Emma vs. Den lille Havfrue 1-0

Lidt om at være i medierne, og lidt om at blive uvenner med en vært på Go’ aften Danmark

skaermbillede-2017-06-06-kl-22-42-16

Det der med at være i medierne har jeg tænkt mig at fortælle lidt om i dag. Se det som et “bag facaden” indlæg, hvis du vil. Der er nemlig virkelig stor forskel på hvilke medier du er med i og hvem journalisten er. Her er lidt erfaringer og tanker om samarbejdet med medierne, og hvorfor jeg siger ja og hvorfor jeg siger nej. Først en historie om at blive uvenner med en vært på Go aften Danmark.

For en måned eller to siden, var jeg inviteret ind i God aften Danmark og snakke om børns brug af Ipads. Jeg forbereder mg, som jeg altid gør når jeg skal i medierne, med disse spørgsmål:

1: Hvad er mit hovedbudskab og hvordan får jeg det leveret?

2: Hvad er min væren? (min facon? Skal jeg være kontant og sarkastisk? Skal jeg være sød og smilende?) Jeg skal stadig være mig, men hvilke sider har jeg brug for at bringe i spil her for at komme igennem med mine pointer?

3: Hvad er mit personlige udviklingsmål med min deltagelse? Her hentyder jeg til min egen læreprocess med at blive skarpere på at debattere, på at komme igennem med mine ting, på at blive medietrænet.

I dette tilfælde var mit hovedbudskab at vi er nødt til at acceptere at forældre er forskellige, og at der er mange veje til Rom når det kommer til Ipad-brug. Når man rækker ud efter sit smart-device kan der være forskellige årsager, og dem kan man med fordel kigge på, uanset om man er barn eller voksen. Min væren var bare at være nede på jorden, bestemt ift min holdning, klar i spyttet og smilende. Min personlige træning var at turde “kræve min taletid” eller, som det hed i mit hovede, lave “politiker-finten”, altså at høre spørgsmålet, men at understrege mit vigtigste budskab, og så vidt muligt få svaret på det alligevel.

Fordi jeg er godt opdraget, så afbryder jeg ikke, men det er nogen gange nødvendigt at tage styringen i samtalen, og det har jeg aldrig haft modet til, fordi det i forvejen er lidt pres at tale til halvdelen af Danmarks befolkning på baggrund af et blogindlæg man har siddet i sin seng og skrevet. Derfor var det et stort skridt for mig, hvis chancen bød sig, at tage styringen et øjeblik og holde fast i mit budskab.

Lang historie kort, det lykkes. Jeg synes det var så fed en oplevelse at være inde i TV2 studie igen og jeg elsker at være i Go morgen og Go aften Danmark. Det skrev jeg så om på Instagram, inklusiv min egen personlige sejr ift mit eget udviklingsmål. Det har værten så været inde og læse, og hun læser det som om jeg udelukkende er taget derind for at lave politiker-finter og glide af på spørgsmål. Hvilket overhovedet ikke var mit formål. Jeg har bare den holdning at alle situationer er en mulighed for udvikling og for at blive bedre til noget, og denne oplevelse var ikke nogen undtagelse. Det skrev jeg også tilbage til hende, og jeg skrev jeg var dybt taknemmelig for at de inviterede mig ind. Så hørte jeg ikke mere. Øv alligevel, det kunne være rart hvis vi lige var sluttet på god fod.

To dage forinden havde jeg været med i en paneldebat i tv2 news omkring samme emne. Indlægget endte i en shitstorm (mod mig), hvor jeg var den tomhjernede bloggergås-mor der gik imod eksperten (lægen). Hvilket slet ikke var tilfældet (det ved man også hvis man ser indslaget). Men en overskrift kan gøre en verden til forskel, og hokus pokus mig i fokus, jeg havde et helt nyt sæt haters, som det tog mig næsten 14 dage at komme af med. Det er sidste gang jeg siger ja til at medvirke i TV2 news, det er simpelthen for useriøst.

I søndags var jeg i radioen hos POV International. En fantastisk oplevelse. Værten, Jacob Sabir havde læst mit blogindlæg og var virkelig engageret i emnet og delte personlige erfaringer med mig. Jeg synes i forvejen radio er et fedt medie, og gad godt lave mere af det. Jeg blev inviteret ind en hel time til en snak uden afbrydelser (du kan se hele interviewet herunder), og jeg er så glad for resultatet og for samtalen med Jacob, OG for POVs publikum som er anerkendende, lyttende, nysgerrige og engagerede. Bare wow!

Lige nu arbejder jeg sammen med Berlingske om en artikel, hvad den handler om kan jeg endnu ikke sige noget om, men den er vigtig, og her er journalisten super tryghedsskabende og jeg kan få lov til at stille mine krav for deltagelse og han tager sig god tid. Så gider man altså godt.

Nogen gange ringer MetroXpress fordi jeg har skrevet om noget lidt kontroversielt. Som f.eks det der med at lade Emma stikke sin finger ind i et stearinlys (læs her – jeg har i øvrigt stadig samme holdning, og Emma har ikke rørt et stearinlys siden). I dette tilfælde gik der cirka 40 minutter fra jeg havde postet indlægget, til jeg blev kontaktet af en journalist. Jeg vidste at det var en god “Klik-bait-historie”, men jeg var samtidig 100% parat til at stå inde for hvad jeg havde skrevet (det er jeg altid), så jeg sagde at de bare kunne bringe den. Shitstormen udeblev, folk var enige, jeg var totalt overrasket.

Jeg elsker mit samarbejde med medierne. Mine haters siger at jeg er en linselus der udnytter enhver chance for at promovere mig selv. Det er faktisk ikke helt forkert. Jeg lever at at folk har kendskab til hvem jeg er og hvad jeg står for, og medierne er en vigtig del af det arbejde. Og det virker efter hensigten. Så det står jeg gerne ved, jeg er en linselus, i hvert fald når det giver mening. Når jeg f.eks får øget kendskabet til bloggen her, så når jeg ud til flere mødre, som skammer sig mindre i hverdagen (og dermed kan være mere for deres unger), forde de kan spejle sig i det jeg laver. Hvem ville ikke bruge sådan en chance til at komme ud og gøre en forskel for nogen man ikke selv normalt rammer? Alt andet er da hul i hovedet.

Så sådan ser det ud set fra min stol. Og så er jeg i øvrigt ikke længere bange for at se tyk ud eller grim ud eller forkert ud eller kløjs i ordene eller noget, og det er en befrielse bare at kunne koncentrere sig om budskabet, og ikke noget så ligegyldigt som noget hår der stritter.

Yay.

Jeg hører vildt gerne fra dig, hvordan bruger du medierne? Og har du fordomme om folk der er i medierne? Reality-deltagere f.eks? Og hvorfor egentligt?

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Emma vs. Den lille Havfrue 1-0