Når lykken er at mor er blevet usynlig

Hvordan lærer man sit barn at mærke efter? Her er 6 lavpraktiske måder

dsc00224

I forbindelse med al den snak om Ipads, er der kommet nogle rigtig gode spørgsmål fra jer læsere. Et af dem er fra Anja, som spørger:

Jeg kunne godt tænke mig at høre hvad du rent faktisk gør, når du lærer hende selv at mærke efter? Hvad gør og siger du, hvis hun sidder på 2. time med sin iPad?

 

Alletiders spørgsmål, det vil jeg bare rigtig gerne svare på. Jeg kan naturligvis kun svare ud fra mig selv, mine egne erfaringer, både fra min egen opvækst og fra min datters, men jeg “låner” fra mit erhverv som erhvervscoach og specialist i adfærdsforandringer også. Jeg svarer både generelt på hvordan jeg lærer Emma at mærke efter, og jeg svarer også praktisk på hvad jeg gør hvis hun sidder med sin skærm på 2. time. Min datter har ikke en Ipad, hun bruger min telefon. For the record.

Nu er Emma jo ikke engang 2 år gammel endnu, og skærme har aldrig været forbudte eller været fulgt op med restriktioner. Emma må gerne sidde og se film i 2 timer hvis hun vil, men det vil hun bare aldrig, derfor har jeg ikke haft den udfordring endnu. Når det så er sagt, så har jeg nogle tanker omkring hvad jeg vil gøre når/hvis det bliver en udfordring, sammen med alle de andre tanker jeg gør mig, om hvordan man lærer at mærke sig selv og mærke sine egne behov:

