siger ikke “luk ørerne for alt det de kloge har at sige”. Det jeg siger er, find et sted hvor du bliver mødt. Når du er der, så kommer der ofte et svar (indefra), og så ved du godt hvad du skal gøre og hvilken vej du i hvert fald ikke ønsker at gå længere. Og så kan man evt. søge råd hos eksperterne. Det gør jeg selv. Men jeg er nødt til at komme på den anden side af fiaskofølelsen før jeg kan tage ny læring ind. Men det er bare mig. Det er slet ikke sikkert du har det på samme måde.

De sidste to nætter har putningen været rigtig god og Emma og jeg har haft nogle gode dage. Jeg ved ikke hvornår det vender igen. Men jeg ved at den næste der siger “børn er bare et spejl af dig” som svaret på alle mine problemer, de får et par på kassen med en rådden laks!

NÅ! Og nu har jeg talt og er færdig med at være sur, og vi kan sætte os i en rundkreds og vende kvasterne mod mekka. Sov rigtig dejligt <3

skaermbillede-2017-01-09-kl-09-53-53

Har du lyst til at catche mere up?

Følg mig på facebook profil her (åben for alle), på bloggens facebook side her, eller på Instagram her

Follow my blog with Bloglovin

** Jeg glæder mig til at se dig! **

    skaermbillede-2017-02-21-kl-22-53-40 skaermbillede-2017-02-21-kl-22-46-08 skaermbillede-2017-02-21-kl-22-46-05 frejamay november shopping æretbøffer
   

3 kommentarer

  • Sigrid

    Det er jo ganske enkelt crazy at hævde, at små børn under 2 år ikke har en hukommelse. Der må være lidt mere til den teori, ellers fatter jeg ingenting… Det er jo det samme som at sige, at børn ikke lærer noget de to første år af deres liv og at der ikke dannes nogle forbindelser i hjernen baseret på erfaring. Det kan ikke være nogen med forstand på hverken hjerner eller børn, der har fremsagt den teori. Men bortset fra, er jeg også helt enig i, at man skal styre sig med de der vage, psedopsykologiserende teorier om børns adfærd. De små væsener har i den grad deres egne små projekter, som de bare ikke er tilfredse med at vi voksne begrænset dem i. Og det må vi så holde ud og lære dem at holde ud.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Jeg tror bare at børn er meget forskellige. Min søn på to år minder ufatteligt meget om din beskrivelse af Emma. Der er fuld knald på x 1000 fra morgen til aften. Selv tv ses stående/hoppende på sofabordet. Og viljestyrke er hans mellemnavn. Vi har jævnligt konflikter (ofte til putning) som ender i frustrationsråb fra min side, selvom jeg udemærket godt ved, at det bare gør alting værre. Men man skal altså ikke blive ved med at øve sig i at stå på hovedet, når man er blevet puttet for mere end en time siden, eller kaste sutterne gennem rummet, sparke til mor for at se om hun reagerer, eller bygge hule under dynen eller… Til gengæld husker han uden hjælp at vi var i Legoland i starten af april eller at vi har været i badeland for meget lang tid siden.
    Min datter på 2,5 md er hans modsætning. Allerede nu sover hun længere tid i træk om natten end storebroren gjorde da han var et år. Hun er mildere, mere tålmodig men mindst lige så opmærksom.
    Hvis børn er et spejl af deres forældre, så er jeg åbenbart ret skizofren.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lene

    👍👍👍

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ammer du stadig? Jamen er din datter ikke fyldt 2 år?