20 Film om stærke kvinder og stærke kvindelige hovedroller (inkl trailere til alle film)

Mødet med system Danmark vol. 1 – Mødet med diagnose-dagplejen

mødet med system danmark vol 1

 

Efter en snak med en rigtig skøn dame i dag (Maria, tjek hende ud her), og en lille opsang: “Ved du hvad, når man både har et publikum og man har evnen til at formulere sig, så er man sgu forpligtet til at bruge den stemme for alle dem der ikke har en”. Men den var unødvendig, for jeg havde besluttet mig for at skrive om det vi har været igennem. Faktisk har jeg tænkt mit at lave en føljeton over dette emne, og den hedder “Mødet med system Danmark”. Hvor mange indlæg det bliver til, det ved jeg ikke, men det sidste år har givet mig stof nok til en ny bog (hvis jeg ville): dagplejesystemet, statsforvaltningen og sygedagpengesystemet/jobcenteret – vi løber ikke tør for skrækhistorier foreløbigt her på kontoret! Hvor mange indlæg der kommer, kommer an på hvordan du tager imod det og hvor mange historier jeg får fra jer læsere. Jeg har rimelig meget stof selv, men jeg tager gerne noget op udefra hvis der dukker noget spændende op i denne føljeton.

I dag vil jeg fortælle dig om mødet med diagnose-dagplejen. Jeg er stadig rasende, og jeg har besluttet at censurere alle bandeord fra min tekst, så det bliver lettere at modtage fra mig til dig. Men ja, jeg er vred, og lige om lidt ved du hvorfor.

Emma startede i dagpleje efter nogle måneder i vuggestue som bare aldrig kom til at gå godt. Den første vuggestue var et rigtig fint sted, de gjorde virkelig en indsats, men jeg tror (set i bakspejlet), at både Emma og jeg var et så skrøbeligt sted i livet at det ikke blev en succes at være væk fra hinanden i den periode, og at det derfor ikke kom til at lykkes. Jeg sluttede fint af med vuggestuen inden jeg flyttede Emma til dagplejen, vi havde et godt møde og jeg sendte dem en mail hvor jeg takkede dem for deres indsats, de havde gjort det allerbedste de kunne og det var jeg virkelig taknemmelig for.

mødet med system danmark vol 1

Så startede dagplejen. Vi havde et for-møde som gik rigtig godt, Emma scannede dagplejen og efter få minutter tullede hun rundt og var totalt tryg. Både dagplejen, lederen og jeg var sikre på at det ville være en succes. De første to dage gik det også rigtig godt, Emma græd ikke engang da vi sagde farvel, og det har jeg aldrig oplevet før (på det tidspunkt). Men på 3. dagen bliver jeg ringet op af dagplejen, og Emma har haft en affektkrampe. Jeg henter Emma, tager hende til lægen, får hende tjekket og lægen vurderer at der er tale om affektkrampe, som børn vokser fra. Men herfra går det galt og det bliver værre og værre. Emma kan pludselig slet ikke være i dagplejen, som begynder at gætte på hvad der mon er galt med Emma. Hun vil gerne at jeg får Emma tjekket hos en ergoterapeut/fys, så vi kan udelukke at Emma skulle være særligt sensitiv. Jeg kan slet ikke genkende det billede hun tegner af Emma, men jeg siger ja til undersøgelsen for at samarbejde, og hvis der vitterligt skulle være noget galt med Emma, så er det naturligvis også i min interesse at finde ud af det.

Vi tager ned i motorikhuset og jeg tager min paps med. Jeg har – af bitter erfaring som jeg kommer ind på i kommende indlæg – lært at man ALTID (UANSET hvor sød du synes din sagsbehandler/mv er, ALTID) skal have en bisidder/vidne med når du har med systemet at gøre, også til undersøgelser. TIL ALT! Og hvor er jeg glad for at jeg netop denne dag valgte at tage min paps med, jeg tør slet ikke tænke på hvad konsekvensen havde været hvis jeg ikke havde gjort det.

