Bolle-affald, børn og Ipads

Når lykken er at mor er blevet usynlig

dsc00289

Denne påske har, udover shitstorm, budt på sølvbryllup. Mine forældre har været gift i 25 år, og hele ugen er gået med forberedelser, tale, sang, gave, æresport og så har familien fra hele landet vendt næsen mod København, så vi har fået set alle de dejlige mennesker vi normalt ikke ser.

Jeg har en kæmpestor familie, og selvom vi alle er meget forskellige, og selvom jeg vistnok er hende den vandrende pind (der går til numerolog, får barn med underboen og alle de andre mærkelige ting jeg kaster mig ud i) i familien, så nyder jeg at se dem allesammen igen. Dette år var dog anderledes end noget andet år, og det var ikke fordi jeg har skiftet navn, men fordi jeg oplevede noget helt vildt med Emma.

Allerede i dagene op til selve festen legede Emma nød Emma godt af at være sammen med familien fra det fjerne Jylland. Men da festen startede var det som om børnene formede deres egen lille mini-familie i familien, og så tog de store børn sig af de små børn. Jeg så ikke Emma hele aftenen, kun en enkelt gang da hun havde slået sit ben. Til gengæld så jeg de andre piger bære rundt på Emma på skift, piger som Emma kun har mødt en enkelt gang før; dengang hun var 4 måneder og umuligt kan huske dem. De var omkring 10 unger der legede, der på den mest omsorgsfulde måde skabte et fællesskab fuldstændig uden nogen former for voksenindblanding. Ingen konflikter, kun kærlighed og leg og hygge og fis og ballade. Jeg sad faktisk bare og nød synet det meste af aftenen, og tænkte over hvor enormt kompetente unger er når de får lov til selv at finde ud af det.

På et tidspunkt stod en af de andre piger på ca 8 år og holdt Emma i sine arme. Emma hang bare helt stille og nød fuldt ud bare at blive holdt. Emmas grankusine rystede næsten i armene, men insisterede på at holde Emma. Det var et gudesmukt syn og der var bare så meget kærlighed.

For første gang nogensinde droppede jeg min temmelig militære aftenrutine, og lod bare Emma feste til hun dejsede om. Klokken ca. 22 var hun så opkogt og skeløjet at jeg puttede hende i nattøjet og pakkede hende ind i bilen og kørte hjem. Jeg var sikker på hun ville falde i søvn i bilen. Men det gjorde hun ikke. Hun sad bare, fuld af beundring og lykke, og messede alle navnene på de unger hun havde festet med hele dagen og aftenen: Thea, Freja, Laura, Josefine, Esther, Tobias, Alma, Jonas, Emilie, baby Olivia…Thea, Freja, Laura, Josefi….

Hun holdt hele vejen hjem, jeg bar hende op i seng, hun snorksov efter 5 minutter og sov helt til 8.15 i morges.

Det er bare helt magisk at se ens barn gå så godt i spænd med andre børn, og opleve så meget glæde og så meget “vi finder selv ud af det venner”. Især når man har været igennem et forløb med en institution som, med næb og kløer, prøvede at få en diagnose på barnet. Blandt andet at hun skulle være “allergisk overfor andre børn”. Må jeg være fri. Jeg sendte dem en kærlig tanke (og et velvet slap, to be fair) i går og nød synes af min lille nija som stortrivedes i selskab med 40 mennesker og 10 hujende børn.

Jeg er dybt taknemmlig over at have en stor familie som Emma skal vokse op i, og over at der er så mange dejlige unger i familien som er så kærlige mod hinanden. Det håber jeg vi kan fortsætte med at bevare i de kommende generationer.

 

skaermbillede-2017-01-09-kl-09-53-53

Har du lyst til at catche mere up?

Følg mig på facebook profil her (åben for alle), på bloggens facebook side her, eller på Instagram her

Follow my blog with Bloglovin

** Jeg glæder mig til at se dig! **

    skaermbillede-2017-02-21-kl-22-53-40 skaermbillede-2017-02-21-kl-22-46-08 skaermbillede-2017-02-21-kl-22-46-05 frejamay november shopping æretbøffer
   

1 kommentar

  • Line

    Det var simpelthen så fedt at se alle de skønne børn være fuldstændig glade i låget over det store udvalg af legekammerater. Det var også første gang, at vi havde helt frie hænder til sådan et arrangement, fordi pigerne bare var så godt beskæftiget. Jeg er fan!😃❤️
    Og Emma er jo sådan en skøn, sociale lille unge med den største hittepåsomhed og de kærligste krammere til de andre børn❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bolle-affald, børn og Ipads