Historien om den nat jeg fandt ud af jeg var gravid og søgte efter den 3. streg

Den havde man ikke set komme: Emma skal med mor og far til Ungarn på søndag

skaermbillede-2017-04-24-kl-20-49-30

Søndag morgen rejser Emma til Ungarn sammen med mor og far. Når man tænker på hvilken udvikling vi har været igennem, så er det i sig selv meget stort, men efter vi har skrottet foreningen far, har skiftet statsforvaltningen ud med en parterapeut og krig ud med tillids-gen-opbyggende samarbejde, så kan ting pludselig lade sig gøre igen.

Fordi det nu ikke længere handler om rettigheder, men bare om Emma og vores alle tres liv, både det der er fælles og det der er hver for sig, så er det meget lettere at få ønsker til at gå i opfyldelse i den her alternative familiekonstellation. Så da far forsigtigt sagde at han, langt ude i fremtiden, havde et ønske om at Emma kunne komme med til Ungarn og se sin farfar, så sagde jeg at det ville jeg gerne gå med til. Og så sagde jeg at jeg egentlig gerne ville have Emma til numerolog. Det ville han også gerne være med til. For bare et år siden havde det aldrig kunnet lade sig gøre.

Så på søndag rejser vi væk i en lille uge. Vildt nok.

Det er ikke uden hårdt arbejde at vi er kommet hertil, og selv efter beslutningen om at tage afsted, den blev taget, så trak jeg i håndbremsen og sagde “ikke alligevel, jeg er ked af det men jeg kan simpelthen ikke”. Selvom vores samarbejde går godt, selvom min hjerne ønsker at alt er fint igen og helst vil glemme alt det der er sket, så har jeg bare en krop der er skadet og som tager noget længere tid om at hele. Og det har jeg sagt til ham, og det har han forståelse for. Og fordi jeg totalt bliver mødt i det, i min frygt, i min angst, i den frygt jeg havde for at han kunne finde på at beholde Emma dernede eller flygte med hende dernede, så fylder frygten pludselig ikke så meget længere, og nu havde vi møde med vores parterapeut i sidste uge hvor følgende skete:

Jeg havde lavet en 15 sider lang powerpoint-præsentation, som jeg havde printet ud og havde taget med. Jeg havde skrevet ALLE bekymringer ned og alle mine ønsker for hvad der, for mit vedkommende skulle til for at have ro i maven under turen:

  • Snakke om gamle oplevelser der kunne opstå igen og hvad vi hver især gør for ikke at gentage det mønster.
  • Have et neutralt kodeord med, så hvis en af os pludselig får pres over et eller andet, så skal vi blot sige dette neutrale ord, og så ved den anden at den er gal, og at der er noget vi, med respekt, skal tage hånd om: læs om vores flamingo-alarm her.
  • Have en totalt skemalagt rejseplan med sovetider, alenetid, hvornår fællesdagen starter og slutter, sådan så jeg ved hjemmefra hvornår vi skal hvad og hvorhenne. Så kan vi altid afvige hvis det regner en dag eller vi ikke lige gider i zoo.
  • Italesættelse af al min frygt, også den jeg selv synes er åndssvag
  • Klare retningslinjer for at han f.eks ikke pludselig vil sove sammen med Emma. Emma sover inde hos mig, punktum, vi er på tur, vi har 3 blokke af samvær hver dag som far fylder ud med aktiviteter, og morgen/middag/aftenrutiner er mit ansvar, og det er hans ansvar at vi er tilbage på hotellet på de angivne tidspunkter.
  • Og lidt mere

Det lyder måske lidt nazi, til gengæld har jeg fuldstændig ro i maven nu, fordi jeg har sagt alt det jeg gerne vil sige. Jeg har intet usagt, jeg har italesat al min frygt, og fordi jeg har det, er der også blevet plads til rent faktisk at glæde mig til turen. Når jeg har sagt det hele inden og har set hans (positive) reaktion på det hele, så bliver det heller ikke svært for mig at gentage noget når vi er på vej, fordi jeg ved vi allerede har snakket om de her ting.

Han er med på det hele, og fordi han jo godt selv ved hvordan de sidste halvandet år har set ud, så er han god til at give mig tid og plads til at hele.

Så ja, hånden på hjertet, jeg glæder mig. Jeg er også spændt, men det er en god spænding, og jeg tror faktisk vi får en rigtig god tur. Og så har jeg aldrig nogensinde brugt så meget forarbejde på en rejse med et andet menneske, men det vil jeg klart til at gøre noget mere af, for selvfølgelig opstår der ting når man ikke er vant til at være i den andens selskab stort set døgnet rundt.

Så stor ros og anerkendelse til os begge to fordi dette bliver muligt. Det har simpelthen været så hårdt at komme hertil, og jeg kan kun sige om mig selv at det stadig er rigtig hårdt arbejde, men når projekter som det her lykkes, så bliver det nemmere og nemmere at se gaven i det hårde arbejde.

Og så det vigtige: Hvad skal man shoppe i Budapest?

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!

1 kommentar

  • ea

    Det er så skønt at følge Jeres rejse. Mit barns far ser kun ondskab, løgn og bedrag i mig fordi jeg valgte at beholde en uplanlagt ferieflirt-baby (og pga hans egne lig i lasten og generelle mistillid til kvinder) og det meste af tiden tænker jeg at han vil hade mig for evigt og aldrig se sit barn, så Jeres lille historie gør at en lille del af mig tør håbe men dog ikke forvente at han en dag kommer til DK for at møde hans barn.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Historien om den nat jeg fandt ud af jeg var gravid og søgte efter den 3. streg