Advarsel: forandringer forude

Hvor længe må man have det dårligt før man skal huske at tænke positivt?

201525hvad-fanden-laver-du-anne-deppe0

I gamle dage var det helt normalt at man var i sorg i to år over en mistet ægtefælle, før man overhovedet overvejede at tænke på at snakke medicin. I dag er det 14 dage. Sådan siger Dr.med. Peter Gøtzsche, når han er ude og holde foredrag om medicinalindustrien og mafiametoder. Det er ikke den branche vi skal snakke om i dag, men der et sammentræf mellem den udvikling Peter beskriver her, og den oplevelse jeg har i min hverdag med de relationer jeg har. Hvor længe må man have det dårligt før man skal huske at tænke positivt?

I dag snakkede jeg med en god veninde i telefonen. Hun kæmper med nogle svære ting, og alligevel siger hun til mig i telefonen: “Ej, jeg gider bare heller ikke være sådan en der brokker mig eller lyder nederen, og jeg prøver virkelig at tænke positivt!”. En anden veninde sagde for nyligt det samme til mig. Men ingen af dem har lavet en kontrakt med mig om at man, i vores venskab, ikke må have det dårligt, ej heller hvor længe en krise eller en udvikling må tage. Og heldigvis. For de sidste to år, og i særdeleshed 2016 har jeg ærlig talt ikke haft ret meget klogt eller positivt at sige. Men jeg er så heldig at jeg er blevet både elsket og accepteret alligevel. For de fleste i min omgangskreds har selv været der, de kender livet, og det ved (modsat politikerne) at udvikling, livet og kriser, de tager den tid det tager.

9248d6934ec29c7467b9f80d51e79db5

For et år siden oprettede jeg et lukket forseglet forum på facebook, hvor jeg ved jeg ikke bliver stalket eller lignende. Her har jeg det sidste år “mini-blogget” og delt mine frutrationer og (mange) råb om hjælp, min magtesløshed og hver gang jeg har givet op eller har haft lyst til det. Det har været så ubeskrivelig dejligt at slippe og bare være med det der nu engang har været, og samtidig blive mødt i det, uden at nogen skulle reparere mig eller fikse mig.

I et enkelt tilfælde var der en bekendt der skrev “men det hjælper jo ikke! Nu har du skrevet om de her ting i to måneder og det virker ikke til at du får det bedre! Du får jo ikke hjælp, jeg kan ikke holde ud at se at du ikke kommer nogen vegne!” Herefter blev vi enige om at hun så ikke skulle være med i den gruppe, for jeg stod jo stadig midt i det. Jeg stod stadig midt i stalkingen og blev optaget skjult og måtte flytte på hemmelig adresse og følte mig fanget og isoleret. Men man kan ikke tage folk længere end man selv har gået, og hvis man ikke kan være med sine egne kriser og rædsler, så kan ingen forvente at man kan være med andres. Hun havde et regelsæt om at man efter en rum tid skal være i bedring. Og det var jeg ikke. Faktisk var jeg i 2016 flere gange i tvivl om jeg nogensinde ville komme et godt sted hen igen, og netop derfor var det så vigtigt for mig at få så meget luft for mine frustrationer som muligt, så jeg kunne lære at leve der hvor jeg var. Så livet ikke blev noget der først startede igen når det hele var ovre (måske). Og måden at få luft på, for mig, var at sige det højt i et forum hvor det i hvert fald ikke havde konsekvenser, eller at noget blev kopieret og sendt ind til statsforvaltningen. Ting sagt i fortrolighed.

1792570827_0379bb3585

Det der “husk at tænke positivt”, det er rigtig godt hvis man er en type der har tendens til at falde ned i negative tankemønstre og sidde fast der. Men “tænk positivt” er også blevet en landeplage og en superirriterende symptombehandling som ikke hjælper ret mange mennesker. Mange af de mennesker jeg har coachet igennem tiden bliver ramt af massiv skam, fordi de, i de situationer de har været i, ikke har formået at tænke positivt. Og så har de skammet sig, for så må der jo være noget i veje med dem. For mig er det helt skævt. Nogen gange er det bedre at råde “FUCKERLOOOOOOOORT PIS PIKKEBÆTIS SAAAAATANS!” end at sige til sig selv “hvis jeg skulle tænke positivt lige nu, så … øhm…” – bræk.

