Nyt i garderoben: blomster og smuk gravid-kjole!

Læserbrev: Vores 1årige datter har fået en diagnose vi overhovedet ikke kan genkende!

10009346_730903633597364_842001277_n

“Kære Anne,

Jeg skriver til dig fordi jeg ved du tænker lidt anderledes og fordi jeg ikke ved hvordan jeg skal reagere på det vi oplevede i sidste uge i vuggestuen. Min mand og jeg var til møde, til noget vi troede var et standard-møde, men det endte med at vi nu skal have psykolog på vores datter, og på personalet i stuen (supervision), fordi de mener vores datter er særligt sensitiv.

Der er intet galt i at være særligt sensitiv. Jeg tror faktisk de fleste mennesker er det, men på mødet blev “særligt sensitiv” fremlagt som noget negativt og som en diagnose, der krævede en indsats således at vores datter kunne komme på “rette spor” igen. Vores datter er lige så gammel som din Emsen og jeg har fulgt dig siden du blev gravid, og er inspireret af din tilgang til børn, derfor vil jeg virkelig gerne høre dit indspark til det her.

Indkøringen har været helt utrolig hård. Jeg har heldigvis haft mulighed for at stå stand-by, men efter 4 måneder er det stadig ikke lykkeligt for vores datter, fordi det simpelthen er rigtig mange børn og voksne at skulle rumme. Henover ferien er det gået nogenlunde, fordi der har været en helt anden ro i vuggestuen, men nu hvor ferien er slut er det bare et stort kaos igen, og hun er ked af det meget af dagen og klamrer sig til den ene pædagog, og til mig og min mand når vi henter. Hun græder når vi henter, fordi hun tror hun bliver efterladt igen. Jeg har alle 4 måneder været stærkt i tvivl om det var det rigtige for hende, og om en dagpleje ikke ville give bedre mening. Men fordi vi ikke ville udsætte hende for flere skifte end nødvendigt, og fordi vi ville give vuggestuen en chance, så har vi valgt at fortsætte her hvor hun er. Den adfærd vi hører fra vuggestuen kan vi slet ikke genkende fra andre situationer. Vores datter er vant til at blive passet af nære familiemedlemmer og andre børn i familien. Hun er vant til at være sammen med vores venner og venners børn og har ingen problemer med at lege alene eller sammen med andre.

Nu hvor vi har haft dette møde, som vi begge to er dybt chokerede over, især fordi der simpelthen intet er i vejen med vores datter, har ingen af os lyst til at sende hende tilbage til vuggestuen. Jeg kan personligt ikke holde ud at sende mit sunde og raske barn et sted hen hvor hun er stemplet som et barn der er noget galt med, men jeg ved ikke hvad der er det rigtige at gøre? Hvor længe skal man blive ved? Og burde vi tage i mod “tilbudet” om at få en psykolog på?

Og faktisk tror jeg hun er sensitiv. Eller særligt sensitiv. Jeg må indrømme jeg ikke aner hvad forskellen er. Men forstået på den måde at der er tale om et personlighedstræk og ikke et personlighedsknæk eller brist. Hun er bare god til at mærke sine egne grænser og behov allerede, og det bliver for meget med 50 børn og tilsvarende voksne/forældre/pædagoger at rumme når man lige er fyldt et år. Det føler vi begge nu at hun bliver straffet for og skal rettes ind fra. Jeg er virkelig chokeret. Vi har snakket med familie og venner der kender vores datter (efter mødet), og ingen kan genkende det billede de tegner af Malou i vuggestuen.

Nu ved jeg godt din Emsen ikke går i institution, men du har før udtrykt din holdning i forhold til børn og diagnoser generelt, og så er du god til lige at skabe lidt klarhed. Er du ikke sød at skrive hvad du tænker, hvis du kan finde tid til det?

