Jeg er ved siden af mine sko

Har du husket at råbe af en sur gammel dame i dag? for det har jeg…

har du husket at råbe af en gammel dame i dag

Sidste feriedag i dag. Emsen og jeg har vold-nydt 3 ugers ferie med sejlads, forældre-flytning fra Sønderborg til Nivå, lidt tis på anklerne og masser af vand. Både regndansevand og strand-vand. Mere om ferien senere, for først skal jeg lige af med noget gammel galde om nogle gamle damer.

For det meste er det en fantastisk oplevelse at støde på gamle damer (og mænd) i busserne, på gaden, i toget og i Netto. Emsen er for det meste ret nem at have med undervejs, men når temperaturen stiger, busserne holder stille på grund af kø, og rejsetiden forlænges, så reagerer nogle børn, i hvert fald mit barn, med at blive både utålmodig og træt og varm og utilpas. Modsat os andre, som jo forvandler os til rene overskudsagtige engle i sådan en situation. Sense the tone.

Forleden skulle vi fra A til B i bus. En tur der tager 1 time og 16 minutter, men som endte med at tage 2 timer på grund af trafikpropper og godt badevejr. Forståeligt. Ems og jeg hopper på den ene bus, og Emsen er allerede træt der. Hun kan ikke sove i varmen, og jeg forsøger at aflede hende med en bog, med mobilen (det skal man også passe på med, for så er man jo også en forkert forældre når man stikker sit barn en Iphone, det er ikke nemt…). Intet virker og hun begynder at vride sig og græde og til sidst skrige, fordi det hele bare er for meget. Hun kan ikke sige “mor, jeg kan ikke holde varmen ud, jeg vil ud af den her bus, kan vi ikke godt være fremme nu, hva moaaaar?”, i stedet skriger hun bare. Selvom jeg ikke bryder mig om at være den der generer alles bustur, så er der altså ikke så meget jeg kan gøre ved det. Jeg beklager.

Helt fremme i bussen sidder en gammel dame. Hun kigger først vredt og irriteret på mig, gentager nogle gange, og efter nogle minutter, hvor hun har be,ærket at hendes indsats ikke får gråden og skrigeriet til at stoppe, så begynder hun selv at hyle op ligesom Emsen. “SIKKE DOG EN FORDÆÆÆÆÆÆRDELIG LARM” og “DET ER DA IKKE TIL AT HOLDE UUUUD!”

Tak, og så i lige måde.

Selvom det var en ihærdig indsats, så lykkes det ikke den gamle dame at få Emsen til at falde til ro. Vi skulle af bussen, til alles store glæde og fornøjelse, især Emsens, og videre med en anden bus. Det var rart at få luft og komme ud og strække benene, og Emsen var glad igen.

Nummer to bus ankommer. Tætpakket, på Bangladesh-måden og ikke Nørreport-måden. Efter at have kørt i 4 minutter holder vi i den første kø- Og holder og holder og holder. Heldigvis er der en anden mor der kæmper en kamp med sin 6årige søn, så der er en anden der holder stafetten som udulig mor et øjeblik mens jeg lige sunder mig. Tak til den mor fra mig. Da vi har kørt i 50 minutter, og Emsen ikke har sagt et pip hele turen, moderen med sønnen er steget af og der er 15 minutter tilbage, så begynder det at blive nok for Emsen igen. Jeg er dybt imponeret over at hun kunne holde det ud, for jeg var ved at sætte mig ned og tude ovre luftfugtigheden, armsved og kø og atter kø. Men hun er en sej pige.

Emsen begynder at græde igen, slet ikke lige sø højt som i den anden bus, og der sidder nu en ny gammel dame foran os, som begynder at holde sig for ørerne. Det er også en høj lyd, så det kan jeg godt forstå. Hun krummer mere og mere sammen og begynder at sukke og stønne og kigge vredt på mig, men siger igenting. Emsen græder og græder, og nu begynder damen at brokke sig. Hendes ører er lige ved at falde af, eller noget og det er åbenbart det mest forfærdelige denne dame nogensinde har været igennem.

Jeg kan ikke holde ud at være i situationen længere, så jeg beslutter mig for at hoppe af et par stop tidligere, for Emsens skyld, så hun kan få frisk luft igen og slippre for den dårlige energi der kommer fra den gamle kælling. Jeg tager hende på armen, trypper “stop” og går hen for at tage klapvognen med ud. Jeg koger indeni af harme, og på vejen ud laver jeg den tarvelige forbudte: jeg siger “kom lille skat, så går vi ud i den friske luft…” og kigger damen direkte ind i øjnene og hæver stemmen: “…så vi kan slippe for SURE GAMLE KÆLLINGER!” hvorefter jeg går ud.

Var det pædagogisk korrekt? Nej

Var det det helt rigtige at gøre? Nej

Fik dame nummer to også lidt af min harme over dame nummer 1? Ja

Var jeg verdens bedste rollemodel for Emsen lige der? Ikke det der ligner

Har jeg dårlig samvittighed over det? not at all!