I min verden må man have det nederen lige så længe man har det nederen. Bare vi husker at grine og have det sjovt også. Og det kan man altså sagtens selvom man har det svært. Jeg kan huske da jeg var sygemeldt med ptsd og stress. Jeg fik det helt dårligt over de gange jeg havde det godt. For var jeg så syg nok? Var jeg så en snylter der nassede på samfundet hvis jeg kom til at grine og have det sjovt? Skulle jeg huske at ave det dårligt når jeg ikke havde det? Jeg kan sagtens både grine og græde indenfor samme minut. Og selvom min ene veninde kæmper rigtig meget lige nu, så elsker jeg lige så meget at være sammen med hende som når hun ikke kæmper, for det er hendes væsen jeg elsker. Det er hendes livssyn, hendes måde at være sig selv på, og ja ja, så kæmper hun i øjeblikket, men hun bliver jo ikke en anden person bare fordi livet er svært lige nu. Og så har vi bare nogle dybere og mere (for mig) interessante snakke om livet, og det er også dejligt og det er også med til at udvikle venskabet.

 

tumblr_l440r6njpb1qza249o1_400

Det altafgørende for mig, i en relation, er om man nærer hinanden. At åbne op og dele noget der er svært er også næring. Det er tillid og rummelighed og mod og kærlighed og egenomsorg. Og når den ene deler noget, så bliver den anden inspireret og tør også at dele. Jeg kan en sjov historie om noget med en hæmoride der understreger den pointe. Den får du en anden gang. Når vi deler hinandens rædsel med hinanden, skal vi jo ikke bære den for hinanden, vi skal bare vise hinanden at vi godt kan være med den, og det kan vi kun når vi kan være med vores egen.

Et særligt venskab jeg har, går mest ud på at sparre når livet/business er svært. Men det er så lærerigt at blive lukket ind i hinanden rædsler, og vi har det virkelig sjovt selvom vi snakker om tungere emner hver gang, og jeg elsker vores snakke. Jeg ville ikke bytte det venskab ud for noget som helst i verden. Men der er ingen regler om at man skal hverken tænke positivt eller at man kun må have det svært i nogle måneder eller noget. Det er nogle helt andre filtre der bliver sat op. Som f.eks har vi det sjovt? Griner vi? Inspirerer vi hinanden? Føler vi os mødt og set? Om vi har det godt eller dårligt, det er fuldstændig ligegyldigt.

Hvad er reglerne i dit netværk? Hvor længe må man have det dårligt før man skal huske at tænke positivt?

skaermbillede-2017-01-09-kl-09-53-53 skaermbillede-2017-01-10-kl-13-08-42

 

 

 

5 kommentarer

  • Gustavo Woltmann

    Man må have det dårligt, så længe man har lyst til. Så længe der er en fin balance.

    Gustavo Woltmann

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Klog på livet og så mange vise ord at du kan blive ved med at øse dem ud.. Dette er det bedste indlæg jeg har læst Længe: så bredt og så rammende. Og så personligt!
    For mig er der ingen regler. Og så alligevel.
    For der må gerne være en balance som man finder i fællesskab.
    Jeg har også en venninde der er kommet med den “nu igen” bemærkning, med et glimt i øjet, heldigvis.
    Vist var det sårende i øjeblikket men det satte også en masse tanker igang.
    Lige som dine betragtninger ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cebrina

    Jeg havde en gang en chef der, 2 måneder efter min storebror havde begået selvmord, sagde at jeg skulle til at finde en måde at håndtere det på for det nyttede ikke noget at jeg brød sammen på arbejdet! Sikke en idiot!! Ni år senere er det stadig svært! Og ved du hvad? Det er helt ok! Jeg er så langt at der går år imellem at jeg græder nu, men ondt det gør det stadig hver dag, for selvmord er der sku ikk nogen positiv side af !! Tak for dit indlæg!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • ELSKER din ærlighed og du er så ligetil ❤️
    Hader også at man skal høre på at man skal se de positive sider – livet er ikke altid lutter lagkage og nogle gange har man brug for at få det ud 🙏🏻❤️
    Tak for dig ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fårrrk jeg elsker dig!
    Du har så ret. Man må nemlig gerne have det dårligt. Og man kan altså ikke på kommando få det bedre.
    Jeg havde en gang en veninde der, efter jeg endnu en gang græd over et forhold der var slut, sagde til mig “Skal vi nu til det igen”…eksveninde i dag.
    Man må gerne være ked, for hvis man ikke er ked, så ved man heller ikke hvordan det er at være glad.
    Har hørt at det et i skala 1:5. En negativ og fem positive skulle være den perfekte formel på happiness.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Advarsel: forandringer forude