Kærlig hilsen

To meget frustrerede forældre!!”

we protest

Kære frustrerede forældre,

Tusind tak for jeres tillid og modet til at skrive om det her. Det er et virkelig følsomt emne, og jeg tager udgangspunkt i det du skriver. For nogen forældre kan det give den dybeste ro at finde ud af om/hvad der er galt med deres barn (for så kan de endelig gøre noget ved det og få hjælp), og for nogen forældre, som i dette tilfælde, giver det bare nul mening det der bliver trukket ned over hovedet på barnet/børnene.

Jeg har faktisk en bekendt der står i præcis det samme som jer lige pt, og så var jeg selv et barn der var noget “galt med”, uden at fejle noget som helst andet end at reagere sundt på noget helt usundt, så jeg har lidt at trække på.

Lad mig lige starte med at sige at jeg læser det som om du faktisk godt ved hvad der er det rigtige at gøre. Jeres Malou skal ud af vuggestuen og hun skal ind i en dagpleje hvor der er de rammer som vil give jeres datter ro. Jeg er ikke pædagog eller uddannet indenfor området, jeg er bare et menneske med to øjne i hovedet og har et rimelig godt forhold til almindelig sundt fornuft, og det virker helt gakket at der skal sættes et system i gang omkring et velfungerende barn, som jeres datter absolut lyder til at være.

Personligt har jeg nogle aktier i det jeg skriver, fordi jeg så mange gange har oplevet et diagnose-apparat der kun har én knap når det kommer til mennesker, og det er medicinering eller sygeliggørelse af normale ting. I min nære familie er personer blevet mødt med diagnoser på diagnoser, hvor der aldrig blev spurgt ind til livssituationer eller eventuelle andre årsager til at de tillod sig at reagere på livet med sorg eller depressiv tilstand eller frygt eller angst. Ingen kigger på årsagen. De har skulle være stærke i en situation hvor de havde brug for hjælp, og finde hjælp uden for det system der ellers er ment til at hjælpe lige netop mennesker der er faldet. Jeg har selv været der.

Det samme gælder når vi snakker om børn. Hold kæft hvor har jeg haft mange oplevelser allerede, selvom jeg kun har været mor i 1 år. Da Emsen og jeg kom hjem fra sygehuset var der den ene uge noget galt fordi hun tog for lidt på og den anden uge (ugen efter) noget galt fordi hun pludselig tog for meget på. Den ene uge skulle jeg lægge hende til  brystet hele tiden, og da jeg så fulgte rådet fra eksperten fra systemet, så tog Emsen dobbelt så meget på som hun skulle, og så var det også forkert og jeg måtte maks amme hver 3. time. Den dag besluttede jeg mig for at jeg er eksperten når det kommer til mit barn.

we are thinking

En venindes søn fulgte ikke vækstkurven, og så var der pludselig noget galt med sønnen og der blev snakket vækst-hormon (sønnen var ikke engang fyldt halvandet). Hvad fanden er det for noget?

Og nu fortæller du at du har et barn der, i mine øjne (også), reagerer helt sundt og naturligt, skal gøres forkert fordi stuen måske ikke magter opgaven med et barn der har sunde sanser og kender sine behov allerede. Jeg har været med i vuggestuen og hente venner og veninders børn, og jeg fik nok efter 5 minutter. Alt for meget skrig og skrål og larm og kaos. At der overhovedet findes børn der kan trives i det miljø, det er mig simpelthen en gåde. Det er også årsagen til at Emsen ikke skal sådan et sted hen. Emsen ville blive stemplet med ca samme “diagnose” som jeres barn lige med det samme, for hun har antennerne ude og hun sanser verden meget og tager verden meget ind. Det har hun gjort siden hun blev født. Men det er bare fantastisk, og det møder jeg hende jo bare i og længere er den ikke. Jeg tvivler på at ret mange vuggestuer har den kapacitet, og derfor skal Emsen ikke derhen. Det ville være synd for alle parter.

Man kan sige at det er positivt at institutionen har erkendt at de har brug for hjælp udefra til at tackle hverdagen med jeres datter, men det virker bare helt skævt at det er hende der er noget galt med og ikke dem. Måske er det bare måden man fremlægger problematikker på for at slippe for lidt selverkendelse, I dont know.

