3 vigtige ting X-factor skal stoppe med LIGE NU!

Mødet med systemet vol 2: Hvordan slipper man af med kommuneangst?

we-jump

Lørdag aften klokken 22-etellerandet, mens jeg sad og slappede og så en film, tikkede der en sms og en mail ind: Du har fået ny post fra Lyngby-Taarbæk kommune. Omgående satte mit hjerte sig fast i halsen, og det var så den lørdag aften. Min krop går simpelthen i angst-mode og jeg har ikke turdet åbne e-boks endnu for at se hvad det er.

Et eller andet sted er det pinligt. Pinligt at jeg er en voksen selvstændig kvinde, som oven i købet er mor for nogen, og så har jeg angst for nogle breve i en e-boks. Det er sgu ikke særlig fedt. Men uanset hvor fedt eller fantastisk man måtte synes det er, så kan jeg ikke løbe fra at det er sådan jeg har det. Og jeg er ikke engang “i systemet” længere, jeg blev raskmeldt 1. januar i år efter et halvt års sygemelding med belastningsreaktion ovenpå to temmelig hårde år der involverede massiv stalking. Mit indre system var overbelastet af at være i overlevelsesmode, men det værste det var at være i et system der ser på dig som om du er kriminel fra den dag du træder ind i det. Det system der skal hjælpe dig når du en sjælden gang er knækket midt over og har brug for en hånd til at komme op igen. Jeg er der som følge af stalking, og det første kommunen gør er at stalke mig: “Ja, jeg kan se på nettet at…” og “Hvilke artikler er det du engang har medvirket i…” og “Hvis du så meget som besvarer din telefon, så har du kun ret til 50% sygedagpenge” (Jeg er selvstændig, og når man er i systemet som selvstændig må man ikke længere besvare sin telefon, for så er man kun berettiget til 50% af sine sygedagpenge).

Jeg troede ellers jeg havde sikret mig. Jeg betaler 6.000 om året for en forsikring for selvstændige, sådan så, gud forbyde det, at hvis der sker mig noget, så er jeg sikret. Men man kan ikke betale sig ud af kun at blive behandlet som et kriminelt nummer. Åbenbart. Så da jeg mødte op til “fælles infomøde” på kommunens jobcenter den første dag gad receptionisten ikke engang kigge op og se mig i øjnene da han sagde “og hvem er så du?”. Ikke noget “hej” ikke noget “velkommen til”, sådan som jeg selv træner butikker og sælgere til at sige, for ligesom at skabe tryghed og vise kunden at “jeg har set dig, du er velkommen her”.

I de 7 måneder jeg nåede at være i systemet er jeg blevet mere ødelagt end jeg er blevet rask. Jeg har selv sørget for al den hjælp jeg kunne få, kommunen har gjort absolut ingenting, andet end at holde øje med om jeg på nogen måde snyder systemet. En af grundene til at jeg var sygemeldt, var at jeg ikke kunne overskue aftaler, og at hele min hverdag flød sammen oppe i mit hovede, og derfor kunne jeg (i en kort periode) ikke drive min virksomhed. Jeg havde brug for hjælp til at få stalkingen ud af kroppen og komme til bage til at leve i stedet for at overleve. Så da jeg første gang missede en aftale med kommunen, fordi jeg ikke kunne overskue alle brevene og al den information, og ikke mindst den meget kontante retorik, så fik jeg vrede breve med at der nu skulle træffes afgørelse om mine sygedagpenge kunne fortsætte. Nej det passer ikke. Mit første møde med kommunen foregik sådan her:

Sagsbehandler: Du har ikke overholdt din lægetid, så er du ikke berettet til sygedagpenge længere og jeg skal træffe afgørelse!

Mig: Øhh, hvilken lægetid? Jeg har først en lægetid på torsdag?

Sagsbehandler. Nej, din læge siger du havde en tid i går, og den har du ikke overholdt.

Mig: Jeg havde ikke en tid i går (det var jeg helt sikker på, hvorfor skulle jeg både have en tid mandag og torsdag i samme uge?)

