Nik og Jay rydder og i mit skab, skal de også rydde op i dit?

Det må være sindssyg hårdt at være alene-mor, er det ikke?

tired-mom

I dag snakkede jeg med et tv-selskab, og blev stillet spørgsmålet:” Er det ikke bare sindssyg hårdt at være mor?” (ikke engang alene mor. “alene” har jeg selv føjet til blogindlægget). Det skulle jeg lige tænke lidt over om jeg synes det er.

For er det det? Jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med, men jeg må sige jeg er blevet positivt overrasket. Nu hvor jeg er blevet 6 måneder gammel som mor, så synes jeg faktisk jeg gør det ret godt. Jeg har fundet trygheden i at jeg, som mor, kender mit barn bedst af alle i hele verden. Det skulle jeg lige lære. Også bedre end lægen og sundhedsplejersken og naboen og ligegyldige mennesker på facebook og min egen mor. Jeg ved bare bedst. Og det er okay. Og jeg må have det præcis som jeg gerne vil have det. Det fandt jeg ud af efter min shitstorm med de famøse 9 barselsråd (læs dem og alle de farverige kommentarer her). Jeg forstår stadig ikke folk blev så sure, de kan jo bare lade være med at indføre de samme guidelines hjemme i deres egen stue.

sleeping-mom1

Men hårdt? Mjaa. Og lykkeligt og lækkert og lærerigt og frustrerende og 1 million andre ting. Det er svært at sige “ja” til hårdt, uden også at inkludere en masse andre ord. Der er mange ting i forbindelse med moderskabet der er svært, og når jeg en sjælden gang ikke rigtig får sovet, så er det megahårdt, for træthed og mig er ikke ret gode venner. Der var virkelig hårdt i starten. Shit mand. Mest fordi jeg havde en masse forventninger til mig selv, og fordi jeg ikke kendte mine grænser som mor endnu. Jeg var jo kun få uger gammel som mor, hvordan i alverden skal man så vide hvor man skal tegne streger i sandet og sætte foden i døren? Det skal man jo lige ud og finde ud af først.

Nu skal det lige tilføjes, i denne ligning, at jeg altså hverken har et kolikbarn, et barn der er ramt af sygdomme, selv er ramt af sygdomme eller lign. Jo, jeg kæmper nogle hårde kampe i øjeblikket, men det har ikke noget med det at være mor for min datter at gøre. Det er en anden boldbane de kampe udspilles på. Det hårde ved alt det her er, at der er andre ting der tager min energi og tynger mig, men mit barn gør ikke.

moms

Faktisk har jeg ikke ret meget brug for at folk kommer og “lige tager hende en time”. Det kan jeg godt forstå man har, når man ikke får sovet, eller har et barn der skriger nonstop (det gjorde Emsen i perioder i starten, og jeg var ved at blive sindssyg). Jeg har mere brug for at nogen kommer og er her sammen med os en time eller to, så jeg lige kan ordne de ting der kræver mit fulde fokus. Som f.eks lige at arrangere en flytning og et midlertidigt hjem i en måned og sådan. Men jeg er glad for at jeg har muligheden og netværket, sådan så jeg lige kan få en massage. Det bør alle mødre gøre.

Der er en tryghed i at vide at jeg skal klare det hele selv. En accept. Og så synes jeg faktisk ikke det er så svært at være alene om det, for så ved jeg hvad jeg har at arbejde med, og så er det jo bare glædeligt når der nogen gange er nye muligheder der lige byder sig. Totalt luksus.

landscape-1429833353-exhausted-mom

Så hårdt? Ja nogen gange. Men ikke HÅÅÅÅRDT, du ved, på den der måde hvor du står med patterne nede om anklerne, håret er ikke blevet vasket i tre uger og du lugter af selvdød gnu og spiser kun mariekiks, fordi det er det eneste du kan overskue at tilberede i dit køkken. Sådan var det lidt mere i starten, nu er der kommet rutiner og ro, og Emsen er blevet meget større på meget kort tid, og kan sagtens underholde sig selv lidt.