Helt ærligt, så er der bare noget helt galt i det her forpulede diagnoseland. Vækstkurver, vægtkurver, udviklingstrin, læreplaner i daginstitutioner. Hvornår får børn bare lov til at være børn? Jeg har en god ven i DR’s symfoniorkester, og han sagde “Hvis Mozart var blevet født i dag var han blevet medicineret og pakket væk på et eller andet hjem. Vores samfund kan ikke rumme store talenter og børn der falder lidt udenfor”, og det tror jeg han har ret i. Skræmmende nok. Hvad er det egentlig vi gerne vil have vores børn til at vokse op og være? Ens?

we take a swing

Du ser din datter. Du ser der ikke er noget i vejen med hende og nu vælger du det der også sætter handling bag de ord, så din datter kan blive mødt af øjne der ser et normalt barn, og ikke øjne der har besluttet at hun er forkert fordi hun ikke er helt som alle de andre børn. Hun er bare sin egen.

Nogen gange har jeg os mistænkt for at være blevet for pokkers kloge. Eller også har vi simpelthen uddannet os dumme. Åh, vi ved så meget. Kønsløshed, ingen kys på munden (mener en eller anden ekspert-psykolog, der burde have frataget retten til nogensinde at have med mennesker at gøre igen), og nu diagnosticerede særligt sensitive børn også (som i at de skal repareres). Vi hylder forskelligheden, men i virkeligheden har vi ingen som helst ide om hvordan vi skal håndtere den, og egentlig ville vi helst være fri for at skulle have noget med den at gøre. Jeg er træt af eksperter og jeg er træt af systemer der sygeliggør helt raske mennesker, og lader dem der virkelig har brug for hjælp ligge ude i regnen. “Kan du have det så godt derude, vi har ikke tid til dig”

Jens Arentzen, skuespilleren, han lærte mig engang noget meget vigtigt. Han sagde “inden du går ind til et møde med et nyt menneske, uanset om du kan lide dem eller ej, så find lige tre grunde til at du respekterer dem. Store eller små”

Det gjorde jeg, og det har ændret min måde at møde mennesker på. Mennesker kan nemlig mærke om du kan lide dem eller ej når du snakker med dem, og hvis du har fundet tre grunde til hvorfor du respekterer dem inden du taler med dem, så taler du et helt andet sted fra end hvis du bare synes de er nederen. Og det gør en kæmpe forskel (i begge retninger).

Hvis vuggestuen har besluttet at der er noget i vejen med din datter så tror jeg ikke på I vil komme videre der. Hun vil hver dag blive mødt af den samme holdning, uanset om den italesættes eller ej. De har glemt at lave Jens Arentzens øvelse. Et skifte vil også skifte den energi der er omkring hende. Det er ikke at løbe væk, det er at skifte nogle usunde rammer ud med nogle sunde rammer, så jeres datter kan blive mødt i øjenhøjde, og ikke af et billede hun alligevel aldrig vil passe ind i. Som en der er i udu.

Brug øvelsen på dig selv når du skal sige farvel til vuggestuen. Respekter dem for det de har at tilbyde, og respekter dig selv fordi du er en mor der ved hvad der er bedst for dit barn, og at nogen gange er andres bedste ikke godt nok. Og at det er helt okay.

Jeg ved ikke om du har fået noget ud af mine tanker. Som sagt er jeg ikke ekspert, jeg er bare en mor med en holdning, og et barn der engang selv blev gjort forkert for noget der ikke havde med mig at gøre. Og en datter der godt kunne lyde som jeres datter. Meget endda.

Alt det bedste herfra til jeres seje familie og tak fordi du skrev og tak fordi jeg fik lov at dele!

 

Psssst…! I øvrigt kan jeg varmt anbefale Majkens hjemmeside hvis du/I står og skal vælge pasningstilbud til jeres barn. Der er supergode overvejelser og tanker og tips og god hjælp at hente. Jeg kender Majken og har selv læst en del på hendes side da jeg overvejede om institution var det rigtige for Emsen. Jeg valgte at det var det ikke, men kan ikke afvise at det bilver det rigtige på et senere tidspunkt. Find Familiefilosofi.dk her.