Sagsbehandler: Nå men det siger din læge altså?

Mig: Okay, jeg skal lige forstå det her. Du har altså snakket med min læge, uden at informere mig, min læge siger jeg havde en tid i går, uden at informere mig? Hvem har booket den tid?

Sagsbehandler: Ja det har du?

Mig: NEJ! Jeg ringer lige til min læge.

Og efter at have snakket med lægen og igen med sagsbehandleren, og til sidst brød jeg sammen i telefonen til lægen, fordi jeg var bange for at det var min stalker der havde booket tiden (han ved hvor jeg har læge), så viser det sig at kommunen, via mail til min læge har rykket for at få udfyldt et særligt skema. Min lægesekræter har i al hast booket en tid samme dag som mailen er tikket ind hos lægen. Tiden er på plads, men hverken kommunen eller lægen har gjort sig den lille ulejlighed at informere mig om at jeg skulle komme mandag i stedet for torsdag. Jeg ved ikke om du kan forestille dig hvordan det føles at stå i to systemer som “ER UDEBLVET!!!” (jeg så udråbstegnene) og ikke selv har haft en jordisk chance for at at gøre hverken fra eller til. Og nu skal der så “træffes afgørelse” om mit eksistensgrundlag skal fjernes. Velkommen til livet som sygemeldt.

we-are-not-working

Når man er syg, så er man… syg. Altså man er ude af stand til at passe sit arbejde. Når vores børn er syge, så beholder vi dem hjemme og passer ekstra godt på dem, sådan så de hurtigt bliver raske igen. Det gør vi med omsorg, kærlighed, støtte og viser dem at de er elskede. For det er sådan nogle ting man har brug for for at blive rask igen. At blive mødt med omsorg og støtte. Det stopper ikke selvom man bliver 18 og myndig. Eller 53 og ramt af depression. Eller 34 og ramt af belastningsreaktion efter at have kæmpet mod stalking. Hvornår holdt vi op med at passe på dem der har brug for hjælpen?

Da jeg havde været sygemeldt i 5 måneder fik jeg et nyt brev. Man får breve om alt muligt hele tiden, og det er svært at holde styr på alle de informationer man skal forholde sig til konstant. Langsomt udviklede jeg en frygt for at glippe noget. At der var detaljer jeg ikke fik med eller breve jeg ikke havde læst godt nok, så langsomt holdt mit hjerte op med at slå når der tikkede et “digital post” ind på min telefon, gerne en lørdag aften, hvor jeg ellers troede jeg havde en dags fred fra systemet, og bare kunne pleje mig selv.

En dag fik jeg et brev om at der nu var gået 5 måneder, og at man i Danmark, som udgangspunkt ikke er syg mere end 5 måneder, så derfor skal der (igen) træffes afgørelse om jeg overhovedet kan få sygedagpenge længere. På dette tidspunkt er jeg stadig udsat for stalking. Og det ved min sagsbehandler. Jeg har gået til behandling på dansk stalking center, både individuel og gruppeterapi, jeg har startet samtaler op hos min psykolog igen, jeg har haft et ambulant forløb på et krisecenter hvor jeg havde sessioner med lederen af stedet, når alt blev for meget har jeg brugt hjælpelinjerne på telefonerne. Kommunen har intet foretaget sig. På noget tidspunkt. Da jeg, efter endnu et ligegyldigt møde hvor sagsbehandleren bare gerne vil have at jeg siger “det går i den rigtige retning” og endnu et forhør, ender med at spørge hende “altså, kan du ikke anbefale en psykolog der måske har speciale i den her salgs udfordring, I er jobcenteret, I har med syge mennesker at gøre, I må have lidt erfaring” hvortil hun svarer “nej, det kan vi ikke hjælpe med, men prøv at spørge i dit netværk”. Jeg forstår stadig ikke hvad jeg skulle til de møder en gang månedligt, andet end at det var kontrol.

