Steve Jobs ville ikke give sine børn en Ipad i hånden, ville du?

Her er hun, her er den pige jeg vil skabe, og et svar på debatten om skærmtid, Ipads og børn

dsc00261

Efter to dage i medierne, og efter to dages heftig kritik på de sociale medier, sidder jeg her og nyder en velfortjent spelt-cola. Jeg synes det er spændende at arbejde med medierne, og jeg udvikler mig hver gang (og sætter mig selv små udfordringer hver gang – mere om det senere), men det er også hårdt, fordi det er en super u-nuanceret og ensporet debat der kommer ud af få minutters meningsudveksling.

Mange nye ord har jeg læst om mig selv. Hjernedød, uduelig curligforældre der ikke tør sætte grænser osv, fordi jeg lærer Emma at forholde sig til sit behov for skærmbrug, i stedet for “bare” at lave en restriktion der eksempelvis hedder 1 time om dagen i hverdagene. Restriktionen lærer ikke Emma dagligt at forholde sig til hvorfor hun gerne vil dykke ned i sin skærm. Det gør til gengæld løbende snak om skærmforbruget, præcis ligesom jeg selv forholder mig til hvad der egentlig sker når min Iphone trækker for meget. “Jamen du lægger hele ansvaret over på din datter, og behandler hende som om hun er en voksen”. Nej, hele ansvaret er mit, ikke hendes, det er mit ansvar at jeg får en ansvarsfuld ung kvinde ud på den anden side, en kvinde der er blevet stillet til ansvar for sit eget behov, og som kender det, og kan finde ud af at regulere det selv. Og jeg er så heldig at Emma er født ind i en tid, hvor jeg har nået at gøre mig en masse tanker og erfaringer når det kommer til skærmbrug og online verden, modsat mange af de forældre med teenagere hvor det pludselig bare er blevet et problem der er dumpet med hjem på ungdomsværelset. Jeg vil lære Emma at tage aktive valg. Et aktivt valg kan være at se skærm en hel dag. Et aktivt valg kan også være at pakke den væk i 14 dage, men hun skal lære at forholde sig til forskellen, til nice to have, til need to have og til at finde årsagen til at hun/vi dykker ned i den skærm. Det samme burde alle os andre også gøre, hver eneste dag.

Ved netop at give Emma muligheden for selv at vælge til og fra SAMMEN med alle de andre muligheder jeg dagligt præsenterer hende for, er Emma allerede et barn der har virkelig godt styr på sit behov og hvad hun vil og ikke vil. Jeg gør præcis det samme med “fredagsslik”, og jeg har et barn der vælger broccolimos over chokolade, fordi chokolade ikke har fået en hellig-my-precious-Gollum-agtig status, men blot er 1 ud af 100, med præcis samme værdi som alle de andre valg hun får (i små pakker, hun er kun 2 år, så udvider vi hen ad vejen).

Min måde er en ansvarlig måde, ligesom din måde med at sætte en restriktion er. Du har taget ansvar, jeg har også taget ansvar, vi har bare taget to forskellige slags ansvar. Jeg lærte først som voksen at lytte helt ind til mig selv. Efter at være kommet ud af et misbrug. Jeg ved en del om misbrug, misbrugsadfærd og afhængighed. Jeg arbejder med adfærdsforandringer hver eneste dag når jeg ikke er blogger her på bloggen, du kan tro jeg har en holdning til det, og jeg kan se hvad der virker. Og det jeg ikke nåede at sige i medierne var:

Vi er ved at drukne i ekspertråd. Flere har skrevet “vil du lytte til lægen eller den tomhjernede spelt-blogger der ikke ved hvad hun snakker om?” – problemet er bare at det lægen siger, det er blevet sagt før, og det lægen siger, det ryger ned i en gigantisk gryde hvor lægens bedste intentioner om at gøre en forskel for børn, de drukner sammen med oversvømmelsen af eksperter indenfor kost, motion, sukkerindtag, hjerneforskning, kræftforskning, sociale medier forskning, tilknytningsteorier, skilsmisserådgivere, forskning indenfor dit og dat, og ved du hvad? Vi har hørt på at skærme og sociale medier er farlige eller potentielt skadelige siden de blev opfundet, alligevel har problemet med børn og skærme aldrig været større, så det jeg bare siger er: måske skal vi prøve noget andet end at drukne forældre i information og børn i restriktioner, og anskue den alvorlige problematik, for det er det, på en anden måde. Og det er sådan set det jeg forsøger at gøre. Jeg prøver at gøre noget anderledes end alle de forældre der forsøger sig med at sige 30 minutter om dagen. Og som ofte selv er langt mere online end de 30 minutter de forsøger at få deres børn ned på. Armmen kan du heller ikke forstå hvorfor det kan være så svært? (sense the tone)

Children see children do. Jeg måtte lave nogle ret kraftige ændringer i mine egne mobilvaner inden jeg kunne tage et realistisk og voksent ansvar overfor mit barn, og arbejde med hendes vaner. Men jeg har gjort begge dele, og jeg har besluttet at gøre begge dele hver eneste dag, indtil jeg kan se at hun er selvkørende, og tager et aktivt og bevidst valg, hver gang hun sætter sig foran sin skærm. For skærmen, den forsvinder ikke, og en dag er jeg der altså ikke længere til at stille mig imellem min datter og hendes skærm, og til den tid skal hun gerne være uddannet i at mærke sine egne behov, og skulle være uddannet i at genkende når hendes adfærd bliver skadelig eller en dårlig vane. OG være uddannet i hvad hun så skal gøre eller hvor hun så kan finde hjælp. Kan hun det, så kan hun det også alle de andre steder hun bliver tilbudt noget der fucker med hendes dopamin i hjernen. Det er bare det jeg gerne vil. Om du vil lytte til lægen eller den hjernedøde speltblogger, eller tage lidt fra den begge to, det er heldigvis op til dig selv.

