Se min smukke kjole

Interview: Mød Maj My: Vi er alle sammen berettigede. Vi har alle sammen mulighed for at leve et liv med fremdrift og stor glæde.

 

Processed with VSCO with a7 preset

I dag skal du møde Maj My. Maj kender jeg fra gamle dage, og selvom hun nok ikke ved det, så har hun fåe mig til at tænke rigtig meget over hvad jeg egenltig vil med mit eget liv. Maj er sin helt egen, hun er stærk, sårbar, gennemsigtig og farverig, jeg er simpelthen så glad for at vores veje har krydset hinanden og jeg er rigtig glad for at hun, selvom hun er en dame med temmelig meget fart på, har sagt ja til at være med i interview-rækken, hvor du kommer med bag kameraet hos nogle af de mest kickass- damer jeg kender. Tag rigtig godt i mod Maj My.

Hvem er du?

Mit fulde navn er Maj My Midtgaard Humaidan, men jeg bruger det sjældent, fordi det er så langt, og måske nærmest uforståeligt for mange. Når nu jeg er på Frejamay Novembers blog tør jeg dog godt skrive det. Min familie og venner kalder mig dog blot Maj eller Maj My, og derfor hedder min blog det. Jeg er uddannet journalist, og har skrevet bøger de seneste fire år. Biografier, faglitteratur og den slags. Jeg har også skrevet en skønlitterær roman, som jeg inderligt håber på at få udgivet, for det var den bedste oplevelse i mit liv. Hvad er mit erhverv? Hmm, det har jeg måske lidt svært ved at svare på. De fleste dage er jeg i høj grad “en mor, som skriver”. Sammen med min mand, som i øvrigt er selvstændig musiker, får jeg vores familie med fire små børn til at fungere uden lange børnehavedage eller stress (næsten, i hvert fald). Det er dog ikke det eneste, vi gør sammen, for vi har også “Huset Humaidan”, som er en virksomhed, der afholder kreative udviklingsforløb for udsatte unge. Vi tager på camps med de unge; snakker med dem, laver musik med dem, skriver, laver mad og meget andet. Det er et fantastisk stykke arbejde at få lov til at udføre. Tænk at have mulighed for at ændre andre menneskers livsbane blot ved at være der og være sig selv. Ved at vise dem alt det gode, som verden også indeholder; alt det smukke og rigtige, og som de fleste af dem selv bærer rundt på indeni, men som de ikke har turde trække frem i lyset før. Det er et meget meningsfuldt arbejde for mig. Derudover tjener vi penge på at lave musik og skrive.

majmy2

Hvordan ser din hverdag ud?

Vi afleverer børnene tre forskellige steder mellem klokken 8:15 og 9, og henter dem igen mellem 13:30 og 14:30. Det giver os knap fem timers arbejde på en gennemsnitlig dag, og vi når sindssygt meget på den tid. Jeg er blevet virkelig effektiv af at få børn. Når vi arbejder, varierer opgaverne en del og dermed også dagene. Nogle dage skal Kristian skrive en salme og ansøge om et kunstprojekt, andre producerer han et track til en tv-serie. Nogle dage skriver jeg til min blog, besvarer emails, og planlægger forløb i Huset Humaidan-regi, andre skriver jeg på min nye bog fra morgen til eftermiddag. Mange aftener arbejder vi, men som regel kun hvis vi har lyst (det har vi ofte.) Vi læser hinandens tekster igennem, og snakker i det hele taget ret meget om “arbejde”, hvilket i vores liv også er lig med “passion”. Jeg får helt sommerfugle i maven af at skrive det her afsnit. Jeg tror, det er fordi, jeg virkelig holder af min arbejdstid og af det fællesskab, som jeg har med min mand omkring det.

Hvilke regler har du stillet op for dig selv for at have struktur/disciplin/overblik over din hverdag?

