Hvor længe bliver du ved med at amme?

Rejsetips til Barcelona med Baby på 7 måneder (inkl feber baby)

IMG_3711

I denne uge tog Emsen og jeg en tur til Barcelona. Jeg fik muligheden for at komme lidt væk, og Emsen er i forvejen vant til at være med mig på farten, så jeg tog min sejheds-dragt på, og tirsdag morgen læssede jeg klapvogn, kuffert, håndtaske og Emma Jo i slyngen, og så tog vi til Kastrup lufthavn.

Jeg havde pakket minimalt. Jeg fuldammer stadigvæk, og jeg havde taget lidt grød med, men tænkte at jeg kunne købe mos i Barcelona. I håndbagagen havde jeg:

 

1 ekstra sæt tøj (man ved aldrig hvornår noget kravler op ad nakken)

3-4 bleer

Vådservietter fra Rema (ja jeg ved godt man skal brændes i helvede hvis man bruger vådservietter, men de virker altså for os når vi rejser, Emsen har aldrig haft rød numse, og dem fra Rema er gode, nå)

2 stofbleer (man skal aldrig gå ned på stofbleer)

2 stykker legetøj der ikke larmer. Jeg synes et er vigtigt at tage lidt hensyn til de andre passagerer i flyet, så ikke noget der spiller musik eller rasler eller klikker eller lign.

IMG_3582

Baby og propper i ørerne

Emma Jo har fløjet 4 gange inden denne tur, så hun har prøvet det før, og hun er trænet og dygtig. Hun charmer sig som regel ind på alle medpassagerer, og vi har endnu ikke haft propper i ørerne. Jeg ammer hende når vi lander og letter, og som backup har jeg en flaske vand med (bare en alm. Kildevæld voksenflaske, hun kan sagtens drikke af den). Som ekstra back-up plejer jeg at købe en bøtte frugt i lufthavnen, med melon, vindruer (husk at skære eller tygge dem i mindre stykker så de ikke ryger galt i halsen), ananas og jordbær. Dem kan hun godt lide at tygge på. Jeg har selv prøvet at føle at mit hoved var ved at eksplodere fordi jeg ikke fik trykudlignet, så jeg gør alt hvad jeg kan for at Emsen ikke skal opleve det samme.

 

IMG_3591

Afisning af vingerne inden afgang i Københavns lufthavn

Hele vejen til Barcelona sov Emsen ikke, og hun havde heller ikke sovet om morgenen, så hun endte med at sove i taxaen på vej ind til Barcelona fra lufthavnen. Der er en lov i Barcelona om at babyer ikke behøver sidde i autostol i urban-områder, og det inkluderer også lufthavnen. Så Emsen sad bare på mit skød i slyngen og vi nød solen og en lille lur på vej ind til vores lejlighed.

IMG_3600

Som regel, når jeg rejser, så lejer jeg en hel lejlighed gennem airbnb. Det havde jeg også gjort denne gang. Enten prioriterer jeg en lækker udsigt, at der er badekar eller spafasciliteter, at der er terasse eller at det ligger centralt. Jeg kan godt lide at føle mig lokal når jeg rejser, og jeg handler gerne i supermarkeder og møder de lokale i stedet for at bo i et eller andet turisthelvede fyldt med svenskere og tyskere osv. (no offense, jeg er selv halvt tysk, men du ved hvad jeg mener).

IMG_3611

Desværre blev den første nat noget nær et mareridt. EJ græd og græd og jeg anede ikke mine levende råd. Ingen af os lukkede et øje hele natten, og jeg nåede både at blive ked af det, sur, vred, irriteret og frustreret. Det værste jeg ved er når jeg ikke kan trøste Emsen, og nogen gange bliver jeg frustreret på hende, og så må jeg lade hende ligge et sikkert sted (så hun ikke kan falde ned/slå sig) og gå ud og tælle til ti og komme ind igen. Så det gjorde jeg, men intet hjalp. Da det blev nogenlunde morgen, pakkede jeg hende i klapvognen, og vi gik en tur i nærområdet (omkring Ramblaen). Først henover middag lukkede hun øjnene lidt, og jeg besluttede mig egentlig for at tage hjem igen, for jeg magtede ikke flere dage uden søvn.