Hos fyssen:

Vi kommer ind, Emma scanner rummet og forlader min arm og begynder at lege. Fyssen stiller en masse spørgsmål og efter 20 minutters leg og hop og undersøgelse (og ikke skyggen af gråd) konkluderer hun at der i hvert fald ikke er noget fysiologisk at sætte en finger på hos Emma, tværtimod er der tale om en pige der er motorisk og sprogligt virkelig lagt fremme i sin udvikling. And that’s it. Jeg kommer hjem, ringer til dagplejelederen og fortæller den positive historie. Her er hvad der står i aktindsigten om det selvsamme møde:

skaermbillede-2017-02-14-kl-21-56-34

Da jeg læste denne passage løb det mig koldt ned af ryggen. Her sidder jeg, alene mor, sygemeldt på grund af stalking fra min datters far, har en sag i statsforvaltningen, har en datter der mistrives totalt nede i vuggestuen, men er så glad og udadvendt et barn alle andre steder, og så skriver de direkte løgne i mine akter. Jeg ringede til min paps med det samme og spurgte hvordan han huskede mødet i Motorikhuset. Han huskede det som en succesoplevelse. Så sendte jeg ham akterne. Han var rystet. Han skrev en mail til dagplejelederen med det samme med hans oplevelse (og bakkede mig 100% op) og jeg ringede til Motorikhuset for at få fat i de noter fyssen havde skrevet, så vi i hvert fald var alle os tre der var til stede (for jeg aner ikke hvem hende Janne er) som kunne bevidne at Emma i hvert fald ikke skreg på et eneste tidspunkt under den undersøgelse. Jeg fik hendes noter, de bakkede min påstand 100% op.  Det kan godt være det virker ligegyldigt udefra, og at det virker som en lille detalje, men det er det ikke den dag en sag ender i retten eller der sidder nogle jurister og skal vurdere min sag. Det er kun akterne der tæller.

mødet med system danmark vol 1

Forandring

Jeg fik mere og mere en fornemmelse af at det var “mig mod dem”, den fornemmelse havde jeg overhovedet ikke haft det første sted, det var helt andre grunde til at jeg valgte at tage hende ud, men på ingen måde stedet eller personalet, som jeg følte jeg havde et godt og tillidsfuldt samarbejde med. Under det ene møde sagde dagplejelederen at “det er en MEGET kompleks sag” og “vi skal huske at passe på dagplejemoderen i det her, hun gør jo bare sit bedste”. Og jeg tænkte: “okay, men altså dagplejemoderen er trods alt en voksen kvinde, Emma er 12 måneder… ku’ vi lige passe på Emma først?”.

Der blev gættet i diagnoser fra dagplejesystemts side. Er Emma særligt sensitiv (jeg ved godt at det ikke er en diagnose, og at der overhovedet ikke er det fjerneste i vejen med at være særligt sensitiv, men de brugte det som en diagnose der er “noget i vejen med”)? Har hun epilepsi? Er hun overfølsom overfor andre børn? Er hun overfølsom overfor andre børns lyde?

Jeg ved ikke om du kan forestille dig hvor enormt sjovt og underholdende det er at være vidne til fagpersoners gætteleg om hvad der måske er galt med dit barn, som du i øvrigt ikke kan se der er noget i vejen med? Jeg sad og klappede i mine hænder af diagnose-bingo-glæde hver dag når jeg kom hjem. Tyk fed ironi er muligvis anvendt. Jeg var dybt frustreret. Jeg lå og kiggede på Emma når hun sov og tænkte om hun måske var autist, og tænkte på hvor sindssyg dårlig en mor jeg måtte være når jeg bare ikke selv kunne se det der åbenbart var så tydeligt og komplekst for den dagplejeleder. Jeg mistede al troen på mine egne forældreevner.