Ikke noget fast. Arbejdsdisciplinen er kommet af sig selv de senere år, men jeg skriver lister, når der er ting, jeg gerne vil nå i løbet af min arbejdstid, og dem opfylder jeg som regel. Man kan sige, at jeg nok justerer tempoet efter antallet af opgaver den pågældende dag. Jeg kan blive frustreret, hvis ikke jeg har mulighed for at arbejde – hvis for eksempel vi har syge børn i mange dage – men efterhånden finder jeg også ro i det. Så er vi sammen med børnene, skiftevis eventuelt, og arbejder om aftenen.

majmy4

Hvornår startede du med at blogge?

Jeg startede med at blogge i september sidste år, så jeg er ny på det felt. Det har taget mig en del år at komme i gang. Faktisk havde jeg en blog klar for fire år siden, og jeg skrev ét indlæg, før jeg stoppede igen. På trods af at jeg har levet af at skrive i ti år, skulle der en del overvejelser til, før det føltes rigtigt at træde ind på den selvopfundne scene, som det jo lidt er at starte en blog. Jeg synes, det føles som at stille sig på en kasse og råbe ud over en tom plads i håb om at nogen måske vil lytte med, og det blev jeg først klar til nu. Heldigvis er der mange, der lytter med, men jeg tjener ikke penge på min blog, og jeg er heller ikke sikker på, at jeg vil det.

 

Hvilke tanker/overvejelser gjorde du inden du startede som selvstændig?

Min mand og jeg spurgte hinanden: “Hvad er det værste, der kan ske?”, og svaret var simpelt: “At vi bliver nødt til at sælge huset og købe et billigere”. What? Var det alt? Var det virkelig det farligste ved at tage springet? Det virkede langt mere skræmmende at bruge mit liv på et arbejde, der krævede mere tid, end jeg havde lyst til at give, og som ikke var helt rigtigt længere. Sjovt nok endte vi med at sælge huset alligevel, af helt andre grunde. Det er min højeste ambition altid at følge de tegn, som universet sender mig, for så ender man som regel lige der, hvor man skulle.

Processed with VSCO with a7 preset

Hvad fik dig til at tage springet/slippe trygheden og den faste indtægt – hvad gav dig skubbet?

At jeg skrev en bog sammen med Peter Mygind, mens jeg var på orlov fra mit job. Det tændte mig at skrive noget, der var længere end en avisartikel, og efter min orlov kom jeg på et kursus i litterærskrivning med min yndlingsforfatter, en amerikaner, og så kunne jeg ikke gå tilbage. Jeg vidste, at jeg skulle skrive bøger og arbejde med mennesker.

 

Hvor har du søgt hjælp henne undervejs fra start til der hvor du er nu?

Min mand og jeg snakker rigtig meget med hinanden om vores professionelle udvikling og om de muligheder, vi har. Derudover vender jeg mit arbejde med min bror, som er iværksætter, og virkelig virkelig sej til at opfinde, søge legater og bygge virksomheder op fra bunden. Også min svigerinde, som er journalist ligesom mig, bruger jeg, fordi hun er modig, idérig og rigtig god til at heppe. Min søster har en endeløs tillid til mig, hvilket virkelig giver en ro, så hende ringer jeg tit til.

 

Hvad gør du for at balancere dit arbejdsliv og dit familieliv?

Jeg prioriterer familien, kort sagt, og er helt sikker på, at det kommer jeg aldrig til at fortryde. Og så prioriterer jeg det arbejde, der er meningsfuldt for mig. Således hænger det sammen; når alt, jeg bruger min tid på, er noget, jeg kan se mig selv i øjnene og sige “det er det værd,” så er livet godt.

Hvor er du stadig udfordret på den front?

