En (ret så hyggelig) feberdag i penthousen for rockerfrøer

Læserbrev: Hvad gør man når man har et barn der tager verden meget ind, skal man skærme det?

img_6280

Jeg har fået et supergodt spørgsmål, som jeg lige har måtte gå og summe lidt over. Spørgsmålet kommer her, og mit svar kommer nedeunder:

“Frejamay, hvis du har tid, vil du så ikke lige glo på mit spørgmål???
I flere at dine indlæg har du beskrevet at Emma “tager verden meget ind”. Nu går hun jo ikke i vuggestue eller dagpleje, men ville bare høre om du skærmer jeres aktiviteter eller om du gør hvad du egentlig plejer??

Jeg er alenemor til en baby på 10 mdr. som lidt er en indianerbaby, temperamentfuld baby og ikkesovende baby! Da jeg er alene og synes det er skide hårdt at være meget alene, får jeg råd om at jeg skal komme mere ud. Men jeg får endnu flere råd om at trække stikket og blive hjemme med hende, da hun faktisk ikke kan rumme så meget. Jeg er faktisk bare skide forvirret og træt. Og ved snart ikke hvad der er bedst. Derfor ville jeg prøve at høre én som faktisk selv stod i det?”

Tusind tak for dit spørgmål indianer-mama, jeg skal forsøge at svare så godt jeg kan.

Lige siden Emma blev født har hun været en der tog verden meget ind. Hun har altid været et meget “vågent” barn, hurtig i sin udvikling, men også svær at få til at sove og finde ro. Jeg har haft en utrolig stressende graviditet, og om det har noget med det at gøre, at hun har “antennerne ude”, det tør jeg ikke sige for meget om, men antennerne ude, det har hun i hvert fald. En af mine gode bekendte er shiatsu-massør og er meget spirituel, og da hun så Emma første gang, sagde hun “Emma er et barn der er meget åbent, hun tager verden meget ind, og det bliver din opgave som forældre at skærme hende lidt, for det kan hun ikke selv endnu”. Så det har jeg gjort. Måske ikke nok, det ved jeg ikke, men ja, jeg har skærmet hende og gør det stadig lidt.

Emma minder på mange punkter om mig når det kommer til energi. Hun er et vildt energi-bundt, men hun lader op derhjemme, og ligesom jeg selv har det, så kan klappen pludselig gå ned og så er det hele bare for meget. Jeg er lidt udfordret til fester og store forsamlinger hvor jeg skal snakke med rigtig mange samtidig med at jeg skal være “festlig”, især hvis jeg helst bare vil sidde og læse en god bog. Det er noget andet når jeg f.eks er på job som erhvervscoach eller foredragsholder, der har jeg rolle, og der er det mig der “har” lokalet, det kan jeg meget bedre være i. Og så ved jeg hvornår det er slut og hvornår jeg kan komme hjem, det gør jeg sjældent til fester, så jeg har svært ved at administrere min energi der.

Skærmbillede 2016-08-25 kl. 12.19.07

Det har taget mig lang tid at acceptere at det har været svært at komme ud med Emma, fordi hun skriger temmelig højt når hun skriger, og fordi det har været svært at vide hvornår nok var nok. Og vi har først for nyligt fået bil, så hvis jeg var ude nogen steder, så var der gerne altid en halv eller en hel (eller det der var værre) times transport, gerne i et tætpakket offentligt transportmiddel, hvor Emma lød som om hun blev mishandlet, fordi hun skriger så højt og skingert. Og min stress over situationen gjorde bare alting værre.

Nu er jeg så samtidig en type der udfordrer ret meget, så jeg har med vilje øvet at vi skulle afsted hver dag, sådan så Emma blev udfordret, mit kontrol-gen og mit behov for at være hende med barnet der aldrig græder, det også blev udfordret. Det har virket, og i dag kender jeg Emmas grænser helt vildt godt og kan se nogle tegn på grænser inden det bliver til skrig og skrål. Når vi f.eks er ude (Emma har været med mig til en del events gennem bloggen), så skal vi bare gå på toilettet eller udenfor når det hele lige bliver for meget, og Emma skal mærke at jeg er der og at jeg “har hendes ryg”, og så kan vi gå ind og tage en omgang mere inden vi tager hjem.