 

skaermbillede-2017-02-14-kl-22-13-38

Den første sætning er en observation dagplejelederen har foretaget gennem sin bilrude mens hun er kørt forbi mig der bærer Emma på armen fordi hun ikke gad sidde i klapvognen. Det har hun aldrig villet. Den næste er til rytmik hvor Emma deltager for første gang. Da jeg læste det tænkte jeg “yup, det er min datter, det der! (stolt mor)”. Og nej, Emma aner ikke at hun skal ligge og slappe af under “Mindfull-delen”, hun er 14 måneder på dette tidspunkt. Hun havde en fest mens hun løb rundt og alle de andre lå ned. Det er sådan jeg kender hende, hun har helt styr på sin egen verden, hun er viljestærk, hun har høje lyde.

Hele akten er fuld af mistillid til mig som mor. Den er fuld af antagelser og gætterier og det eneste den ikke er fuld af, det er faktuelle ting. Det er rigtig ubehageligt, for intet af det føltes som et samarbejde mellem mig og dagplejen. Jeg skulle forsvare mig, forsvare Emma, og der var fuld fokus på at få sat en diagnose på Emma, frem for at finde ud af hvordan vi kunne prøve at lave hverdagen således at Emma trives i den, for det er kun hos dem der er problemer, alle i både min familie og min omgangskreds kan overhovedet ikke genkende det billede de tegner af Emma.

Men nej. Så da hverken motorikhuset eller min læge kunne støtte op om deres diagnose-gætterier, så foreslog de en børnepsykolog. Det sagde jeg ja til med det samme. Han kom ud og observerede Emma, stillede mig en del spørgsmål, og virkede ret cool, han vandt i hvert fald hurtigt min respekt. Jeg er generelt stor fan at no-bullshit mennesker der siger tingene som de er. Og da vi, nogle dage senere, skulle til møde med hele dagplejeteamet og psykologen, kunne han konkludere at Emma virker som et helt normalt barn. Ingen tegn på den mindste diagnose, god kontakt og hun var også opsøgende i forhold til ham. Et trygt barn og en glad pige. Og så var der stille på mødet. Og så skulle vi lægge en plan fremadrettet, og planen blev at jeg skulle med Emma i vuggestue hver eneste dag, sådan så Emma var tryg. Så jeg var med Emma i vuggestue hver eneste dag. Og det gjorde jeg så i en måned, men til sidst kunne jeg ikke længere. Der skete ingen fremskridt overhovedet, Emma ville ikke være med til fælles aktiviteter og hun reagerede når vi kom ind til dagplejen. Jeg ved ikke om der er sket noget og hvad der er sket, men Emma sagde meget tydeligt (med krop og lyde) at hun ikke brød sig om at være der. Så i samarbejde med psykologen besluttede jeg at flytte hende en (forhåbentligt) sidste gang.

Men det er ikke så let at flytte et barn. For det første er alt for mange skifte ikke sundt. For det andet ser det ikke særlig godt ud i statsforvaltningen hvis jeg skiftede sted igen. Det kunne hurtigt se ud som om det var mig der var noget galt med, og det turde jeg ikke risikere, da jeg var bange for hvordan min datters far ville bruge akterne hvis de fik fingre i dem. Der var så mange systemer og mulige konsekvenser jeg var nødt til at overveje før jeg kunne følge mig hjerte, som bare sagde “EMMA SKAL VÆK DERFRA NU!” – er du først i systemet så skal du tænke dig godt om før du handler. Har jeg lært.

Psykologen tog “djævlens advokat” hatten på med mig, og spurgte mig om jeg var sikker på det var det rigtige at flytte Emma igen, og stillede nogle gode relevante og vigtige spørgsmål. Jeg svarede så godt jeg kunne på dem allesammen, og da jeg havde svaret sagde han “så vil jeg gerne hjælpe dig med at flytte hende, men der er ingen garantier for at det kommer til at gå det nye sted”.