 

Alle respektfulde kommentarer er velkomne.

Deppe+and+the+lost+sock+kommentarfelt+billede+anne+deppe

 

 

 

   

37 kommentarer

  • Kat

    Min datter startede i dagpleje, da hun var 10 mdr. Hold nu op, hvor var vi bekymrede. Hun var virkelig ikke glad for andre mennesker og skreg decideret, når nogen kiggede på hende eller talte til hende. Vi har ikke familie eller venner tæt på, så hun var kun vant til mor og far. Hun er desuden aldrig blevet passet, og vi lever nok lidt i en mor-far-barn-boble.
    Hun græd frygteligt i starten, var så utryg og vi tænkte set aldrig ville gå. Overvejede mange gange at jeg skulle gå hjemme med hende i stedet. Men efter en laaaang indkøring, flere uger, hvor vi tog det 100 % i hendes tempo, så BUM faldt hun til. Hun er blomstret op og elsker nu sin dagpleje. Det er et lille trygt miljø, der passer til hendes personlighed. Hun græder aldrig, bliver glad når hun ankommer dertil og er helt selvkørende dernede, hvor de andre børn godt kan have dage, hvor de søger tryghed. Hun stortrives, og jeg synes faktisk ikke, at man som forælder skal nøjes med mindre.
    Hun kan nu godt snakke med andre mennesker, har stadig et behov for en sikkerhedsafstand, men hey, det har jeg også selv, så det skal hun bare have lov til. Hun er dog langt fra at kunne blive passet af andre, selvom hun er halvandet år, men vi har ikke travlt – det må komme i hendes tempo.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Åh hvor jeg altså kender det.. Min søn er en stille og forsigtig dreng, og han startede i vuggestue da han var 11 måneder.. Jeg har hele tiden haft en skidt mavefornemmelse, men jeg har givet det et forsøg, for det kunne jo også være det bare var mig der var sart fordi der var nogen andre der skulle passe mit guld 🙂 Men han bliver ved med at blive syg, han er ked af det når han bliver afleveret, og hænger på os når vi henter ham. Vuggestuen mener han er lidt sart, og at det er fordi han har været meget syg, han er så ked af det.. Vi har efter en sommer, med den gladeste dreng (han har haft ferie hjemme i 4 uger) besluttet at han skal skifte til DP pr. 1. september. Da vi var til møde dernede, hyggede han sig simpelthen så meget, og gik ind dernede som om han var kommet der mange gange før.. Så vi glæder os til 1. september, og krydser fingre for at det er det rigtige valg <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Er jeg den eneste det synes at svaret til denne mor er liiiiige voldsomt nok? Er det virkelig så slemt at der bliver holdt øje med vores børn og deres trivsel? Eller er jeg bare en pylret og usikker mor?
    Jeg er selv pædagog og har arbejdet i en vuggestue og tænker umiddelbart også at dagpleje kunne være det rigtige. Men alligevel læser jeg det som om at vuggestuen søger hjælp ikke for at ændre på barnet, men for at forstå hende og blive klogere på hvad DE kan gøre for at skabe et miljø hun kan trives i..
    Jeg har i øvrigt selv et barn der knækkede sin vækstkurve meget og pludseligt og ikke voksede mellem 6 og 11 mdr – og jeg var faktisk glad for at han blev (og stadig bliver) kontrolleret af sundhedsvæsenet. Da han var 11 mdr snakkede lægerne også om risiko for manglende væksthormon – hvordan skulle jeg være fornærmet over et samfund der hjælper mig med at vide om der er noget alvorligt galt med mit barn?
    I øvrigt lærer man som pædagog en masse om tværfagligt samarbejde – og herunder tænker man også forældre som ‘eksperter’/professionelle

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Julie,

      Tak for din kommentar.

      Hvori består det voldsomme i mit svar til disse forældre?

