Hvad nu hvis man ikke nyder “den fantastiske frihed” når man er blevet skilt?

img_4010

I dag har jeg været på en slags kursus, og her snakkede vi om sorg, og det satte nogle tanker i gang hos mig. I Danmark er der en diskurs når det kommer til brud og sorg. Jeg ved ikke om det er selvudviklings-branchens skyld eller damebladene eller quick-fixer-bøgerne, men det er som om nogen har besluttet, at når noget slutter (eksempelvis et parforhold), så skal vi nyde al den frihed vi har fået. Juhu. Hurra. Især hvis der er børn involveret. Men hvad nu hvis man ikke nyder den frihed en skid?

I gamle dage tog det ca. 2 år efter en ægtefælle var død, fra at man overvejede at begynde at snakke om måske at give medicin til den efterladte. Fordi man havde en forståelse for at det at miste er forbundet med en sorgprocess, som ingen kender udløbsdatoen på. Mister man en ægtefælle tror jeg sorgen kommer til at bo i hjertet for evigt. Men man kan lære at leve med den. I dag er det 14 dage. Hvis du efter 14 dage stadig er i sorg og deprimeret, så kan du gå til lægen og få anti-depressiv medicin. Og nu skal det ikke handle om medicin i dag (jeg har ellers virkelig meget at sige om den sag også, jeg gider bare ikke i dag), men det er mere for lige at give dig et billede af den diskurs jeg beskriver.

I dag, når folk f.eks bliver skilt, skal vi “se det fra den lyse side”. Vi skal have “de positive briller på”. Vi skal “nyde at vi kan gå ud og drikke drinks hver anden weekend hvor vi har børnefri”. Vi skal “tænke på hvad vi kan gøre med al den voksentid vi har fået foræret”. Og det er også rigtig fint, men vi glemmer bare en mellem-regning. Sorgprocessen. Det der farvel til familielivet eller parforholdet (eller venskabet man havde) og et goddag til f.eks at gå glip af en del af børnenes barndom eller hygge med vild med dans fredag aften eller være en del af et billede som nu ikke længere er.

Jeg brød engang med en vennekreds, primært fordi vennekredsen involverede et misbrug og var et meget usundt miljø. Det er mange år siden. Og selvom det på alle mulige måder var et godt og positivt brud og skridt i min udvikling, så gjorde det da stadig skideondt. Jeg sagde farvel til en kæmpe del af min personlighed og min identitet, og pludselig boede jeg i en helt ny by og anede faktisk ikke hvem jeg var. Nogle år senere havde jeg en ny vennekreds og var pludselig blevet karrierekvinde. Og da jeg blev fyret fra det job mistede jeg min identitet igen. For jeg var Anne der var salgschef. Det var der også en stor sorg forbundet med.

Misforstå mig ret, jeg kan selv godt lide at vende mine kriser og sorgprocesser til noget konstruktivt (ikke nødvendigvis positivt), men jeg hverken kan eller vil gøre det før jeg er igennem mudderet. Jeg ved, for mig personligt i hvert fald, at hvis jeg ikke giver min proces den tid det tager, så giver det bagslag. Jeg kan ikke have mig selv med hvis jeg forcerer noget. Så nu deler jeg min personlige erfaring med hvad man (jeg) kan gøre i en sorgprocess, og så kan du bruge det eller lade være:

  • Find dine måger at flyve med! Når jeg skal aes på kinden, så ringer jeg til min mor. For det er det en mor skal gøre. Når jeg godt selv ved at jeg skal have et los bagi, så ringer jeg til min ven Bastian. Hvis jeg siger “JEG GIDER IKKE LEEEEEEEVE MERE ALT ER LORT!” så siger han “okay, må jeg så få din computer når du dør?” – og selvom jeg synes det er pissetræls at han ikke møder mig i mit selvmedlidenhed, så kommer vi til at grine og så kan jeg få vendt mit perspektiv. Men det ene er ikke bedre end det andet. Det kan godt være du ikke lige skal ringe til din supercoach-veninde når du er et sted hvor du bare virkelig har brug for at blive holdt om og blive nusset og få masseret fødder og bragt rødvin og chokoladekage på sofaen. Jo mere bevidst du er om hvad du har brug for, jo bedre kan du række ud de rigtige steder. Det er i hvert fald en læring der hjælper mig rigtig meget.
  • Find nogle mennesker der kæmper samme kamp som dig! I alt det her rod med min datters far, har jeg følt mig helt ubeskriveligt ensom. Mange i min omgangskreds har givet mig en hel masse råd, kærlige og fra det kærligste sted i verden, og ja det er skidesvært at lade en man elsker blive et sted der er svært, men jeg har stadig haft brug for at få lov at være i det for at komme igennem det. I min rejse har jeg mødte nogle helt fantastiske kvinder, som står i næsten det samme som jeg. Vi har haft utallige natlige samtaler, vi har bakket hinanden op og det er helt ubeskriveligt, hvor dejligt og rart det er at ringe til en der bare VED hvad man står i. Det er simpelthen ikke fordi din (ellers) bedste veninde ikke vil dig det bedste, men hvis hun ikke har været der hvor du er, honey, så er du fucked. Du behøver ikke slå op med hende, men mens du kæmper, så skal du måske bytte din speed-dial ud med en anden, sådan så din veninde lige står nummer 2 eller 3 på listen i en periode. Og håb at din veninde gør det samme den dag hun kæmper en kamp du ikke forstår.