we-are-busy-today

Meget lang historie kort, så endte kommunen med at træffe afgørelse om at mine sygedagpege ikke kunne fortsætte. Jeg var fuldstændig chokeret. Min læge var på mit hold og var helt sikker på at jeg ville blive rask indenfor ganske få måneder hvis jeg fortsatte i det spor jeg var i gang med. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne, for det var dælme heller ikke i min interesse hverken at være sygemeldt og væk fra mit firma, eller at være i et system der bare gjorde mig mere syg. Men fordi min læge ikke præcist har formuleret hvilken dato hun forventer at jeg bliver rask igen, så mente kommunen at der “ikke var lægefagligt grundlag for at der var udsigt til at jeg blev rask indenfor 134 uger”. Jeg har nu haft samtaler med en sagsbehandler hver eneste måned hvor, i hvert fald som jeg har oplevet det,  jeg har sagt at det er en kort sygemelding og ikke noget længerevarende. Min læge har sagt præcis det samme. Jeg er en survivor, jeg har overlevet stress og alle mulige andre ting, jeg kommer altid rimelig hurtigt tilbage igen. Da jeg skrev til min læge at kommunen har taget mine sygedagpenge på grund af en formulering min læge har lavet, så rettede lægen sin formulering til at hun er helt sikker på at jeg bliver rask indenfor de 134 uger. Men kommunen holdt fast i sin afgørelse.

Men fordi kommunen er så søde og rare, så bliver man flyttet over på et ressourceforløb, hvor man får lige knap 10.000 kroner om måneden. Til gengæld er der nu ingen grænser for hvor meget de vil hjælpe (?!). Jeg havde for første gang i mit møde med systemet et virkelig behageligt møde med en virkelig dejlig sagsbehandler, der behandlede mig som et menneske. Hun forklarede mig systemet, paragrafferne, hvorfor hun spurgte som hun gjorde, og jeg havde lyst til at give hende et kæmpe kram, fordi jeg følte mig som menneske igen, og ikke som en kriminel snylter på systemet. Hun fortalte at når man er på ressourceforløb så skal de indkalde 4-5 fagpersoner, UANSET hvad. Det vil sige en sagsbehandler, en fra noget børne-ungehalløj (fordi jeg er mor og de skal tjekke om mit barn evt skal tvangsfjernes eller lign), en læge, en psykolog, og hvad de ellers vurderer der skal kastes efter mig. Det føltes helt forkert. I alle de måneder jeg har været sygemeldt o været i jobcenteret, har de ikke kunne givet mig så meget som et telefonnummer på en der kunne hjælpe mig. Da jeg kommer tættere på at være rask er kommunen pludselig underlagt at indkalde hele den franske hær, uanset om jeg raskmelder mig om 14 dage eller ej. Altså undskyld, men det giver simpelthen ikke nogen mening.

we-have-a-problem

Det endte med at jeg raskmeldte mig kort før jul. Jeg fandt en måde at få det helt til at hænge sammen på, så jeg kunne komme ud af systemet i en fart, og så slap jeg også for at spilde kommunens ressourcer på et fuldstændig (i mit tilfælde i hvert fald, i andre tilfælde kan det sagtens være supergodt, men der bliver ikke skelnet) unødvendigt arsenal af fagpersoner der alligevel ikke kunne hjælpe.

Men… jeg har stadig kommuneangst. I sidste uge lå der to breve på digital post. Det tog mig en uge at samle modet til at få dem åbnet. Og så viste det sig bare at være to kvitteringer på noget de havde modtaget fra mig. Jeg måtte grine lidt af mig selv. Men angsten er ikke væk. Den sidder i hele kroppen, og jeg har totalt ondt i maven over at skulle ind og læse posten om lidt. Angst for at jeg har gjort noget jeg ikke vidste jeg ikke måtte. Angsten for at have misset en detalje. Angsten for at de kommer efter mig med et eller andet. Angsten for at der kommer en indberetning (det er kombineret kommune-angst og kombineret foreningen far/stalker frygt) og at de tager Emma fra mig. Angsten for at de kommer op med noget jeg ikke engang har fantasi til at forestille mig hvad er.