      Når man som forældre til et velfungerende barn møder (og jeg kopierer direkte fra læserbrevet og indlægget): ” Jeg tror faktisk de fleste mennesker er det, men på mødet blev “særligt sensitiv” fremlagt som noget negativt og som en diagnose, der krævede en indsats således at vores datter kunne komme på “rette spor” igen.” så synes jeg vi har et problem. Det læser jeg ikke som om det er vuggestuen der ser indad.

      Det er fint at samfundet hjælper der hvor der er brug for hjælp. Det kan jeg slet ikke få øje på at der er i dette tilfælde, ikke andet end at rammen skal skiftes ud og barnet skal over i en DP.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Kære forældre! Hvis det var mit lille sensitive pus, der mistrives så voldsomt i vuggestuen, ville jeg ikke et sekund tøve med at flytte hende! Os sensitive sanser andres følelser og emotioner, og hvis der bare er negativ stemning og energi, så reagere hun som hun bedst kan i hendes alder. Det jeg egentlig prøver at sige er, følg jeres hjerte, støt jeres pige, og find en anden løsning! Det er ikke er nederlag og I er ikke dårlige forældre. Store vuggestuer er bare ikke for alle❤️ Og Gud hvor er det trist, at så små pus allerede i den alder gøres forkerte😢 Giver denne smøre overhovedet mening? Håber I kan bruge lidt af det. Knus og kram

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Betina

    Kære I
    Der er kun et svar. I skal følge jeres mavefornemmelse. Altid.
    Vi stod (med barn nr to) også i et dilemma med vores datter. Med omvendt fortegn. Hun startede i dp. Vores søn havde været i dp – og jeg har altid hyldet den tætte og nære relation.
    Vores datter startede hos en ældre dagpleje. Med MAAAANGE års erfaring. Hvilket i hendes optik betød, hun naturligvis vidste bedst. Om alt fra hvad vi brugte pengene på, hvilket tøj vi købte og hvordan vores egen datter skulle behandles. Jeg har ALDRIG hørt hende sige noget positivt om min datter. Hun var umulig, fyldte meget, altid sur og i det hele taget bare til besvær. Jeg havde ondt i mave hver eneste dag når jeg skulle hente hende. For hvad skulle der nu rettes på? Og hvor meget skulle jeg nu tales ned til? Efter små to måneder eksploderede jeg. Mage til inkompetente kone. Vi fik en vuggestueplads. Og i deres øjne – og i alle andres øjne i øvrigt – har vi et yderst selvstændigt, sprudlende og stjerneglad barn. Hun STOR trivedes. Og vi indgav en klage over dp.
    Vores søn derimod – der er sensitiv (som sin mor) ville aldrig have trivedes i en vuggestue.
    Da han startede i førskole i år, startede vi ud med en folkeskole. En stor en af slagsen. Vi var i tvivl. Men synedes jo han skulle følge sine børnehavevenner og have trygheden i dem. Tre 0. klasser med 27 elever i hver. Nu er han flyttet til en friskole. En 0. klasse med 18 elever og to voksne. Jep. Folkeskolelæreren flyttede sit barn til friskolen.
    ALTID følg mavefornemmelsen. Den vil være spot on.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tusind tak for gode eksempler, og den type DP du beskriver er jo ødelæggende at have i sin hverdag. Godt I handlede!

      <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Min datter startede i vuggestue da hun var 11 måneder og vi var aldrig rigtig glade for der, men blev ved med at tror det var os dwn var gal med. Altså vores barn have det egentlig okay, men mavefornemmelsen var bare ikke god.
    Vi ente med at tage hende ud efter 5 måneder og 6 måneder aner startede hun i en dagpleje. Indkøringen tog 1 uge anden gang og hun trives SÅ MEGET bedre. Vi forstår ikke helt i dag hvorfor vi dengang var så bange for at give hende der skifte.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • <3 Tak for din kommentar, åh hvor jeg kender det der med at man slet ikke forstår tvivlen og ventetiden når man først er kommet ud på den anden side.