Udfordrende? Ja, for helvede! Hvis man gerne vil selvudvikle, så skal man bare få et barn (det var ikke en opfordring, det var en kæk bemærkning), for er du vimmer mand, du får lov at kigge på alt det du havde gemt i (moder)skabet. Og grænserne bliver lige testet af. Igen og igen og igen. Jeg har opdaget helt nye sindssyge styrker, jeg slet ikke troede jeg havde, og jeg har fået mere selvværd og selvtillid, fordi jeg kan se at mit barn trives i bedste velgående, og er en glad og udadvendt pige der elsker mennesker. Nej jeg følger ikke en eneste børnebog, og i “eksperternes” øjne gør jeg sikkert en hel masse ting forkert, men den eneste jeg har tænkt mig at lytte til, det er min datter. Nåja og min egen mavefornemmelse, for den er ret stærk og tydelig. Det er min datter jeg skal se i øjnene hver dag, og jeg vil gøre alt for at hun er en glad og smilende sjæl, for at hun har tillid, og for at hun føler sig set, mødt og hørt. Indtil videre går det rigtig godt.

6a0133f30ae399970b0192ac407f6a970d-pi

Hvad med dig, uanset om du er alene eller ej, synes du det er hårdt? Og hvorfor er det egentlig at man ikke længere må synes at det er hårdt? Man bliver jo slagtet hvis man ytrer at det lige er hårdt ad pommern til et øjeblik? Eller er det bare mig der bliver slagtet? “ARMMEN DU HAR JO SELV VALGT DET!” og “TAG DIG SAMMEN!” (typisk fra andre kvinder… sjovt nok) – ja ja bevares, men derfor kan man sgu da godt have en dårlig dag (eller måned).

Hvad tænker du?

Deppe+and+the+lost+sock+kommentarfelt+billede+anne+deppe

 

 

   

4 kommentarer

  • Julie

    Om det er hårdt at være mor? Ja, er du åndssvag (det ved jeg godt du ikke er ;-)) det er hårdt! Det er også alt muligt andet, men også hårdt! Overvældende er måske det ord jeg synes beskriver det at blive mor allerbedst.. De sidste 13 mdr med min søn har jeg følt alle følelser i verden tror jeg.. ‘men størst af dem er kærligheden’

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva

    Jeg har 3 børn som jeg er alene med en stor del af tiden da min mand arbejder off shore.
    Jeg synes ikke det er hårdt. Jeg er selvstændig hvilket gør at jeg er ret fleksibel. Ingen morgen stress og ungerne har korte dage i børnehaven. Til gengæld arbejder jeg stort set hver aften når de er kommet i seng, har kun 3 ugers ferie om året og der er ikke noget der hedder barnets første sygedag (eller egen for den sags skyld)
    Bevares – det kan være svært at få enderne til at nå sammen indimellem. Vi har ingen forældre tæt på der kan hjælpe eller aflaste.
    Jeg synes ofte at jeg oplever det modsatte; at det ikke er tilladt at sige at man ikke synes det er hårdt. I mine mødregrupper er der et par stykker der helt klart har taget afstand fra mig, fordi jeg har ytret dette og ikke rigtig har kunne genkende den følelse de sad med. De er nærmest blevet fornærmet og forurettede. Og jeg synes ikke jeg på nogen måde har underkendt eller negligeret deres følelse af at opleve det som hårdt.
    Jeg tror bare vi mennesker er utrolig forskellige på det punkt og at vores grænser her er meget individuelle 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Njaaaaa… Har det nok på nogenlunde samme måde. Ser det faktisk mere som en udvidelse af hverdagens udfordringer. For jo bevares – der er ændringer, ting man ikke baaare lige kan vente med osv. Men hååååååååårdt syntes jeg heller ikke det er. Men er også heldig, for syntes faktisk jeg har verdens nemmeste barn. Og jeg har næsegrus kæmperespekt for de, som rent faktisk overlever kolikbørn, manglende søvn, skrig fra morgen til aften osv.
    Dybeste respekt samtidig med at jeg priser mig lykkelig over at det ikke er mig som står i den situation.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michelle

    Jeg har det lidt ligesom dig! Jo det er da hårdt – men det er tusind andre ting før det er hårdt hvis man skal beskrive det at være mor! Jeg er ikke alene – og heldigvis for det da! Man havde jo nok helt sikkert klaret den alene, men jeg er nu glad for at jeg til tider kan sige “nu er det din tur” eller bare flæbe lidt, så ved han også godt det er hans tur

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nik og Jay rydder og i mit skab, skal de også rydde op i dit?