6 ting jeg ville ønske frisører selv kunne regne ud

Man kan have en plan, og så sker det her

skaermbillede-2017-02-02-kl-13-57-19

I dag var det meningen jeg skulle fortælle dig om en superfed bog der udkommer om lidt. Det må vente til weekenden. Og det var også planen at jeg skulle fortælle dig om en superfed oplevelse jeg havde med en stylist forleden. Men det må også vente. Og så skal jeg fortælle dig BIGGY nyheder! Men det kan jeg heller ikke, fordi jeg havde en supergod plan i går og så gik det hele galt.

Emma har været småsyg hele ugen, så jeg har aflyst alle aftaler og har boet i nattøj hele ugen sammen med min datter. Hun har ikke feber, men hun er bare ikke frisk nok til at jeg forlader hytten. Alligevel havde jeg et vigtigt møde i går, som tog t3 timer, så min mor kom og passede Emma. De hyggede sig og havde det dejligt, men Emma var også glad for at moar kom hjem igen. Og jeg var træt, for Emmas og min dag startede med en vågne snottet ninja klokken 5 nul dut. Men vi skulle direkte videre til samvær, og det blev også en lidt hård omgang, jeg havde nok ikke vurderet ordentligt hvor frisk hun var. Så da vi kom hjem var vi begge to pænt færdige. Jeg skulle lige hurtigt bikse noget mad sammen til os, og mens jeg stod med godt gang i gryderne, kom Emma hen og sagde “kom, kom” og så sagde jeg, som jeg ofte gør:”Mor skal lige lave mad skat, så du må lige gå ind og lege selv til jeg er færdig”. Og det virker rimelig harmløst, og normalt går Emma bare ind og leger til jeg kan komme ind og være lidt med. Men i går var det simpelthen dråben. Hun kunne ikke magte mere. Så hun satte i så stort et hyl at hun glemte at trække vejret, og så kunne jeg – i slowmotion – se en affektkrampe være på vej. Øjnene rullede omi baghovedet, Emmas arme krampede, gråden blev mørk og Emmas krop faldt sammen og hovedet knaldede ned i gulvet. Jeg nåede ikke at fange hende.

Jeg tog Emma op i mine arme, vuggede og trøstede og jeg forstod ikke hvordan jeg ikke kunne nå at gribe hende når jeg stod en meter fra hende, og det hele føltes som om det foregik i slowmotion. Men jeg nåede det altså ikke. Jeg tog hende med ind i sengen, hun var kommet til sig selv igen, jeg ammede hende og så faldt hun i søvn med det samme. Men mit hjerte hamrede og jeg var så nervøs for at hun måske havde fået en hjernerystelse. Så jeg ringede til vagtlægen og de var enige i at det var bedst lige at få hende tjekket, Så min paps kom susende fra Nivå, stoppede s ind i bilen og vi kørte til Herlev børnemodtagelse hvor hun blev tilset af en læge. Kender du det? Jeg ved jo godt der nok ikke er noget galt, men jeg ville aldrig tilgive mig selv hvis jeg ikke havde fundet det undersøgt og Emma så alligevel havde indre skader som kunne gå hen og blive alvorlige. Så jeg er glad for at jeg lyttede til min mor-stemme og tog afsted, for jeg kunne sove trygt om natten. Alterativt var ikke at tage afsted for “det er nok ikke noget”, men så kunne jeg gå rundt i uvisheden i flere dage. Det er livet for kort til. Men det havde jeg gjort i gamle dage og hvis det var mig selv det handlede om.

Så. Ingen tid til blogging i går aftes, men derimod masser af krammere og nus til Emma. Jeg måtte slutte aftenen med en kold øl, for jeg var så ødelagt. I dag holder vi også helt fri og bliver under dynen. Emmas sover nu og jeg har en liste så lang over ting jeg skal nå (fordi jeg lige nu er en uge bagud), men altså det når jeg nok.

Hav en skøndejlig weekend <3

 

Og vil du læse mere om Emmas affektkramper, så har jeg skrevet om dem her.

 

skaermbillede-2017-01-09-kl-09-53-53 æretbøffer

   

1 kommentar

  • Anne Madsen

    For knap en månedsiden stod jeg også kun en meter fra min søn, da han faldt ned fra puslebordet. Det resulterede i en tur på skadestuen for at få syet hagen og efterfølgende skulle vi holde øje med om der var en hjernerystelse. Jeg var helt ude af den, for hvorfor kunne jeg ikke nå at gribe ham?? En sygeplejerske på skadestuen var rigtig god og sagde: selvfølgelig skal vi sikre os bedst muligt mod skade, men vi kan ikke opnå 100 % sikkerhed. Så længe vi har “et øje” på dem, så hvis der sker nået, kan vi fortælle hvad der er sket. Så giver vi sundhedspersonalet den bedste mulighed til at vurdere situationen. Sygeplejesken tilføjede desuden, at børn skal lære at være selvstændige og passe på sig selv og det kære de ikke af at gå rundt i bobbelplast.
    Snakken med sygeplejesker hjalp mig meget til at acceptere situationen.
    Nå det blev en lang kommentar. Jeg ville bare sige at du er en dejlig mor, der mærker hvad der er rigtig i situationen og ja det frygteligt at føle den afmagt der kommer når man ikke kan nå at afværge sådan et fald. Kæmpe kram til jeg begge

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

6 ting jeg ville ønske frisører selv kunne regne ud