      Mavefornemmelse. Det må være det vindende kodeord her.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • R

    Kære forældre

    Jeg kan godt forstå, I har været i tvivl, om det var bedst at fortsætte i vuggestue eller skifte til dagpleje. For mig at se, er en dagpleje det bedste for jeres pige. Jeg er uddannet pædagog og har skrevet bachelor om særligt sensitive børn. Jeg tror, jeres pige vil blomstre i en dagpleje med ro og plads til det enkelte barn. Særligt sensitive børn kan let “glemmes” i en stor institution.Det larmer meget for en sensitiv, i en stor institution, ikke kun støjen, men der er simpelthen alt for mange indtryk, som det lille menneske skal kunne håndtere. En bonus vil være en dagplejer, som kender til det at være særligt sensitiv. Det er absolut IKKE en diagnose og der er INTET galt med jeres pige. Jeg kan anbefale en bog af Elaine Aron “Særligt sensitive børn”, den kan lånes på biblioteket 🙂 Ønsker det bedste for jer!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michelle

    Vi kender også alt for godt det med at få et stempel. Min søn på nu 20 mdr. Går i en fankatisk DP. Med den bedste dagplejemor. Da Victor var omkring de 17 mdr. Kom der et tjek fra kommunen. Hun skulle tjekke om børne trives og udvikler sig alders svarende. Jeg aflevere Victor lidt senere den dag. Så da jeg kommer er de allerede ud i haven og lege, vejret er super godt, så Victor skynder sig hen at lege. Da jeg så kommer og henter min søn. Siger vores DP mor at damen fra kommunen vil ha vores søn til talepædagog, da hun ikke sys han kan sige nok ord. Han er kun lige blevet 17 mdr. Jeg bliver vildt overrasket. Vores DP mor sys det er noget pjat, for vores dreng er sådan en dreng der ikke gør noget på kommando. Og den dag havde han alså ikke lyst til at side og ramse ord op, når de andre lege. Damen fra kommunen mente også at han var meget urolig, HALLO han er en sund og rask dreng med krut i røven som elsker at lege udenfor ikke andet 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det er sgu skræmmende. Hej hej, kommer forbi et par timer og gør sig til ekspert på et barn man aldrig har mødt før. Det er eddermame skræmmende!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Melisa

    Ej, hvor er det en chokerende tilgang til den lille pige. Er helt i chok. Jeg må indrømme at jeg ikke helt “tror” på termet særligt sensitiv – jeg ser det også mest som små mennesker som har brug for at tage verden i små bider, men fagpersonale ser det som en kasse man kan putte børnene i – helt helt forkert i min verden.
    Min datter på 13 mdr går i vuggestue fordi jeg synes det er for usikkert med sygdom, ferie mm hos passerne og jeg kunne ikke danne mig et overblik over hvor der var nogen og hvordan man fandt de gode. Min datter stortrives og elsker at være der, de siger dog også at hun ofte bliver lidt for stimuleret på legepladsen som deles med børnehaven, og det tager de så flot og giver en tryg havn når hun får brug for det som kan være flere gange dagligt.
    vigtigst af alt giver det mig en tryghed og en ro når jeg går fordi hun trives og de møder hende i hendes højde.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Præcis Melisa, børn er jo forskellige, og har vidt forskellige behov og rammer de trives bedst i. Dejligt din datter sortrives og du har ro, det er det vigtigste.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maya

    Jeg undre mig meget over hvem der har givet din datter den diagnose, hvis hun først nu skal til at se en psykolog. 1 fordi pædagoger hverken kan, eller må give en diagnose og 2 fordi særligt sensitiv ikke er en diagnose! Der ud over tænker jeg at det er meget naturligt i ikke kan genkende det billede vuggestuen giver af jeres datter. Når i er sammen med hende bliver hendes behov mødt, hun bliver set og skærmet når det er nødvendingt. Det kunne tyde på at tingene står anderledes til i vuggestuen. Jeg tænker at i kan regne med det de siger er rigtigt nok, men når det så er sagt kan man diskutere deres måde at angribe situationen. I stedet for at se ind af og tage ansvar, lægger de ansvaret fra sig med de udtalelser de kommer med.
    Jeg håber at jeres datter snart kommer i trivsel og at i finder et sted med mere ro på.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak for svar. Så vidt jeg har forstået på moderen er det pædagogen og lederen der har givet barnet diagnosen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rebeca Holm

