Anti-soccermom dag VOL. 2 nu med aften-update (og mere is tak!)

Her er et af de få ekspertråd vi bruger herhjemme og som faktisk virker

IMG_1484

I virkeligheden er jeg ved at kaste op over flere eksperter der synes de skal udtale sig på alle børns vegne. Så sent som i dag så jeg en video på Facebook om “derfor skal dit barn tidligt i seng” og noget med hjernens udvikling og væksthormon. Men det er da rigtig fint, kære ekspert, fortæller du det så selv til et barn på 4 måneder?  Eller 14 måneder? “Nu skal du høre her lille baby, jeg er ekspert og jeg siger at du skal sove tidligt, ikke? Det er fordi noget med din hjerne og vækst, og hvis du ikke sover tidligt så ender du med at blive en dværg? Så er det en aftale fra nu af? Tak for nu og sov godt”.

For alle ved jo at det er sådan børn fungerer. Man skal bare sige det til dem, så gør de det helt af sig selv.

Et eller andet sted har jeg læst en artikel, eller noget af en bog eller en blog eller noget tekst, som alligevel gav mening for mig. Det var noget med at man skal undlade at sige “pas på” eller “forsigtigt” eller “pas nu på du ikke falder ned”, for det forstår børn ikke. Til gengæld giver det mening at fortælle barnet hvad de rent praktisk kan gøre for at passe på. F.eks kan man sige “du skal holde godt fast i træet Viktor” eller “kig hvor du løber henne Beate”. Jeg går meget op ikke at gøre min frygt til Emsens frygt, så jeg holder mig generelt tilbage med alt for meget “Pas på” og “se dig for” og forklaringer som hun alligevel ikke forstår. Men jeg guider hende gerne. F.eks skal hun holde mig i hånden når vi går på en bro, og selvom hun ikke forstår det og ikke er enig, så skal hun vide at når mor siger at sådan bliver det, så kan hun også stole på at sådan bliver det. Samtidig skal hun lære at jeg passer på hende, så det fortæller jeg hende at jeg gør, og derfor skal vi holde i hånden.

Forleden dag var vi i Bahne fordi jeg skulle prøve en kjole. Emsens yndlingsbutik, både fordi der er mange spejle, og fordi der er tre sofaer hun selv kan komme op i. Så jeg kan gå rundt i mindst ti minutter og se på tøj mens hun fiser rundt og passer sig selv (uden så meget som at vælte eller rive tøj ned). Det er uundgåeligt at falde i snak med andre kunder eller personale når man har sådan en lille krudtugle med. En af ekspedienterne siger “ej hvor gammel er hun?” og jeg svarer “14 måneder”. Og ekspedienten viser sin frygt på vores vegne: “Er du ikke sindssyg bange for at hun falder og slår sig på det hårde gulv?” og jeg må fortælle at nej, det er jeg ikke bange for, og jo, det kommer hun nok højst sandsynligt til. Men i stedet for at gå og sige “pas på” hele tiden, så vil jeg hellere bare lade hende løbe og falde, og så være der hvis hun skulle gå hen og vælte.

Jeg tror jeg er mere diktatorisk når det kommer til Emsen. Jeg pyldrer ikke og jeg fodrer hende ikke med frygt. Men hun får et klart “nej” når der er noget hun skal holde sig fra. Som f.eks nogle æblelignende frugter der er faldet ned i naboens have. Hun peger og lægger an til at samle op, og kigger på mig, jeg siger “NEJ!” (bestemt men uden at skælde ud), og så bruger vi 10 minutter på at pege på alle de andre 400 æble-agtige frugter, men hun samler ikke en eneste op.

Tanken om at sige “fokus på hvor du løber Arne” i stedet for “pas på” den tiltaler mig. Jeg kan godt lide at vi fortæller børn (og os selv i øvrigt) hvad de skal gøre i stedet for hvad de ikke skal gøre. Der er bare en anden energi bagved at hjælpe videre frem for at begrænse. Men det kræver øvelse og jeg øver mig helt vildt sammen med Emsen lige pt.