Så ja, de har stadig kløerne i min sjæl. Og selvom jeg ikke “nasser på staten” længere, så føler jeg stadig at jeg gør, og jeg er stadig bange. Har man ikke selv været en fil i systemet, så giver det her nok ikke ret meget mening, for man skal virkelig have været der. Det er som om at så snart man skriver blogs eller opdateringer som dette så er man automatisk en ressourcesvag taber der trækker offerkortet, og det er i øvrigt også alt sammen ens egen skyld. Man kunne jo bare… (?)

Det er svært for mig at få øje på hvordan vores system skal hjælpe dem der har brug for det. Der er mennesker derude der har langt mere brug for det system end jeg har. Jeg har et netværk, Emma og jeg kunne bo hos folk vi kender i en periode hvis alt gik galt. Selvom det ville være ærgerligt at miste retten til sit eget liv, og sit eget hjem, bare fordi man blev syg en kort periode. Og alligevel var jeg en af dem der knækkede og fik brug for hjælp og støtte om omsorg. Det eneste jeg fik var massiv stress, kommuneangst og en sag i ankestyrelsen jeg nu skal bruge mine kræfter på også. Vi sætter alvorligt syge mennesker på alvorligt overarbejde, og så sviner vi dem til fordi de ikke “vil det nok”. I don’t even know where to begin… There is something rotten…

Så jeg spørger helt oprigtigt, hvordan slipper jeg af med min kommune-angst? Og den første der skriver “Ingefær” får en olfert!

 

Psssst… fik du ikke læst vol 1: Mødet med diagnose-dagplejen? Så læs den her

skaermbillede-2017-01-09-kl-09-53-53

æretbøffer

 

7 kommentarer

  • Rikke

    Tak for at dele din historie. Det er fortællinger som denne, der kan være med til at gøre en forskel! Kæmp videre! Du er ikke alene.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Susanne

    Jeg kender din frygt og har selv oplevet den.
    Hvis man ikke er syg nok, så bliver man det, når man møder dette syge system.
    Efter flere møder, hvor tonen var nedladende, truende og hård besluttet jeg at optage og fortælle at jeg gjorde det.
    Det hjalp….
    Efter jeg kom syg på job igen, sundet mig, mødte søde mennesker som tog godt imod mig, vendte min angst sig til…. de skal ikke have den magt i er mig… de skal ikke have lov til at gøre mig bange.
    Så brevene der kommer på Eboks åbnes når jeg gider. Eller ikke.
    Hvis det er vigtigt, skriver de jo nok igen.
    Du er ude af systemmet.
    De skal ikke bestemme mere.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Jeg har både været igennem systemet som sygemeldt med stress for nogle år siden, og som ledig i et halvt år sidste år. Begge de oplevelser svarer (desværre) meget godt til det du skriver. Alt skriftlig information er formuleret som trusler (hvis du ikke gør ditten-datten, så ryger dine dagpenge!) og sagsbehandlerne er mere interesseret i at finde ud af, hvordan de kan lade være med at udbetale penge til dig i forhold til paragraffer, end at få dig ovenpå igen. Det er så modbydeligt at være i, og jeg har selv en angst for at åbne min e-boks, hver gang afsender er kommune, Udbetaling Danmark eller en anden offentlig institution.
    Det er så groteskt at et system man dels betaler til over skatten, dels via kontingent til A-kassen har en tilgang om at man er skyldig indtil det modsatte er bevist. Jeg er helt med på, at der er nogle der udnytter systemerne, og at man kan blive nødsaget til at lave nogle kontrolfunktioner mod dette, men hvis vi nu bare starter med at behandle hinanden med respekt og forståelse, i stedet for trusler, tror jeg at mange hurtigere ville komme gennem systemet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Tak for dit indlæg. Jeg er taknemmelig for at du har besluttet dig for at bruge din stemme (jf. din indledning til hele temaet om vores system).
    Jeg er selv (fysisk) kronisk syg. Heldigvis mentalt stærk, selv i denne situation. Ligesom dig har jeg for nogle år siden været gennem er stressforløb, hvor jeg fik en masse gode redskaber og siden har jeg kun fået det bedre rent mentalt.

