Pausen er forbi og jeg er tilbage

Da Bjarne fik mig til at græde i bussen, og alle andre til at klappe.

a74b5265-e458-4e37-933d-e481e9109c70

I dag har været et rigtigt eventyr. Emsen og jeg var ude og gå med en god veninde inden jeg skulle i fogedretten (læs her hvorfor). Det er aldrig sjovt, og slet ikke når man er  nødt til at slæbe sin baby med. Og jeg kunne bare lade være med at skrive det, men det er der ingen grund til, sådan her er livet også. Det endte med at blive en rigtig god oplevelse, og de var utrolig søde og flinke derinde, så nu er der styr på det.

På vejen hjem var jeg godt træt i hovedet og i kroppen. Emma Jo har ikke sovet ret meget i dag. 45 minutters lur siden hun vågnede i morges, en tur i retten, regn og slud og kulde, og 1A bussen fra Kongens Nytorv hjem i myldretiden. Bum, så har man også selv bedt om det. Emma Jo var ved at være træt, og jeg havde rejst hende op i barnevognen og stod og “hoppede hende” op og ned for at underholde hende indtil vi nåede hjem.

Ved siden af mig, i den overophedede bus, stod en mand. Han kiggede, og han havde simpelthen det mest varme smil. Han begyndte at snakke til Emma Jo, og da han rakte armene frem, gav jeg Emsen til ham, helt uden at tænke over det. Han virkede bare så utrolig hjertelig. Han snakkede lidt med hende og hun blev glad.

Da jeg, kort efter, fik hende tilbage, begyndte han at rode i sine lommer. Jeg så det kun med et halvt øje, for jeg havde fokus på at holde balancen, hoppe Emma Jo og holde øje med hvor langt vi var kommet.

Pludselig trak manden en mundharmonika op af lommen og begyndte at spille for Emma Jo, som straks kvitterede med at danse Riverdance i barnevognen. Han spillede og spillede, og Emma Jo hoppede og dansede. Der blev stille i den tætpakkede bus, og alle lyttede. Da han var færdig med første nummer begyndte alle og klappe, og jeg begyndte at græde. Det var bare så perfekt og så rørende og så hjerteligt og så dejligt, og jeg ville ønske jeg havde noget af det på film. Nej vent! Det har jeg sørme:

Jeg faldt i snak med ham, og de andre passagerer takkede, både fordi Emma Jo var med (det var derfor han spillede), og fordi han var så fantastisk og underholdende. Der var en dame med fra Samsø, som ville tage hjem og fortælle om oplevelsen.

Oplevelser som disse, er noget af det bedste jeg ved. Når fremmede mennesker skaber et “space” hvor man bare er sammen, hvor en trækker en mundharmonika frem i bussen, og folk bare klapper med og pludselig opstår der et hjerterum.

Har du haft lignende oplevelser? Jeg vil vildt gerne høre dem, tusind tak til Bjarne og til alle der var med i 1A i dag, you made my day. Jeg tror på verden og menneskeheden igen når jeg kan mærke fremmede i mit hjerte på den måde som jeg kan i dag.

Deppe+and+the+lost+sock+kommentarfelt+billede+anne+deppe

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Pausen er forbi og jeg er tilbage