Læserbrev: Hvad gør man når man har et barn der tager verden meget ind, skal man skærme det?

Med forældrehood’et følger et helt nyt niveau af frygt

skaermbillede-2016-10-28-kl-21-39-43

I nat skete det igen. Jeg vågnede op og måtte holde om Emma. Det kan komme lige pludseligt på alle mulige mærkelige tidspunkter: angsten for at der sker Emma noget alvorligt eller at jeg mister hende. Det er den værste tanke der findes, og jeg kan næsten ikke være i min egen krop når den kommer. Kender du den?

Jeg synes den bliver værre. I starten var Emma jo den der lille kødbolle som altid boede i slyngen eller nærmest sad på mig som en abekatteunge. Nu løber hun rundt og bliver passet og er på legedates og spiser svampe (de der engangssvampe, ikke dem fra staden), og kravler op i ting og krammer træer og løber hurtigt ned af bakker (af asfalt, omg!). Jeg vil ikke være en overbeskyttende mor, og Emma skal lære at slå sig og at det heler igen. Og sådan som jeg kender hende ved jeg at vi nok kommer til at være månedens gæster på skadestuen i en periode, det kan næsten ikke undgås. Men den der altædende frygt der kan komme som et lyn fra en klar himmel med at der pludselig går noget galt, den er svær at håndtere synes jeg.

En nat for et halvt års tid siden, drømte jeg at Emma aldrig havde fandtes, at det bare var en drøm jeg havde haft, så da jeg vågnede var jeg simpelthen så ulykkelig, og da hun lå der med foden oppe i mit øre blev jeg så glad, at jeg næsten ikke kunne modstå lysten til at tage hende op og kramme hende. Men jeg var en dygtig mor, så jeg lod hende ligge.

Åh de der følelser, altså. Der er så mange nye af dem og de har bare hverken bund eller loft.

Motherhood og Fatherhood

At være forældre giver livet en ny dimension af det hele. Både lykken, frygten, angsten og glæden. Og alle de 837629846928 nye ting man kan føle.

Nyd dagen, den er snart forbi <3

Frejamay

deppeandthelostsockkommentarfeltbilledeannedeppe

5 kommentarer

  • Julie

    Jeg har aldrig mødt et menneskerder kan få mig til at føle så meget som min søn.. Jeg kan være helt på røven over hvor irriterende han er og helt knuget af hvor meget jeg elsker ham.. inden for måske 2 minutter.. Det er imponerende at så lille et menneske kan gøre sådan ved en..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julue

    Jatak! Sidder allerede og tuder fordi det rammer lige dér! Præcis som i nat da min 2-årige pige rullede over på mig og jeg kom til at tænke på hendes lille krop der løb over gulvet til tumlingeballet forleden – tanken om hvor meget jeg ville savne hende hvis der skete noget! Der er ikke noget der kan hyle en mere ud af den 🙈Ville ønske man hurtigere kunne skubbe den fra sig når den dukker op for den er svær 😏 Prøver bare at huske på at den kommer af helt uendelig kærlighed ☺️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Årh, du får et virtuelt mor-kram herfra <3

      Og ja, det er rigtigt, det kommer jo af helt uendelig kærlighed. Og det er nok sundt nok at mærke, især når man (jeg) også af og til har lyst til at kyle dem (hende) ud af vinduet. At vi selvfølgelig også mærker angsten for at de pludselig ikke var der mere. Puha.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanne

    “…den har hverken bund eller loft”. Hvor er det bare spot on.
    Jeg har én på 5 år og én på 4 mdr, og jeg er helt seriøst ved at forvandle mig til et nervevrag.
    Jeg har en konstant bekymringsfølelse omkring mine børn, særligt den store, som jo på daglig basis er “ude af mine hænder”. Altså, i børnehave. Og så er der tanken om, at hun snart skal starte i skole! 😩 So help me, God… 🙏

    Jeg synes ærligt talt, at det er det mest rædsomme ved at få barn/børn. Alle de bekymringer 😒

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det kan jeg virkelig godt sætte mig ind i. Det er også noget af det værste jeg ved, det er den der angst, for det er en angst. Jeg læste en artikel på Vores Børn i går af Thomas Skov (eller også blev han interviewet), hvor han beskriver den nye dimension af frygt man får som forældre. Tidligere var han bange for at tabe sin IPhone på et stengulv (det kender alle), men nu, angsten for at der sker noget med de små, det kan slet ikke beskrives hvor lammende det er.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Læserbrev: Hvad gør man når man har et barn der tager verden meget ind, skal man skærme det?