Amning, især langtidsamning, er altid 100% moderens behov!

Gravid med seksuelle overgreb i bagagen, hvad nu med alle mine tanker? Hvad nu hvis…?

Skærmbillede 2016-07-06 kl. 11.29.54

 

“Hej Anne
Jeg har et ret personligt spørgsmål til dig, men siden du er så åben her på bloggen, så tør jeg godt stille det. Jeg ved du selv kan vurdere om du har lyst til at svare på det, evt. kun til mig i en privat mail. Jeg har set i et opslag (måske hvor du er gæsteblogger) at du har været udsat for seksuelle overgreb bl.a. som barn. Det er jeg virkelig ked af at høre. Desværre er jeg selv i samme situation. Jeg venter en lille pige og det vækker en masse følelser i forbindelse med overgrebene. Især vedr. amning. Da sex blev en del af mit liv alt for tidligt og på skrækkelige vilkår er jeg alt for opmærksom på pædofili. Jeg er meget bekymret over amningen, da jeg utrolig gerne vil amme, men jeg er hunderæd for at jeg kommer til at forbinde det med noget seksuelt. Indtil nu har mine bryster jo været noget som jeg havde sammen med min mand i forbindelse med sex.Og nu til mit spørgsmål. Gjorde du dig nogen tanker i den retning og har det været et problem for dig?
Tusind tusind tak for din åbenhed og dine skønne indlæg
Kærlig hilsen en kommende mor.

 

Kære kommende mor.

Tusind tusind tak for dette vigtige spørgsmål, som jeg langt hellere vil skrive om, end om næsten alt andet. Det er så vigtigt vi taler om det her. For JA! Jeg gjorde mig tanker, så mange at jeg faktisk søgte hjælp for at få styr på dem. Nu skriver jeg en hel masse for at besvare dit spørgsmål og så kommer jeg med nogle konkrete ting du kan gøre, hvis det virker rigtigt for dig.

Først lidt historie:

Det er helt rigtigt, jeg var igennem det første seksuelle overgreb da jeg var 6 år gammel og igennem det sidste da jeg var 27 (det er 5 år siden, og der har været flere i løbet af mit liv). Det var en mand på en strand der begik det første seksuelle overgreb, og det smadrede en hel masse i forhold til seksualitet, grænser, tillid, forhold til min egen krop og andre ting. Jeg har gået i terapi omkring min historie ad flere omgange, og har holdt en hulens masse foredrag hvor jeg også inddrager min baggrund som overgrebsoffer, for at sætte nogle ting i perspektiv. Det heler hver eneste gang jeg snakker/skriver om det.

Da jeg blev gravid kom der en masse tanker og følelser og forvirringer op igen,  nogle af de samme som du nævner, en afmagtsfølelse af ikke at kunne beskytte mit barn mod overgreb, frygten for at Emma aldrig vil sige noget til mig, ligesom jeg ikke sagde noget til mine forældre i mange år, selve fødslen og det at skulle være nøgen i et rum med mennesker jeg ikke kender, amningen og det at skulle tage mig af en lille pige, røre hendes kønsdele (vask, skiftning, tjekke efter mht rødme osv), være bange for at gøre noget ved hende som hun eller andre kunne opfatte som forkert (altså angsten for at jeg selv pludselig skulle have fået pædofile tendenser fordi et eller andet i min hjerne ville have slået klik efter min egen historie). MASSER af frygt, masser af tankemylder.

For at anerkende, imødekomme og bearbejde alt det der fyldte gjorde jeg tre ting.

  1. Jeg sagde det højt til nogen jeg stolede på. Jeg er stærk tilhænger af at vi siger de ting højt, som vi går og frygter andre skal opdage omkring os, eller som vi skammer os over. Min personlige erfaring er at når vi kaster opmærksomhed og lys over skammen, så forsvinder den (ret hurtigt endda). Og jeg finder altid ud af at jeg ikke er alene, og det hjælper.
  2. Jeg opsøgte en psykolog som, ud fra et fagligt perspektiv, kunne forklare mig hvilke mekanismer jeg var oppe imod, og at det var HELT normalt at have de tanter og følelser og frygt(e), som jeg havde. Det er kroppens måde at forberede si på mor-rollen, og alle de nye ting vi skal som mødre, blandt andet at være på forkant med faretruende situationer.
  3. Jeg fandt ud af at man på sygehuset kan ansøge om at komme på et såkaldt “blåt team” af jordmødre i stedet for det almindelige forløb der tilbydes. Det blå team er målrettet særlige sårbare mødre, f.eks mødre der har en historik som overgrebsoffre. Jeg fik nu udvidede samtaler med min jordemoder, hvor jeg kunne fortælle om alt det der fyldte hos mig, og det gav mig enormt meget tryghed og ro at jeg kunne komme af med mine tanker og frustrationer et sted.

2015130gravid-fotografering-en-dag-p-fotoshoot-med-stylize1

Hvordan er det så gået?

Fødslen var en fantastisk oplevelse, også selvom jeg endte med at føde ved akut kejsersnit. Amningen havde jeg nogle problemer med at få til at virke, men alle de seksuelle tanker jeg frygtede ville blive forbundet med amningen, de er udeblevet hos mig. Da jeg havde født Emsen fødte jeg også en ny side af mig selv, en mor-side, og den ved helt tydeligt hvad der er seksuelt og hvad der er ernæring af barnet. Der har været et par enkelte gange hvor jeg har følt en slags “opstemthed” mens jeg ammede, og STRAKS skammede jeg mig over det og stemplede næsten mig selv som pædofil (på ingen måde en fed følelse at have), men så læste jeg i denne her (pretty seje) facebook-gruppe for kvinder der ammer, at det er helt normalt. Når man ammer danner kroppen “kærlighedshormonet” Oxytocin”, som styrker tilknytningen mellem mor og barn, og det kan godt føles lidt på samme måde som når man bliver seksuelt opstemt. Der er intet seksuelt i det, det føles bare rart. De gange følelsen er kommet, efter jeg har lært at forstå hvad der sker, har jeg tænkt “ahhh, sådan her kan kærlighed også føles”, og så har jeg glædet mig lidt over at min krop lærer at kende forskel. På en måde føles det faktisk som om noget der er gammelt og ødelagt, det nu bliver bragt i orden – helt af sig selv.