    Først: Hvilken fantastik problematik at læse i en blog og en så skøn tilgang du har til børn.
    Jeg arbejder selv som dagplejer (med klar vægt på RO g plads til børnene) og har fået flere børn hos mig, som har trives lige så skidt som din datter – i andre pasningssteder. Der er efter min mening og erfaring ALDRIG noget galt med børnene. Børn reagerer på omgivelserne. Punktum! Et sensitivt barn er – for mig – et barn som kan mærke sig selv og i stand til at give udtryk for dets indre tilstand. Besøg nogle dagplejere og gå efter jeres mavefornemmelse og luk ørerne HELT for andres meninger og holdninger. Ingen kloge uddannelser slår en mors klare fornemmelse for sit barn.<3
    Og GLÆD jer så til at se jeres sunde og raske barn stortrives igen – OGSÅ i tiden hun bliver passet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tusind tak for din kommentar Rebeca, dejligt at læse fra fagpersoner også, og jeg er vildt glad for at læse din tilgang og holdning og vide at du arbejder med børn. Det giver ro og glæde!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Carina

    Jeg har søn der søn der lyder meget som din datter og med erfaring fra vuggestue fra vores store datter viste vi at der ville han aldrig trives.
    Vi valgte at flytte til udlandet så jeg fik mulighed for at gå hjemme og sikke han (og storesøster) blomstrer. Han er nu 1,5 år og kan rumme lidt mere hver dag. Ja haner sensitiv og følsom men det vil han altid være.
    Mit råd er at lytte til jer selv og hvis muligt hold hende hjemme så længe som muligt. Danske institutioner er så pressede at det er meget at rumme for små børn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Janni

    Jeg er uddannet pædagog og arbejder i en vuggestue, så jeg ved hvor presset arbejdsvilkårene er for både børn og voksne. Det er også derfor min egen datter går i dagpleje. Nogle børn trives bedst i vuggestuen, men for vores datter som med garanti også ville blive kaldt “særlig sensitiv” i en institution, var dagplejen det naturlige valg for os. Her får hun lov til at blomstre, og bliver ikke stresset af det kaos, som der unægtelig er når så mange børn og voksne er samlet på meget lidt plads, samt en normering som tangere til det uansvarlige. Det er en af grundende til at pædagoger er en af de faggrupper, som oftest bliver ramt af stress og udbrændhed. Jeg vil også anbefale dagplejen til din datter, nu hvor hun reagerer på sine omgivelser i vuggestuen og jeg er ret sikker på en dagplejer ikke vil kunne genkende vuggestuens vurdering af hende, når hun er indkørt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak Janni, det er givet videre, det giver rigtig god mening. Og det er skræmmende hvad vi udsætter børn (og pædagoger) for i dette velfærdssamfund…!?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Fantastisk og inspirerende svar! Til de stakkels forældre vil jeg bare sige- få hende ud af den vugger! Om det er dagpleje eller en ny vugger så fortjener I alle en ny start. Min mor gjorde det for mig i senere alder da jeg i 4.klasse skulle til psykolog fordi jeg var “for god” til at lege alene i nogle frikvarter, og det kunne da ikke være normalt at man ikke altid legede med de andre 😳jeg kom fra Steinerbørnehave og var god til at opfinde egne eventyr- hvilket til tider var federe end bare at spille ost. Min mor fandt en ny skole ( efter mange søvnløse nætter ved jeg nu) og det var det bedste valg!
    I er lige præcis de bedste forældre for jeres barn og ingen kender hende som I gør, den beslutning I tager, vil altid være det rigtige for hende 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Åh, dit svar rører mig meget. Jeg ved at min egen mor i dag ville ønske hun havde flyttet mig til en anden skole. Men hvordan skal man vide det? Vi snakkede lige om det i dag i forbindelse med dette blogindlæg. Jeg er bare glad for at de her forældre tager ansvar og ser deres barn. Og at du blev set, og at jeg ved min mor gjorde sit bedste.