  1. Først og fremmest gør jeg rigtig meget ud af ikke at gøre min datter forkert. Når hun har stærke følelser, når hun bliver ked af det, når hun hviner af fryd (aka larmer), når hun bliver vred og arrig, så får hun lov til at være i sine følelser, sådan så hun lærer dem at kende og forholde sig til dem. Jeg hjælper hende med at sætte ord på dem, og i en alder af knap 2 år, forstår hun både “ked af det”, og “sur” og “bange” og “glad” og “sjov” og “forskrækket” og “begejstret” (vi bruger ordet Jubbi i stedet for begejstret). Jeg har selv brugt enormt mange år (og lærer stadig) på at rumme mine “ikke så pæne” følelser. Livet er sjovere når alle følelser får lov til at være med, og denne tilgang er jeg sikker på vil lære Emma at mærke efter, fordi hun kender sit følelses-register, og ved hvor hendes tilstande hører til henne på skalaen. Når vi engang har lært følelserne at kende, så skal vi lære at mestre dem, forstået på den måde, at selvom man er ked af det, så er der nogen gange nogle ting man kan/skal alligevel, men det er ikke endnu, det kommer. Og vi skal også udforske ressourcerne i vrede, ked-af-det-hed, agression og alle de andre, der ligger nemlig meget guld at hente. Men det starter hos os selv, hvis vi ikke kan finde ud af at rumme vores egen vrede, frustration, agression osv, så kan vi heller ikke rumme når vores børn reagerer. Så træningen starter hos dig som mor. dsc00306
  2. Mor bestemmer. Det er mig er har ansvaret, og Emma kommer til at lære at nogen gange bliver det sådan fordi mor siger det. Uden diskussion. Jeg har ingen problemer med at være upopulær, heller ikke når Emma lægger sig ned (kaster sig ned på gulvet som en såret fodboldspiller) på gulvet og synes jeg er den dummeste mor i verden, fordi jeg naturligvis ikke giver hende lov til alt. Jeg er ikke hendes ven, jeg er hendes mor og dermed også ansvarshavende. Og det synes Emma ofte. Men hun lærer faktisk hurtigt at det ikke nytter noget, og så gider hun ikke bruge så lang tid længere på at være sur på mig. “Nej” er en hel sætning, og jeg skylder ikke en forklaring. Jeg tror i øvrigt heller ikke børn har brug for alt for mange forklaringer, desuden skal Emma også lære at hun har ret til at sige nej uden at der skal følge en forklaring med. Et lille “tip” jeg dog bruger er at lede hende hjerne hen på hvad hun gerne må i stedet for hvad hun ikke må. I stedet for at sige “nej, jeg vil ikke have du slår” så siger jeg “Emma, ae ae” eller “Emma, ikke slå, du må gerne ae ae”, og det virker i de fleste tilfælde. Jeg husker det lang fra hver eneste gang, men det samme gælder når jeg har lyst til at sige “pas på!” eller “Det er farligt!” – hvad skal hun bruge den information til? I stedet øver jeg mig på at sige hvad jeg gerne vil have hende til “Emma, gå stille og roligt” i stedet for “ikke så hurtigt” – hvor hun bare hører “hurigt” og siger (stolt) “Emma løb hurtigt”. Det er også svært at rose og anerkende en “ikke-handling” faktisk… hvordan lærer man sit barn at mærke efter
  3. Når Emma bliver ældre, og det er tilfældet at hun søger ind i sin Ipad/skærm, og ikke vil ud og lege, så vil jeg snakke med hende om hvorfor. Ligesom jeg har snakke med mig selv om hvorfor jeg i perioder sidder på facebook i timevis uden at skulle noget derinde. Jeg kan godt tage sådan en snak i børnehøjde, og jeg vil hellere at vi forholder os til skærmbrug fra dag til dag, men forholder os til skærmbruget aktivt, end jeg vil sætte en regel om at det hedder 1 time pr. dag. Børn er vidt forskellige, og jeg ved allerede nu at Emma er et barn der gerne vil inddrages i beslutninger præcis som jeg blev da jeg var barn. Jeg var medbestemmende, og fik, indenfor nogle rammer mine forældre satte, lov til at vælge hvordan jeg gerne ville have det. Jeg ville i praksis spørge Emma (en ældre Emma) hvordan hun gerne ville have en “Ipad uge” ser ud for hende, og så vil jeg være aktivt deltagende sammen med hende i hendes skærmforbrug, ligesom jeg er nu. Jeg kan f.eks godt finde på at aflede hende over i noget leg uden problemer, eller kysse hende i nakken eller kilde hende, og så mister hun hurtigt interessen for skærmen.dsc09577
  4. Jeg respekterer Emmas “ja” og “nej”, også selvom jeg kan høre at hun ikke ved hvad hun svarer. I starten, da hun begyndte at sige “Ja” og “nej”, var det tydeligt at hun ikke anede hvad det betød. Men jeg har hele tiden respekteret hendes svar alligevel, så hun lærer at hendes “nej” ikke bare skal tromles fordi jeg VED at hun er tørstig selvom hun siger nej. Når hun selv får lov at mærke tørsten, så lærer hun at mærke efter, frem for at jeg “bestemmer” at jo, du er tørstig. Når hun i dag siger “nej” fordi hun kan, retter hun det til “nej-ja” med det samme, hvis hun opdager at hun i virkeligheden mener “ja”. Det er ret skægt at se hvordan det udvikler sig af sig selv, når jeg ikke er inde og fixe det eller teste hende på hendes svar hele tiden.dsc00009
  5. Jeg kan ikke lære mit barn at mærke efter hvis ikke jeg selv gør det. Det at mærke efter har været en lang rejse for mig, og jeg lærte først for alvor for ca 9 år siden, at finde ind til min egen stemme og mine egne behov. Det er en daglig træning der skal til, men jeg øver mig hver dag. Er jeg ked af det, så siger jeg det til Emma, er jeg træt og frustreret, så siger jeg det til Emma, er mine grænser anderledes end de var i går, så fortæller jeg det til Emma, også selvom hun lige nu ikke helt forstår det, så tror jeg det har en værdi alligevel at der bliver sat ord på noget hun helt sikkert mærker alligevel. Børn er de vildeste antenner og de mærker stemningsskifte og energier før vi ofte selv mærker dem. Jeg har altid selv været “antenne-barn” og mærker mis-match i påklistrede smil og over-flinkhed lige med det samme. Jeg tror Emma har samme evne, derfor kan jeg lige så godt være ærlig med hende, uden at hun på nogen måde skal sættes i en situation hvor hun tror hun skal bære ansvaret. Jeg fortæller hende nemlig også at det er mors ansvar og at det er helt almindeligt at have det på alle mulige måder.dsc09228
  6. Jeg forsøger så vidt muligt at efterkomme Emmas ønsker i den udstrækning det kan lade sig gøre. Præcis ligesom jeg gør med mine egne ønsker. Hvis der er noget hun gerne vil, og det kan lade sig gøre, så gør vi det. Så kan hun se og mærke hvordan det føles at få et behov dækket og et ønske imødekommet. På den måde lærer hun også at gå efter det hun ønsker, og opdage arbejdet der følger med i at opfylde behov og ønsker. Når hun f.eks gerne vil have en is (vi spiser en del is herhjemme), så må hun selv hente isen, selv hente papir, selv smide i skraldespanden og selv tørre fingre bagefter. Det hører med til at få en is, og selvom hun ikke er fyldt 2 år endnu, så kan hun sagtens finde ud af det, og er stolt over at deltage i hele processen.