Det er sikkert en eller anden kendt metode, jeg aner bare ikke hvilken en. Men her er mine tanker omkring den.

 

Hvordan gør du derhjemme med det der “pas på?”

Deppe+and+the+lost+sock+kommentarfelt+billede+anne+deppe

14 kommentarer

  • Pia

    I Ronja Røverdatter får Ronja at vide, at hun skal passe på dit og dat og efter en skræmmende oplevelse, siger hendes logik, at hun må øve sig i at tage sig i agt for det, der er farligt – og øve sig i ikke at være bange for det.
    Derfor springer og danser hun i de områder, hvor hun skal tage sig i agt – og denne form for pædagogik går lige ind hos mig.
    Tak Astrid Lindgren – for hvordan skal børnene dog ellers få tillid til deres krop, dem selv og verdenen omkring dem – hvis de ikke får lov til at øve sig!
    Og som Pippi åbenbart siger -“Det har jeg aldrig prøvet før – så det er jeg sikkert sej til” (muligvis ikke ordret – iflg et citat læst på en blog)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Åh, Ronja og Pippi i samme kommentar, det er to af verdens sejeste piger. God pointe!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Min søns første ord var Hej, så som Hov og nu “pas på” han har lige lært selv at drikke fra en kop, og imellem hans slurke siger han “pas på” have egentlig aldrig tænkt over ar jeg sagde det, men han har nok ikke grebet ordet fra den blå himmel 😉
    Udover det, så har jeg det egentlig lige som dig, børn skal tumle og de finder hurtigt selv ud af hvad der virker og ikke virker med hensyn til kravler i sofaer osv 🙂
    Min dreng er i hvert fald en vildbasse.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi

    Ihh, det var da et helt fantastisk godt råd 👍🏻😊
    Herhjemme har jeg bare brugt “pas på” uden at tænke nærmere over det.
    Som da min søn på 13 mdr. var ved at lukke døren så han ville klemme fingrene “pas på fingrene!” sagde jeg, og han klemte dem alligevel, det gjorde ondt og han græd 😢
    Dagen efter, samme scenarie “pas på fingrene!” sagde jeg, og han klemte ikke fingrene, men begyndte alligevel at græde, som om han havde… muligvis fordi han nu tror at det er “pas på fingrene!” der gør ondt på fingrene, og ikke døren 😳

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ja, vi voksne siger en masse vrøvl. I øjeblikket har jeg lagt mærke til at jeg giver Emsen en masse valg hun slet ikke skal have.

      “Skal vi spise aftensmad skat?” – det skal hun da overhovedet ikke være med til at bestemme. Der er mad og det er nu.

      Det må jeg lige blogge om snart også 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Meget fine og brugbare betragtninger! Jeg er deltidsekspedient i en børnetøjsafdeling, og siger så tit “pas på …” til børnene, det virker bare aldrig alligevel, for det man sagde, de skulle passe på, kommer, ikke sjældent, til at ske. Så jeg vil da klart prøve med den hjælpende tilgang i stedet for.
    Min veninde fortalte mig desuden engang en historie fra hendes barndom, som går lidt på det samme. Hun var med sin venindes familie på lossepladsen, hvor hende og veninden fik lov at lege i en bunke skrammel med fine gammel keramikskår, dog på venindens mors betingelse – “de måtte ikke komme til skade”, hvilket resulterede i, at min veninde fik en kæmpe flænge i sin hånd, men ikke turde fortælle det og derfor skjulte det resten af dagen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Århhh god historie, og stakkels veninde. Det er jo rigtig svært at afkode som barn “du må ikke komme til skade”. Eller som voksen, for man er jo oftest ikke herre over den slags selv.