      Tak <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva

    Godt svar Anne! Jeg har også valgt dagpleje til min aktive datter – hun startede faktisk da hun var 7 mdr. Fordi hun var klar til at ‘møde verden’ (mere end jeg nok var) men jeg synes ikke en vuggestue var det rette for hende. Dagplejen er SUPER og jeg har en glad pige både når jeg afleverer og henter 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Skal EJ så i dagpleje eller holder du hende hjemme? Kunne heller ikke se min dreng i en vuggestue pga. støjen og antallet af børn. Han er heldigvis meget glad for sin dagplejemor 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jeg har ikke taget stilling endnu. Lige nu bruger jeg en barnepige, men ellers bor mine forældre i Nivå og Emsen er meget tæt knyttet til både min mor og min paps, og vi tilbringer allesammen meget tid sammen. Min paps er pensioneret, så han kan hjælpe ret tit når det er nødvendigt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er dælme et godt svar! <3 Det lyder til at pigen meget tydeligt siger "her har jeg det ikke godt", og hun giver ikke op. Jeg tror det bedste er skift til en dagplejemor 🙂 Min datter trives forresten helt vildt i en skøn vuggestue, hvor der er fokus på ro og nærvær.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helene

    Godt brølt løvinde(r)!

    Mit mellemste barn startede i samme institution, som sin søster (maaange år siden nu) – forskellen var bare at han var KONSTANT syg! Ud af 90 dage han nåede at være i vg.st. havde han 79 (JA 79 sygedage!!!!!). De stemplede både min mand og jeg som hysteriske, og jeg blev ved med at fastholde, at der var et eller andet galt i omgivelserne, fordi han konstant var syg! Vores arbejdspladser troede simpelthen ikke på hverken min mand eller jeg til sidst – og jeg var SÅ tæt på en fyring……!

    Det viste sig, at personalet dældulme, fandt vi selv ud af en dag jeg kom tidligt og hentede ham, hver dag placerede vores dreng i en træ-krybbe fyldt med skimmelsvamp og under et birketræ! Jeg havde fra dag 1 fortalt dem, at jeg var meget allergisk, og at vores søn også reagerede på græs og andre pollen.

    jeg blev simpelthen SÅ rasende, at jeg hev ungen ud af vg.st. med én times varsel, gik tudende hjem og ringede og skældte ud på pladsanvisningen (og tudbrølede lidt mere). De fik talt mig ned og lovede mig, at jeg havde en anden pasnings ordning inden dagen var omme! Og det havde jeg…………dagen efter startede han i dagpleje, og det er det BEDSTE, vi nogensinde har gjort.

    Min pointe er, at man som forælder ofte bliver set NED på………man kan ligefrem høre personalet stå og tænke; Iiiiih guuuuder – vi er jo de professionelle, hvad ved de forældre dog om deres eget barn – tsk, tsk, tsk.

    Hold fast i jeres beslutning og få barnet ud af institutionen – et sensitivt barn SKAL have mere ro i omgivelserne end andre børn.

    Kram og held og lykke <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Puha, jeg bliver helt vred af at læse om din oplevelse. Hold kæft hvor havde jeg også bare tudet og været rasende! Og jeg tør slet ikke tænke på konsekvenserne hvis du ikke havde opdaget det med skimmelsvampen.

      nej nej nej nej nej nej!

      Og ja, det har jeg også både set, hørt og oplevet, at forældrene bliver set ned på. Hvad blev der af at forældre som oftest ved bedst når det gælder deres egne børn?

      Tak fordi du deler din historie, det er skæmmende og vigtig læsning!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fantastisk svar – helt enig 👍

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nyt i garderoben: blomster og smuk gravid-kjole!