Denne vil jeg for alt i verden ikke undvære i livet som nybagt mor: Babynest

Den første tid efter fødslen med baby


Den første tid efter fødslen med baby

Min engelske veninde Pauline beskrev det meget godt: “Det at få børn er at opleve det største mirakel i verden og samtidig blive ramt af en lastbil”.

I dag er Emma Jo 12 dage gammel (det minder mig om en sang fra Medina?). Det føles som om det er flere år siden jeg blev indlagt på sygehuset og blev sat i gang. Og alt er nyt. Jeg er ny som mor, Emma Jo er helt ny, søvnrytmer er nye, mad er nyt, døgnrytme er nyt, verden er ny, alt er nyt, alt skal genopfindes.


Katte-damen

I øjeblikket befinder jeg mig i en babybobbel. Her er ikke plads til ret mange andre end Emma Jo og mig. Faktisk måtte jeg google “Første tur med barnevogn hvornår?”, fordi jeg føler mig vildt sær og katte-kone agtig, fordi jeg overhovedet ikke har lyst til at drage ud i verden med barnevogn, en papkop fra Starbucks og min lille nyfødte baby. For det har jeg virkelig ikke. Jeg har lyst til at slå patterne ud, og ligge hud mod hud med min lille ninja-diva-prinsesse (hun får flere og flere nye navne for hver dag der går). Jeg var ude med barnevognen for nogle dage siden, og det var hverken hyggeligt eller rart. Jeg ville bare gerne hjem igen. I dag var jeg ude igen, og det var lidt bedre, men jeg praktiserer virkelig den reneste form af “små skridt” i øjeblikket. Det er dejligt, men det er svært for mit ego at acceptere at jeg ikke “bare lige” springer ud i det der med at trille rundt og være Hellerup-lækker-mor. Jeg er sikker på det kommer. 


Baby og barselsbesøg.

Jeg har lyst til at se folk, men kun 15-20 minutter ad gangen, og det kan jeg ikke rigtig finde ud af at sige til nogen endnu. Min hjerne kan simpelthen ikke kapere mere opmærksomhed, fokus og samtale end ca 20 minutter. Min mor fortalte at min far og hende havde sat et skilt på døren dengang jeg blev født for 32 år siden: “Vi har fået baby, vi ønsker ikke besøg for om 14 dage” (og så dato).  Det kan jeg virkelig godt genkende. 

Alt er vildt overvældende lige nu. Jeg har ca 50 ulæste sms-beskeder på min telefon. Jeg tør slet ikke tælle hvor mange facebook-beskeder der ligger og venter, og mine mails er kun kort blevet skimmet igennem den sidste uge. Jeg kan simpelthen hverken rumme dem eller forholde mig til dem lige nu. Den ene dag har jeg dårlig samvittighed over det, den anden dag er jeg helt ok med det.


At ville give sit barn væk for barnets skyld

De første par dage på sygehuset var et mareridt. Både fordi jeg var nyopereret, og fordi min datter bare var møghamrende sulten, og skreg i 3 dage. Hun blev helt hummerfarvet, og skrigene blev så hjerteskærende at hendes lille krop næsten ikke producerede noget lyd til sidst, og kroppen rystede og rystede. Jeg har aldrig været mere ulykkelig i mit liv, end jeg var de tre dage. Min veninde kom og hjalp og min mor kom og hjalp, og det er klart at de kom med et helt andet overskud end jeg gjorde. Men de kunne tage min datter, og de kunne få hende til at falde til ro. Det gjorde mig helt enormt ked af det og forvirret, for på den ene side følte jeg at jeg skulle være taknemmelig (og det var jeg også) og på den anden side følte jeg mig som den største fiasko i verden. Så meget at jeg på et tidspunkt var klar til at give min datter væk til en anden mor, som ville kunne give hende mælk der mættede og arme der trøstede og overskud og energi. Det er den værste følelse i verden, men jeg var sikker på at Emma Jo ville få det bedre hos en meget bedre mor end mig.