Vi har glemt at vi gerne må være kede af det.

Vi har glemt at sorg tager tid.

Vi har glemt at det ikke ALTID er bedst at se alting fra den lyse side. Og oftest kommer det hele af sig selv når vi tillader os at være lidt i mørket.

Vi har glemt at hver process er individuel, og selvom du nød din frihed efter skilsmissen, så er det ikke sikkert Lone, Jens eller Beate har det (eller får det) på samme måde som dig.

Vi har glemt at der ikke er noget galt når vi er i sorg. Det er lige så naturligt som glæde og lykke er.

Og fuck lykken! Jeg tror mange bliver meget ulykkelige i jagten på lykken. Måske er lykken ikke lige det livet egentlig handler om. Måske handler livet om meget mere end noget så primitivt som lykke.

I don’t know, men det var lige det der fyldte i dag,

Låb fra mig <3

Deppe+and+the+lost+sock+kommentarfelt+billede+anne+deppe

3 kommentarer

  • JA, lad os dog for pokker sørge over det tabte, og lad os sørge i vores eget tempo. Er så pisse træt af latterlige spørgsmål (nååå, hahaha, hvordan går det med dit nye singleliv!!! For bare at nævne et af de mest stupide spørgsmål, jeg fik kort efter, at min mand var gået fra mig), som ikke tager hensyn til, at en skilsmisse er en kæmpe sorg og gennemgribende krise.

    TAK for at tage det op. Når jeg har overskud til det, gør jeg det selv, men lige for nu er min blog i dvale.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Linda

    Du ramte virkelig nogle akilleshæle med det indlæg og nogle perspektiver, der er vigtige at tale om.

    Jeg hørte en interessant udsendelse om frihed med Svend Brinkmann forleden (formentlig ikke en coachs yndlingsfigur). En pointe i udsendelsen var, at frihed ikke er et fravær af pligter (eller relationer, bånd eller andet). Det gav så meget mening for mig i en situation, hvor jeg er arbejdsløs. Mens alle andre ser det som den ultimative frihed er det en enorm spændetrøje og følelse af ufrihed for mig. Uden de rammer, der udgør et arbejdsliv, forhold eller noget helt tredje er friheden svær at få øje på, fordi den også indeholder et fravær af holdepunkter.

    Og så er der alt det med lykke – jeg er helt enig med dig! Jeg tror, at jo mere man jager lykken, jo mere ulykkelig bliver man paradoksalt nok. For hvad sker der, når man har fundet den og taber den igen? Er man så en fiasko? Det er et enormt pres at lægge på sig selv, for ingen er lykkelige hele tiden og det skal siges højt. Igen må jeg referere til Svend Brinkmann, der nailer det ved at sige noget i retning af: Hvis selvhjælpsbøgers guide til lykke virkede, ville der ikke blive skrevet flere bøger om emnet. Men det gør der og det er en milliardindustri, der kapitaliserer på folks jagt på en umulig tilstand; det lykkelige liv.

    På det personlige plan gik jeg for nogle år siden til psykolog og brugte timer på at se indad, meditere, læse om lykke osv osv. Indtil den dag, jeg læste Brinkmanns bog Stå fast. Nærmest med det samme kunne jeg give slip på kravet om lykke, selvudvikling, ideen om det perfekte parforhold og slippe mit selvfokus. En befrielse, der løsnede op for stress og faktisk gjorde mig mere lykkelig. Alene ved at acceptere, at lykke er flygtig og aldrig en grundtilstand man kan fremtvinge.

    Og ja, det blev meget Brinkmann-reklame. Og meget navlepillende. For andre har det anderledes og andre har stor gavn af at arbejde med sig selv, gå til psykolog osv. Men hvis man gør det for at jagte et uopnåeligt ideal om det lykkelige liv er risikoen for det modsatte stor. Vil jeg påstå.

    God dag og tak for fine refleksioner.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Hej for dine ord Anne. Mine børns far og jeg gik hver til sit eller hvad man skal kalde det efter 14 år. Og efter 3 mnd er jeg nu der hvor det der fylder i mig er det tunge og svære. Ikke lettelsen som også har været der. Nej savnet efter det vi også var når vi var gode sammen. Sorg over at have give slip på noget jeg havde kastet så meget kærlighed i. Erkendelsen af at jeg altid vil have kærlighed i mit hjerte til ham. Det hele fylder og der er dage hvor jeg savner en der bare kommer og fixer det hele for mig. Tak Anne igen for din ærlighed. Den fik mig til at græde på vej på job. Og det er okay. Ja det gør ondt. Det eneste der lindrer er at snakke med dem der har været gennem det samme.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Her er den første, største og vigtigste rutine vi har lavet om i vores liv - jeg forstår ikke vi ikke har gjort det her langt tidligere