Han tog kontakt til det nye sted, han satte et møde op som han selv deltog på, jeg lagde alle kortene på bordet, de sagde ja til at få os ind og vi sagde ja til at starte. Emma blev kørt ind som et helt almindeligt barn, og har nu gået der i flere måneder uden at nogen har sagt et pip om nogen som helst diagnoser. Hun går på en stue med 10 andre børn og er ikke det mindste “overfølsom overfor andre børn eller andre børns lyde”. Ja der er udfordringer, ligesom alle andre oplever, og nogle dage er bedre end andre, men alt i alt går det godt, og når Emma står op om morgenen siger hun “Børner” og “tøj på”. Og når hun går i seng om aftenen remser hun alle navnene på pædagogerne og på børnene op, og så snakker vi om hvad de har lavet i børneren i dag. Samarbejdet er i top og jeg føler mig tryg dernede.

mødet med system danmark vol 1

Jeg er rystet i min grundvold over den oplevelse jeg havde med dagplejen. Rystet. En fra dagplejen fortalte mig endda at hvis Emma kunne få en diagnose, så tæller hun for to børn (økonomisk), og så behøver der ikke komme yderligere et barn.

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Nej.

Den gentager vi lige. Hvis Emma kan få en diagnose, så tæller hun (økonomisk) for to børn i stedet for et, og dagplejen får tilført ekstra midler hvis Emma kan få en diagnose.

Så handler det her om økonomi? Skulle jeg igennem det her helvede sådan så dagplejen kunne få færre børn og flere penge? Skulle Emma igennem det? Hvordan kan man afgøre at en velfungerende pige på lidt over et år har en diagnose?

Som jeg ser det så har Emma haft en rimelig hård start på livet på grund og min og hendes fars konflikt. Det kan vi ikke ændre på, vi kan kun blive bedre. Siden jeg blev gravid har det været svært at være i, og det er hun naturligvis mærket af. Børn har antennerne ude og fornemmer meget mere end vi tror, så det er klart hun har reageret på nogle ting. Men det er en sund reaktion fra et sundt og velfungerende barn. Og de raktioner skal hun mødes i og dem skal der tages højde for. Den er jeg med på. Men at skrive løgne ind i akter og forsøge at pushe en hårdt presset mor ud over grænsen, den er jeg ikke med på.  Jeg er stadig vred i alle mine celler over det vi har skulle igennem, og i forbindelse med min egen rejse er jeg kommet i kontakt med andre helt normale familier som også kæmper med et system der slet slet ikke kan rumme forskellighed eller børn der falder det mindste udenfor nummer.

Hvad er det for en fremtid vi er i gang med at skabe når det her er en del af nutidens måde at behandle børn og familier på?

mødet med system danmark vol 1

Jamen hvad skulle de have gjort anderledes Frejamay?

Altså som udgangspunkt skulle de have samarbejdet i stedet for at placere skyld. Og så skulle de lade være med at lyve. Og så skulle de lade være med at overvåge mig gennem en bilrude og skrive ting ind i akterne der er hentet ud af den blå luft. Og så skulle de havde haft fokus på løsninger i stedet for at putte diagnose på barnet. Og så skulle de have en løbende dialog med mig, i stedet for kun at indkalde til møder. Det sted Emma går nu har vi daglige snakke om hvordan det går. Og når jeg er kaldt til møde, så ved jeg præcis hvad det drejer sig om, og jeg har ingen fornemmelse af hemmeligt at blive vurderet og observeret. Jeg har heller ingen planer om at søge aktindsigt det sted jeg går nu, for jeg er helt med på hvad der foregår, hvad vi aftaler, og hvad der fylder hos pædagogerne omkring Emma og de ved hvad der fylder hos mig omkring Emma. Er det ikke sådan et samarbejde skal se ud?