Alting ændrede sig dg da vi endelig kom hjem fra sygehuset og jeg kom tilbage i mine faste rammer og i min trygge lejlighed. Emma Jo har været en virkelig nem baby. I går havde vi en ordentlig skrigetur, men hun var simpelthen blevet overtræt, og selvom det er dødhårdt, så har jeg et andet overskud nu end jeg havde på sygehuset. Jeg er stadig meget medtaget, og min krop er stadig på smertestillende 24/7 efter kejsersnittet, men jeg er hjemme, og det er Emma Jo også, og her har vi det bedst.


Et skridt ad gangen.

Jeg glæder mig vildt meget til gradvist at få mere energi, jeg glæder mig til at lære Emma Jo og hendes behov bedre at kende, og jeg glæder mig til det hele. Samtidig er jeg vildt bange for at fucke ting op. Men jeg tror det er det der hedder motherhood… Begge sider lever konstant i en.

Når alt det her er skrevet, så kigger jeg ned på min lille datter, og så så tænker jeg “hvad i alverden har jeg gjort rigtigt for at være blevet velsignet med dette lille smukke vidunderlige væsen?” og jeg ved det virkelig ikke, men jeg takker Gud (ja, jeg er altså sådan en der tror på Gud) hver eneste dag for at Emma Jo er landet i mit liv.

Hvordan var din første tid efter fødslen da du blev mor/far første gang?

   

16 kommentarer

  • Tulla

    Jeg ville nske du eksisterer da jeg fik min frste stort tillykke endnu en gang og forst med og nyde

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie Nielsen

    Jeg blev mor i november.. jeg husker at jeg var s trt den frste tid.. og grd meget.. bde af trthed, krlighed, smerter og nogen gange uden grund.. bare det mest overvldende nogensinde! 🙂
    Jeg havde heldigvis verdens sdeste kreste som lavede mad, passede baby indimellem og sendte mig i seng s jeg kunne indhente lidt svn 🙂 Ved ikke hvad jeg skulle have gjort uden ham..
    Vi havde flere besg hvor folk kom med en gave, nussede baby og s gik igen – eller kom med mad 🙂
    Nyd hinanden :-*

    P.s. hvordan er udtalen p Emma Jos navn? Er det [jo] eller [djw]?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Hej Anne.
    Frst og fremmest Tillykke med din sknne datter.
    Jeg blev selv mor i december og lan sagtens genkende den boble man er i det frste stykke tid. Jeg slog ogs bremsen i med hensyn til besg, det er jeg glad for idag. Er dog ogs super glad for at min mand var der nr usikkerheden kom og da jeg grd i 3 dage da jeg mtte sande at jeg ikke kom til at amme.
    Hvordan har hr. Underbo taget imod hans datter og m han vre lidt med i din boble?

    Mvh christina

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Min frste tid var forfrdelig – det vrste var dagene p barselsgangen, Hvidovre, aldrig har jeg vret s frygteligt et sted. Det er sikkert anderledes hvis man ikke har et barn der skriger og skriger, og man ikke har noget mlk at give det endnu.

    Jeg synes du skal blive hjemme i din trygge lejlighed alt det du har brug for. Hvis det er det du har brug for, er det helt sikkert ogs det Emma Jo har brug for (min pige hedder i vrigt Lili Jo :)). Alt andet kan vente.
    Held og lykke med alt <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Liv

    Kan godt huske flsen af ikke at have overskud til besg og der havde jeg en svigermor der kom hver dag i de 3 dage jeg var indlagt. Og hrte slet ikke efter hvordan jeg havde det s til sidst mtte jeg bede min krste om at sende hende hjem. Samtidig kunne jeg ikke amme s mtte malke det ud og da jeg endelig havde fet en helt flaske ud af mit eget kom der en sygeplejske ind for at fortlle om de forskellige prver man tager p nyfdte og hvad gr min Svigermor s flr flasken ud af min hnd for at give min datter det. Der blev jeg s gal at jeg bad hende om at skride af h til. For man har virkelig flserne ude p tjet da der er s mange nye ting man skal vende sig til. Ogs da vi komme hjem faldt der en anden ro p en. Men bare rolig lige pluselig er i kommet ind i en rytme og ens overskud kommer stille og roligt tilbage. S bare gr det som du heletiden har gjordt elsk din sknne Lille datter

