Standklar baby - lækre mærker på mini budget

Mit første møde med Sandplay terapi – når leg slår ord skakmat

Skærmbillede 2016-06-22 kl. 21.41.51

Kender du det der med at du har haft en vild oplevelse, og så er der bare INGEN der tager telefonen den dag man gerne vil fortælle om det? Nå, men så er det nok fordi det er meningen at jeg skal skrive om det her på bloggen i dag. Jeg har haft en vild oplevelse, nu skal du bare høre (læse):

Første gang jeg hører om det er for et par uger siden, hvor jeg sidder og snakker med en skøn dame der hedder Linda. Linda fortæller om Sandplay terapi, men ikke ret meget, for hele meningen med Sandplay er at man skal lege i stedet for at tale. Den dybereliggende teori bagved må du selv google dig til, jeg vil hellere fortælle om min oplevelse med sandplay, og hvorfor det er genialt til lige netop sådan en som mig.

I dag var så min første session med Linda. Inde i sandplay rummet står der to kasser med sand. Den ene kasse er med tørt sand, den anden kasse er med vådt sand. Langs alle væggene står reoler (Billy-reol-typer fra Ikea) FYLDT med figurer. Det er nærmest som at være trådt ind i et lillebitte men meget proppet museum. Der er figurer der symboliserer død, hjem, kærlighed, familie, shrek-figurer, Elsa-figurer, møbler, alle dyr i verden, mennesker, Gollum, dødningehoveder, ting der glimter, ting der er matte, afrikanske vismænd, trolde, teletubbies, træer, buske, skilte, fantasifigurer, ting der bare har en form og en farve men intet udtryk, monstere, manden med leen, kransekagefigurer, biler, tog, busser, skateboards, flasker, tomater, ALT.

sandplay 1

(billedet er lånt)

Der bliver sat en tidsramme, i dag var rammen 35 minutter for mig. Min første tanke var “det ved jeg simpelthen ikke om jeg kan det her. Bare lege i sand i 35 minutter, og overgive mig til det? Det er sgu lidt mærkeligt!” Men det er faktisk lige netop årsagen til at jeg har kastet mig ud i sandplay. Jeg er et hoved-menneske. “Du er enormt intellektuel” siger Linda. Jeg føler stadig lidt hun snakker om en anden når hun siger det. I denne tid hvor alle studenterne bliver udklækket, bringer det minder frem om de 3 gange jeg måtte droppe ud af gymnasiet før jeg forstod at det boglige ikke helt var mig. Så jeg fik lavet en lille bullshit-historie i mit hovede om at jeg nok mere er praktisk begavet, eller noget. Ikke den særlig kloge type.

Linda tøffede lidt rundt imens, og jeg fik ro. Jeg stod foran kasserne, og kom i tanke om en figur jeg havde set første gang jeg var i rummet, og havde tænkt på lige siden. Jeg fandt figuren midt mellem alle Elsa-plastic-dukkerne. Så vendte jeg mig om og placerede figuren i sandet. Der gik kun ganske få minutter, så var jeg i gang med at bygge mine billeder i de to sandkasser. Og så skete der noget virkelig interessant.

Hver eneste gang min hjerne forsøgte at tage over og intellektualisere sig frem til hvilken figur (og dermed hvilket symbol) der ville være det næste og det “rigtige” at sætte ind nu, så gjorde mit hjerte og mine hænder bare noget helt andet. På et tidspunkt ledte jeg efter noget der skulle bringe kærlighed ind i mit billede. Jeg havde både set en fin kransekage-figur, en forelsket smølft med en kæmpe buket blomster, en masse ting der symboliserer “hjem” og to trolde der holder om hinanden. Men ingen af dem føltes rigtige. Linda spurgte om hun kunne hjælpe? Jeg fortalte hende at jeg ledte efter kærlighed. Hun viste mig hen til en reol jeg næsten ikke havde kigget i. Og dér. Der var kærligheden. Midt i mellem et udekøkken, en seng, en gyngestol, et bord med en ternet dug og nogle træstole, dér var kærligheden. To små plyspingviner, ca 1,5 cm høje begge to. Dér var kærligheden.

Nu var mine billeder færdige.

Skærmbillede 2016-06-22 kl. 21.46.09

(Billedet er lånt)

Der blev ikke sagt noget. Linda gik ikke ind i mit billede, jeg skulle intet forklare. Linda spurgte mig hvordan jeg havde det og jeg svarede:” Jeg ved det ærlig talt ikke. Det er som om alle mine celler står åbne. Jeg er rørt til tårer, på den åbnede omfavnende måde. Billederne føles HELT rigtige, selvom jeg ikke aner hvad det egentlig er jeg har lavet. Jeg har ingen ord, kun stemninger. Jeg blev overvældet at føle mig hørt, udenom min hjerne, udenom ord, udenom snak. Vi to har jo slet ikke talt sammen. Alligevel føler jeg mig enormt lyttet til”

Og sådan var det virkelig. Sandplay bruges især til børn der ikke nødvendigvis har udviklet et sprog for hvilke følelser eller udfordringer de oplever indeni. F.eks efter et traume, skilsmisse eller lign. Der kan ske alt i det rum. Man kan komme til at kaste op, man kan bryde sammen, man kan få adgang til noget helt andet end man kan når man begrænser sig til brugen af ord.

Mine billeder, symboler og detaljer fra sessionen holder jeg for mig selv, det er kun Linda der får dem at se. Jeg er selv meget overrasket over hvad der kom frem, jeg er overrasket over hvor meget min hjerne gerne vil overtage processen, men samtidig overrasket over hvor tydeligt et sprog min krop har. Den var ikke et sekund i tvivl om hvilke figurer der var de helt rigtige og hvilke der ikke var. Det var meget kraftfuldt.

Da jeg gik derfra var jeg fyldt op, ligesom når man har spist et nærende måltid og er mæt på den sunde og lækre måde. Sådan havde jeg det i alle cellerne. Og nu hvor jeg skriver om min oplevelse, så kan jeg stadig mærke følelsen af at være startet på en rejse jeg slet slet ikke ved hvor ender. Jeg har fuldstændig overgivet mit til processen, og jeg glæder mig helt vildt til næste gang jeg skal lege med sand og holde min kæft.

Har du selv prøvet sandplay?

Deppe+and+the+lost+sock+kommentarfelt+billede+anne+deppe

 

2 kommentarer

  • Karin anna søgaard

    I min terapi hos Dorthe blev jeg presenteret for sandplay.. I starten syntes jeg det var meget grænseoverskridende.. Jeg havde svært ved at slippe min præstationsangst .. Hvad forventes der af mig etc.. Men jeg kan fortælle at ud af mine mange seancer hos Dorthe er det sandplay der har sat de mest reflekterende indtryk hos mig.. Når jeg falder i tristhed og mørke tanker finder jeg billederne af mine sandplayopstillinger frem på nethinden.. Og får igen svar fra disse. Nåhja det var jo sådan det forholdt sig.. Og ja det var jo derfor at jeg hele tiden fandt fyrtårnet og klokketårnet frem som pejlemærker for mit gode liv.. Tak. Karin anna.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie Lund

    Det lyder meget spændende. Har Linda en hjemmeside?

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Standklar baby - lækre mærker på mini budget