Emsen skal lære at opføre sig ordentligt i det offentlige rum, ligesom jeg skal opføre mig ordentligt. Men hun behøver ikke finde sig i hvad som helst. Der havde været bedre måder at tackle situationen på, men jeg kom af med min vrede i stedet for at gå og være sur resten af tiden. Emsen fik det godt igen straks vi hoppede ud af bussen og damen, ja, hun overlevede uden varige mén.

De fleste dage har jeg overskud til at, for at citere Michelle Obama, “vælge high når andre går low”, men jeg er kun et menneske også, så det blev som det blev.

Hvad med dig, har du fået råbt af nogle sure gamle damer for nyligt? og hvad skete der?

Deppe+and+the+lost+sock+kommentarfelt+billede+anne+deppe

   

4 kommentarer

  • Anne

    If they zig…? Zag. Og jeg kan allerede nu fornemme, hvor kommentarsporet bærer hen, så derfor…:

    Offentlig transport er for alle dem, der har løst billet. Man må bære over med folk, der lugter af armsved, snakker højt i telefon (med mindre, man har købt stillekupe), træder en over tæerne, ikke gider flytte sig, så man kan komme forbi, vil have vinduet åbent, vil have vinduet lukket osv. Derfor skal man osse bære over med dem, som har en kommunikerende baby med. (Jeg tør ikke skrive skrigende om din baby, men jeg har selv en baby på samme alder som Emsen, og han skriger faktisk en gang imellem.)

    Det er klart, at babyer skal have lov til at udtrykke sig på den måde, de nu kan. Men det er også klart, at det kan være voldsomt belastende at høre på en kommunikerende (skrigende) baby. Jeg var for eksempel faktisk en af dem, der råbte højt hurra, da Spies indførte børnefri flyvninger for dem, der ikke gad have en syngende, kommunikerende, skrigende eller sparkende baby i ryggen i tre timer. Det var før, jeg fik barn, men jeg er egentlig ked af, at Spies ikke har den slags flyvninger mere, for så ville jeg have bare to procent bedre samvittighed, hvis jeg engang skal ud og flyve med min lille kommunikerende baby.

    Nuvel, når det er sagt, så KAN det være ekstremt og SÆRLIGT belastende for ældre mennesker med kommunikerende babyer. Mange ældre bærer høreapparat, og jeg har engang lånt min mors høreapparat i en time og ved derfor, at høje, uforudsete lyde ryger direkte i hjernebarken for så at gå i rundhyl i resten af kraniet.

    Når jeg derfor giver dig ret i, at gamle damer selvfølgelig skal opføre sig ordentligt, så er det med denne viden for øje. Og to procents tilgivelse og måske forståelse for deres sure attitude. God søndag, god røv og god karma til gamle, sure damer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mariann Thorup

    Man skal lære at tilgive, og når man har lært det, skal man starte med at tilgive sig selv.
    Du har jo tilsyneladende holdt længere ud end de andre, inden du “gav los”

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg synes faktisk, at du lige der er et fremragende forbillede for Emsen! Jeg er først i mine 30ere ved at ligge pænepigen helt på hylden, og jeg ville ønske, jeg havde været langt mere badass længe før – hold fast, det havde sparet mig for meget smerte. Selvfølgelig lærer hun jo også, at du ikke normalt går og råber af gamle damer 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Man er vel også et godt forbillede for sine børn, når man siger fra over for en opførsel som ikke er ok? Som det jo var tilfældet i denne situation! Så High five og thumps up for det!!
    Jeg var ude at handle med mine piger på 2 og 3 år, og de var udstyret med hver deres lille vogn. Hittet lige nu er at kigge på samtlige varer og snakke om hvad der er hvad. En helt naturlig udvikling i min bog! De skal jo lære hvad der er hvad. Vi står ved gryn og mel og jeg siger vi skal købe hvedemel. Jeg har ikke travlt og vi tager os tid til at kigge på pakkerne. Og ja – de kigger også med fingrene – men det er jo pakket ind for Søren.!! Den ældste tager en pakke boghvedemel, som har en flot indpakning synes hun, og hun siger hun gerne vil have den. Jeg har god tid og siger vi skal have den ved siden af. Det er svært for hende at sætte den tilbage – den er SÅ flot synes hun.. Jeg siger flere gange til hende stille og roligt at det skal hun, men jeg kan godt forstå hun synes den er flot. Pludselig kommer der en gammel dame ind fra højre og råber højt af mit barn???? “Kan du ikke høre hvad din mor siger?? Du skal sætte den tilbage! Og man skal jo heller ikke stå og rage på det andre skal købe!” Mit store, skønne nysgerrige barn kryber helt sammen! Hun er ikke vant til at blive råbt af og det chokerede hende i hendes grundvold! Det gjorde lige så ondt på mig – mindst! Ingen skal råbe af mit barn uden grund! Den dame fik også pænt af vide af mig, at hun skulle blande sig uden om.. Min datter snakker stadig om damen der råbte..

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg er ved siden af mine sko