Her er et andet sjovt eksempel fra aktindsigten:

skaermbillede-2017-02-14-kl-22-39-42

Hvad med bare at spørge, helt ærligt er det så svært? Det er ingen hemmelighed at jeg skiftede navn til Frejamay og at jeg stadig lige skal vænne mig til det, og at ja, jeg kommer til at kalde mig selv “Anne” nogen gange. Men du vælger at det her er så vigtigt at det skal ind i akterne, og samtidig vælger du ikke at spørge mig direkte – så er det altså heller ikke nemt. Jeg sidder lige der. Lige der foran dig. Spørg nu bare i stedet for, så havde du fået afklaring med det samme, ville det ikke være sjovt at prøve?

Så ja. Jeg er absolut ikke begejstret, og hvor har det system helt enormt meget magt hvis de beslutter sig for at gå i mod dig som forældre, eller hvis de har stirret sig blind på at et barn har en diagnose. Jeg er så heldig at have dybt kompetente børnepsykologer, rådgivere, familievejledere, terapeuter, jurister, socialrådgivere, sagsbehandlere og læger i mit personlige netværk. Jeg hang i røret hos især en af dem næsten dagligt i en periode, fordi jeg skulle have (kæmpe) støtte til hele tiden at se klart og se tre skridt frem i stedet for et. Uden dem ved jeg ikke hvordan jeg var kommet igennem denne tur. Og samtidig var jeg sygemeldt og dealede med jobcenteret og sygedagpenge-systemet. Som er en meget lang blog i sig selv. Men den kommer, for jeg er mindst lige så rystet over hvad jeg oplevede i det system. Jeg tager virkelig hatten af for alle de mennesker der overlever, med sjælen i behold, efter en sygemelding og et møde med jobcenteret og den mest anale og stupide servicelov jeg nogensinde har været ude for. Men det kommer i næste blogindlæg. Og har man ikke selv været der, så skal man lukke sin numse omkring det, for det skal næsten opleves før man kan have en holdning til det.

Tak fordi du læste med, og jeg hører MEGET gerne din historie. Du kan dele den anonymt i kommentarfeltet herunder, eller du kan sende mig en mail på freja@frejamay.com. Alle henvendelser vil blive behandlet med dyb fortrolighed.

 

skaermbillede-2017-01-09-kl-09-53-53 æretbøffer

 

 

 

 

   

12 kommentarer

  • RFVH

    Hej 🙂
    En kommunal ansat dagplejer er fastlønnet og får intet økonomisk ud af at have et “diagnose” barn. Men selve dagplejekommunen gør. Jeg har selv været kommunal dagplejer og kan bestemt godt genkende, at når de ikke ved hvad de skal stille op, ja så må der da være noget galt med barnet. Vendingen “der må da være noget med ham/hende” og “han/hun må da have en diagnose” hørte jeg ofte både blandt kolleger og af dagplejepædagogerne. Af den grund sagde jeg simpelthen op og blev privat børnepasser istedet! Jeg ku slet ikke ha det i mit system at disse små væsener blev stemplet som værende forkerte, når det ALTID er omgivelserne den er gal med, for det er dét børnene reagerer på. Det oftest lettere at smide den over på andre istedet for at erkende, acceptere og fortælle at man simpelthen ikke magter opgaven. Jeg oplever “systemet”, skole, inst., som havende meget lille/slet ingen indsigt i, hvad nutidens børn rummer og hvad de har behov for når de ikke trives. Nutidens børn gir os forældre KLAR besked, når de befinder sig i en energi som er “lavere” end deres egen- som ikke er god for dem. Det kan være hård kost for dem der “vælges fra”- som dagplejen- for de har måske altid oplevet at kunne “håndtere” børnene. Jeg tror at udfordringen/budskabet heri for os forældre er, at vi skal tude stå ved vores egen fornemmelse for vores barn – hver gang. Hvad end omverdenen måtte mene..
    Jeg kan ikke lade være med at tænke lidt på, om du i forbindelse med dit navneskift har fået en grundig gennemgang af hvilke energier du havde med dig før. For heri ligger jo også svar på, hvorfor vi møder de forhindringer som vi gør. Nu med dit smukke og lette nye navn – er det så værd at ride rundt i oplevelserne som din gamle energi medførte? Og lade dem blive ved med at være en del af din nye identitet? Jeg kan godt følge at det at bruge sin stemme, når man ved den bliver hørt, kan være godt. Men er det så godt, når det samtidig gør dig gal/vred/ked igen? Hvad var det istedet som gjorde at du turde lytte til dig selv i sidste ende? Hvad har det givet dig?
    Hilsen en børnepasser/numerolog som selv har været gennem sølet med kommune/inst./dagpenge.. <3 Kærlighed til jer og ønsket om en vidunderlig weekend med duften af forår.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej RFVH