IMG_3627

Emsen og jeg er ved at finde ud af hvor Parc Guell ligger

Det viste sig at være sydom på vej, ikke kun for Emsen men også for mig, så det manglende overskud hos os begge skyldtes en ordentlig omgang forkølelse. Da det gik op for mig fik jeg akut dårlig samvittighed over ikke at have rummet og støttet Emsen nok, for nu vidste jeg pludselig hvad der var galt. Jeg har på fornemmelsen at det ikke er sidste gang i vores liv at det er sket. Så på grund af feber besluttede jeg mig for at blive. Jeg pakkede Emsen godt ind, gik ned i supermarkedet og handlede ind til resten af ugen, vel vidende at den meget vel kunne foregå under dynen med Postmand Per på repeat.

IMG_3677

Men allerede dagen efter fik EJ det lidt bedre, og vi mødtes med min veninde og havde en dejlig dag. Barcelona er utrolig børnevenlig. Hver gang jeg har stået i kø i en butik eller i et supermarked er det helt naturligt for folk at vi (baby og jeg) skal foran i køen. Modsat Danmark hvor man skal hæve stemmen og nærmest skælde ud på raske, fuldt ud funktionelle unge mennesker, for at få en plads til barnevognen i elevatoren ned til metroen. I Barcelona er der kæmpe respekt omkring børnefamilier.

IMG_3676 IMG_3646

Emsen charmede ALLE! Gamle damer kom hen og ”hola” snakkede og smilede og sagde en masse søde ting på spansk jeg ikke forstod et kuk af, men jeg nikkede og smilede og fangfede godt kærligheden i det. Tjenerne på cafeerne stoppede op og snakkede med hende, og børn, især en lille dreng på en cafe, var helt forelsket, og Emsen elsker andre børn, så hun var i himlen. Det endte med at blive en rigtig rigtig dejlig dag.

Nat og EJ kigger på skaterdudes

Nat og EJ kigger på skaterdudes

I dag mødtes vi med Nat (min veninde) igen og det var bare så dejligt at spise morgenmad sammen og blive sendt godt af sted. I taxaen på vej ud til lufthavnen fik vi lige set lidt hav og lidt palmer, så jeg nåede lige at få følelsen af at have været en smule turist også.

 

Da vi kom ud til lufthavnen, og havde tjekket bagage ind, kom vi op til sikkerhedskontrollen. Alle sikkerhedsfolk vi mødte kiggede forbavset på mig og sagde ”you are alone?” mig: ”yes?” dem: ”oh, you don’t have anyone to help you?” mig (smilende): ”No no, it’s okay, it’s just me and her” Dem: ”oh, you don’t have friends who can come and help you?” mig: ”non o, it’s fine” dem: ”okay, you just call me if you need A N Y help, okay?” Mig: ”yes yes, thank you”. Det er åbenbart virkelig en prøvelse at gå de der 18 meter igennem sikkerhedskontrollen, tage sko af og tage sko på igen, når man har et barn med i en slynge. Men jeg nød omsorgen i alle mine celler, det var så dejligt. I det hele taget har vi fået så meget skøn positiv opmærksomhed når vi er gået rundt i gaderne. Jeg så ikke en eneste anden med baby i slynge, kun et par enkelte mødre og fædre med bæreseler, og jeg gætter på at man ikke er så vant til at se slyngebørn i Barcelona, for vi var dagens show på gaden, og mange kom forbi og kom hen og snakkede med Emma Jo. Det var en fest.

IMG_3678

Så ja, vi overlevede feber og Emma Jo og jeg fandt hinanden igen trods frustrationer og magtesløshed. Da vi fløj hjem i dag sov hun det meste af vejen, og vi hoppede i en taxa i København og kørte hjem. I Danmark er der ikke krav om at børn under 3 år skal sidde i autostol i taxaer, men man kan bestille en autostol hvis man er villig til at betale mellem 200 og 300 (er de sidste tal jeg har hørt, men hæng mig ikke op på det), for at de kører til centralen og henter stolen. Vi overlevede uden, og nu ligger min lille prutfis og sover, og jeg sidder op ad radiatoren af omklimatiserer efter et par dage i lunt vejr sydpå.

IMG_3716

IMG_3709 IMG_3727

Man kan SAGTENS rejse alene med sin baby på 7 måneder, også inkl feber. Vi endte med at have en rigtig fin tur, og EJ var med i slyngen, pakket godt ind, og nød at komme lidt ud, selvom hun var syg og sløj. Men det bedste sted at sidde er nu på mine bryster, og Nat var en skøn guide, så jeg har fået fuld valuta for hver en øre.