Decideret “skærme hende”, har jeg gjort det? Ja det har jeg nok, nu jeg tænker over det. Jeg har sagt nej tak og aflyst events/fødselsdage/fester, hvis jeg ikke har haft overskud til at tackle et skrigebarn i myldretiden. Det skulle ikke gå ud over Emma at jeg var lav på overskudskontoen. Og efter mit temmelig sindssyge år (læs her) så har overskud ikke været det der var mest af. Jeg har opvejet pros/cons ved at tage afsted, og det har sjældent været for Emmas skyld at vi skulle til fest. Men jeg har derimod skruet op for legeaftaler hvor der var færre børn og voksne, sådan så hun stadig har været en del sammen med andre børn og voksne, men hvor det måske har været hjemme hvor hun kender de trygge rammer, på en legeplads hvor der er sjovt og masser af frisk luft, eller hjemme hos nogen hvor vi ikke er så mange og måske ikke har så langt hjem. Så på den måde har jeg skærmet og modereret uden at ryge over i forvrænget hensynsbetændelse. Jeg vil jo ikke pille vingerne af min sommerfugl bare fordi det er lidt ekstra udfordrende at tage verden ind hos os.

skaermbillede-2016-10-15-kl-20-32-42

Så det jeg egentlig har gjort er at kigge på hvad der virker og ikke virker hos mig. Det har taget mig mange år at lære at administrere min egen energi, og det er ikke forfærdelig mange år siden jeg lærte at jeg er introvert og at jeg lader op i mit eget selskab. Gid jeg havde vidst det allerede som barn. Så har jeg prøvet de “lessons learned” sammen med Emma, og så har jeg justeret ind. En af de ting jeg selv har meget glæde af, det er at kende rammerne for en aftale. F.eks “hvornår slutter festen?” – det er så mærkeligt at spørge om, men det giver mig helt vildt meget ro at vide at festen slutter kl 23.00 og så tager folk i byen, og der kan jeg så se mit snit til at smutte hjem og nyde at jeg har haft en dejlig aften, men at jeg nu skal hjem og putte under dynen. Ja tak til det. Så selvom Emma måske ikke helt har sproget for det endnu, og heller ikke har en tidsfornemmelse, så fortæller jeg hende alligevel hele tiden rammerne for det vi oplever:

“Se skat, nu skal vi til legestue, her skal vi lege sammen med de andre børn en times tid, og så skal vi en tur i skoven, bare dig og mig bagefter. Kan du huske Sine og Anton? Dem skal vi lege med i dag”. Så kender hun ligesom vilkårerne allerede, og så slapper hun mere af og ved hvad der skal ske. I coaching-verdenen hedder det at “preframe” og på almindelig jysk er det bare at sætte rammerne, eller gøre rammerne tydelige for hvad der skal ske nu, så børnene ikke skal bruge tid på at tænke over det eller frygte det.

Jeg har ingen råd til dig, andet end at dele mine egne erfaringer. Jeg ved bare at hvis det du gør ikke virker, så må du forsøge at gøre noget andet. Det er den måde vi er kommet frem til gode løsninger på. To skridt frem, et tilbage og tre frem og fire tilbage og to frem igen. Så hvis jeg har “aldrig komme ud” i den ene ende og “tage med til alt” i den anden ende af skalaen, hvilke muligheder ligger der så midt i mellem, som kunne være sjove og dejlige og positive for jer?

For os var det netop det der med at skrue op for legeaftaler hvor der ikke var så mange indtryk vi skulle rumme. Vi har også kørt meget i tog for at øve os. Vi bor tæt på en togstation, så der har været en del dage hvor vores “ude-aktivitet” den dag bare har været at tage toget et stop eller to, gå en lille tur, tage toget tilbage igen, og så har vi oplevet andre mennesker, naturen og energien ude, men uden at det har været en lang togtur med stress og skrig og en underskuds-energi-mor.