 

Alle de her valg og veje jeg tager, dem tager jeg fordi jeg har gjort op med mig selv hvilken voksen kvinde jeg gerne vil få ud af det her barn. Det samme skal du gøre. Emma får lov til at kravle op på alle borde og alle højder, men det er fordi jeg har gjort mig bevidst om hvad jeg gør ved hende hvis jeg begrænser en adfærd. Jeg kan ikke svare på hvad der er rigtigt og forkert at gøre hjemme hos dig (ligesom du jo heller ikke kan den anden vej), for det er dit barn og det er dig der skal skabe en voksen mand eller kvinde som du er stolt af.

Og sidst men ikke mindst, så varierer min indsats fra dag til dag alt efter hvor meget jeg har der fylder. Men ligesom jeg har høje ambitioner for mit eget liv (også for høje), så har jeg det også for Emma, forstået på den måde at det er min opgave at gøre hende klar til livet og fylde hendes værktøjskasse så hun kan favne bredt, og forhåbentligt i præcis den retning og med de dybder og højder hun nu engang vælger for sit liv. Jeg går ikke ind for at presse mine ting ned over hovedet på hende og jeg har ingen specifikke drømme for Emma, andet end at hun skal være lykkelig med de valg hun træffer for sig selv og sin egen fremtid.

 

   

4 kommentarer

  • Michelle

    Rigtig fedt indlæg Frejamay!
    Det vil jeg bogmærke og gemme til mig selv og min mor rolle <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gudrun

    Rigtig godt indlæg. Spændende læsning!
    Jeg er selv vokset op i et hjem hvor alle negative følelser var forkerte og selvom jeg kæmper for at gøre det anderledes med mit eget barn, så er jeg “skadet”

    Så mit spørgsmål er: Hvordan skal jeg håndtere det når mit barn på 3 bliver vredt over at få et nej og så begynder at slå, råbe og skrige??
    Jeg forsøger altid at sige “nu er du sur/det er ok at være vred, men du må ikke slå. Jeg bliver ked af det når du slår. Jeg kan godt høre at du gerne ville …. det ville også være dejligt hvis vi kunne” osv men mit problem er at jeg bliver slået og skreget af imens. Og hvis jeg flytter mig følger barnet efter. Så jeg kan ikke “slippe væk” fra fejden. Og det har jeg rigtig svært ved at rumme, og så kommer jeg til at råbe og sende på værelset hvilket jeg ikke har lyst til, men jeg kan ikke rumme alt det skrigeri og at blive slået. Bliver simpelthen SÅ vred inden i. :'(

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Therese

    Maja said it!
    Jeg har selv en datter der er nogle måneder yngre end Emma, og jeg tager mange af de samme valg som du gør. Jeg bliver enormt inspireret af dig, tak for det! Jeg kender ikke mig selv så godt som du gør, men er dog drevet af en lyst og nysgerrighed til at give mit barn mange af de ting med i livet, som jeg ikke selv har fået pga meget streng og ikke-anerkendende opdragelse. Men jeg synes det er svært! Svært at fx lade hende se tv hver gang hun spørger, eller spise is hver gang hun vil, når jeg egentligt helst vil have at hun IKKE gør det her ting….

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Ahmen for fanden altså Frejamay – vil du ikke bare være min mor altså? Jeg er så vild med din måde at være mor på – jeg håber meget at jeg kan finde ud af noget lignende selv, når jeg engang skal have børn. Generelt så er jeg bare så vild med den person du er – du er alt det jeg gerne vil være selv. Tak for dig. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når lykken er at mor er blevet usynlig