Når læsere overskrider grænser - et kig bag kulissen hos en blogger

Hvorfor blogger du, Frejamay?

Foto: Sissela Ørnholt

Lige siden jeg var en lillebitte pige har det at skrive været min måde at udforske på. Når jeg skriver, så er jeg på en rejse i mit indre, og når jeg skriver, så får jeg adgang til steder i mit indre univers, som jeg ellers ikke kan få adgang til normalt. Når det f.eks kommer til grænsesætning, så har det i mange år været svært for mig at vide hvor mine grænser egentlig går (fordi de blev overskredet ret meget da jeg var barn, og derfor flød de ud og blev utydelige, læs lidt her), men når jeg sætter mig ned med en kuglepen i hånden, eller med mine fingre på et tastatur, så sker der noget. Det er ligesom om hjernen kobler sig fra og jeg kan skrive et andet sted fra. Som lige nu eksempelvis, jeg aner ikke hvor dette blogindlæg ender henne.

Jeg var et ret isoleret barn og ret genert og ret bange for andre mennesker. Det er jeg ikke mere, men blogging og kommunikation på nettet har haft en stor aktie i at jeg er hvor jeg er i dag. Jeg fik, for 13 år siden cirka, en profil på Jubii-debatten, hvor jeg i al hemmelighed kunne følge med i samtaler jeg ellers ikke havde adgang til (fordi jeg var bange for at deltage i dem ud ei virkeligheden). Her blev debatteret alt. Sex, hunde, sex med hunde, kærlighed, mode, biler, mad, knuste hjerter, kontanthjælp, prostitution og alverdens andre spændende emner. Jeg blev draget ind i det univers. Jeg læste og læste og efterhånden som tiden gik tig jeg mod til mig og begyndte at kommentere. Jeg kan tydeligt huske de første kommentarer. Det at se mine ord slået op på internettet i en debat med andre mennesker, det var rigtig sort. Men jeg kunne godt se at jeg kun “aede”, når nogen var kede af det “aede jeg dem” på kinden. Jeg blandede mig aldrig i debatter, jeg var aldrig uenig, jeg gik aldrig “til dem” eller postede ting selv som kunne skabe debat. Det var alt for farligt, og tænk nu hvis der var nogen der ikke kunne lide mig? Men udvikling er uundgåeligt, og en dag havnede jeg alligevel i en debat, hvor der var flere der synes jeg var forkert på den. Det var ret vildt at opleve at jeg ikke gik i stykker af det, sådan som jeg troede jeg ville. Og jo mere jeg debatterede, jo mere åbnede min verden sig. Og så skete der noget ude i virkeligheden også. Jeg blev mere modig. Jeg turde sige mere fra, fordi jeg havde øvet mig i et “drivhus” hvor der ikke var rigtig fare på færde, ingen vidste hvem jeg var.

Omkring 2007 skete der noget på nettet i Danmark. Der begyndte at komme blogs. “Se mig jeg har noget der er godt nok til at jeg vil dele”. Jeg mærkede Janteloven, men jeg mærkede samtidig at jeg var vildt nysgerrig på det der blogging. Så jeg startede “The lillte girl grew up”. Det var vildt fedt! Her havde jeg min helt egen lille platform på nettet hvor jeg kunne skrive, sige og gøre lige det der interesserede mig. Der var ikke nogen råd tråd, tanker om branding, interesse for google analytics, hitrate, unikke følgere og affiliate links (det fandtes ikke dengang) og sådan. Det var bare ord. Og lidt billeder.

En dag fandt jeg ud af at man kunne se hvor mange der læste med. Der gik flere måneder før jeg turde klikke på knappen, fordi jeg var bange for at der ikke var nogen og jeg var bange for at der skulle være nogen. Jeg vidste ikke hvad jeg ville med det, jeg nød bare at skrive. Men så en dag. Klik. 400 læsere. Det var helt vildt mange. Jeg forestillede mig 400 mennesker på en lang række, og jeg kunne slet ikke overskue hvor mange mennesker det var. Det var fantastisk. Og den følelse har jeg stadig når jeg ser at min blog har haft 70.000 sidevisninger eller 15.000 unikke besøg. Min hjerne kan ikke kapere det. I min verden er det jo bare mig der sidder med morgenhår og en kop the og skriver noget ned og trykker “send”. Stadig. Jeg er godt klar over at min blog har gennemslagskraft og efter hele “Lesbos“-historien (hvor bloggen blev delt i hele Skandinavien), har jeg fået øjnene op hvor stor magt man/jeg egentlig jar som influencer. Og forsøger jeg at være ret ydmyg omkring og værne rigtig meget om.

Så hvorfor blogger jeg?

Det er det mest kliché-agtige svar jeg kan komme på: fordi jeg simpelthen ikke kan lade være. Jeg elsker storytelling, jeg elsker interaktionen og den verden der opstår mellem mig og alle jer dejlige læsere. Jeg lærer simpelthen så meget, både om mig selv, men også om andres verdensbilleder, børneopdragelse og alle de emner der optager mig. Det her er en millionmilliard gange bedre end et leksikon eller et link til en eller anden undersøgelse. Det her er rigtigte svar og kommentarer og historier fra rigtigte mennesker med rigtige problemer, men med lidt samme tilgang til livet som mig. Det giver bare nogle superfine nuancer, som, for mig i hvert fald, er enormt lærerige.

Og ja det har en bagside. Nu blogger jeg jo ikke om galvaniseret jern eller måder man kan montere tagpap på. Jeg blogger om livet, følelser, tabuer, og det at træde sin egen vej i livet. Det sidste emne er altid både populært og upopulært. Jeg rammer alle dem der også er i gang med at træde deres egen vej, og jeg rammer dem der bliver provokeret af hvorfor man da for pokker ikke bare kan gøre som alle andre. Men det er en side jeg gerne tager med. Jeg bliver vred og irriteret når (enkelte) læsere overskrider mine grænser og ikke forstår at forlade festen når det bliver for meget. Det er ikke sjovt at være dørmanden der skal smide folk ud og tage imod tæsk hele vejen ud til porten. Men det er nødvendigt for at styrke platformen og tilliden til hinanden. Folk skal vide at her passer vi ordentligt på hinanden. Jeg måtte engang blokere en facebook-følger som havde set sig ond på en af mine andre følgere, fordi de var uenige om noget flygtninge-relateret. Det kammede helt over og han gik virkelig over grænsen for almindelig uenighed. Men det var ikke rettet mod mig. Han blev eskorteret ud og er stadig blokeret, fordi han, da han slap ind igen, ikke havde lært noget som helst.

Blogging er stadig nyt, og der er stadig noget jantelov og noget begynder-børenesygdomme vi allesammen er ved at finde ud af, og så er det bare i rivende udvikling hele tiden. Jeg elsker at følge med, jeg elsker alle mine blogkollegaer, også dem jeg ikke er enige med, for vi er allesammen med til at skabe en online verden hvor der er plads til de fleste. Jeg kan godt lide at være her, og jeg synes det er dejligt du også kan.

Er der noget jeg har glemt at svare på, som du har tænkt på at spørge om?

deppeandthelostsockkommentarfeltbilledeannedeppe

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når læsere overskrider grænser - et kig bag kulissen hos en blogger