Jeg har haft sex flere gange, både under min graviditet og efter jeg har født, og min krop kan sagtens kende forskel på hvad der er mor-krop og hvad der er Anne-en-seksuel-fri-kvinde-med-behov. Min parter er helt vild med mine store amme-bryster (de er også dejlige 😀 ), og jeg kan sagtens ligge nøgen, ved siden af ham, og Emsen i midten (hvis hun en sjælden gang er vågnet op), og amme bagefter, uden at der er noget som helst seksuelt i det, så er det bare stenalder-hygge og tre nøgle kroppe (Emsen har som regel ble på). Jeg er faktisk selv lidt imponeret over hvor let og naturlig det føles at kende forskel på de to situationer, men jeg tror det skyldes mit forarbejde, og at jeg vælger at gøre noget ved det, med det samme jeg mærker skam eller noget der føles skævt. Jeg tænker lidt på den der scene fra “Nanna”-filmene hvor Nanna kommer ind og spørger “hvad laver I?” og forældrene svarer “vi boller”, og sådan er det bare.

Noget af det der også har fyldt meget er om jeg kan beskytte Emsen mod overgreb, især fordi jeg selv har været udsat for så mange. Det bedste jeg kan gøre er at lære hende de forsvarsmekanismer jeg selv har tillært mig, lære hende de værdier jeg selv har tillært mig, lære hende den værktøjskasse jeg selv har tillært mig og lære hende at INTET er for skamfuldt at sige til en voksen man stoler på. Hun skal vide at hun vil blive lyttet til og taget alvorligt. Alle mine år i terapi har lært mig en hel masse om hvordan man sætter grænser og hvad man skal finde sig i og hvad man bestemt ikke skal finde sig i. Jeg har skulle genlære mange af tingene efter jeg er blevet mor, for nu er jeg jo en anden, og jeg er kun en 1 år gammel mor, ligesom mit barn er 1 år. Jeg har jo ikke være mor i længere tid, derfor er meget af det nyt, og jeg kegler stadig lidt rundt i det, men jeg ved også at Emsen vil kopiere alt hvad jeg gør og ikke gør, derfor er det bedste værktøj at være og gøre det som jeg tror på (i stedet for at sige at jeg vil være det og gøre det), og så stole på at hun opsnapper så meget so muligt, og selv vil beskytte sig og tage sine forholdsregler når hun skal alene ud i livet.  Jeg kan kun give hende det bedste jeg har, resten er ikke op til mig.

Det er de ting der har fyldt hos mig. Jeg tror altid man som tidligere overgrebsoffer vil have en ekstra opmærksomhed på nogle ting, og frygten vil også altid være en større eller mindre følgesvend, men jeg tror også på at vi i høj grad kan minimere senfølgerne ved at arbejde med dem og tage dem frem i lyset. Måske ikke lige til alle og enhver, men til nogen vi har tillid til, som kan håndtere den slags ærlighed. Det er ikke alle der kan det. F.eks får jeg en reaktion hvis Emsens ben rammer mig i skridtet. Jeg ved ikke helt hvad det er for en reaktion, andet end at min krop lige går i “frys-mode” et øjeblik, og at det føles helt ufarligt. Det var måske et sekund. Jeg tror bare det er en gammel kropslig reaktion fra dengang overgrebene fandt sted. Måske slipper jeg aldrig for den. Men i stedet for at gå helt i panik over min reaktion, så har jeg indtil videre valgt bare at acceptere at den er der, og at den ikke betyder noget som helst, andet end at vi alle har en historie, og den kan vi læse i vores sind, vores kroppe og i de historier vi fortæller om os selv. “Hej reaktion, jeg har set dig, du må gerne være her, du får bare ikke lov at fylde mere end det sekund du varer, kan du have det godt, hej hej”.

Kære kommende mor, jeg håber du kan bruge mine svar. Hvis der sidder en læser og har noget støttende / styrkende / oplysende at byde ind med, så hører jeg meget gerne fra dig.

Rigtig god regnvejrsdag derude! Perfekt vejr til stearinlys og huleleg med ungerne!

Deppe+and+the+lost+sock+kommentarfelt+billede+anne+deppe

 

 

 

6 kommentarer

  • Rutsje

    Sådan!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • anne

    Jeg håber, der er rigtig mange, der har været udsat for seksuelt misbrug, der læser med, for det må hjælpe rigtig meget, at andre har været igennem det at få et barn uden problemer til trods for overgreb. Tak fordi du er så ærlig:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • <3

    Meget kærligt og ærligt svar.
    Dyb respekt – også til dig, der rækker ud efter hjælp.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nadia

    Kære kommende mor. Du er på alle måder helt normal og jeg kan selv skrive under på en del bekymringer. Fedt at du rækker ud og åbner op <3 Glæd dig til at blive mor. Du skal nok klare det helt fantastisk 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Susanne

    Enig Sissel 👍 – både med god Blog og den ærlighed/åbenhed Anne skriver med ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sissel

    Fantatisk ærligt – og vigtigt emne!

    Efter min mening har du den bedste mommy-blog i blogland 🙂 Så bliv ved med det du gør!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Amning, især langtidsamning, er altid 100% moderens behov!