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • MKS

    Ja det er bare srt at besge p mere end 20 min pludselig bliver uoverskuelige. Men sdan er vi mange der har haft det:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • MKS

    Genkender din beskrivelse 100% fra barn nr. 1. Den frste mneds tid var jeg lettet som i virkeligt lettet, s snart vi kom hjem til lejligheden. Det var topstressende for mig at vre ude, isr i uvante omgivelser ssom oppe i byen, hos fremmede. Jeg hadede det, ville bare hjem, s jeg kunne flge min babys behov og trste ham bedre, fordi jeg selv var rolig. Hos mine forldre var det fint. Det er nemlig s specielt og nyt p en helt ny mde at opleve verden p som nybagt mor. Jeg troede ogs babyer automatisk elskede deres barnevogn, men ikke vores baby. Da han var 2 mdr. Begyndte jeg at g ture p 5 min., nr han var mt og glad, gik og talte beroligende og smilende til ham i mens, s han kunne f et positivt forhold til vognen. S, det ogs blev muligt at g ture med en glad baby og en glad og rolig mor;-) Det lykkedes, barnevognsturene, blev gradvist get med 5 min… Det var sknt.

    Tag jeres tid, hun er ogs lille i s kort tid, s det er med at nyde det:-) I skal nok n det hele…
    Kram MKS

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • h det er dejligt at lse! Var helt sikker p jeg ikke er/var den eneste, men det er befriende rent faktik at lse hvad du beskriver.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Med nr 1 havde jeg det prcis s svrt – alt var nyt, alt var ukendt, jeg kunne ikke dit og dat (ogs akut kejsersnit) osv osv. Alt var uoverskueligt – og fantastisk vidunderligt p n og samme tid

    S mdte jeg slynger og vikler – huhej, hvor det totalt ndrede mit liv! Som i totalt

    Du er en fantastisk mor Anne – alene det, at du kan mrke dig selv dt gad jeg godt have kunnet ved nr 1 😉

    Kram herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jeg kan godt se jeg skal have gang i mine to vikler. Jeg testede Emma Jo i den i dag, og det var en stor succes, bortset fra at hun var smurt ind i gylp to minutter efter jeg havde fet bakset hende derned 😀

      Dejligt at lse din kommentar Sofia <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Min frste tid var som din.. ogs akut kejsersnit, indlagt i 6 dage og s hjem… hvor jeg heller ikke magtede besg andet end meget kort.. den dag den samme sde person (for det er hun og det var kun af sde hensyn) kom p besg 5 gange (og ja den er god nok!!) den samme dag – da fik jeg dog nok og sjovt nok ogs mod nok til at sige fra! Det kommer gradvist og alle de flelser du beskriver kan jeg genkende. Dybt misundelig p din babyens (p en sdan-en-ville-jeg-ogs-have-haft-mde alts ;-)) du er og vil blive en fantastisk mor – ogs i fremtiden

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak Trine, det er utrolig dejligt at lse at jeg ikke er den eneste. Manner hvor kan man fle sig som en fiasko meget meget hurtigt.

      Tak for dine sde ord <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Jeg havde det p fuldstndig samme mde som dig. Jeg hadede faktisk barnevognen (nu elsker jeg den) og jeg kunne slet ikke rumme besg. Jeg ville bare vre mig og min baby. Jeg prvede at sige fra, men jeg turde ikke rigtig.
    Nste gang vil jeg vre bedre til det. Det tror jeg ogs barnet har bedst af.
    Synes du lyder som en fantastisk mor. Tillykke med hende. Hun ser smuk, dejlig og tryg ud.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tusind tak Sofie! Jeg glder mig til at elske udenfor og barnevogne. Ligenu elsker jeg Emma Jo’s badekar og amning og hud mod hud 🙂 Et skridt ad gangen <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Hvert et ord er s sandt som det er skrevet – ikke mange tr st ved at man bare vil vre sig selv og baby. Jeg har 2 gange glemt at nyde den allerfrste tid som gr s strkt. Der blir aldrig en 3 gang. S husk at nyd det trods skrigeture og andre forhindringer p vejen.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Denne vil jeg for alt i verden ikke undvære i livet som nybagt mor: Babynest