Det, der er min rettesnor hver eneste dag, det er Emma. Og det billede jeg har lagt på denne blogpost, det er sådan min datter er. Hun er modig, hun er kæk, hun er frygtløs, hun er enormt tydelig i hvad hun vil og ikke vil, hun kender sig selv godt, hun er kvik og intelligent, hun er godt med i sin udvikling, hun har et sundt forhold til mad, skærme og sukkerindtag (også selvom hun ikke er intellektuelt bevidst om nogen af delene) og hun er kærlig, social, opsøgende, kreativ og generelt meget positiv. Det er Emma. Den pige vil jeg gerne se vokse sig op til en ung kvinde der tager aktive beslutninger baseret på hvad hun mærker indeni. Hun skal af sig selv tænke “okay, nu har jeg siddet med min Ipad i en uge, og jeg har faktisk ikke mærket gnist i øjnene, hvad er det der sker? Er det sådan jeg har lyst til at det skal være, eller er det okay?” Det kan være hun har haft en travl periode på jobbet og har brug for bare at koble fra og se serier, så er det et bevidst og aktivt valg. Men det kan også være at hun har et eller andet der fylder, som hun, når hun mærker efter, godt ved hun skal få kigget på, og derfor kan hun, fordi hun har lært at se indad, bruge sit overforbrug af skærmtid som alarmklokke, og forholde sig til “hvad så nu, hvad gør jeg ved det?”.

Men det her lange indlæg er meget svært at formulere på 3 minutter i TV2 News eller Go’ aften Danmark. Så jeg forstår på en måde godt alle de hadefulde kommentarer, og alligevel synes jeg en del af dem er virkelig barske, især når jeg klikker på hvem afsenderen er, og ser de selv har børn. Så kan jeg godt blive lidt urolig over fremtiden, når vi ikke engang som forældre formår at kommunikere vores kritik, i det mindste konstruktivt.

Jeg har aldrig sagt at jeg kan (eller på nogen måde) vil konkurrere med en læge der forsker indenfor neurovidenskab. Det var heller ikke derfor jeg blev spurgt, det var ikke bloggeren mod lægens ord. Jeg ved ikke ret meget om hjernen og har aldrig påstået at vide det. Men jeg ved ret meget om hvordan det er at sidde på modtagerenden af alle de velmenende råd (og dertilhørende kommentartråde hvor forældre bliver haglet ned i samlet masse), og jeg ved at ekspertrådende meget sjældent har den ønskede effekt, snarere tværtimod, forældre stopper med at lytte, eller endnu værre, de begynder at føle sig uduelige fordi de ikke kan leve op til alle de råd, og hvor er vi så henne når vi langsomt nedbryder dem der skal sikre at vi får stærke sunde gode borgere ud af det i den anden ende?

Det er bare det jeg prøver at sige.

Så du udsendelserne? Og hvad tænker du, sådan mere langsigtet, når det kommer til dine børn og skærmtid?

skaermbillede-2017-01-09-kl-09-53-53

Har du lyst til at catche mere up?

Følg mig på facebook profil her (åben for alle), på bloggens facebook side her, eller på Instagram her

Follow my blog with Bloglovin

** Jeg glæder mig til at se dig! **

    skaermbillede-2017-02-21-kl-22-53-40 skaermbillede-2017-02-21-kl-22-46-08 skaermbillede-2017-02-21-kl-22-46-05 frejamay november shopping æretbøffer
   

4 kommentarer

  • Cæcilie

    Hos os er det meget blandet. Som udgangspunkt har vi ikke noget fjernsyn, hvilket gør at ingen af os bare sidder og glor, vi har en ipad og min holdning til den er, at det faktisk helt kommer an på hvilken dag vi har. Nogle dage kan jeg se og mærke på pigerne, at de faktisk bare gerne vil sidde og glo i noget tid. De er 5 og 6 år. Nogle uger ksn der gå dage i mellem at se tv, andre gange napper de lige en time efter børnehaven, eller om morgenen i weekenderne. Ellers spiller vi, de leger aktivt med hinanden, eller alene, eller vi laller rundt og besøger familie. Jeg tænker, at vi har et afslappet forhold til det, men vi siger også nej nogle dage – ligeså vel som slik er forbeholdt og forbundet med fredag, hvilket gør fredag mega hyggelig og speciel. Men ungerne kan også blive overrasket med pandekager til morgenmad, og omvendtsdage osv

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anja

    Hej!
    Jeg kunne godt tænke mig at høre hvad du rent faktisk gør, når du lærer hende selv at mærke efter? Hvad gør og siger du, hvis hun sidder på 2. time med sin iPad?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Nu har jeg ingen børn, så den lang sigtede plan, har jeg ikke helt styr på endnu. Men jeg synes det er spøjst, at da bogstaverne og bogen kom frem, mente man at det ville gøre folk dumme og asociale, hvis de sad med næsen i en bog.
    Så måske skyldes denne “frygt” for medierne, at de ikke har været her i flere tusinde år endnu. Eller måske skyldes det, at rigtig mange glemmer, at medierne kan andet end bare at give et hurtigt fix. Man kan jo læse bøger på en Ipad, der findes en masse app’s der kan lære en, en masse ting fx. finmotorik eller at stave/regne. Det handler jo ikke om, hvorvidt medierne er gode eller dårlige, men hvordan man bruger medierne på en konstruktiv måde! 😎

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Steve Jobs ville ikke give sine børn en Ipad i hånden, ville du?