      Og containerpladser! Det var det bedste at lege i en container dengang jeg var barn. Mand hvor fandt vi mange sjove ting som folk smed ud!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Er meget enig med dig..og har efter bedste evne praktiseret lignende iløbet af min datters liv. Indimellem,som idag, lykkes det mig at gøre lige netop det modsatte og alt det som jeg ikke ønsker.
    Idag kom min datter til at køre for langt med toget som hun øver sig i at tage selv..bliver sat på i A og taget imod i B. Hun er super sej, klarer det flot og tør- men var idag uopmærksom et kort øjeblik og kørte for langt,som før nævnt. Da hun kom hjem fik jeg fortalt hende ( efter hvor sejt hun klarede det hele ) at jeg var blevet bange..og det var nok det er nok det der her efterfølgende fylder for hende.. Bum bum..der er vist lidt værst tænkelige scenarier jeg skal lære at holde fra livet..
    Knus til dig..du er super cool 💕

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sej datter du har dig der!

      Der var en af mine seje læsere der skrev et sted at man ikke skal gøre sin egen mor-frygt til barnets frygt også. Den har jeg meget med mig, og Emsen klarer sgu alting supersejt når jeg bare tier stille og ser hvad der sker. Altså ikke i faretruende situationer som ved togstationer og havnemoler, men ellers. Hun kan meget mere end jeg tror.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rebecca

    Du har helt ret. Hvad end det er børn eller voksne, så fungerer vi sådan, at vores hjerne opfatter det vi giver fokus. Ordet IKKE og ALDRIG opfatter vi ganske enkelt ikke 🙂 Hvor mange har mon ikke sagt eller hørt sætningen fra en voksen til et barn: ” Jeg har jo lige sagt du IKKE skal spilde, løbe osv. Og så gør du det alligevel”. 🙂 Børn lærer ikke af at få at vide hvad de IKKE må, men som du skriver, ved at få vist og fortalt HVAD de må og hvad vi voksne ønsker af dem. I korte og enkle sætninger, som de kan rumme. Og så lærer de helt vanvittigt meget af at få lov til at mærke deres egne grænser og prøve tingene af. Som jeg hørte en anden dagplejer sige engang: “man kan stoppe blodet fra et hul i hovedet, men man kan ikke stoppe udviklingen”.
    Jeg har fra min datter ku kravle (har altid været alene med hende) lade hende kravle “sine egne veje” uden at kalde på hende eller gå efter hende- uanset hvor vi har været. Jeg blev siddende/stående og når så hun ikke ku se mig mere eller synes det var nok eventyr, så kom hun selv tilbage. Gensidig tillid, som både hun og jeg har nydt godt af i hendes nu 5 1/2 år.
    For mig at se er det en kæmpe gave du giver sin datter! For mange voksne fylder det mest i tanke og tale at fokusere på det vi IKKE vil, det vi ikke vil finde os i, det job vi ikke gider, det vi ikke selv eller andre gør godt nok. Men ved vi egentligt hvad det så er vi vil?
    Anerkendende tilgang og værdsættende tale er guld værd for både børn og forældre – nu og resten af livet. <3
    Tak for dejlig inspiration – har savnet en blog med et dybere indhold 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • <3 <3 <3 Og Tak for din kommentar, det er 100 gange sjovere at bligge når jeg kan læse noget respons og refleksioner fra jer der sidder derude og læser med <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Jeg gør meget som dig. På et tidspunkt mellem 1-1,5 begyndte jeg ar indføre “stop” ved farlige ting. Som eks når hun løb fra mig på legepladsen og hen til den trappe hun ikke kunne finde ud af at gå ned af. Det gav mig lige tid nok til selv at nå hen til hende og enten hjælpe eller aflede.

    Så det har nu også fungeret og virker langt bedre end “nej”.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Stop er god.
      Jeg bruger “AHR” sagt lidt hårdt uden at mene det hårdt, men det forstår Emsen. F.eks er der et æbletræ med rådne æbler i nærheden af hvor vi bor, og Emsen vil gerne samle de rådne æbler op. Jeg siger “ARH!” og så fniser hun og peger i stedet på hvert eneste æble. Det tager 100 år at gå forbi det, men det virker.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Anti-soccermom dag VOL. 2 nu med aften-update (og mere is tak!)