Mine børn er ret små: 8, 4 (tvillinger) og 1 år, så dér er jeg udfordret. Mit arbejdsliv er konstant i bevægelse, hvilket jeg godt kan lide. Jeg får en idé, og går med den. Udvikler koncepter, og arbejder målrettet på dem. Ofte kommer der noget til, og nogen stiller det rigtige spørgsmål, og pludselig ved man, om man er på rette vej. Jeg håber, at mit arbejdsliv vil udvikle sig meget de næste ti år. Mest af alt drømmer jeg om mulighed for at udgive mine bøger, for dér finder jeg den dybeste lykke: Når jeg skriver skønlitteratur, er det som at hoppe på et løbebånd med kurs ind i min dybeste viden.

Hvad har været dine (e) vigtigste lessons learned i rejsen som mor og selvstændig fra du startede til nu?

At jeg ikke kan regne med en arbejdstid svarende til fuldtidsarbejde, når jeg arbejder hjemme og samtidig har små børn. Jeg har måttet lære at arbejde i små, koncentrerede tidslommer og være glad for det. Det er en gave både at elske sin familie og sit job, men det giver naturligvis også gnidninger, når man egentlig gerne vil have børnene hjemme OG arbejde passioneret på sit professionelle virke.

majmy1

Hvilke 3 råd vil du give videre til den mor eller far der sidder derude nu og drømmer om at hoppe ud i livet som selvstændig forældre?

* Mærk efter: Hvad driver dig? Hvad gør dig glad ved tanken om at være selvstændig – hvad gør dig usikker? Føler du, at din verden udvider sig, når du forestiller dig et liv som selvstændig, eller bliver den mindre? (Det er et godt tegn, hvis den bliver stor.)
* Lav en etårsplan: Hvad vil du gerne nå? Sørg for at den er realistisk. Måske kommer du aldrig til at kigge på den, men den kan give en sikkerhed til start.

* Gør dig klart, hvad dine succeskriterier er: Er det en stor økonomi eller kreativ frihed og fleksibilitet? Er det selvstændighed eller muligheden for et nyt arbejdsfællesskab?

Og hvad skal de i hvert fald ikke gøre/tænke?

Gå ikke i panik. Hvad er det værste, der kan ske?

majmy3

Hvad ville du ønske du havde vidst da du begyndte?

Hvor lidt det betyder at tjene præcis lige meget hvert år og hvor fantastisk det i sandhed er at have en fleksibel, fri hverdag.

Hvad gør du for at udvikle dig selv og din forretning?

Læser, diskuterer, lytter, skriver.

 

Andet jeg har glemt at spørge om, som du synes er vigtigt at få med?

Hvorfor blogger jeg? Fordi jeg har meget på hjerte, og tør fortælle ærligt om livet. Jeg ønsker at inspirere andre til at tage ansvar for deres liv og følge deres drømme. Jeg ønsker at pille følelsen af forkerthed ud af mine læsere: Vi er alle sammen berettigede. Vi har alle sammen mulighed for at leve et liv med fremdrift og stor glæde.

 

Hvor kan jeg følge dig henne? (link til alle de sociale medier du gerne vil have læseren følger med på)

www.majmy.dk facebook.com/majmyblog

og på bloggen her

 

Fik du ikke læst de andre interviews med kickass mødre der har fundet deres egne måder at leve drømmene på? Så læs dem her:

Mød Johanne Mygind fra nutidensmor.dk: Tro ikke du skal gøre noget, bare fordi andre gør det

Inspiration interview: Mød P for pernille, at være selvstændig er ikke altid svaret på frihed og lykke, så jeg fandt min egen vej

De lever af Instagram og hjemmepasser Molly May på 8 måneder – mød Caroline og Anthony fra Anewkindoflove.com
Mød Michala fra bastabum.dk: Mit ønske om et mere velfungerede familieliv fik mig til at tage den endelige beslutning
Hvad har du fået med fra dette interview? Jeg glæder mig til at læse hvad du tænker 🙂
skaermbillede-2017-01-09-kl-09-53-53 æretbøffer
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Se min smukke kjole