    Men..jeg er syg, en af de usynlige fysiske sygdomme, der i perioder gør mig næsten invalid. I årevis har jeg mødt mistænksomhed, “nu må vi se”, “du skal bare…” – indtil min krop sagde fra og jeg endte i det frygtede system. Det var virkelig mit mareridt. Jeg frygtede også for mit eksistensgrundlag, mit barn – og samtidig vidste jeg at jeg ikke bliver rask.

    Mit held var jeg fra starten landede hos verdens sødeste sagsbehandler. Hun byggede mig op og hjalp/beskyttede/fredede mig efter bedste evne. Et forløb på en smerteklinik gav mig mere ro og erkendelse end egentlig hjælp til færre smerter, men igen var jeg heldig at møde nogle omsorgsfulde medmennesker, der tilfældigvis også var fagpersoner. I det, der endte med at være et to-års forløb mødte jeg også nogle af de fagpersoner, der ikke føltes som medmennesker. Formuleringer i rapporter, der kunne bryde hele min sag ned. Og jeg var ødelagt hver gang.

    Igen formåede min fantastiske sagsbehandler at skelne og hun hjalp mig med at få tilkendt fleksjob på et timeantal, hvor det føles realistisk at få en hverdag til at fungere.

    I hele det forløb har jeg følt mig forstået og hjulpet. Men de enkeltpersoner, der har mistænkeliggjort mig har sat gang i det gamle mønster, hvor jeg bestemt også led af læge-system-kommune-angst.

    Jeg har ikke nogen mirakelkur, men det jeg gør er at jeg sørger for at sætte mig ind i tingene, forstå reglerne og have 100% styr på mine aftaler, papirer og deadlines. Have tillid til det netop er kvitteringer og ordentlige svar, der kommer. Jeg ved at man med en overbelastet hjerne kan være bange for det glipper, men det er måske vejen frem at arbejde kognitivt med sin angst. Logge ind hver uge/xx og tjekke op. Vide hvor man er i den relevante situation.

    – Lav en liste over hvor du er; fx er du raskmeldt og kommunen har ikke den indflydelse på dit liv mere. Du bestemmer som selvstændig. Hvis du har mulighed for at prioritere det, vil jeg anbefale et par sessioner hos en god psykolog, der kan give konkrete redskaber til at få angsten ud af kroppen.

    – om muligt, så sikr dig selv mere og endnu bedre. Hav en buffer til en evt. sygemelding, få sparet op til pension osv.

    Det er surrealistisk at anbefale psykologhjælp efter et forløb i vores system. Jeg måtte desværre selv bruge psykologtimer efter et forløb på en rygklinik hvor en fysioterapeut forsøgte at nedbryde mange års øvelse i at passe på min syge krop (to år efter kæmper jeg stadig med at komme tilbage), ikke ville lytte når jeg sagde noget føltes forkert (resulterede i ekstrem forværring og uoprettelige skader), næsten råbte at jeg kun ville få hjælp hvis jeg gjorde hvad han sagde (resulterede i fyring, da jeg ikke kunne komme tilbage på arbejde).

    Jeg var også ekstra forsikret gennem mit daværende arbejde. Det var jeg taknemmelig for da de betalte scanninger og behandling. Nu har jeg en sag kørende om tabt erhvervsevne. Forsikringsselskabet har ønsket en psykiatrisk vurdering. Jeg ved nu hvorfor – det er mange penge de skal af med og de vil sikre sig jeg ikke er psykisk syg og dermed kunne få færre fysiske gener hvis evt. psykisk sygdom blev opdaget og behandlet. Fair nok…tidligere ville jeg have været et nervevrag i ugevis op til. Det var jeg heldigvis ikke mere, men psykiateren viste sig at være manipulerende og ledte efter i hver en lille afkrog om der mon ikke var en lille brist. Jeg havde researchet og var forberedt, men hvis ikke jeg havde været hvor jeg er i dag, var jeg da gået fuldstændig nedbrudt derfra.
    Jeg er bange for der desværre er en hos procentdel i systemet og i lægeverden, der måske er fagligt dygtige, men simpelthen ikke har den empati eller et ønske om at hjælpe mennesker.