Og så vil jeg bare sige at jeg til fulde forstår din træthed. Det er bare skidehårdt at være alene, især med et barn der tager verden meget ind (og hvis man så oven i købet også selv gør det). Men for mig har det så handlet om at gøre det til en eller anden form for fordel, at jeg trods alt kender en del til den verden Emma bevæger sig i, og derfor ikke er på helt bar bund når det kommer til at skulle lave et lille filter til Emma, som hun selv skal overtage og skære til efterhånden som hun bliver mere selvstændig. Hun er allerede begyndt at kende sig selv ret godt, og i en alder af 17 måneder siger hun “putte” når der er for mange indtryk og hun bare gerne vil have lidt ro. Det er så flot, synes jeg, og jeg lytter så vidt muligt til det og hjælper hende hen til ro når det kræves.

img_6152

I starten søgte jeg i diagnose-land for at forsøge at forstå Emma. Er hun “signalstærk”? Er hun “Særligt sensitiv”? Osv. Men jeg kunne mærke det ikke var det rigtige sted at gå hen for mig, så jeg kigger bare på hende og forholder mig til det jeg ser. Jeg behøver ikke et label for at finde ro i det. Men det er meget forskelligt hvordan folk har det med det, og det ene er ikke bedre end det andet, efter min mening. Så det kan du selv overveje hvordan du har det med det. For nogen er det lettere at tale om når man har en ramme/beskrivelse/label/diagnose at tale ud fra. Men som sagt, det behov har jeg ikke lige. Emma er bare Emma.

Gav det lidt svar? Jeg har i hvert fald været inde og grave lidt, for jeg har egentlig ikke tænkt så meget over de her ting, jeg overgav mig ret hurtigt til det, og så måtte jeg ligesom bare finde ud af noget. Men det har været benhårdt, og det er faktisk først indenfor de seneste måneder at det er blevet lettere. Og jeg har selv først fået det bedre indenfor de seneste par måneder, så mon ikke også der er en sammenhæng at hente der? For os i hvert fald. Jeg tror på at vores børn er vores vigtigste guider og læremestre her i livet, og Emma lærer mig virkelig noget om kontrol-tal, grouonding, mærke efter og fordybelse. Jeg mener, jeg har et barn der (af sig selv) krammer træer og smider sig på græsset bare for at ligge og nyde synet af humlen og fuglende. Jeg aner et lille hint fra universet *indsæt blinkesmiley*.

Skriv igen hvis jeg skal uddybe eller forklare noget. Og sejt med din indianer-baby, jeg er totalt fan af tydelighed og åbne verdener, vi skal bare lige lære dem at kende.

Kæmpe kram

Frejamay

deppeandthelostsockkommentarfeltbilledeannedeppe

   

2 kommentarer

  • Tak for det her indlæg! Jeg har længe været helt utroligt i tvivl om, hvordan jeg skal tackle min søn i forhold til, at han tager ALLE indtrykkene ind, der hvor vi er på én gang. Det gør ham stresset og til tider frustreret, og min familie mener at han er en umuligper og kommer med kommentarer som: “Sikke han skriger, hvor har han dog lært det henne”.

    Her har jeg så samtidig 2 søstre og en mor der gerne tager ham ud af armene på mig eller (Dette har virkelig skabt konflikter i familien) holder ham for munden (!!!) Hvis han har været ked af det. Så skal jeg “kæmpe” for at tage ham tilbage og ellers høre “gode” råd om, hvordan mine søstres veninder opdrager deres børn. Det skal lige siges at jeg fik Jonas som 20 årig og har to store søskende, som ingen børn har. Jonas er 2,5 år nu.

    Med dette indlæg har jeg nu fundet ud af, at jeg skal være bedre til at lytte til ham og hans grænser – Koste hvad det koster vil.

    Mange tak for det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kære C,

      tusind tak for din kommentar, den rører mig rigtig meget, især den del hvor du nærmest skal kæmpe for at beskytte og passe på din søn.Det tog mig tid at lære at det er min der er Emmas kærligheds-bodyguard. At det er mig der skal sætte grænser, for hun er ikke stor nok til selv at kunne (hun bliver dog meget hurtigt meget bedre – og nogen gange lidt for god 😀 ). Jeg bliver helt vred på dine vegne over de konflikter du har skulle stå i, for du er Jonas’ mor og bedste støtte.

      Jeg bruger det her til Emma, måske kan du bruge noget af det måske ikke:

      Hvad er det Emma prøver at sige til mig nu?
      Hvordan kan jeg være Emmas bedste støtte lige nu (uden at ryge i hensynsbetændelse)?
      Hvis Emmas skrig havde ord, hvad tænker jeg så de ville være?

      Det hjælper mig nogen gange til at lytte igennem mit eget stressniveau og igennem skrigeriet og finde ind til hvad det i virkeligheden er situationen handler om. Det er langt fra hver gang det lykkes, men det lykkes oftere og oftere.

      Kæmpe kram herfra!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

En (ret så hyggelig) feberdag i penthousen for rockerfrøer