      Tusind tak for din kommentar, din ærlighed og din historie, det giver rigtig god mening det du skriver. Og jeg vil gerne svare på dine spørgsmål, som jeg har tænkt lidt over:

      Jeg har fået en grundig gennemgang af de energier jeg har med mig, og det giver supergod mening. For mig er der slet ikke tale om at “ride rundt i oplevelserne som min gamle energi medførte”. For det første er det ikke mere end ganske få måneder siden det her skete (jeg skiftede navn for halvandet år siden), for det andet tror jeg på at ting skal bearbejdes så man kan komme videre. Jeg bearbejder ved at skrive om det, sætte ord på, formulere, vælge ord, vælge ord fra, dele, snakke om det der er sket, høre og læse andres historier. Jeg tror det er supersundt (for mig i hvert fald) at gøre præcis sådan her, sådan så jeg netop kan slippe det og tage læringen med mig videre. For det andet, så ved jeg at der sidder mange forældre derude der desværre har været fanget af det samme. Hvis ikke der er nogen der taler højt om det her, så flytter vi os aldrig fra det. Ved at adressere problematikkerne og oplevelserne med et system der ikke fungerer, kan vi ændre det. Ved at erkende at der er brug for en forandring, kan vi ændre det. Jeg havde heller ikke haft glæden af at læse om dine erfaringer hvis jeg ikke havde skrevet denne blog.

      For mig er det netop godt at opleve at der stadig er vrede/ked af det hed mv. forbundet med historien, det betyder at det kommer ud i stedet for at bo inde i mig, hvor det i hvert fald ikke gør gavn. Jeg har det helt anderledes med det nu hvor jeg har læst de næsten 40 mails/kommentarer/ fb-beskeder der er kommet ind om emnet, end jeg havde da jeg sad og tænkte at jeg var alene med det. Når vi deler møder vi også andre der står i det samme, og det kan være helende i sig selv.

      Så jeg forstår virkelig godt hvad du skriver, og jeg er i gang med at finde mine lessons learned frem, men det kan jeg kun i kraft af at jeg har gjort præcis som jeg har gjort her <3

      Stort kram
      Frejamay

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Jeg bliver skræmt fra vid og sans over, at man kan blive udsat for den slags. Respekt for at du stod det igennem og holdt fast i din mavefornemmelse.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Min dreng går i dagpleje og hun er verdens bedste. Hun kunne aldrig finde på at opdigte diagnoser eller lignende. Der findes fantastiske dagplejere (har mødt flere i forbindelse med omplacering grundet ferir), der åbner deres hjem for mit barn og os som forældre. Jeg har kun gode oplevelser med systemer dagpleje.
    Jeg ved godt, du skriver din historie og oplevelse og ikke siger, at sådan er alle. Jeg vil bare påpege at de søde og kompetente dagplejere findes derude 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Ditte,

      og det er netop vigtigt at holde fast i at det ikke er alle, og hvor er jeg glad for at din dreng går et sted I er glade for. Min pointe er, som du også skriver, netop ikke at skære alle over en kam, men at pointere en ret uhensigtsmæssigt brist i et system, som i hvert fald har haft ret negativ indvirkning på vores liv. Til gengæld er vi rigtig glade for det nye sted <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi

    Jeg har uden held forsøgt at sende dig en mail, det vil ikke lykkedes og jeg har derfor sendt dig en pb, her på fb. ved ikke om du kan se den. God dag til dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeanett

    Da jeg læste din oplevelse fik jeg den største knude i maven… og med det sammen blev jeg smidt 8 år tilbage i livet da min store pige skulle starte i dagpleje.
    De første dage gik godt, men så begyndte hun at skrive og hive hår ud af hovedet på sig selv når jeg var gået (fik jeg af vide). Da hun havde gået der i nogle måneder, fik jeg en opringning fra område pædagogen hvor hun fortalte at C skreg hele tiden, og at der var INGEN af de andre dagplejer som ønskede at have hende i gæstepleje. (Ikke en opringning jeg lige havde regnet med, men samtid nævnte hun en masse ting hvor jeg overhovedet ikke kunne kende min datter). Da C var omkring halvandet år (jeg havde flere gange prøvet at flytte hende, desværre uden held) skulle hun i gæste pleje, jeg havde bakket en hel sportstaske med diverse ting og sager. Da jeg afleverede C til K fortalte jeg hvordan jeg pleje at gøre forskellige ting, hvordan sutten kunne hjælpe bare ved at have den i hånden osv. Sagde at var der det mindste måtte hun ringe, så måtte jeg hente hende. Dagen gik og lige efter job hentede jeg hende (som jeg plejede) og K fortalte at det billede som C’s “rigtige” dagpleje havde givet af C, kunne hun slet ikke kende. Og at der INTET havde været hele dagen. Jeg prøvede flere gange her efter at flytte C, desværre uden held.
    Bare et lille ting ud af mange med mit første møde med en dagpleje.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Puha Jeanett, jeg er ked af at læse om din oplevelse. Det er så skræmmende hvordan et negativt billede fra en enkelt person (dagplejen i dette tilfælde) kan komme til at fylde en hel families liv i mange år ud i fremtiden.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Ej, hvor bliver jeg ked af at høre om dit møde med dagplejen. Først og fremmest bliver jeg ked af at du og Emma har skulle gå igennem alt det. Dernæst bliver jeg skidesur over at der er dagplejere der vægter børn og forældres tillid og velbefindende lavere end kroner og ører. Og at de på den måde er med til at bidrage til en rigtig ærgerlig fortælling om dagplejen.
    Vores møde med dagplejen har kun været positivt. Min datter bryder ud i glædeshyl bare jeg nævner hendes dagplejers navn og det gør jeg sgu næsten også, for hun er fantastisk og hendes faglige stolthed er fandme rørende, når man som jeg har set sin andel af opbrugte, trætte pædagoger i min tid som medhjælper i en vuggestue.
    Hvor er det en sindssyg behandling i har fået. Er det en sag du har tænkt dig at gå videre med, ud over med blogindlæg her på adressen? Helt ok, hvis du ikke har lyst til at svare på det, bliver bare så harm – det er da tydeligt at der trænger til at blive ryddet op i den dagpleje!
    Alt det bedste til dig og din dejlige Emma – hvor er det dejligt at I endelig er landet et rart sted <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Nanna,

      tak for din kommentar, og hvor er det dejligt du har en helt anden oplevelse med dagplejen, det glæder mig. Og jeg ved der findes mange gode dagplejere derude! Jeg er heller ikke ude på at ramme den dagplejer vi havde, hun gjorde alt hvad hun overhovedet kunne og hun brugte de værktøjer hun nu engang havde, mit problem er at det bare slet ikke er godt nok, og at den måde dagplejesystemet, og især lederen, tacklede vores situation på, det var helt ude i hampen.

      nej, jeg har ikke tænkt mig at gå videre med sagen. Jeg ville ikke vide hvad jeg skulle få ud af det, andet end mere stress og bekymring, og den slags gør mig til et dårligere og mere surt menneske. Så vil jeg hellere bruge min vrede konstruktivt, som her, og så være en god mor og et godt menneske når jeg slukker skærmen 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

20 Film om stærke kvinder og stærke kvindelige hovedroller (inkl trailere til alle film)