    Sidst, men ikke mindst…
    Kommunernes kommunikation i breve og paragraffer er rystende. Det føles som trusler og jeg ryster stadig på hovedet når jeg får standardskrivelser fra min søde sagsbehandler. På et tidspunkt spurgte jeg… de skal informere om konsekvenser ved fx udeblivelse osv. Det er netop standardbreve og -formuleringer. Jeg undrer mig over man ikke vælger at formulere det anderledes, men jeg er også klar over der er en gruppe sygemeldte, der sørgeligt kun samarbejder pga. disse formuleringer.

    Jeg håber du i min laaaange kommentar kan finde forståelse og måske endda lidt opmuntring. Det er ren nødvendighed og det er standardbreve, de sender ud. Det fremmer bestemt ikke ro og tillid – specielt ikke i en situation som din, hvor kommunen så tog dine sygedagpenge.

    Jeg håber og ønsker alt det bedste for dig og Emma 💗

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michelle

    Åh kære ven. Hvor er jeg ked af, at læse om din oplevelse. Både for dig, i sig selv, og det du har været og går igennem, og helt fundamentalt i mit hjerte, fordi det ikke er det her, jeg vil ud og betale skat til, når jeg engang er færdig, fordi jeg så gerne ville, at vi var så gode som vores system ser ud til på overfladen men det er det bare ikke. Jeg er dødsens angst for selv at havne der en dag. Jeg har allerede været arbejdsløs, i ½ år ca, og dét blev jeg dårlig af. Eboks beskeder, møder, tjekkeri.. Ingen tro på, at det også var i min interesse at komme i gang igen. Det var forfærdeligt og jeg får det stadig dårligt når jeg får beskeder om at der er nyt i min eboks. JEg bliver nødt til at håbe, der sker noget bedring med vores system for mit hjerte kan ikke holde til at det er sådan vi i vores demokratiske velfærdssamfund behandler syge mennesker.

    Stort kram til dig og tak fordi du deler!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Åh hvor din beretning vækker genkendelse. Jeg har også kommuneangst og læge-angst. Efter en sygemelding med stress og angst (ironisk nok) samt en trussel om indberetning som helt nybagt mor pga et fravalg af k-vitamin (som er helt lovligt og et frit valg). Det sidder stadig i mig og frygten kan sidde der i dagevis når jeg modtager en mail i e-boks eller skal ringe til min læge.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Chenette

    Kære dig Freyamay
    ALLE mine celler i min krop føler med dig, og jeg har bare lyst til at sige dig TAK for, at du siger det højt.
    Jeg har selv været i systemet i årevis og har præcis samme oplevelse, at være overladt fuldstændig til mig selv.
    Flere år efter lider jeg stadig af angst for at åbne e-boks når der står noget vedrørende kommune.

    Hvad støttede mig til at slippe angsten?
    Tid, tid og mere tid
    Dybe vejrtrækninger omkring jeg er ok og jeg kan godt tage vare på mig.
    Flere dybe vejrtrækninger omkring at være uskyldig.
    (Kommunen har en formidabel evne til at placere skyld og aldrig selv tage ansvar – for noget)
    Kender dig ikke og jeg fornemmer din råstyrke, så jeg ved at du kommer på den anden side.
    Du har ikke gjort noget galt – det er min bedste sætning til dig.

    Håber dette år bliver væsentlig bedre end det sidste, stort knus Chenette

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

3 vigtige ting X-factor skal stoppe med LIGE NU!