 

Fortæl om dine rejseoplevelser med din(e) baby(er) – lad os dele erfaringer. Hvad gør du f.eks når du skal rejse over-seas? Hvad pakker du med? Har du gode rejsetips? Del dem med os så vi kan blive kickass rejsemødre (og fædre)

Deppe+and+the+lost+sock+kommentarfelt+billede+anne+deppe

   

7 kommentarer

  • Astrid

    Hvilken klapvogn kan de bruge når de er 7 mdr? Vi skal 3 uger til USA her til april med sådan en lille størrelse og jeg aner ikke hvad de kan på det tidspunkt 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Jeg kan så meget genkende at stå om natten med grædende og urolig baby og til sidst bare ikke kunne finde mere overskud frem. Og så bliver jeg vred og frustreret – på hende. Og det er eddermaneme ikke en fed følelse.

    Her for en lille uges tid var min mand og jeg ved at rive håret af os selv, fordi vi hen på de tidlige morgentimer havde brugt hele natten på at trøste ulykkelig baby. Og den slags nætter har vi ellers ikke.
    Så om morgenen åbnede jeg min “Vidunderlige Uger”-app. Og sørme om vi ikke blev budt velkommen til første dag i nyt tigerspring.
    Ligesom dig fik jeg vældig ondt i maven over, at jeg ikke havde været mere rummelig over for min lille pige, når der nu var en rigtig god grund til, hun var ked af det.

    Men så lærte jeg lidt af det og kan (måske) være mere rummelig en anden gang. De urolige tigerspringsnætter er her forresten stadig.
    Lige nu sidder jeg og græder lidt ned i morgenkaffen, fordi jeg bare er så skide træt. Det er bare en fase, det er bare en fase, det er bare en fase….

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Maria,

      Åh, du får lige et med-søsterligt kram herfra. Jeg talte med en dygtig familieterapeut for nyligt, og hun fortalte at der simpelthen kommer så mange mødre ned i hendes praksis og hvisker skamfuldt “jeg kom til at skrige ad mit barn og tage hårdt fat”, hvortil hun hvisker tilbage igen “så er du ligesom alle andre forældre”. Vi er blevet så politisk korrekte at det bider os selv i halen, og jeg er simpelthen fed up med det.

      Det er en god app, den har også hjulpet mig mange gange, trust me! Og for hver gang vi er blevet klogere, så har vi lært noget mere, og lur mig om ikke naturen er sådan indrettet, at det er præcis som det skal være?

      Kæmpe kram!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Betina

    Du er den sejeste, jeg “kender”. Jeg har så stor respekt for dig og din kampgejst – selv når livet er svært. En dejlig tryg inspirationskilde.
    Jeg er gift og mor til to. Og jeg synes i den grad livet er en udfordring. Især efter nummer to. Og det er SÅ uretfærdig over for hende – at hun ikke sådan for alvor, har mødt den glade, overskudsagtige og fantastiske mor jeg var. Og nu kun er i glimt. Hun er to.
    Al respekt til dig – og så MÅ jeg vide hvor den smukke hættetrøje med elefanter er fra??
    KH Betina

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Betina,

      tak for de rosende ord <3

      Ved du hvad, det skal nok komme det der med den overskudsagtige mor. Jeg har læst et sted at børn "bare" skal have kærlighed og omsorg, og det er jeg slet ikke i tvivl om at hun (begge) får. Det er det hun vil kunne huske, og det er det der vil skabe et trygt fundament for hende her i livet.

      Min mor flyttede rundt med min bror og mig da jeg var ca samme alder som din datter, og hun var bange og utryg og fattig og alt mulig andet. Jeg husker INTET derfra, andet end at vi boede på en fantastisk gård på et tidspunkt hos nogle der havde en sej hund der hed Julius. Men vi var elskede og glade børn, trods de udfordringer min mor kæmpede med dengang.

      Her er linket til jumsuitet, de er fra Mini Rodini, man kan sikkert finde den i et shop et sted: http://www.minirodini.com/en/shop/onesies_jumpsuits/elephant-aop-onesie#

      Kæmpe krammer
      Anne

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Hej Anne
    Jeg har et lille spørgsmål omkring slyngen. Jeg har en bæresele, men synes allerede at Emil var for tung da han vejede 5 kg. Jeg får ondt i ryg og skulder, og kan kun bære ham i den i kort tid. Er det anderledes med en slynge? Nu er han næsten 9 kg, så er nok for sen på den, men synes du ser ud til at kunne bære EJ rundt hele dagen 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Marie,

      Jeg har aldrig prævet amdet end slynge, men selvom EJ vejer lidt over 8 kilo kan jeg sagtens bære hende en hel dag (inkl pauser). Hun skal bare bindes helt tæt ind til kroppen.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvor længe bliver du ved med at amme?